Skal jeg blive solomor?

[BlueBunny]

Da jeg blev skruk blev ønsket om børn næsten altoverskyggende. Da jeg fik barn var lykken næsten altoverskyggende. Når mit barn var vågen om natten, så følte jeg mig stadig beriget og heldig.
Naturligvis er der tidspunkter hvor søvn og andet bliver udfordret. Jeg synes bare at man får så meget igen på andre områder. For mig har det været guld værd at have en at dele alt med. Det nemme og det svære. Ikke at være alene har givet et net og en mulighed for at trække pausekortet. Jeg tror meget havde set anderledes ud hvis jeg skulle klare alt alene og ikke mindst opleve alt alene. Når det så er skrevet, så forstår jeg ønsket om et barn. Tror dog jeg ville gå allin på at finde en partner. Hvis lysten ikke er til det, så indstil dig på at det bliver hårdt, og fokuser på alt det gode du får ved at blive mor. At høre en lille sige “mor, jeg elsker dig” er bare ubeskriveligt synes jeg.

Hvad mener du egentlig, når du skriver at du ville “gå all in på at finde en partner”? Og hvor længe ville du gøre det, inden du ville overveje at få børn alene?

Ja, undskyld at jeg måske tager det for nært, men du rammer et virkelig ømt punkt for mange, der overvejer eller har valgt at få barn alene. Rigtigt mange af dem (og vel især dem, der gør det sent) ville give deres højre arm for kernefamilien frem for solomødreskab.

Nej undskyld. Det var virkelig dumt skrevet af mig.
Det tager jeg tilbage.

[Duplonumerouno]

Dagen efter, at jeg havde lavet tråden var jeg sikker på, at jeg ikke ville. Siden er mine følelser omkring det hele gået op og ned. Jeg troede egentlig, jeg ville komme tættere på et svar af den her tråd.

Jeg kan afsløre, at det ikke er tilfældet. På den ene side tænker jeg, at jeg kan lade skæbnen klare det. På den anden side læser jeg om fertilitetsbehandling.

Når jeg ikke har haft en kæreste i ti år, er det ikke fordi der ikke har været mænd i mit liv. Det er kun de sidste 3-4 år, jeg har forsaget al den djævelskab. Jeg har ikke gjort noget for det, men nærmer mig et punkt, hvor det kunne tænkes at ændre sig.

[FormerlyKnownAs]

Jeg synes at TS skal have nuancer med på vejen fremfor kun worst case som tråden i min optik har været præget mest af. At det hele ikke behøver gå galt. At man godt kan være alenemor uden et særligt netværk. At børn ikke nødvendigvis er syge 3 uger i træk etc.

Det betyder vitterlig ikke at man underkender andres oplevelser eller at det er hårdt at være alene. Det ene udelukker altaå ikke det andet.

Hvis man sætter sig ned, kiggede på job, økonomi, muligheder osv, så giver det jo et ret realistisk billede af hvad der er ladesiggøreligt og så må man tage den derfra.

Jeg har åbenbart taget dig for at være en anden, jeg har haft forståelsen af at du var en helt anden dame der havde au pair og hushjælp i et eller andet omfang og som beklagede sig fælt over at ikke kunne komme ud alene og ikke foretage sig noget med et lille barn hjemme fordi han ikke brød sig om at komme i daycare i Bangladesh var det vist.

Man burde lave en liste over tidligere navne,for de der har et, jeg har stadig overhovedet ikke styr på hvem der var hvem på den gamle endnu.

Passive aggressive much?

Det læser jeg så SLET ikke.

Jeg er enig men Manii. Vel næsten selvsagt. Og undrer mig stadig over hvad sammenhængen er. Særligt når udlægningen der er beskrevet ikke er/var virkeligheden, hvis det skulle have med at gøre at have nogen til at tage sig at mit barn. Min mand og jeg har taget os af vores barn som de eneste. Ingen andre udover div institutioner som man jo også kan gøre brug af i Danmark som solomor.

Og nå ja, tror mig. Man har mere frihed i Danmark som solomor end man har i Bangladesh som mor der er alene 6-18 og hver 2. weekend og jævnligt hele uger.

[FormerlyKnownAs]

Jeg synes at TS skal have nuancer med på vejen fremfor kun worst case som tråden i min optik har været præget mest af. At det hele ikke behøver gå galt. At man godt kan være alenemor uden et særligt netværk. At børn ikke nødvendigvis er syge 3 uger i træk etc.

