Indlægaf Aima » 30. jul 2018, 01:40
Jeg hjælper gerne, men synes egentligt det er relativt sjældent, min familie og nærmeste omgangskreds har behov. Den jeg har hjulpet mest de sidste par år, er min ekskæreste, og det har været med nogle arbejdsprojekter han ikke kunne få afsluttet, fordi hans liv sejlede. Jeg brugte nok 30-40 timer sidste forår, så det var vel egentlig en ret stor hjælp.
I maj brugte jeg to hele aftener på at læse korrektur på en vens speciale, og for nogle uger siden farvede jeg min kollegas hår, fordi det hun ønskede ville koste et par tusinde ved frisøren. Jeg kontaktede min frisørveninde og blev guidet i, hvordan vi kunne gribe det an, og så købte min kollega selv de produkter, vi skulle bruge, og jeg brugte to hele aftener og halvdelen af nætterne med på at ordne håret. Det blev præcist som hun ønskede.
For nylig sagde jeg pænt nej til at hjælpe en bekendt med at male vedkommendes hus. Jeg svarede nogenlunde ærligt at jeg ikke ville bruge min søndag på at male hus, ‘nogenlunde’ fordi jeg, såfremt det havde været nogle af mine nærmeste havde taget en for holdet. Jeg syntes i forvejen det var lige friskt nok, at den pågældende bekendte overhovedet spurgte mig om gratis arbejdskraft, for vi er på ingen måde tætte.
Det seneste år har jeg i alt lånt 3000 kroner ud. Det gør jeg gerne igen, men ikke til dem, der (stadig) skylder mig det ovenstående beløb. Aftalen var, jeg, for begges vedkommende, skulle have haft pengene for længe siden, men det har jeg ikke fået, så det var både første og sidste gang dér. Til gengæld vil jeg igen låne penge ud uden at blinke, hvis nogen (andre) tæt på mig har brug for hjælp, muligvis ender jeg så igen med at blive ærgerlig over at de ikke overholder deres aftaler, men you live and you learn.
Jeg synes derudover koblingen mellem at modtage hjælp til praktiske ting som flytning og dét at være voksen er lidt... idiotisk. I mine øjne har det ikke en skid med hinanden at gøre, og hvis man kobler dér, kan man jo koble alle steder? Den sidste jeg hjalp med at flytte, er en meget voksen mand i 30’erne der vel tjener omtrent en million om året. Hans forældre og nogle venner hjalp også, og jeg tror vitterligt ikke det har været en overvejelse at hyre flyttefolk, selvom han snildt har råd. Jeg tror ovenikøbet at de, der hjalp til, ville have fundet det åndssvagt, hvis han havde betalt sig fra det.
Han havde lejet en lille lastbil, og så mødtes vi til morgenmad, flyttede (og det gik nemt, for der var elevator i begge bygninger) og sluttede dagen med en hyggelig rødvinsmiddag på en low key-restaurant (som han naturligvis betalte for). Havde han haft 150 flyttekasser, et klaver og et 100-kilos bornholmerur, er jeg da sikker på, han ikke havde spurgt om hjælp, men når opgaven er forholdsvis simpel at gå til, ser jeg, som med så meget andet, absolut intet uvoksent i at benytte sig at sit nærmeste netværk.
3
I'll stick with hell no's and headphones...