Kvinder der ikke vil have børn

[Mistermor]

Ikke alle mennesker er lige så venlige og modtagende for os der ikke vil have børn, problemet ligger i at folk kommentere (sårende) og respektløst på en, sidst jeg nævnte jeg ikke føler for at få børn blev jeg kaldt for mærkelig

Den kommentar ramte mig...

Jeg ved det. Min datter er 29 og har til for nylig været totalt afvisende i forhold til at få børn. Nu har hun mødt en mand, der gerne vil have børn, så nu tænker hun over det og vakler.
Men hun har også måttet stå model til sin del af sårende bemærkninger. Hun har så også truffet andre ikke så gængse valg i forhold til sine skoleveninder fra den lille by, hvor hun er vokset op. (Været på højskoler, haft anderledes typer kærester, været selvvalgt single i nogle år, gået til psykolog, droppet ud af en uddannelse - ja hun er vild!!! ) Og på en eller anden måde er det som om, at der er lidt friere slag i forhold til at kommentere på hendes liv end de andres (oplever hun) Der er vel lidt "den grimme ælling" over det. "Vi" bryder os ikke om, at nogen er anderledes.

Jeg siger altid til hende, at man har lov at sige fra, når folk ikke selv har pli til at forstå, at der må være en grænse for, hvad man blander sig i i andres liv. OG at jeg tror, at det langt hen ad vejen handler om usikkerhed. - Men jeg kan da godt se, at det ikke altid er en trøst, og at det er trættende og sårende at opleve igen og igen.

[Purple Haze]

Som jeg ser og oplever det er der virkelig få positive ting ved det at få børn, og de er helt sikkert ufattelige og overvældende. Men kan på ingen måde se at de skulle kunne opveje alt det negative.

Og uanset hvad folk ellers siger så kender jeg en del, som elsker deres børn over alt på jorden og vil gøre alt for dem - fordi de er der. Og de vil ikke undvære dem for noget - bortset fra at de lader til hellere at ville have et liv uden børn sådan generelt, men ikke de børn de har, som jo er der og de elsker overalt på jorden.
Og så er det jeg tænker pt. er jeg ganske glad for mit liv, og har ikke lyst til at lave om på det, for at passe et barn ind i det.

Tænkte lidt over det da jeg cyklede hjem fra arbejde, det der med at man sagtens kan få børn til at passe ind i et liv.
Og må konstatere at det kan man ikke i mit, sådan som jeg har indrettet mig. Selvfølgelig kunne jeg ændre mit liv så et barn kunne passe ind i det, men det har jeg ikke lyst til - og hvorfor skulle jeg?

På en hverdag står jeg op ml kl 7-8 alt efter hvor lang tid det tager mig at vågne, tager på arbejde så jeg senest er der kl 9.00 spiser morgenmad på arbejdet og tager fra arbejde ml. Kl 16-18.
Og så alt efter hvad jeg har lyst og afhængig af om jeg har planlagt noget, kører jeg en lang cykeltur, tager ind i byen og spiller brætspil med venner, tager ud og klatre, tager i vandet, i biografen/teateret/til koncert, ud at spise måske eller bare direkte hjem og flader ud. Spiser et eller andet mad undervejs. Og så går jeg i seng ml 20.00 og 1.00

Det er min hverdag mandag til fredag. Og udover at vi måtte flytte pga pladsmangel hvis vi fik børn, så tænker jeg at:
De der børn skal vækkes og køres/sendes et eller andet sted hen mens vi er på arbejde - det var så min morgen der blev ændret.
Så kan de jo ikke være der hvor de nu er ml 8.00 og 17.00 til 24.00 alt efter hvad vi har af planer / lige får lyst til - det var så alle aftener ændret.
Og de skal vel også have noget mad? Udover at det ville helt sikkert være sundt for mig at spise sundere og mere regelmæssigt - så er det alle indkøbs og madvaner der bliver ændret.
Spontane aftner med venner i weekenden? Jo hvis det passer ind i planerne.
Råd til at lave alle de ting vi laver nu, ej vel.
Og så er der alle mine overnatninger og rejser med job, kan jo se at mine kolleger ikke "bare" lige kan smutte afsted 3-4 dage eller mere.

Nu blev det langt, men nej! Børn passer ikke ind mit liv, og synes det er arrogant at mene at så kan jeg jo "bare" lave det om.
Jeg kan godt lide mit liv, det er derfor jeg har indrettet mig sådan.

