Kvinder der ikke vil have børn

[VanillaQueen]

Inspireret af tråden "skal jeg blive solomor?"

Jeg er 24 år og jeg har altid gennem hele mit liv følt at jeg aldrig vil have børn. Det er ikke fordi der ikke er noget galt med at få børn... Jeg synes de er søde og dejlige, nuttet men efter 2-3 timer så kan jeg bare ikke mere,

Jeg har aldrig haft et behov for at få børn, og hver gang jeg snakker med familie el venner om det ~ så siger de enten

1. "Jamen du er stadig ung"

2. "Du skifter mening når du møder en mand du elsker"

3. "Sikke et trist liv uden børn, hvordan vil du så sætte dit præg/ sende dine gener videre?"

Og ja jeg er stadig ung men nej en mand vil aldrig kunne få mig til at ændre min holdning og mening, nej mit liv bliver ikke trist, tværtimod jeg er glad med mig selv nu og glad ved det liv jeg har. Jeg har ikke behov for at sende mine gener videre,

Så grunden til jeg har lavet denne tråd er om der er andre kvinder der har det på samme måde og om i også har været igennem de samme fordomme / og reaktionerne fra andre mennesker

Sidst men ikke mindst: hvornår vidste du at du ikke vil få børn?

[Pandesteg]

Ret tidligt tror jeg. Da jeg var i starten af 20'erne tænkte jeg nok, at jeg kunne nå at ændre mening, selvom lysten til børn ikke var og aldrig havde været der. Nu er jeg snart 35 og har stadig ikke lyst til børn. Har været sammen med min mand i 9 år, så det er skam ikke fordi vi ikke kunne, hvis vi ville. Men ingen af os har lyst til børn.

Og ja, har også måtte lægge ører til masse lort igennem tiderne, nu har min omgangskreds vist accepteret det og så er det kun fremmede/nye bekendtskaber, der kloger sig på, at jeg helt sikkert skifter mening...

[Neenah]

Jeg havde også den holdning ret tidligt, og var sikker i min sag indtil irriterende kommentar nummer 2 skete - jeg mødte min mand og kunne pludselig ikke vente med at føde hans børn. Jeg har termin om knap seks uger. På vores første date sagde jeg at jeg ikke skulle have børn.

Når det så er sagt, så er der jo bare nogen for hvem det aldrig sker, og at prøve at gøre frivilligt barnløse kvinders holdninger mindre legale er bare ikke okay. Det er respektløst og arrogant. Jeg ændrede mening, og hvad så? Der er sgu aldrig nogen der mødte mit "jeg skal aldrig have en tatovering" med samme nedladende bedrevidenhed. Jeg er helt på din side, TS.

Jeg kan i øvrigt godt mærke at jeg ikke er en af dem, der hele livet bare har gået og drømt om babyer. Der er ret stor forskel på hvordan det her graviditet håndteres, tror jeg.

[JoyNips]

Jeg havde det på samme måde.
Nu har jeg et barn.

Jeg er helt enig i, at folks bedrevidende kommentarer er trælse. Men jeg vil dog sige, at alder har lært mig én ting: man kan altid ændre holdning.
Så når du skriver "nej en mand vil aldrig kunne få mig til at ændre min holdning og mening, nej mit liv bliver ikke trist, tværtimod jeg er glad med mig selv nu og glad ved det liv jeg har. Jeg har ikke behov for at sende mine gener videre", så smiler jeg lidt for mig selv, for jeg kan sagtens genkende mig selv og min faste overbevisning som 24-årig i det udsagn.
Måske har du ret, måske skal du aldrig have børn. Og måske skifter du mening senere. Og ved du hvad? Begge dele er helt ok.

[Grissebassen]

Jeg er i samme båd som Neenah, dog uden at være gravid. Jeg har aldrig haft lyst til at få børn, før jeg mødte min kæreste. Nu er lysten der, så nu må vi se, om det på sigt resulterer i en baby. Jeg har ellers mange gange svoret, at jeg aldrig skulle have børn.

Jeg har dog de sidste 5 års tid anerkendt muligheden for, at jeg ville skifte mening på et tidspunkt - som jeg jo også har gjort. Jeg tror mest det er det, der trigger folk, selvom du selvfølgelig stadig har ret til din holdning. Rigtig mange kvinder skifter mening, så jeg tror, det er svært for folk ikke at være bagkloge på dine vegne.

