At være sig selv

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Mavis
Indlæg: 680
Tilmeldt: 17. apr 2017, 11:41
Kort karma: 91
Likede indlæg: 1057

Re: At være sig selv

Indlægaf Mavis » 26. aug 2018, 16:53

TomKah skrev:
Thomas31 skrev:
TomKah skrev:Jeg har aldrig rigtig haft et særligt behov for at finde ud af hvem jeg selv er. Jeg er bare. Jeg tror nok jeg er ret almindelig, men det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over. Jeg kan mere tænke over om jeg træffer de rigtige valg. Men grundlæggende har jeg det godt med en klassisk konservativ livsstil.

Jeg forstår ikke behovet for at være meget ultimativt. Sort hvid. Om det handler om sexualitet eller livsstil eller træning eller hvad end det kan være. Jeg forstår faktisk ikke hvordan det at være ultimativ kan have noget med ens selv at gøre. Feks virker det på mig som om nogen mener de finder sig selv i et åbent forhold eller som veganer. Fint nok, men hvorfor er det interessant at italesætte? Den der lever stille lever godt :)


Hvis man italesætter et problem eller behov, er det noget nemmere at løse eller opfylde. Mon ikke det var til stor gavn for fx ordblinde, at man fik defineret det begreb, fremfor som tidligere, hvor de formentlig bare har opfattet sig selv som dumme og brugt hele deres liv på at skjule problemet?

Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være noget "ultimativt" over at definere begreber. Jeg er højst sandsynligt poly-et-eller-andet. At jeg ikke er kommet det nærmere må betyde, at det ikke umiddelbart er væsentligt, men jeg kunne da sagtens forestille mig engang at u dersøge det nærmere og måske blive klogere på noget relevant. Monogami er en utrolig stærk kulturel norm, men hvorfor egentlig? Jeg tror, at mange skaber store problemer for sig selv ved ukritisk at følge normer uden aktivt at kunne begrunde dem overfor sig selv.


Jeg forstår ikke rigtig dit indlæg, men måske er det fordi vi taler i denne tråd om noget meget bredt og ukonkret.
At være ordblind er i hvert fald for mig ikke nødvendigvis en del af ens identitet. Det er et faktum, men man vælger selv on man vil gøre det til en identitetsting og hvor meget det skal fylde.

For mig er monogami måske en kulturel norm, men også noget som jeg anser for et fundament for et barns liv.
Hvis man ikke ønsker børn kan monogami være ligegyldigt.


Hvorfor er forældrenes monogami essentielt for et barns liv? Tager lille Karl-Viggo skade af, at han engang i mellem bliver passet af bedstemor, så mor kan gå på date med en af sine andre kærester end far (for eksempel)? Tager han skade af at have en biologisk far og mor, men en masse mødre (eller fædre) i huset også? Nu er "ikke-monogami" jo et vidt begreb, så det er lidt simplificeret. Men hvad, eller hvilken slags ikke-monogami "ødelægger" fundamentet i et barns liv?
3
Det gode brød. Fra Schulstad. Smager frisk. Og er. I skiver.
TomKah
Indlæg: 1190
Tilmeldt: 25. aug 2015, 12:57
Kort karma: 62
Likede indlæg: 922

Re: At være sig selv

Indlægaf TomKah » 26. aug 2018, 17:06

Mavis skrev:
TomKah skrev:
Thomas31 skrev:
TomKah skrev:Jeg har aldrig rigtig haft et særligt behov for at finde ud af hvem jeg selv er. Jeg er bare. Jeg tror nok jeg er ret almindelig, men det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over. Jeg kan mere tænke over om jeg træffer de rigtige valg. Men grundlæggende har jeg det godt med en klassisk konservativ livsstil.