Ville jeg ændre mening hvis jeg ved et uheld blev gravid? Aner det ikke, har meget svært ved at se det, men hvem ved.

[VanillaQueen]

Jeg tror også tiden har ændret sig rigtig meget siden dengang vores forældre og deres forældre var voksne,

Tag for eksempel min mormor, ja tro det eller ej men hun har faktisk født 8 børn! Min mor fortæller altid hvor skønt det var at have 7 søskende osv..

Og det fik mig så til at tænke hvordan i al verden har min mormor kunne magte 8 børn?! Men svaret er fordi dengang var børn mere robuste og havde altid "KLAR DIG SELV" mentalitet på

fordi min mormor plejet ikke at passe dem alle på en gang, hun fik de store søskende til at passe de små også og de små passet de yngste osv osv så på den måde fik hun hjælp og aflastet en del af sit "job"

Generationen har ændret sig ENORMT i dag.

Tag fx min søster, hun har 2 børn og kæmper en krig hver eneste dag ved at tage sig af dem og hun er helt slidt ned, og det er kun 2 børn?? Vs min mormor med 8 børn lol

Jeg undrer mig over om børn i dag generelt er blevet mere skrøbelige, og har brug for mere tid og omsorg osv

[computermus]

Jeg vidste med mig selv at jeg ikke skulle have børn , da jeg var mellem 23- 25 år. At jeg så fik konstateret en lille medfødt hjerneskade, da jeg var 28 år, satte en masse ting i perspektiv for mig, bl.a hvorfor jeg havde og har meget stort behov for ro og alenetid samt at jeg med mig selv vidste at jeg ikke ville kunne overskue og magte tingene i forbindelse med at have et barn.
Med hensyn til at få sårende kommentarer fra andre mennesker omkring et valg som 100 % er ens eget, det har jeg aldrig oplevet. Min familie har altid respekteret mit valg, og aldrig nogensinde stillet spørgsmålstegn ved det også fordi de kender min historie .
Skulle der være nogle som spørger om mit valg, jamen så er mit svar altid at det ikke lå i kortene for mig .

[Fru Sunshine]

Jeg er nok underlig, men jeg tror aldrig, jeg har spurgt ind til, om folk har børn, med mindre de selv er kommet ind på det - i hvert fald i det der real life.
Jeg forstår slet ikke, at det er noget at gå op i.

[Sevii]

Nej, jeg skal ikke have børn. Har aldrig haft lysten til det. Jeg ønsker ikke at blive gravid. Jeg ønsker ikke at gå igennem en fødsel. Jeg ønsker ikke det liv der venter mig med børn. Jeg ønsker ikke at have mit eget barn. De gange hvor jeg har frygtet at jeg har været gravid, har det altid været så angstprovokerende fordi jeg simpelthen ikke ønskede det. Jeg lever fint med at være tante for mine veninders børn. Det er nok for mig.

Jeg siger ikke at jeg aldrig vil skifte mening. Jeg tvivler dog på at jeg ville ændre mening. Men det er ikke andre der skal tage den beslutning for mig, at jeg nok ændrer mening. Der er noget dybt frustrerende ved at folk siger, at man vil skifte mening, fordi man er så ung. Men hvis min veninde siger hun ønsker børn, så kan jeg da heller ikke tillade mig at sige: du ændrer mening, tro mig, du er for ung til at tage sådan et stort valg. Vi aner jo ikke hvordan vores liv udvikler os!

[JumboJette]

Dit liv giver ikke mere mening og bliver ikke mere betydningsfuldt bare fordi du får børn. Med mindre du er Napoleon, Augustus eller dronningen af Frankrig, så gør det formodentlig absolut nul og niks forskel for resten af verden at du eksisterer, eller om dine fiktive børn en dag eksisterer. Kald mig sortseer, men altså, det er jo rigtigt!

Jo, for mig gør det i allerhøjeste grad. Var det ikke dig, der tidligere, sådan ud fra hukommelsen, skrev til mig, at i den subjektive og personlige virkelighed kan man have lov at mene og føle, hvad man vil? Jeg tror, langt de fleste forældres subjektive virkelighed er, at børn giver deres liv mening og formål.