Det betyder vitterlig ikke at man underkender andres oplevelser eller at det er hårdt at være alene. Det ene udelukker altaå ikke det andet.

Hvis man sætter sig ned, kiggede på job, økonomi, muligheder osv, så giver det jo et ret realistisk billede af hvad der er ladesiggøreligt og så må man tage den derfra.

Jeg har åbenbart taget dig for at være en anden, jeg har haft forståelsen af at du var en helt anden dame der havde au pair og hushjælp i et eller andet omfang og som beklagede sig fælt over at ikke kunne komme ud alene og ikke foretage sig noget med et lille barn hjemme fordi han ikke brød sig om at komme i daycare i Bangladesh var det vist.

Man burde lave en liste over tidligere navne,for de der har et, jeg har stadig overhovedet ikke styr på hvem der var hvem på den gamle endnu.

Passive aggressive much?

Det læser jeg så SLET ikke.

Jeg er enig men Manii. Vel næsten selvsagt. Og undrer mig stadig over hvad sammenhængen er. Særligt når udlægningen der er beskrevet ikke er/var virkeligheden, hvis det skulle have med at gøre at have nogen til at tage sig at mit barn. Min mand og jeg har taget os af vores barn som de eneste. Ingen andre udover div institutioner som man jo også kan gøre brug af i Danmark som solomor.

Og nå ja, tror mig. Man har mere frihed i Danmark som solomor end man har i Bangladesh som mor der er alene 6-18 og hver 2. weekend og jævnligt hele uger.

Jeg tænker, at Hotlips´ indlæg skal forstås sådan, at hun, da hun skrev det, troede, at du var i en anden situation, ud fra det indlæg hun citerede, og så prøver at forklare, at hun har blandet dig ( eller rettere en anden debattør) sammen med en anden (som jo så ER dig).
Så jeg læser ikke indlægget som passivt agressivt.

Nu vil jeg ikke tolke på hendes udlægning af din situation, og jeg husker heller ikke dine indlæg så godt.

Men generelt vil jeg sige, at selvfølgelig er det relevant, at kvinder, der har beklaget sig over alverdens ting ved det at have små børn, pludselig ikke synes, det er noget problem at stå alene med et barn uden netværk. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange det gør sig gældende for her i tråden.

Hvis man læser i tråde relateret til børn, parforhold og familie, er der mange eksempler på, hvor urimelig hårdt det er, at barnet ikke sover, at manden ikke hjælper, at manden eller barnet er sygt osv. Hvorfor skal vi pludselig lade som om det ikke er en del af livet? Det er lidt lige som, når folk finder alle mulige undskyldninger for, hvorfor en mand opfører sig dårligt i stedet for at gætte på det åbenlyse, at han ikke er vild med kvinden.... Begge dele er en slags misforstået hensyn.

Når der er nævnt både maid og aupair antager jeg at man mener jeg har hft nogle til at tage over. Det havde jeg ikke.


Man kan vitterligt på ingen måde sammenligne at være solomor i Danmark med at sidde i Bangladesh under de forhold jeg opridser.

Det er jo ikke sådan at ISIS også lige kommer til Dk og du får et udgangsforbud fordi du risikerer at blive skudt hvis du går på gaden. Langt oveni den minimale frihed der i forvejen var, så giver det jo på ingen måde mening at sammenligne min situation i Bangla med at være solomor i Dk. Overhovedet.

Jeg har beskrevet hvordan det for mig er at være alenemor- helt Palle alenemor, i dk uden nogen til at tage over eller have en weekendfar. Jaja, tage lønnen ud af det, men flere påpeger problematikken i netop manglende netværk. Jeg har netværk, men det betyder ikke at nogle kan tage over. Tværtimod.


Hvorfor skal vi ikke tage med hvor fantatisk det er at have et barn? Hvor mest livskvalitet det giver? Hvor dejligt det kan være at man får et barn der sover godt, spiser godt og har få sygedage. Om man er 1, 2 eller 3 om et barn, så lyder det jo på papirer som hul i hovedet nogensinde at overveje at få et barn fordi det er sygt 3 uger i streg, ens arbejdsplads ikke udviser forståelse og det iøvrigt aldrig sover.

