Den dag du holdt op med at elske din eks.

[Annione]

Kan du pinpointe den dag?

Jeg sad sammen med en veninde i går. Vi snakkede om det med kærligheden, der forsvandt. Hun nævnte, at kvinder ofte kan sætte en finger på, hvornår de holdt op med at elske en partner.
At tingene bare gik ned af bakke, og så *puf* en dag forsvandt kærligheden.

Det var lidt scary - for den dag kan jeg godt huske. Jeg var ikke klar over det tidligere. Men det slog mig, da hun sagde det - ja, jeg ved godt hvilken dag, jeg holdt op med at elske ham.
Jeg prøvede så meget at komme tilbage. Jeg prøvede at ændre mig. Jeg kæmpede med mine egne dæmoner. Jeg prøvede at finde kærligheden til ham igen - men den var væk. Længe før jeg gik fra ham.

Kan du pinpointe den dag?

[JoyNips]

Ja, den ene kan jeg helt klart. De øvrige fortaber sig i glemslens tåger.

[achillaxedprune]

Nej, det kan jeg ikke... Men jeg har også altid gået fra mine kærester, mens jeg stadig elskede dem.

[Sangius]

Næh. Det skete gradvist. Til sidst kunne jeg bare mærke, at jeg ikke elskede ham mere.

[Sophies-mor]

Jeg kan i hvert fald definere den dag, hvor min sidste tiltro til ham forsvandt, hvad angår hans håndtering af kriser.
Vi kæmper stadig...

[LaScrooge]

Nej. Jeg elsker stadig 3 af mine ekskærester, på forskellige måder. Med den sidste (nr 3 ud af 4), tror jeg, at følelsen af kærlighed langsomt døde i takt med manglen på kærlighedsfodrende handlinger i forholdet. Jeg kunne ikke mærke at han elskede mig og hans handlinger viste det heller ikke, forholdet blev en kamp for mig, som handlede om at fikse det, en viljeshandling. En dag så jeg en vej ud og tog den og da havde jeg ingen kærlige følelser tilbage, overhovedet. Det var efter 2 års kamp. Jeg hadede og foragtede ham for dét, jeg følte han havde udsat mig for. Hans svaghed og kujoneri havde stjålet min tid og min glæde, og vores forhold var delkatalysator for den fire år lange depression jeg endte i.

Jeg håber han har et dårligt liv.

[Ado]

Nej. Men jeg kan huske den dag, hvor det stod mig helt klart, at jeg skulle afslutte det. Det var noget så banalt, som til en koncert med HUSH, hvor de spillede et nyt og endnu ikke-udgivet nummer. "I can't be the one". Det var så sært. Lige dér indså jeg, at vi ikke bare havde en krise, men at jeg aldrig ville kunne se en fremtid med ham.

[catnip]

Ja, det kan jeg. Meget tydeligt.

Det var gået ned ad bakke virkelig længe, og jeg havde kæmpet en indædt kamp for at få forholdet på ret køl. Han havde tilgengæld været passiv og ansvarsfralæggende.

Jeg sad i køkkenet og så på ham mens han sad inde i stuen, og mærkede tydeligt at der ikke var mere tilbage. Intet. Jeg var færdig...og klar til at bryde væk.

Det var virkelig sært, men også en befrielse at jeg blev så afklaret.

[Vinaia]

Ved nogen af dem, ja. Specielt én. Det var den dag han bad mig få en abort og i øvrigt mente at jeg burde indlægges.

[Stitch]

Ja. Jeg kan huske at jeg i et skænderi før havde sagt "hvis du truer mig igen, så går jeg. Så er det endegyldigt slut". Næste skænderi truede han så igen. Og så var det slut. Følelserne forsvandt. Puff. Det var ret vildt.

[Madam Pomfrey]

Det skete over tid, øgede krav, forventninger, egoisme, mere og mere kaos, straf.
Men de handlinger der forårsagede at alt i mig lukkede og slukkede, hvor jeg helt aktivt valgte ikke at elske ham mere mere, valgte ikke at tro på, eller ville kæmpe for det mere, det står soleklart. Brændt ind i mig, og børn.
Det tog mig bare noget tid at forstår at jef hverken kunne eller skulle elske ham mere, ikke skulle eller kunne gi ham hvad ham hvad han ville ha, at han ikke havde krav på det, på os. Men i dag ved jeg at hans handlinger ødelagde hvad der var tilbage, og jeg har kun gået skrift væk fra det siden.

[Anilara]

Ja. Da jeg fandt ud af at alle mine bekymringer var sande, og mere til. Jeg fik en besked fra en kvinde om, at han (også) var kæreste med hende på 3. år og at han havde været utro med mindst 2-3 andre...
Der slap kærligheden op, og blev til sorg, vrede og en følelse af at være ydmyget.

[Lava11]

Det var gået ned af bakke længe - af gode årsager blev jeg mere og mere mistroisk og bitter over tidligere handlinger.
Men den dag jeg vidste at det nu var slut, var da jeg åbnede mig op og sagde at min spiseforstyrrelse var begyndt igen.
Hans svar? "jeg vidste slet ikke at du var så svag"...

Den gjorde SÅ ondt - men åbnede samtidig øjnene så meget, at jeg vidste det var slut.
Bare endnu et eksempel på ingen empati når man åbnede sig op eller tillod sig at have det dårligt.
(Kommer fra hende der aldrig har accepteret at være andet end 100% ovenpå, hvilket oftest har resulteret i det stik modsatte).

[TakeAChanceOnMe]

Jeg tror aldrig rigtig jeg elskede min eks i første omgang. Men jeg kan huske ned til detaljer, hvornår jeg holdt op med at holde af ham og bare ville ud af forholdet.

[LadyFox]

Nej, jeg ved ikke om jeg husker den dag, men jeg husker den dag hvor den absolut sidste chance for nogensinde at kunne komme på rette spor igen, forsvandt helt. På det tidspunkt, var sandsynligheden for at jeg kunne finde tilbage allerede minimal. Og desværre sluttede det ikke der.

Men den dag hvor jeg igen igen fandt han mega fuld på antabus på et værtshus 12 timer efter at han havde sagt han var på vej hjem, og derefter havde slukket sin telefon og min reaktion var at stikke ham en flad, da var der ingen vej tilbage.

Disclaimer: Nej, jeg synes på ingen måde at det er okay at slå sin kæreste.