Og hvorfor skal en eksistens gøre en forskel for hele verden for at være berettiget? Er det ikke betydningsfuldt, at man giver sine familiemedlemmer små, nye familiemedlemmer? At venskaber tilsættes den ekstra dybde, at man får jævnaldrende børn, som vokser op i et fællesskab, som måske bliver til et nært venskab, når de bliver voksne? Vi hænger jo alle ud i hver vores andedam, hvor det er betydningsfuldt. For mig spiller det ingen rolle, at vi er ubetydelige for resten af verden; med fare for at lyde indskrænket, så er min verden jo den, jeg selv skaber. Hvis jeg skulle tænke over, hvor ubetydelige vi alle er i det store billede, tror jeg, jeg ville ende med at få en depression. I stedet putter jeg betydning i de cirkler, jeg befinder mig i.

Ellers synes jeg, det er vanvittigt, hvad folk kan finde på at sige til de, der fravælger børn. Jeg tror, jeg havde pandet dem allesammen én!

[Artem]

Når jeg som mand i feks dating sammenhæng er stødt på en kvinde der måske direkte skriver i hendes profil at hun ikke vil have børn. Så bliver jeg nysgerrig? og kan nærmest ikke lade være med at spørge ind til det.

Men det handler ikke om at få hende til at skifte mening, og overbevise hende om at børn er hele meningen med livet.
Det handler ganske simpelt om at det er et utraditionelt valg, og hvis hun endnu ikke er så gammel, så tænker jeg også at hun endnu kan nå at skifte mening. (som man jo også kan se her i tråden hvor flere skriver at de har skiftet mening)
Langt hen af vejen handler det også om min egen tvivl om jeg ønsker børn eller ej? For har altid været i tvivl og svinger en del fra at det skal jeg ikke da det ødelægger min nattesøvn, tager alt frihed, og gør at man ikke kan have spontan sex med sin kæreste osv... Til modsat at jeg ser det lidt som meningen med livet, og gerne vil have en arving som jeg kan lære, og giver videre til med nogle af alle de ting jeg kan.

På den måde synes jeg det vil være interessant at vide hvorfor hun har truffet det valg? For jeg kan se fordele og ulemper ved begge dele, og ender nok med selv aldrig at få børn. Men det har bare ikke været et direkte valg, men bare sådan mit liv tilfældigvis er endt.

[godtnavn]

Uanset om man ikke vil have børn, kun have et eller have 100 så sætter folk spørgsmålstegn ved det, så tror ikke så meget det er en hetz mod folk der ikkevil have børn, jeg oplever også ofte den slags spørgsmål selvom jeg har et barn. Så måske hjælper det at tænke over det? ALtså at folk bare kommenterer antallet af børn om det er 0 eller 10.

Derudover, så tror jeg generelt folk spørg ind når unge mennesker (eller mennesker generelt) er helt sikker på at der er ting de aldrig vil. Jeg har ofte hørt kommentarer når jeg har sagt jeg aldirg vil flytte langt væk fra København, derfor er jeg begyndt bare at sige jeg er glad for at bo i København og jeg ikke foreløbigt vil flytte langt væk, jeg tror stadig aldrig jeg vil, men da jeg ikke gider diskuterer det er det nemmere bare at vælge en blødere udlægning. Da jeg var gravid sagde mange at jeg ville skifte holdning til en milliard ting når først jeg fik barn, i starten havde jeg mange diskussioner om det, men tilsidst trak jeg på skuldrene og sagde "måske", nu er der kun gået 1½ år men pt har jeg ikke skiftet holdning.

Så jeg tror generelt at man skal holde sig fra skråsikre udtalelser om ting man ikke gider snakke om, fordi det bare trigger nogen mennesker.

[Mistermor]

Jeg tror også tiden har ændret sig rigtig meget siden dengang vores forældre og deres forældre var voksne,

Tag for eksempel min mormor, ja tro det eller ej men hun har faktisk født 8 børn! Min mor fortæller altid hvor skønt det var at have 7 søskende osv..

Og det fik mig så til at tænke hvordan i al verden har min mormor kunne magte 8 børn?! Men svaret er fordi dengang var børn mere robuste og havde altid "KLAR DIG SELV" mentalitet på

fordi min mormor plejet ikke at passe dem alle på en gang, hun fik de store søskende til at passe de små også og de små passet de yngste osv osv så på den måde fik hun hjælp og aflastet en del af sit "job"

Generationen har ændret sig ENORMT i dag.

