Dikus skrev:
Lige præcis det der kæmper jeg også hårdt med. Jeg tror, det er vigtigt at adressere, det er det, det handler om. For det gør ddt lettere at acceptere, det ikke kommer fra ham.
Jeg talte faktisk ret præcis med min kæreste om det i weekenden, fordi der var sådan en situation, der trickede alt det gamle... Samtidig med min kæreste lige havde gjort "det omvendte" Det gjorde mig underligt trist - for heg burde vel bare være glad for at være ude af detsom et forhold. Men ja... Det føles så mærkeligt. Ret beset tror jeg, det føles, som du beskriver det, du har det.
Din ekskæreste har ikke patent på dine følelser. Det er okay du tænker og føler anderledes end ham. Det er ikke okay, at han ignorerer det faktum og ikke gav plads til dig i forholdet.
Og ja... Så må vi lære at finde tilbage til os selv igen. Give os selv omsorg og omgive os med folk, der anerkender vores følelser og agerer på dem - også når de ikke forstår dem eller de er fjollede.
Der synes jeg faktisk at jeg er heldig, for de venner, jeg samler om mig, kan det der. Det har bare været mine kærester, der ikke kunne. Hvis jeg kunne finde en kæreste, som er mere som mine venner og mindre som mine tidligere kærester, ville min lykke være gjort. Men det er nok essensen: den særlige relation man har til en kæreste kan bruges til noget helt bestemt i forhold til at hele indre sår og konflikter. I dén kontekst er jeg helt på linje med det hun skriver i Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Hun kalder det en mytisk partner, og det er en partner, som både bringer en i kontakt med sider af sig selv man har mistet mens man tilpassede sig sine opvækstvilkår, og det hun kalder det krænkende aspekt, som er den internaliserede selvkritik man som barn overtager, når ens forældre knægter én på den ene eller den anden måde.
Min eks var i den grad i den forstand en mytisk partner; han prikkede til nogle helt fundamentale problematikker og dem har jeg fået mulighed for at tæske igennem i løbet af mine samlede 3,5 år med ham. Forhåbentlig er de stilnet af nu, forhåbentlig har jeg fået så meget øje for dem, at jeg ikke har brug for et andet menneske der aktiverer dem for at jeg kan hele færdigt. Forhåbentlig kan jeg finde sammen med et andet menneske i et afbalanceret, gensidigt nærende og kærligt forhold. Det behøver ikke være uden konflikter, konflikterne skal bare kunne håndteres på en måde, som ikke truer med udslettelse og det totale tab af alt, der holder mig fast i verden. Hvilket er den følelse, jeg havde inden og sammen med ham, fordi min grundfølelse var at jeg ikke var vigtigt og ikke værd at elske. Tak for det, moder