Jeg forstår ikke behovet for at være meget ultimativt. Sort hvid. Om det handler om sexualitet eller livsstil eller træning eller hvad end det kan være. Jeg forstår faktisk ikke hvordan det at være ultimativ kan have noget med ens selv at gøre. Feks virker det på mig som om nogen mener de finder sig selv i et åbent forhold eller som veganer. Fint nok, men hvorfor er det interessant at italesætte? Den der lever stille lever godt :)


Hvis man italesætter et problem eller behov, er det noget nemmere at løse eller opfylde. Mon ikke det var til stor gavn for fx ordblinde, at man fik defineret det begreb, fremfor som tidligere, hvor de formentlig bare har opfattet sig selv som dumme og brugt hele deres liv på at skjule problemet?

Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være noget "ultimativt" over at definere begreber. Jeg er højst sandsynligt poly-et-eller-andet. At jeg ikke er kommet det nærmere må betyde, at det ikke umiddelbart er væsentligt, men jeg kunne da sagtens forestille mig engang at u dersøge det nærmere og måske blive klogere på noget relevant. Monogami er en utrolig stærk kulturel norm, men hvorfor egentlig? Jeg tror, at mange skaber store problemer for sig selv ved ukritisk at følge normer uden aktivt at kunne begrunde dem overfor sig selv.


Jeg forstår ikke rigtig dit indlæg, men måske er det fordi vi taler i denne tråd om noget meget bredt og ukonkret.
At være ordblind er i hvert fald for mig ikke nødvendigvis en del af ens identitet. Det er et faktum, men man vælger selv on man vil gøre det til en identitetsting og hvor meget det skal fylde.

For mig er monogami måske en kulturel norm, men også noget som jeg anser for et fundament for et barns liv.
Hvis man ikke ønsker børn kan monogami være ligegyldigt.


Hvorfor er forældrenes monogami essentielt for et barns liv? Tager lille Karl-Viggo skade af, at han engang i mellem bliver passet af bedstemor, så mor kan gå på date med en af sine andre kærester end far (for eksempel)? Tager han skade af at have en biologisk far og mor, men en masse mødre (eller fædre) i huset også? Nu er "ikke-monogami" jo et vidt begreb, så det er lidt simplificeret. Men hvad, eller hvilken slags ikke-monogami "ødelægger" fundamentet i et barns liv?


Det ved jeg ikke om børn generelt gør. Mine børn er bare ikke så robuste at de kan fungere i så flexible rammer.
1
Brugeravatar
Mistermor
Indlæg: 2416
Tilmeldt: 12. jan 2017, 13:57
Kort karma: 265
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 4746

Re: At være sig selv

Indlægaf Mistermor » 26. aug 2018, 18:10

Mavis skrev:
Hvorfor er forældrenes monogami essentielt for et barns liv? Tager lille Karl-Viggo skade af, at han engang i mellem bliver passet af bedstemor, så mor kan gå på date med en af sine andre kærester end far (for eksempel)? Tager han skade af at have en biologisk far og mor, men en masse mødre (eller fædre) i huset også? Nu er "ikke-monogami" jo et vidt begreb, så det er lidt simplificeret. Men hvad, eller hvilken slags ikke-monogami "ødelægger" fundamentet i et barns liv?


Monogami i sig selv er nok ikke det essentielle, derimod er stabilitet og tilknytning til nogle vigtige voksne. Så dybest set handler det ikke om forældrenes valg af sexliv og parforholdsstil, men hvordan de tackler det i forhold til deres barn. Børn har brug for forældre, der kan sætte deres eget behov til side for børnenes behov - selvfølgelig ikke altid, men generelt i forhold til, hvordan de indretter deres liv.

Børn tager skade af masser af ting, og der findes nok ikke mange, der kan være perfekte forældre, og der er fordele og ulemper i de flestes opvækst.

Børn tager skade af et hus fuld af voksne, der kun tænker på egne behov. Tænk bare på beskrivelser fra voksne, der har været børn af kendte skuespillere eller musikere; der hører man gang på gang, at de selvfølgelig mødte en masse spændende mennesker, og at de havde meget frihed, men de følte sig ofte forladte eller nedprioriterede i forhold til gæster og "happenings". De manglede omsorg og stabilitet.

