Sygemelding grundet dødsfald - din mening

[dykkersild]

Afledt af en snak forleden;

Sygemelder man sig på grund af sorg og i så fald hvor længe er "rimeligt"?

Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg står - for der er så mange facetter og gråzoner. Har man mistet et barn, er der jo næsten frit slag i forhold til at "komme sig" men så alligevel ikke, for hvor længe kan man forvente at blive hjemme? I den anden boldgade - en ældre forældre der går bort? Jeg kender en via manden som blev hjemme 1 mdr. da hans gl. far døde - det syntes jeg var langt over grænsen - men jeg kan godt mærke, at jeg samtidig slet ikke kan definere grænsen.

Og er det overhoved en sygemelding vi er ude i - eller måske ferieafholdelse og omsorgsdage/feriefri?

Hvad mener du?

[Ado]

En sygemelding pga. et dødsfald ville jeg aldrig undre mig over. Men der er så mange gråzoner, som f.eks. det eksempel du giver. Umiddelbart virker det som en lang sygemelding, men ddsfaldet kan jo have udløst nogle andre mentale udfordringer i hans liv.
Længden af sygemeldingen har jeg ingen holdning til. Det kan man vel i bund og grund ikke udtale sig om, tænker sig. Når man står på sidelinjen.

En af mine kolleger mistede sin voksne søn sidste år. Hun kom aldrig tilbage på job igen. Sygemeldingen endte med en fyreseddel. Den stakkels kone blev helt smadrer af sorgen.

[Pjeps]

Det kommer an på omstændighederne . Et dødsfald kan være meget traumatiserende og i et sådan tilfælde kan en sygemelding være på sin plads. Jeg havde en kollega der mistede sin far pludseligt ved at han faldt om med hjertestop i en alder hvor det ikke forventes. Kollegaen var der og måtte udføre hjertelungeredning på ham , dog forgæves. Hun var sygemeldt og delvist sygemeldt i lang tid. Jeg synes måske at hun trak den meget længe, tror der gik 6 mdr før hun var tilbage på fuld tid. Men jeg kunne jo ikke mærke hvordan hun havde det psykisk. Jeg tænker at det er en individuel vurdering.

Jeg gik selv på job efter at have mistet min bedste ven som var familie for mig ( selvmord), men min måde at håndtere sorg på er ikke at blive hjemme, det forstærker sorgen for mig. Jeg fik min chef til at informere mine kollegaer og bad dem om at give mig tid, da jeg ikke var parat til at snakke om det, så de skulle lade mig være ind til jeg kunne snakke om det.

Så det er virkelig individuelt alt efter hvem man og hvilke relation man har og hvordan man håndtere sorg.

[AgentPixie]

Jeg synes ikke rigtig jeg kan tillade mig at synes noget, det er jo så forskelligt hvordan vi reagerer og hvilken betydning afdøde havde.
Jeg kender en kvinde der mistede sit barn ved fødslen for over 20 år siden. Hun har ikke arbejdet siden da.
Det synes jeg er ret lang tid, men hun må jo være hårdt ramt. Jeg ved barnet døde alene pga sjusk fra sygehusets side. Det er et ret stort knæk på ens tillid til hele omverdenen, hvis ikke engang dem der skal bringe ens barn sikkert til verden formår at lytte når man råber, og derfor sjusker som bare fanden.
Hendes arbejdsplads var heller ikke ligefrem støttende. De klandrede hende for at holde 6 måneders barsel, for der var jo ikke noget barn

[dykkersild]

En sygemelding pga. et dødsfald ville jeg aldrig undre mig over. Men der er så mange gråzoner, som f.eks. det eksempel du giver. Umiddelbart virker det som en lang sygemelding, men ddsfaldet kan jo have udløst nogle andre mentale udfordringer i hans liv.
Længden af sygemeldingen har jeg ingen holdning til. Det kan man vel i bund og grund ikke udtale sig om, tænker sig. Når man står på sidelinjen.

En af mine kolleger mistede sin voksne søn sidste år. Hun kom aldrig tilbage på job igen. Sygemeldingen endte med en fyreseddel. Den stakkels kone blev helt smadrer af sorgen.

Jeg har faktisk engang hjulpet en ret forhutlet dame på gaden op i hendes mega-ulækre lejlighed. Efter en times snak fik jeg hende overtalt til at lade sig indlægge men inden da fortalte hun sin historie. Hun havde været højt respekteret skoleinspektør men så døde hendes søn pludseligt og bom helt ned under gulvbrædderne med hende. Hun var gået helt i hundene - så trist. Jeg er så enig - man aner ikke hvad sorg kan gøre.

