CassiusClay skrev:Men er der ikke også en enorm forskel i, at vælge at blive solomor til ét barn og stå igennem de første år, som jeg tænker alle oplever som de hårdeste, og så som andre skriver at være småbørnsmor til flere uanset om man er alene om det eller ej?
Jeg ved ikke hvor udbredt det er, men jeg vil tro, at mange vælger at blive solomødre til mere end ét barn fordi de finder ud af, at de faktisk godt kan få det til at fungere - specielt hvis der er nogle års afstand imellem børnene eller de nedprioriterer karrieren lidt eller går ned i tid.
Jeg tænker også, hvis det var mig, der stod som 40-årig og skulle vælge forældreskab, så ville jeg måske et eller andet sted også føle, at jeg havde fået så rigeligt af mig-tid, så det at skabe et fantastisk lille væsen ville overrule alt andet. At stå med et barn er en helt ubeskrivelig følelse og har man først fået en snert af det ønske er det så godt som umulig at slippe, efter min mening i hvert fald.
Jeg tror klart, det kan gøre en forskel, at man venter, til man er 40. Måske man har løbet hornene lidt mere af sig der, end jeg havde som 26-årig. Måske man på nogle måder også er lidt mere fornuftig.
Og det var for mig omvæltningen ved første barn, der var vildest. Nummer to gør, at man har endnu mindre tid til sig selv og endnu mindre fleksibilitet, men det var helt klart selve det at blive mor, der var den største forandring for mig.
Og her var (og er!) det værste det pres med at hente og bringe, og den evige samvittighed over altid at hente 16.45. Jeg har haft to usædvanligt ekstremt dårligt sovende børn, og alligevel går det mig ikke nær så meget på som det med, at mine børn altid får lange dage, fordi vi har to ret ufleksible fuldtidsjob. Det gør selvfølgelig, at det er det, jeg ville være mest nervøs for, hvis jeg skulle være alenemor. Men det lyder som om, TS har et noget mere flex job end mit.