Især mens børn er små, har de behov for et tæt tilknytning til ikke så mange mennesker. Så en masse mødre vil være i overkanten. ;)
5
Brugeravatar
Mavis
Indlæg: 680
Tilmeldt: 17. apr 2017, 11:41
Kort karma: 91
Likede indlæg: 1057

Re: At være sig selv

Indlægaf Mavis » 26. aug 2018, 18:17

Mistermor skrev:
Mavis skrev:
Hvorfor er forældrenes monogami essentielt for et barns liv? Tager lille Karl-Viggo skade af, at han engang i mellem bliver passet af bedstemor, så mor kan gå på date med en af sine andre kærester end far (for eksempel)? Tager han skade af at have en biologisk far og mor, men en masse mødre (eller fædre) i huset også? Nu er "ikke-monogami" jo et vidt begreb, så det er lidt simplificeret. Men hvad, eller hvilken slags ikke-monogami "ødelægger" fundamentet i et barns liv?


Monogami i sig selv er nok ikke det essentielle, derimod er stabilitet og tilknytning til nogle vigtige voksne. Så dybest set handler det ikke om forældrenes valg af sexliv og parforholdsstil, men hvordan de tackler det i forhold til deres barn. Børn har brug for forældre, der kan sætte deres eget behov til side for børnenes behov - selvfølgelig ikke altid, men generelt i forhold til, hvordan de indretter deres liv.

Børn tager skade af masser af ting, og der findes nok ikke mange, der kan være perfekte forældre, og der er fordele og ulemper i de flestes opvækst.

Børn tager skade af et hus fuld af voksne, der kun tænker på egne behov. Tænk bare på beskrivelser fra voksne, der har været børn af kendte skuespillere eller musikere; der hører man gang på gang, at de selvfølgelig mødte en masse spændende mennesker, og at de havde meget frihed, men de følte sig ofte forladte eller nedprioriterede i forhold til gæster og "happenings". De manglede omsorg og stabilitet.

Især mens børn er små, har de behov for et tæt tilknytning til ikke så mange mennesker. Så en masse mødre vil være i overkanten. ;)


"En masse" er måske lidt overdrevet skrevet, men der er da kulturer hvor børn har en far og ellers en masse onkler og tanter og søskende og måske flere mødre, ofte i samme hus eller meget tæt på hinanden. Det tvivler jeg på de tager særlig skade af, men jeg ved det ikke.
4
Det gode brød. Fra Schulstad. Smager frisk. Og er. I skiver.
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 11752
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 1289
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 21525

Re: At være sig selv

Indlægaf LadyFox » 26. aug 2018, 18:56

TomKah skrev:
Mavis skrev:
TomKah skrev:
Thomas31 skrev:
TomKah skrev:Jeg har aldrig rigtig haft et særligt behov for at finde ud af hvem jeg selv er. Jeg er bare. Jeg tror nok jeg er ret almindelig, men det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over. Jeg kan mere tænke over om jeg træffer de rigtige valg. Men grundlæggende har jeg det godt med en klassisk konservativ livsstil.

Jeg forstår ikke behovet for at være meget ultimativt. Sort hvid. Om det handler om sexualitet eller livsstil eller træning eller hvad end det kan være. Jeg forstår faktisk ikke hvordan det at være ultimativ kan have noget med ens selv at gøre. Feks virker det på mig som om nogen mener de finder sig selv i et åbent forhold eller som veganer. Fint nok, men hvorfor er det interessant at italesætte? Den der lever stille lever godt :)


Hvis man italesætter et problem eller behov, er det noget nemmere at løse eller opfylde. Mon ikke det var til stor gavn for fx ordblinde, at man fik defineret det begreb, fremfor som tidligere, hvor de formentlig bare har opfattet sig selv som dumme og brugt hele deres liv på at skjule problemet?

Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være noget "ultimativt" over at definere begreber. Jeg er højst sandsynligt poly-et-eller-andet. At jeg ikke er kommet det nærmere må betyde, at det ikke umiddelbart er væsentligt, men jeg kunne da sagtens forestille mig engang at u dersøge det nærmere og måske blive klogere på noget relevant. Monogami er en utrolig stærk kulturel norm, men hvorfor egentlig? Jeg tror, at mange skaber store problemer for sig selv ved ukritisk at følge normer uden aktivt at kunne begrunde dem overfor sig selv.


