LaScrooge skrev:Dikus skrev:LaScrooge skrev:Dagen efter vi mødtes skrev han til mig og spurgte om jeg ville mødes, for han ville gerne høre hvordan det gik mig. Jeg svarede at jeg ikke var klar til at ses med ham bare os to, men at vi måske sås i aften, hvis han skal til det samme arrangement som jeg skal til, også med fælles venner. Så svarer han:
"Jeg har det desværre omvendt af dig. Jeg vil ikke liste rundt om hinanden, mens vores venner er der. Det gør mig trist og forvirret. Sig til, hvis du vil mødes og snakke bare os to. Så kan det være at jeg siger ja."
Og jeg er bare sådan... Hvad forestiller han sig? Skulle dét der give mig lyst til at ses med ham? Jeg har LIGE skrevet at jeg ikke er klar til det og så prøver han dels at guilttrippe mig ved at skabe en stemning af at vores venner er inddraget i suppedas, og understreger, at det ikke er sikkert at han vil hvis jeg spørger? Det er SÅ typisk ham og det hele understreger bare for mig at intet har forandret sig. Han er ikke blevet en tøddel klogere og han prøver ikke engang at overtale mig med noget rart.
Heldigvis kan jeg meget tydeligt mærke, at jeg ikke er det fjerneste interesseret. Jeg ved ikke hvordan det der giver logisk mening oppe i hans hoved, ud over at han stadig tror at jeg er påvirkelig af det opslidende push-pull shit der kørte i vores forhold. At han stadig kan manipulere mig følelsesmæssigt gennem: jeg vil have dig, men kun hvis X.
Jeg har ikke svaret og gør det heller ikke. Jeg tror den må dø gennem udsultning.
Så kan det være, jeg siger ja?
Ej altså. Ind til den sætning, havde han lidt min forståelse. Men hvad fanden er det for noget Nåh. Det gode ved at være gået fra hinanden er, du ikke har ansvar for hans følelser. Hold fast i det! Hvis han er trist og forvirret, når I er sammen med fælles venner, så er det HANS ansvar at håndtere det. Ved at tale med nogen, stå det igennem, holde sig væk. What ever. Det er HANS ansvar. Og det bliver ALDRIG dit igen.
Hold bolden på din bane: Hvad vil du? Hvordan håndterer du det her bedst for dig. Og så gør du det. Det er okay!
... Jeg tror, du er med på svadaen. Det er bare... Det kan ikke gentages nok, når man går der og trods almindelig sund fornuft føler sig lidt som en røv. Hvilket jeg kunne frygte, du (også) let kunne forfalde til.
Jeg kunne frygte, at det "rigtige" af mig ville være at mødes med ham og snakke, fordi jeg skylder ham det og det på en måde er ondt ikke at ville det. Dén tanke, har jeg snerten af. Men den er mest knyttet til hvad folk omkring os tænker. "Scrooge er tarvelig, hun vil ikke engang se ham og snakke når han har brug for det og bare gerne vil høre, hvordan det går". Jeg frygter en kampagne mod mig, hvor det er kører på medlidenhed med ham, som har det så svært.
Men.
På den ene side er jeg ret sikker på at han har taget hul på eventyret, så det vil klinge hult hvis han pludselig sørger rigtig meget og lider forfærdeligt. Det tror jeg godt folk ser.
Og på den anden side - og her må I VIRKELIG love mig ikke at tale mig efter munden, for jeg er usikker her: så må jeg GERNE ikke være parat til at møde ham. Jeg opfører mig ordentligt, jeg er bare ikke klar til at ses med ham alene. Det er i orden, ikke? Sådan må jeg gerne have det? Det er ikke et spil fra min side, det er reelt.
Det er mere end i orden. Det er dig der passer på dig. Mere i orden kan det næsten ikke blive. Og han behøver ikke forstå det. Han skal bare respektere, at det er der du er.