Der ER gode ting ved at få et barn. Det er bare ikke dem TS hører om i den her tråd.

[fisken80]

Jeg synes at TS skal have nuancer med på vejen fremfor kun worst case som tråden i min optik har været præget mest af. At det hele ikke behøver gå galt. At man godt kan være alenemor uden et særligt netværk. At børn ikke nødvendigvis er syge 3 uger i træk etc.

Det betyder vitterlig ikke at man underkender andres oplevelser eller at det er hårdt at være alene. Det ene udelukker altaå ikke det andet.

Hvis man sætter sig ned, kiggede på job, økonomi, muligheder osv, så giver det jo et ret realistisk billede af hvad der er ladesiggøreligt og så må man tage den derfra.

Jeg har åbenbart taget dig for at være en anden, jeg har haft forståelsen af at du var en helt anden dame der havde au pair og hushjælp i et eller andet omfang og som beklagede sig fælt over at ikke kunne komme ud alene og ikke foretage sig noget med et lille barn hjemme fordi han ikke brød sig om at komme i daycare i Bangladesh var det vist.

Man burde lave en liste over tidligere navne,for de der har et, jeg har stadig overhovedet ikke styr på hvem der var hvem på den gamle endnu.

Passive aggressive much?

Det læser jeg så SLET ikke.

Jeg er enig men Manii. Vel næsten selvsagt. Og undrer mig stadig over hvad sammenhængen er. Særligt når udlægningen der er beskrevet ikke er/var virkeligheden, hvis det skulle have med at gøre at have nogen til at tage sig at mit barn. Min mand og jeg har taget os af vores barn som de eneste. Ingen andre udover div institutioner som man jo også kan gøre brug af i Danmark som solomor.

Og nå ja, tror mig. Man har mere frihed i Danmark som solomor end man har i Bangladesh som mor der er alene 6-18 og hver 2. weekend og jævnligt hele uger.

Jeg tænker, at Hotlips´ indlæg skal forstås sådan, at hun, da hun skrev det, troede, at du var i en anden situation, ud fra det indlæg hun citerede, og så prøver at forklare, at hun har blandet dig ( eller rettere en anden debattør) sammen med en anden (som jo så ER dig).
Så jeg læser ikke indlægget som passivt agressivt.

Nu vil jeg ikke tolke på hendes udlægning af din situation, og jeg husker heller ikke dine indlæg så godt.

Men generelt vil jeg sige, at selvfølgelig er det relevant, at kvinder, der har beklaget sig over alverdens ting ved det at have små børn, pludselig ikke synes, det er noget problem at stå alene med et barn uden netværk. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange det gør sig gældende for her i tråden.

Hvis man læser i tråde relateret til børn, parforhold og familie, er der mange eksempler på, hvor urimelig hårdt det er, at barnet ikke sover, at manden ikke hjælper, at manden eller barnet er sygt osv. Hvorfor skal vi pludselig lade som om det ikke er en del af livet? Det er lidt lige som, når folk finder alle mulige undskyldninger for, hvorfor en mand opfører sig dårligt i stedet for at gætte på det åbenlyse, at han ikke er vild med kvinden.... Begge dele er en slags misforstået hensyn.

Når der er nævnt både maid og aupair antager jeg at man mener jeg har hft nogle til at tage over. Det havde jeg ikke.


Man kan vitterligt på ingen måde sammenligne at være solomor i Danmark med at sidde i Bangladesh under de forhold jeg opridser.

Det er jo ikke sådan at ISIS også lige kommer til Dk og du får et udgangsforbud fordi du risikerer at blive skudt hvis du går på gaden. Langt oveni den minimale frihed der i forvejen var, så giver det jo på ingen måde mening at sammenligne min situation i Bangla med at være solomor i Dk. Overhovedet.

Jeg har beskrevet hvordan det for mig er at være alenemor- helt Palle alenemor, i dk uden nogen til at tage over eller have en weekendfar. Jaja, tage lønnen ud af det, men flere påpeger problematikken i netop manglende netværk. Jeg har netværk, men det betyder ikke at nogle kan tage over. Tværtimod.


Hvorfor skal vi ikke tage med hvor fantatisk det er at have et barn? Hvor mest livskvalitet det giver? Hvor dejligt det kan være at man får et barn der sover godt, spiser godt og har få sygedage. Om man er 1, 2 eller 3 om et barn, så lyder det jo på papirer som hul i hovedet nogensinde at overveje at få et barn fordi det er sygt 3 uger i streg, ens arbejdsplads ikke udviser forståelse og det iøvrigt aldrig sover.