Jeg forstår ikke rigtig dit indlæg, men måske er det fordi vi taler i denne tråd om noget meget bredt og ukonkret.
At være ordblind er i hvert fald for mig ikke nødvendigvis en del af ens identitet. Det er et faktum, men man vælger selv on man vil gøre det til en identitetsting og hvor meget det skal fylde.

For mig er monogami måske en kulturel norm, men også noget som jeg anser for et fundament for et barns liv.
Hvis man ikke ønsker børn kan monogami være ligegyldigt.


Hvorfor er forældrenes monogami essentielt for et barns liv? Tager lille Karl-Viggo skade af, at han engang i mellem bliver passet af bedstemor, så mor kan gå på date med en af sine andre kærester end far (for eksempel)? Tager han skade af at have en biologisk far og mor, men en masse mødre (eller fædre) i huset også? Nu er "ikke-monogami" jo et vidt begreb, så det er lidt simplificeret. Men hvad, eller hvilken slags ikke-monogami "ødelægger" fundamentet i et barns liv?


Det ved jeg ikke om børn generelt gør. Mine børn er bare ikke så robuste at de kan fungere i så flexible rammer.


Men det er jo ikke til at sige hvordan det er gået hvis der f.eks. altid havde været en mor og to fædre i jeres familie, så kunne det jo godt være at dine børn havde været robuste nok til det, men at det måske var en fjerde forælder der var en for mange.
2
"For fucks sake, I'm talking dangerous. Don't nobody talk dangerous anymore? Jesus!"
Kaffe
Indlæg: 756
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 97
Likede indlæg: 1114

Re: At være sig selv

Indlægaf Kaffe » 26. aug 2018, 19:01

Thomas31 skrev:
TomKah skrev:Jeg har aldrig rigtig haft et særligt behov for at finde ud af hvem jeg selv er. Jeg er bare. Jeg tror nok jeg er ret almindelig, men det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over. Jeg kan mere tænke over om jeg træffer de rigtige valg. Men grundlæggende har jeg det godt med en klassisk konservativ livsstil.

Jeg forstår ikke behovet for at være meget ultimativt. Sort hvid. Om det handler om sexualitet eller livsstil eller træning eller hvad end det kan være. Jeg forstår faktisk ikke hvordan det at være ultimativ kan have noget med ens selv at gøre. Feks virker det på mig som om nogen mener de finder sig selv i et åbent forhold eller som veganer. Fint nok, men hvorfor er det interessant at italesætte? Den der lever stille lever godt :)


Hvis man italesætter et problem eller behov, er det noget nemmere at løse eller opfylde. Mon ikke det var til stor gavn for fx ordblinde, at man fik defineret det begreb, fremfor som tidligere, hvor de formentlig bare har opfattet sig selv som dumme og brugt hele deres liv på at skjule problemet?

Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være noget "ultimativt" over at definere begreber. Jeg er højst sandsynligt poly-et-eller-andet. At jeg ikke er kommet det nærmere må betyde, at det ikke umiddelbart er væsentligt, men jeg kunne da sagtens forestille mig engang at u dersøge det nærmere og måske blive klogere på noget relevant. Monogami er en utrolig stærk kulturel norm, men hvorfor egentlig? Jeg tror, at mange skaber store problemer for sig selv ved ukritisk at følge normer uden aktivt at kunne begrunde dem overfor sig selv.


Gad vide om man kan blive klog på sig selv, hvis man som voksen ikke har et særlig udviklet sprog og dermed ikke kan sætte ord på tanker og følelser :gruble: Nogle har specifikke sproglige vanskeligheder. Der er også dårligt begavede mennesker. Kan de lære sig selv at kende, selvom de ikke har adgang til betegnelser, fagsprog, termer, nuancer mv og ikke kan tænke komplekst? Er det kun de oplyste forundt at kende og være sig selv?