[1234]

Jeg kan godt forstå du synes kommentarerne er trælse. For det er bedrevidenhed altid! Men de bunder jo i som så meget andet i folks erfaringer. Jeg er fx kun 27 år, men jeg har ikke tal på, hvor mange venner og bekendte jeg har som har skiftet mening i forhold til børn. Jeg synes dog stadig folk skal holde deres mund og tænke sit istedet for. For jeg kender da også en hel del der aldrig har fået børn.

[Pjeps]

Jeg er 46 nu, da jeg var i tyverne havde jeg ikke de store ønsker om at få børn, men tænkte at lysten eller trangen nok ville dukke op en dag, det gjorde den så aldrig. Jeg er virkelig blevet stukket til og hørt samtlige lovprisninger om hvor deeeeejligt det er at have børn. Men hver gang jeg kiggede på min familie og mine venners børnefamilieliv, tænke jeg fuck det der, det gider jeg simpelthen ikke. Så tror at jeg tog beslutningen om at jeg for alt i verden skulle undgå at få børn da jeg var først i 30erne. Mange tror at jeg ikke kan lide børn, det kan jeg godt. Jeg låner gerne andres børn, og elsker det. Mennjeg er dæleme glad for at kunne aflevere dem tilbage.

Folk spørger stadig, Halloooo jeg er 46 år og jeg er faktisk i overgangsalder og kan ikke får børn længere. På et tidligere tidspunkt var jeg så skide træt af at folk spurgte om jeg dog ikke skulle have et par børn, så jeg svarede at jeg ikke kunne få børn. Så blev folk faktisk lidt forlegne over at have spurgt. Men jeg gad ikke blive ved at forklare mit valg. Jeg spørger altså ikke andre om hvorfor de dog har valgt at få børn, når livet kunne være så meget federe uden.

[Liou]

Jeg forstår til fulde irritationen. Jeg har også oplevet undren, bedrevidenhed og endda påstande om at børn jo lidt var ens samfundspligt... og jeg er en mand, så vi går heller ikke nødvendigvis fri. Dog kunne jeg godt forestille mig, at folk er en smule mere aggressive over for kvinder omkring børn, da i jo trods alt skal føde dem + der modsat for mænd er en tidsfrist.

[BlueBunny]

Jeg har det ikke selv sådan.
Jeg har mødt et par stykker som har haft det sådan. Blandt andet en god gymnasieveninde. Hun har haft damme kæreste siden 2.g og det er 25 år siden. De er stadig begge enige om ingen børn og har det fantastisk som par.

[Sangius]

Rigtig mange der siger som du, skifter mening.

Jeg anser også den meget sikre udmeldning som en anelse juvenil - netop fordi det er et kæmpe valg at tage for resten af sit liv, når man er så ung.

Hvis du gerne vil undgå folks dumme kommentarer (for de er da dumme, selvfølgelig kan man have et godt liv uden børn), så ville jeg ænde taktik.

I stedet for stålfast at sige at man ALDRIG skal have børn, så bare sige at det har ingen interesse lige nu. Når folk så spørger hvornår det får interesse, så svarer man jo bare "aner det ikke, det er ikke noget jeg går op i."

Det ER nemlig umuligt at vide, hvad man vil resten af sit liv, når man er ung. Der er så meget der kan ændre sig.

Jeg har selv et barn, og en mere på vej. Jeg forstår udmærket at man ikke har lyst til at få børn - det er fandme det hårdeste man kan udsætte sig selv for, og kræver tilsidesættelse af egne behov i en grad, som jeg ikke troede var mulig for mig.

Men når ungerne først er der, så er det umuligt at forestille sit liv uden.

[Akehurst2]

Jeg har aldrig villet have børn. Jeg troede længe, at jeg ville skifte mening, fordi det gør rigtig mange, der er helt sikre som unge, og jeg forsøgte faktisk også at skifte mening midt i tyverne, fordi min daværende kæreste meget gerne ville have børn. Men jeg havde virkelig ikke lyst, og har aldrig fået det. Jeg er 38 år nu og det stilner så småt af med spørgsmålene, men jeg er ikke sluppet helt.