Men nu var det sådan det lidt lav-praktiske i sygemelding/ferie/fravær - jeg syntes, at det er en svær en både for arbejdsgiver og kolleger. Og disclaimer dette er ikke for at fornægte hvad sorg gør/kan gøre ved folk.

[HappyPaww]

Jeg tænker at det må være op til personens læge evt. psykiater hvor længe de kan forsvare at skrive lægeerklæring til brug for sygemeldingen.

Der er ingen regler men ligesom med stressygemelding bør der også samarbejdes med atbejdspladsen om en plan for tilbagevenden.

[Ado]

En sygemelding pga. et dødsfald ville jeg aldrig undre mig over. Men der er så mange gråzoner, som f.eks. det eksempel du giver. Umiddelbart virker det som en lang sygemelding, men ddsfaldet kan jo have udløst nogle andre mentale udfordringer i hans liv.
Længden af sygemeldingen har jeg ingen holdning til. Det kan man vel i bund og grund ikke udtale sig om, tænker sig. Når man står på sidelinjen.

En af mine kolleger mistede sin voksne søn sidste år. Hun kom aldrig tilbage på job igen. Sygemeldingen endte med en fyreseddel. Den stakkels kone blev helt smadrer af sorgen.

Jeg har faktisk engang hjulpet en ret forhutlet dame på gaden op i hendes mega-ulækre lejlighed. Efter en times snak fik jeg hende overtalt til at lade sig indlægge men inden da fortalte hun sin historie. Hun havde været højt respekteret skoleinspektør men så døde hendes søn pludseligt og bom helt ned under gulvbrædderne med hende. Hun var gået helt i hundene - så trist. Jeg er så enig - man aner ikke hvad sorg kan gøre.

Av for fanden. Åh, hvor er det trist. Stakkels kone da.

[Sangius]

Hvis det er mere end et par dage lige efter dødsfaldet, tænker jeg at man må tage til lægen og få en sygemelding.
Jeg havde én sygedag da min svigerfar døde (dagen efter) og en halv sygedag da min morfar døde (samme dag). Begge dødsfald var forventet, og så føler jeg ikke jeg kan kræve flere dage på den konto, med den relation og alder - både morfar og svigerfar var over 80.

Hvis mit barn døde ved jeg ikke hvor længe jeg ville have brug for. Alt mellem en uge og et år.

Det må være op til folks praktiserende læger, uafhængig af hvem der er død. Hvis du er så lammet af sorg at du ikke fungerer, dur det jo ikke at arbejde.

[Flora]

Ja, jeg synes gerne man må sygemelde sig på grund af sorg. Hvor længe må være op til den sørgende at vurdere. Folk sørger forskelligt, folk rammes forskelligt, relationer til afdøde er forskellige, så jeg synes ikke man kan sætte en fast tidsramme på, der fungerer for alle. Og jeg tror, at de fleste har ansvarsfølelse nok, til at de ikke sygemelder sig længere end nødvendigt. Om det så er en dag eller et halvt år.

[Anlewi]

Jeg syntes der er to forskellige vinkler.

Er man for syg (fysisk/psykisk) til at passe sit arbejde må man blive hjemme til man er rask nok til at komme tilbage og passe sine opgaver.

Omvendt må man være klar til at ens arbejdsplads kigger på om ens fravær kam forenes med arbejdspladsens drift. Det gør
Sig gældende både i forhold til fysisk psykisk betinget sygdom.

Jeg tænker at de fleste arbejdspladser går langt når det handler om sorg, men det hele skal jo kunne gå op i en større enhed

[achillaxedprune]

Man skal være hjemme, så længe man ikke kan arbejde ordentligt. Men om man skal have fuld løn under hele forløbet er jeg ikke nødvendigvis sikker på.

Det burde være muligt f.eks. at tage orlov, bruge feriedage eller lignende, hvis man ønsker det i forbindelse med et dødsfald. Men et halvt år med fuld løn, tænker jeg kun er relevant i særlige tilfælde.

[TinaW]

Da min far ud af det blå for efterhånden en del år siden, blev ramt af to hjerneblødninger og gik fra at være en aktiv mand i start 70`erne, til at være halvsidet lammet og intet sprog have, der var jeg sygemeldt i 3-4 uger. Jeg var lammet af sorg over, at min far, der altid var den der løste andres problemer, pludselig var så afhængig af andre. Også selv om han ikke døde.
I forbindelse med hans død 6 år senere, var jeg væk dagen efter hans død og på dagen for begravelsen.
Min mor døde for to uger siden. Jeg måtte haste til Sjælland og havde to fraværs dage i den forbindelse, samt i fredags, hvor hun blev begravet.
Jeg synes ikke man kan sætte en tidsramme for, hvor lang tid man kan være sygemeldt i forbindelse med et dødsfald, men klart at borgangen af f.eks en gammel forældre, ikke vil udløse samme reaktion som hvis man skulle miste et yngre, nært familiemedlem.