Jeg var engang stor fan af ord og sprog og så det som en vej til erkendelse. Det er og gør jeg stadig, dog med flere forbehold. For jeg mener ikke, at noget bliver mere sandt af at blive beskrevet godt. Noget kan være sandt uden at blive beskrevet. Noget kan også tabe meningen ved at blive sprogliggjort, eller for mange ord kan forplumre sagens kerne. Sprog kan skabe unødvendige omveje, som f.eks matematikken ikke gør brug af.
0
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 5476
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 306
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 7133

Re: At være sig selv

Indlægaf decibell » 26. aug 2018, 19:19

Jeg husker en film med Ellen DeGeneres og Bill Pulmann, "Mr. Wrong", hvor hun siger til ham, at han bare skal være sig selv...og det fortryder hun snart.

https://www.imdb.com/title/tt0117102/

Den scene har jeg altid husket af en eller anden grund. Måske fordi den virkelig illustrerer, at man yderst sjældent er "sig selv", men i stedet bare endnu en udgave af den person, man er på godt og ondt.

"Når jeg er sammen med xx, kan jeg være mig selv." Den har jeg altid tolket som, "jeg kan være en udgave af mig, der ikke har for mange restriktioner, som jeg finder anstrengende at overholde". For jeg tænker, at vi altid er os selv, eller aldrig os selv snarere. Jo, måske når vi er alene, men selv da er der noget som moral, etik, opdragelse, kultur, erfaringer osv., der går ind og regulerer vores adfærd. Vi har roller i livet, kasketter til hver situation. En til arbejdet, en til moder-/faderskabet, en til veninderne osv. Men det betyder vel egentlig ikke, at vi ikke er den person, vi viser der? Det er bare en anden udgave. Det, man kan arbejde på, er, at de forskellige udgaver ikke er så forskellige igen. Så tror jeg, man kommer ret tæt på at "være sig selv".
7
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

"Don't cry about it, girl, learn from it."
Thomas31
Indlæg: 645
Tilmeldt: 12. mar 2016, 01:47
Kort karma: 22
Likede indlæg: 369

Re: At være sig selv

Indlægaf Thomas31 » 26. aug 2018, 22:22

Kaffe skrev:
Thomas31 skrev:
TomKah skrev:Jeg har aldrig rigtig haft et særligt behov for at finde ud af hvem jeg selv er. Jeg er bare. Jeg tror nok jeg er ret almindelig, men det er egentlig ikke noget jeg tænker så meget over. Jeg kan mere tænke over om jeg træffer de rigtige valg. Men grundlæggende har jeg det godt med en klassisk konservativ livsstil.

Jeg forstår ikke behovet for at være meget ultimativt. Sort hvid. Om det handler om sexualitet eller livsstil eller træning eller hvad end det kan være. Jeg forstår faktisk ikke hvordan det at være ultimativ kan have noget med ens selv at gøre. Feks virker det på mig som om nogen mener de finder sig selv i et åbent forhold eller som veganer. Fint nok, men hvorfor er det interessant at italesætte? Den der lever stille lever godt :)


Hvis man italesætter et problem eller behov, er det noget nemmere at løse eller opfylde. Mon ikke det var til stor gavn for fx ordblinde, at man fik defineret det begreb, fremfor som tidligere, hvor de formentlig bare har opfattet sig selv som dumme og brugt hele deres liv på at skjule problemet?

Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være noget "ultimativt" over at definere begreber. Jeg er højst sandsynligt poly-et-eller-andet. At jeg ikke er kommet det nærmere må betyde, at det ikke umiddelbart er væsentligt, men jeg kunne da sagtens forestille mig engang at u dersøge det nærmere og måske blive klogere på noget relevant. Monogami er en utrolig stærk kulturel norm, men hvorfor egentlig? Jeg tror, at mange skaber store problemer for sig selv ved ukritisk at følge normer uden aktivt at kunne begrunde dem overfor sig selv.