Jeg gik enormt meget ind i diskussionen som yngre, og syntes det var vildt frustrerende ikke at blive respekteret. Men efterhånden valgte jeg især i forhold til mere perifære bekendte, kolleger og sådan bare at svare at det skulle jeg da måske nok på spørgsmålet om børn, for så slipper man for diskussionen.

[Bergen]

Jeg er en af dem, der ændrede mening. Jeg gad ikke fra jeg var 20 til 35 diskutere det med andre og sagde bare nå til deres indspark omkring min situation.

Der er så relativt mange kvinder i min familie/vennekreds/kolleger gennem årene uden børn, som lever fantastiske liv og som har vist forståelse for en holdning såvel som at ændre holdning.

[LadyFox]

Jeg synes kommentere som dem er så dumme. Jeg synes børn er søde, dejlige og jeg kan virkelig godt lide dem. Men jeg har af forskellige årsager ikke lyst til at få mine egne, jeg ville dog ikke have noget imod en partner der har sine egne børn i forvejen. Jeg bliver så provokeret når folk har et behov for at prøve at belære mig om hvad jeg vil og ikke vil når jeg blive ældre.

Altså, en ting er at det virker som om at der faktisk er nogle der bliver ligefrem provokerede af det, altså som om at det at man ikke selv vil have børn nærmest opfattes som en direkte sviner til dem der selv har valgt at få børn - og sådan er det jo ikke, men kan godt ikke ville noget selv uden at se ned på dem der så godt vil det.

Derudover så og hvad så hvis man har sagt noget i 30 år og så skifter mening? Det sker der jo ikke noget ved. Det synes jeg er en dårlig grund til at møde folks ønsker så kritisk. Altså, selvom det kan ske kan man da godt opfører sig ordentligt alligevel.

Personligt er jeg træt af at andre folk absolut skal have stærke holdninger til min reproduktion, men jeg har nu ikke tænkt mig at ændre taktik og prøve at snige mig uden om ved at komme med vage svar uden om. For jeg mener oprigtigt ikke det er min adfærd der er problemet.

[girl_beat]

Jeg er en af dem, der ændrede mening. Jeg gad ikke fra jeg var 20 til 35 diskutere det med andre og sagde bare nå til deres indspark omkring min situation.

Der er så relativt mange kvinder i min familie/vennekreds/kolleger gennem årene uden børn, som lever fantastiske liv og som har vist forståelse for en holdning såvel som at ændre holdning.

Jeg tror også, man kan undgå en del af andres indblanding ved enten at sige “Nå” eller lade være med at udtale sig så definitivt som “Jeg skal aldrig...ét-eller-andet”. Der er mange, der ændrer holdning gennem livet og nogle gør ikke, men hvis man lader være med at låse sig fast, er der jo ikke så meget for andre at udfordre

[Pandesteg]

Jeg er en af dem, der ændrede mening. Jeg gad ikke fra jeg var 20 til 35 diskutere det med andre og sagde bare nå til deres indspark omkring min situation.

Der er så relativt mange kvinder i min familie/vennekreds/kolleger gennem årene uden børn, som lever fantastiske liv og som har vist forståelse for en holdning såvel som at ændre holdning.

Jeg tror også, man kan undgå en del af andres indblanding ved enten at sige “Nå” eller lade være med at udtale sig så definitivt som “Jeg skal aldrig...ét-eller-andet”. Der er mange, der ændrer holdning gennem livet og nogle gør ikke, men hvis man lader være med at låse sig fast, er der jo ikke så meget for andre at udfordre

Det bliver bare så trættende og lidt latterligt, hvis man skal have bagkant på alle udtalelser. Alle kan vel regne ud, at udtalelser af den slags er et nu-og-her-statement. Alle kan jo ændre mening om alting i morgen - i princippet.
Til info udtaler jeg mig heller ikke bombastisk a la "jeg skal AAALDRIG have børn", jeg siger som regel at det med børn er ikke lige noget for mig, men uanset hvordan jeg udtaler mig, så synes jeg det er respektløst at kloge sig på, hvad andre mennesker ønsker at gøre med deres liv.