Der ER gode ting ved at få et barn. Det er bare ikke dem TS hører om i den her tråd.

Jeg undrer mig også. Man kan jo i bund og grund aldrig vide om man bliver alene-mor, heller ikke selvom der til at starte med er en far inde i billedet. Og jeg vil nok nærmest mene, at det er hårdere, hvis man bliver det uden at være forberedt på det end hvis man bevidst og aktivt selv har valgt det.
Jeg synes man skal gøre det, hvis man har lyst til at få et barn. For som de siger i Årgang 0, livet går alligevel aldrig som man havde planlagt det...og visse ting er man nødt til bare at springe ud i.

[Fru Sunshine]

Nå, men jeg var enlig mor først på elevløn, så på mindsteløn og siden på lav understøttelse i 8 år, og det er altså ikke nødvendigvis verdens hårdeste tilværelse.

Bevares, der var da ikke mange penge, og jeg var glad for mine forældre (der altså begge arbejdede, og ikke stod klar 24/7), men det var nok gået endda.

[Buller]

Jeg tror ikke at nogen har skrevet at man ikke skal blive solo-mor hvis man virkelig gerne VIL det. Så skal man springe ud i det og løse det hen ad vejen.

Men hvis man mere er sådan, hmm øh-ja tjaaah, måske kunne det være hyggeligt nok. Så skal man nok lige revurdere og overveje lidt før man indløser billet til det tog der varer resten af livet. Så kan man godt risikere at ende med at sidde og ærgre sig over at man ikke købte en hundehvalp i stedet for som selskab.

folk er ikke imod solomødre, de opfordrer bare til at man overvejer det meget nøje hvis man ikke brænder for resultatet.

[sansera]

I sidste ende er spørgsmålet vel, vil du gerne have et barn. Og vil du det gerne så meget, at de omkostninger det har ift. frihed, din økonomi, din karriere osv. Bliver om ikke ligegyldige, så i hvert fald ubetydelige i den store sammenhæng.
Jeg kan ikke læse svaret på det i dit startindlæg. Jeg gætter på, at det er fordi du faktisk ikke rigtigt ved det. Og det er helt fair. Men debatten kan ikke hjælpe med svaret. Vi kan tale praktik og hvad der var rigtig for os, måske du kan tage noget med fra det, men om du skal prøve at få et barn alene, det kan kun du svarer på.

[Duplonumerouno]

I sidste ende er spørgsmålet vel, vil du gerne have et barn. Og vil du det gerne så meget, at de omkostninger det har ift. frihed, din økonomi, din karriere osv. Bliver om ikke ligegyldige, så i hvert fald ubetydelige i den store sammenhæng.
Jeg kan ikke læse svaret på det i dit startindlæg. Jeg gætter på, at det er fordi du faktisk ikke rigtigt ved det. Og det er helt fair. Men debatten kan ikke hjælpe med svaret. Vi kan tale praktik og hvad der var rigtig for os, måske du kan tage noget med fra det, men om du skal prøve at få et barn alene, det kan kun du svarer på.

Jeg er sådan set enig med dig - jeg tænkte bare, at jeg måske kunne komme lidt nærmere svaret gennem denne tråd.

[godtnavn]

Min datter har ikke haft en eneste sygedag siden hun startede pasning Men okay det har også kun været 3 måneder og her om sommeren, så nok ikke særlig sigende, og hun bliver da garanteret syg som alle andre til efterår/vinter. Dog har hun aldrig været syg i 3 uger, det håber jeg da heller ikke sker til vinter.

Jeg ville personligt ikke kunne klarer at være alenemor til et lille barn, skulle min mand dø ville jeg da nok klarer det, men her ville jeg få meget brug for min familie for at hænge sammen. Men bare fordi jeg personligt ikke ville kunne klarer det tror jeg da sagtens mange kan, jeg har jo set det et utal af gange. Jeg tror også det er langt nemmere at være selvvalgt alenemor end at være det ufrivilligt, lidt ligesom det er nemmere at tage opvasken selv hvis man er alene hjemme, men pisse irriterende hvis kærsten ikke gør det når han er hjemme

[Seraphina]

Før jeg blev mor, var driften for at blive det så stor, at jeg ville gøre alt for det - om nødvendigt blive alenemor, også uden netværk.
Efter jeg er blevet mor, kan jeg ærligt sige, at det ville jeg også nu. At blive mor er det største og mest rigtige, der nogensinde er sket for mig.
Jeg har en mand og et netværk, som jeg er meget glade for, og det ville utvivlsomt blive mega hårdt at gøre det uden. Men jeg ville gøre det alligevel.