Gad vide om man kan blive klog på sig selv, hvis man som voksen ikke har et særlig udviklet sprog og dermed ikke kan sætte ord på tanker og følelser :gruble: Nogle har specifikke sproglige vanskeligheder. Der er også dårligt begavede mennesker. Kan de lære sig selv at kende, selvom de ikke har adgang til betegnelser, fagsprog, termer, nuancer mv og ikke kan tænke komplekst? Er det kun de oplyste forundt at kende og være sig selv?

Jeg var engang stor fan af ord og sprog og så det som en vej til erkendelse. Det er og gør jeg stadig, dog med flere forbehold. For jeg mener ikke, at noget bliver mere sandt af at blive beskrevet godt. Noget kan være sandt uden at blive beskrevet. Noget kan også tabe meningen ved at blive sprogliggjort, eller for mange ord kan forplumre sagens kerne. Sprog kan skabe unødvendige omveje, som f.eks matematikken ikke gør brug af.


Ja man kan sikkert godt være klog på sig selv, selvom man ikke er i stand til at sætte ord på, men det er svært at forstå, hvor du vil hen med det. Jeg tror ikke, at dem, der er i stand til at sætte ord på, bliver klogere af at lade være, og så er der jo ikke noget valg. Kan man overtænke og forplumre alting? Ja det kan man utvivlsomt, men det er vel ikke et argument for slet ikke af forholde sig til basale ting om sig selv?

Det er bemærkelsesværdigt, at TomKah begrunder ønsket om monogami med hensynet til børnene. For mig er det nærmest svaret på et helt andet spørgsmål og kunne derfor tyde på, at man følger en stærk kulturel norm uden helt at vide hvorfor.
2
Allmost_Famous
Indlæg: 2263
Tilmeldt: 12. aug 2016, 18:37
Kort karma: 400
Likede indlæg: 8160

Re: At være sig selv

Indlægaf Allmost_Famous » 27. aug 2018, 01:23

Jeg får spat af folk, der ikke er sig selv. I ved, de der typer, som totalt skifter personlighed når de får en ny kæreste og sådan noget. Hvis man f.eks. altid har været meget passioneret omkring nogle emner, og så pludselig har taget en andens holdning til sig i en sådan grad, at man bare er en forlængelse af dem.

Selvfølgelig har man flere varianter af sig selv. Der er forskel på hvordan, jeg opfører mig, afgængig af om jeg taler med min chef, mit barn, en veninde, en ældre dame ved en fodgængerovergang, eller min læge. Men jeg er stadig mig.

Det skal ikke forstås som om, man ikke må udvide sin horisont eller skifte mening, men der må være grænser for hvor meget man kan spejle sig i andre, og stadig være sig selv.

Jeg kender flere, som nærmest skifter personlighed når de skifter kæreste. Min mor, eksempelvis. Hun har altid haft sin væremåde når hun var single, og hver gang, der kom en ny fyr ind i billedet, blev hun en helt anden. Når de så gik fra hinanden, blev hun sig selv igen. Det er sgu sært. Det er ligesom hende der Ninka, der hele tiden genopfinder sig selv, hele tiden finder en ny sandhed, og så ender med at være en omvandrende selvmodsigelse.
6
I've said it before and I'll say it again...

:lol:
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 9550
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1414
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 12581

Re: At være sig selv

Indlægaf Fru Sunshine » 3. sep 2018, 11:05

For mig betyder det at være tro mod mig selv.
I alt for mange år forsøgte jeg at være, som jeg troede, andre forventede man skulle være.
Det blev noget kunstigt og påtaget noget, der fik folk omkring mig til at tage afstand.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
dgd2007
Indlæg: 14722
Tilmeldt: 26. aug 2015, 20:59
Kort karma: 824
Likede indlæg: 11753

Re: At være sig selv

Indlægaf dgd2007 » 20. sep 2018, 04:08

Kaffe skrev:Hvad betyder det egentlig at være sig selv?