[PaleSeptember]

De sidste tre steder har det stået i vores personalehåndbog, hvor mange dage betalt fri bestemte dædsfald gav. Alt ud over det var egenbetaling/ferie el. lign.

Det forventer jeg egentlig bliver overholdt

Det kan jo bare ikke sidestilles med en sygemelding. Hvis man er sygemeldt, så er det fordi, at man er syg (af sorg/evt. depression), og det har ikke noget at gøre med betalte fridage i forb. med dødsfald.

[decibell]

Advarsel: Dette er noget, der ligger mig meget på sinde, så det bliver langt og følelsesbetonet.

Andres sørgetid har alle dage har været noget, andre har ment sig berettiget til at sætte grænser for. Kultur og opdragelse har indflydelse herpå, men mest skyldes det nok, at folk har en meget stor tendens til at dømme andres følelser og grænser ud fra deres egne. Hvis de ikke selv mente, det var så slemt, "bør" andre også bare se at komme videre.

Det er denne måde at dømme på, jeg ikke bryder mig om, i hvert fald ikke når den bruges til at begrænse andre på en negativ måde. Det er helt i orden, at man ikke formår at sætte sig ind i andres følelser - ikke alle har lige meget evne for at føle empati - men derfra og så til at bruge det til at sætte en begrænsende standard op for andre, der er meget langt i mine øjne. Jeg ved godt, at alt for mange mennesker ikke evner at se verden ud over deres egne følelser og oplevelser, men så burde almindelig pli melde sig. Jeg mener seriøst, at man burde have pli nok til at holde sin mening for sig selv, når man står over for andres sorg. (Disclaimer: dette er generelt ment og peger ikke på udtalelserne her i tråden. Jeg mener, når man står over for det i virkelighedens verden. Jeg trøstes faktisk lidt af den empati, der vises i denne tråd.)

Mine stærke følelser omkring dette er nok farvet af mine egne oplevelser ( ), fra dengang min far døde i 2004. Jeg fik nådigst en uge til at sørge - eller rettere det var vist mest til at få styr på begravelse og andre praktiske ting, sorgen måtte jeg selv klare i min fritid! For ud over den uge måtte jeg da bare se at komme videre og skulle helst ikke lade det påvirke mit arbejde og mine kolleger for meget. Dette kom både fra arbejdsgiver og visse kolleger - også de kolleger, der så mig bryde sammen i printerrummet, da jeg fik beskeden om min fars død. Det var jo "kun" min gamle far, og hverken en ægtemand eller et barn!

Da min farmor døde et par år senere, var der endnu mindre forståelse fra omgivelserne, selv om det endda ikke var samme arbejdsgiver eller kolleger. Da var forventningen, at jeg burde se at komme videre efter allerede et par dage, for hun var min farmor på 99 år. Og det er min oplevelse, at jo længere væk i familiehierarkiet, desto mindre forståelse for sorg. ISÆR hvis det er ældre mennesker, eller meget syge, for "så burde man vel have forventet det". Som om det gør sorgen mindre.

Jeg gruer for, når min gamle hund dør, for jeg elsker hende så højt, og hun er en lige så stor del af min lille familie som min datter, især fordi hun er min hverdag, hvor min datter er flyttet hjemmefra. Jeg kan sidde og få tårer i øjnene ved bevidstheden om, at hun nok ikke holder meget længere. Men det jeg gruer næsten mere for er omgivelsernes manglende forståelse. For jeg skal både kæmpe mod "sorgkulturen", men også mod de mennesker, der ikke kan acceptere, at følelser for dyr kan være akkurat lige så store og berettigede som for mennesker. Jeg ved, at jeg nok ikke kommer til at fungere i starten, og jeg frygter, at jeg går i sort, som en bekendt gjorde, da hendes gamle hund døde. Hun kan stadig ikke holde ud at være i lejligheden, da alt minder hende om hunden, og der er gået over et år. Der var også en debattør herinde for nogle år siden, der næsten gik helt ned pga. sorg over tabet af hunden, hvor utroligt mange havde hårde meninger og kommentarer om, at det ikke var "normalt" at føle så stor en sorg. Hvem f...afgør, hvad der er normalt?