Tag fx min søster, hun har 2 børn og kæmper en krig hver eneste dag ved at tage sig af dem og hun er helt slidt ned, og det er kun 2 børn?? Vs min mormor med 8 børn lol

Jeg undrer mig over om børn i dag generelt er blevet mere skrøbelige, og har brug for mere tid og omsorg osv

Det er ikke børnene, der har ændret sig, men måden vi (mennesker) ser på børn på.
Børn er ikke mere skrøbelige eller krævende. De bliver bare set nu, og vi ved meget mere om deres udvikling. Oven i købet er der langt mere viden tilgængelig for alle forældre, så det ikke kun er de højtuddannede, eller folk i "børnebrancherne", der forholder sig til deres børns udvikling. Det er en god udvikling.
De gode gamle dage var slet ikke så gode endda.

[VanillaQueen]

Jeg tror også tiden har ændret sig rigtig meget siden dengang vores forældre og deres forældre var voksne,

Tag for eksempel min mormor, ja tro det eller ej men hun har faktisk født 8 børn! Min mor fortæller altid hvor skønt det var at have 7 søskende osv..

Og det fik mig så til at tænke hvordan i al verden har min mormor kunne magte 8 børn?! Men svaret er fordi dengang var børn mere robuste og havde altid "KLAR DIG SELV" mentalitet på

fordi min mormor plejet ikke at passe dem alle på en gang, hun fik de store søskende til at passe de små også og de små passet de yngste osv osv så på den måde fik hun hjælp og aflastet en del af sit "job"

Generationen har ændret sig ENORMT i dag.

Tag fx min søster, hun har 2 børn og kæmper en krig hver eneste dag ved at tage sig af dem og hun er helt slidt ned, og det er kun 2 børn?? Vs min mormor med 8 børn lol

Jeg undrer mig over om børn i dag generelt er blevet mere skrøbelige, og har brug for mere tid og omsorg osv

Det er ikke børnene, der har ændret sig, men måden vi (mennesker) ser på børn på.
Børn er ikke mere skrøbelige eller krævende. De bliver bare set nu, og vi ved meget mere om deres udvikling. Oven i købet er der langt mere viden tilgængelig for alle forældre, så det ikke kun er de højtuddannede, eller folk i "børnebrancherne", der forholder sig til deres børns udvikling. Det er en god udvikling.
De gode gamle dage var slet ikke så gode endda.

Er enig med dig i at det er måden vi ser børn på, men jeg ved ikke hvorfor jeg bare har fået et indtryk af hvor (nemmere) det var dengang at få børn og passe dem end det er nu, (ikke nødvendigvis så god nej) men jeg tror ikke at det var en projekt som det er blevet nu

[Patience]

Enten gør de som nogle i denne tråd - de giver sig til at diskutere ens helt personlige og subjektive "sandheder" som om man præsenterer dem som evigtgyldige sandheder.

Men for pokker da - mine udsagn om at det vil være rutinepræget, hårdt og stressende at have børn er jo MIN sandhed - jeg siger da ikke at det er sådan for alle.

Jeg føler mig selvfølgelig truffet nu. Og jeg vil bare sige - det personlige og subjektive er okay med mig. Men ordvalget er samtidig så værdiladet, at jeg bliver en smule ramt på mit valg.

Når nogen kalder livet med børn for et mareridt - og det er der to, som klokkeklart skriver flere steder i tråden - så sætter det negative associationer igang. Det svarer til, at jeg skriver, at barnløse er egoistiske. Hvis jeg havde ment det, ville jeg flette næbbet i stedet for at træde andre over tæerne med min holdning.

Men det er jo lige nøjagtig det der går galt. Hvis jeg bliver spurgt hvorfor jeg ikke vil have børn, så svarer jeg jo hvorfor jeg ikke ønsker det og hvorfor det ville være en dårlig ting for mig.
Og jeg prøver altid at være meget diplomatisk, men jeg oplever ikke at det gør nogen forskel.
Jeg kommenterer ikke på hvordan det er at være forælder generelt. Men der er ikke ret mange, der evner at se den forskel simpelthen fordi de føler sig personligt ramt på deres livsstil og valg.

Hvis jeg derimod nedgjorde andres familieliv og forældreskab, så var det jo mig der var en idiot og uhøflig og taktløs, men det kunne jeg ikke finde på. Jeg kan sagtens se, at det er dejligt for dem. Min ene veninde feks er vokset så ekstremt meget af at blive mor og er lykkeligere end jeg nogensinde har oplevet hende - det er dejligt at se.

Men jeg kender mig selv, min psyke og mine præferencer godt nok til, at det ville være det forkerte for mig at få børn.

[Sangius]

Folk er altså bare assholes. Man er som barnløs absolutikke ekstra udsat for dem.