Og hvor går grænsen mellem at være sig selv og så at være en redigeret udgave af sig selv? Man kan også fjerne sig fra sig selv. Hvornår påtager man sig en rolle, som ligger udenfor een selv - eksempelvis for at tilpasse sig en gruppe? Og hvornår er tilpasningen blot en del af een selv, som lå og lurede i forvejen?

Man hører tit at man skal være sig selv og finde sig selv. Identiteten er ikke statisk, men er alligevel nogenlunde stabil hos de fleste i voksenlivet. I teenageårene eksperimenterer folk mere med at være en del af forskellige grupper, afprøver forskellige stile, holdninger mv. Det er et led i at finde sin identitet.

Når voksne er omskiftelige i form af at skifte navn, religion, blive medlem af en spirituel sekt, får megen plastickirurgi, begynder at leve vegansk osv, så ser jeg det personligt som at de leder efter noget udenfor sig selv og påtager sig en anden rolle. Så tænker jeg, at personen ikke er sig selv længere. Jeg ved ikke, om man kan blive en ny selv som voksen, fordi identiteten jo er udviklet hen over mange mange år.

Vi tilhører allesammen nogle grupperinger, hvor nogle er mere almindelige end andre, Jeg er fra Nordjylland, og der dyrker vi nok det almindelige. Man er bare sig selv. Så hvis noget stikker meget ud, så kan det være svært at forstå. Så måske kan der også ligge noget kulturelt i, hvordan man ser på andre voksnes ageren udadtil. I København er det måske almindeligt at være polyamorøs, panseksuel, spirituel, vegansk og med trompetbukser - mens det i Nordjylland vil være sådan lidt ' :forvirret: ' Jeg aflæser det i hvert fald som 'søgende'. Ligesom jeg ser det som søgende at være punker, goth, rocker, Indre Missionsk, fittnessjunkie mv.

For en god ordens skyld: Mit ærinde er ikke at være nedladende overfor nogen, ganske simpelt fordi jeg ikke er et nedladende menneske. Jeg er interesseret i forskellige måder at se tingene på.

Jeg er enig i at det med at definere sig selv som i en eller anden form for kontrast til andre nok ikke er "at være sig selv". Der er en del ironi i det for selvom det lykkes en at være helt anderledes end andre, har man jo netop defineret sig selv ud fra deres målestok. Det er måske endda næsten et show til ære for dem. :)

Man er nok i virkeligheden mest sig selv i de øjeblikke hvor man af en eller anden grund glemmer sig selv og bare er parat til at "tage ind". Det kan være et fredfyldt øjeblik eller et eller andet der tager pusten fra en, så man helt glemmer at diskutere med kværnen mellem ørerne hvordan det kan fremstilles over for omverden, men bare selv oplever det.

Sådan noget i den stil? :gruble:
2
OberstNasig
Indlæg: 632
Tilmeldt: 19. feb 2016, 21:10
Kort karma: 71
Likede indlæg: 803

Re: At være sig selv

Indlægaf OberstNasig » 3. okt 2018, 21:02

For mig er det at være mig selv i langt højere grad en følelse. Når jeg er mig selv, føler jeg harmoni og indre ro, hvis det giver mening. Grunden til at jeg beskriver det på den måde, er også fordi at jeg udmærket ved, hvordan det modsatte føles, fordi jeg igennem mange år, da jeg var yngre, var meget usikker på mig selv i bestemte sammenhænge og derfor overhovedet ikke var mig selv. Det at være sig selv betyder ikke for mig, at jeg gør upassende ting, for situationsfornemmelse og sociale kompetencer er også en del af mig.
Men det at være sig selv er jo også en foranderlig størrelse, der forandrer sig hele livet igennem. Ihvertfald de ydre lag om man så må sige, hvorimod den indre kerne kun ændres under meget livsændrende begivenheder og det betyder jo heller ikke, at hele molevitten forandrer sig, men at dele gør. Derfor tror jeg også at nogle kan opleve det her identitetstab, hvis de fx bliver udsat for en rigtig grim og uønsket skilsmisse.
Nå, sorry, det blev rimeligt højtragende, men sådan kan jeg også være, haha.
0

Tilbage til "Livets forhold"