[Anilara]

Som tidligere ansat i hjemmeplejen, vil jeg bare informere om, at de mest ensomme jeg så, var de ældre der havde børn, men som ikke fik besøg. Og dem var der overraskende mange af.
Ikke dem uden børn- de var i flere fællesskaber.
Børn er ikke garanti for man ikke er ensom. Uanset hvor god en forælder man har været.
Det er ikke for at være lyseslukker, for selvfølgelig har de fleste kontakt med deres børn. Kunne bare ikke lade være med at tænke tilbage på de stakler, der sad og glædede sig til deres børn/børnebørn kom en gang hver anden måned eller mindre.

[Sorenspige]

Jeg kender til flere solomødre (3 stk), som efter barnets ankomst til verden er flyttet tilbage til deres barndomsby og forældre, fordi det viste sig at være meget hårdt (af forskellige årsager).

Jeg forstår dem godt. Jeg er selv meget glad for at bobtæt på bedsteforældre.

[sansera]

I sidste ende er spørgsmålet vel, vil du gerne have et barn. Og vil du det gerne så meget, at de omkostninger det har ift. frihed, din økonomi, din karriere osv. Bliver om ikke ligegyldige, så i hvert fald ubetydelige i den store sammenhæng.
Jeg kan ikke læse svaret på det i dit startindlæg. Jeg gætter på, at det er fordi du faktisk ikke rigtigt ved det. Og det er helt fair. Men debatten kan ikke hjælpe med svaret. Vi kan tale praktik og hvad der var rigtig for os, måske du kan tage noget med fra det, men om du skal prøve at få et barn alene, det kan kun du svarer på.

Jeg er sådan set enig med dig - jeg tænkte bare, at jeg måske kunne komme lidt nærmere svaret gennem denne tråd.

Jeg forstår det godt - det var ikke for at være efter dig. Nogen gange hjælper det jo også at skrive sine tanker ned. Jeg prøvede bare at sige, at du skal huske din mavefornemmelse - måske endda mere end dit hoved - hvad siger den? Har du lyst til et barn? Har du lyst på en måde, at praktiske ting må løse sig, fordi det her er rigtigt for dig?

[Lys]

I sidste ende er spørgsmålet vel, vil du gerne have et barn. Og vil du det gerne så meget, at de omkostninger det har ift. frihed, din økonomi, din karriere osv. Bliver om ikke ligegyldige, så i hvert fald ubetydelige i den store sammenhæng.
Jeg kan ikke læse svaret på det i dit startindlæg. Jeg gætter på, at det er fordi du faktisk ikke rigtigt ved det. Og det er helt fair. Men debatten kan ikke hjælpe med svaret. Vi kan tale praktik og hvad der var rigtig for os, måske du kan tage noget med fra det, men om du skal prøve at få et barn alene, det kan kun du svarer på.

Jeg er sådan set enig med dig - jeg tænkte bare, at jeg måske kunne komme lidt nærmere svaret gennem denne tråd.

Jeg forstår det godt - det var ikke for at være efter dig. Nogen gange hjælper det jo også at skrive sine tanker ned. Jeg prøvede bare at sige, at du skal huske din mavefornemmelse - måske endda mere end dit hoved - hvad siger den? Har du lyst til et barn? Har du lyst på en måde, at praktiske ting må løse sig, fordi det her er rigtigt for dig?

Enig. Samtidig med at man også skal huske, at lysten til børn ikke nødvendigvis føles som en stærk indre trang eller urdrift - heller ikke for par - og at det derfor godt kan føles som en “fornuftsbeslutning”. Måske endda særligt når der er tale om “plan b”, fordi man hellere ville have børn med en mand end alene. Det er underligt at føle lysten til børn samtidig med en sorg over at skulle gøre det alene. Det er komplekst for nogen af os, i hvert fald.