Min veninde, som havde en usandsynlig hård graviditet og et barn med kolik i 7 måneder, vil ikke have flere børn. Shit, det fik de mange kommentarer på - f.eks. da de solgte barnevognen, så skrev folk til dem offentligt på facebook, hvorfor de ikke skulle have en mere.

Nogle går endda så langt at sige, at det er "synd" at være enebarn.

Wtf, people? Altså. Nogle mennesker forstår bare ikke hvornår man ikke gider høre på deres lort omkring ens valg.

Hvem end der i denne debat tror, at jeg "mellem linjerne" synes at noget som helst giver folk "ret" til at opføre sig som idioter, har læst en del mere mellem linjerne end hvad nødvendigt er. Hvis I forholder jer til det skrevne, så kan I læse min holdning.

Ærligt er jeg overrasket over hvor mange der læser det på den måde, og tænker at folk nok sidder en del mere med følelserne uden på tøjet, og hidser sig op over en enkelt sætning i et langt indlæg, uden at se sammenhængen.

Under alle omstændigheder er det skørt at tillægge mig holdninger jeg ikke har, og så blive forarget over dem. Så to set the record straight - men har aldrig ret til at sige sådan til nogen, omkring deres valg.

[Kattefjæs]

Dit liv giver ikke mere mening og bliver ikke mere betydningsfuldt bare fordi du får børn. Med mindre du er Napoleon, Augustus eller dronningen af Frankrig, så gør det formodentlig absolut nul og niks forskel for resten af verden at du eksisterer, eller om dine fiktive børn en dag eksisterer. Kald mig sortseer, men altså, det er jo rigtigt!

Jo, for mig gør det i allerhøjeste grad. Var det ikke dig, der tidligere, sådan ud fra hukommelsen, skrev til mig, at i den subjektive og personlige virkelighed kan man have lov at mene og føle, hvad man vil? Jeg tror, langt de fleste forældres subjektive virkelighed er, at børn giver deres liv mening og formål.

Og hvorfor skal en eksistens gøre en forskel for hele verden for at være berettiget? Er det ikke betydningsfuldt, at man giver sine familiemedlemmer små, nye familiemedlemmer? At venskaber tilsættes den ekstra dybde, at man får jævnaldrende børn, som vokser op i et fællesskab, som måske bliver til et nært venskab, når de bliver voksne? Vi hænger jo alle ud i hver vores andedam, hvor det er betydningsfuldt. For mig spiller det ingen rolle, at vi er ubetydelige for resten af verden; med fare for at lyde indskrænket, så er min verden jo den, jeg selv skaber. Hvis jeg skulle tænke over, hvor ubetydelige vi alle er i det store billede, tror jeg, jeg ville ende med at få en depression. I stedet putter jeg betydning i de cirkler, jeg befinder mig i.

Ellers synes jeg, det er vanvittigt, hvad folk kan finde på at sige til de, der fravælger børn. Jeg tror, jeg havde pandet dem allesammen én!

Jamen nu læser du jo SLET ikke det der bliver skrevet - du har hevet én sætning ud og tolker så løs på den uden at tage højde for konteksten.

Prøv lige at læse det en gang til. Og så forklarer jeg det gerne lidt tydeligere hvis det stadig ikke giver mening. Men vær lige sød - for den gode debats skyld - at læse det hele, i den rette kontekst, og lade være med at skyde mig ting i skoene. Det er dårlig stil.

[Purple Haze]

Hvem end der i denne debat tror, at jeg "mellem linjerne" synes at noget som helst giver folk "ret" til at opføre sig som idioter, har læst en del mere mellem linjerne end hvad nødvendigt er. Hvis I forholder jer til det skrevne, så kan I læse min holdning.

Ærligt er jeg overrasket over hvor mange der læser det på den måde, og tænker at folk nok sidder en del mere med følelserne uden på tøjet, og hidser sig op over en enkelt sætning i et langt indlæg, uden at se sammenhængen.

Under alle omstændigheder er det skørt at tillægge mig holdninger jeg ikke har, og så blive forarget over dem. Så to set the record straight - men har aldrig ret til at sige sådan til nogen, omkring deres valg.

Du kunne også bare acceptere at nå nu så mange misforstår dine udtalelser, så KUNNE det jo være at du ikke har fået forklaret dig ordentligt i første omgang.
I stedet for at gå ud fra atfolk nok bare er overfølsomme og ikke så kvikke.

Men mon ikke folk har forstået at du ikke mente det nedladende - det der flere har læst som meget nedladende.