Så oveni sorgen skal jeg også leve med at mærke andres fordømmelse, når de sagt eller usagt mener, at "nu må jeg da se at komme videre". Jeg tror endda, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil høre et par "det er jo kun en hund, jeg kunne forstå det, hvis det var et menneske"-udtalelser (evt. hvisket i krogene, når de tror, man ikke hører det). Eller de der kommentarer om, at "hun var jo en gammel hund, og det er noget, man må acceptere, når man køber dyr", for de kommentarer får jeg allerede nu. Folk - mest folk uden dyr eller med meget unge dyr - er fulde af såkaldte velmenende klicher som "Man køber en glæde, men også en sorg". Med min fornuft ved jeg godt, at det er fordi, de ikke selv kan sætte sig ind i de følelser, da de ikke har det inde på livet, men det er lidt svært til tider. Jeg ved egentlig ikke, hvordan man kan synes, det er i orden at nedgradere andres følelser, fordi den, man mister, er gammel, langt ude i familien eller er et dyr, men jeg hører det ret tit for andre, så det sker nok også, når min hund dør. Jeg håber, at jeg til den tid kan styre mit temperament, for jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil holde mund, men give svar på tiltale, så vedkommende forhåbentligt kan lære, at det ikke er sådan, man bør sige til andre.

Jeg kan kun sige, som flere andre i tråden siger: Vi skal lade være med at sætte negative grænser op for andres sorg, især hvis de grænser er baseret på, hvad vi selv har oplevet, eller hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvad andre kan føle/opleve. Vi er forskellige, og det kan ikke gøres op i familiehierarki, eller om vi er mennesker eller dyr. Sorg er forskellig fra menneske til menneske og håndteres lige så forskelligt. Og nogle skal bruge lidt tid, mens andre måske aldrig kommer videre.

[Sangius]

Advarsel: Dette er noget, der ligger mig meget på sinde, så det bliver langt og følelsesbetonet.

Andres sørgetid har alle dage har været noget, andre har ment sig berettiget til at sætte grænser for. Kultur og opdragelse har indflydelse herpå, men mest skyldes det nok, at folk har en meget stor tendens til at dømme andres følelser og grænser ud fra deres egne. Hvis de ikke selv mente, det var så slemt, "bør" andre også bare se at komme videre.

Det er denne måde at dømme på, jeg ikke bryder mig om, i hvert fald ikke når den bruges til at begrænse andre på en negativ måde. Det er helt i orden, at man ikke formår at sætte sig ind i andres følelser - ikke alle har lige meget evne for at føle empati - men derfra og så til at bruge det til at sætte en begrænsende standard op for andre, der er meget langt i mine øjne. Jeg ved godt, at alt for mange mennesker ikke evner at se verden ud over deres egne følelser og oplevelser, men så burde almindelig pli melde sig. Jeg mener seriøst, at man burde have pli nok til at holde sin mening for sig selv, når man står over for andres sorg. (Disclaimer: dette er generelt ment og peger ikke på udtalelserne her i tråden. Jeg mener, når man står over for det i virkelighedens verden. Jeg trøstes faktisk lidt af den empati, der vises i denne tråd.)

Mine stærke følelser omkring dette er nok farvet af mine egne oplevelser ( ), fra dengang min far døde i 2004. Jeg fik nådigst en uge til at sørge - eller rettere det var vist mest til at få styr på begravelse og andre praktiske ting, sorgen måtte jeg selv klare i min fritid! For ud over den uge måtte jeg da bare se at komme videre og skulle helst ikke lade det påvirke mit arbejde og mine kolleger for meget. Dette kom både fra arbejdsgiver og visse kolleger - også de kolleger, der så mig bryde sammen i printerrummet, da jeg fik beskeden om min fars død. Det var jo "kun" min gamle far, og hverken en ægtemand eller et barn!

Da min farmor døde et par år senere, var der endnu mindre forståelse fra omgivelserne, selv om det endda ikke var samme arbejdsgiver eller kolleger. Da var forventningen, at jeg burde se at komme videre efter allerede et par dage, for hun var min farmor på 99 år. Og det er min oplevelse, at jo længere væk i familiehierarkiet, desto mindre forståelse for sorg. ISÆR hvis det er ældre mennesker, eller meget syge, for "så burde man vel have forventet det". Som om det gør sorgen mindre.

Jeg gruer for, når min gamle hund dør, for jeg elsker hende så højt, og hun er en lige så stor del af min lille familie som min datter, især fordi hun er min hverdag, hvor min datter er flyttet hjemmefra. Jeg kan sidde og få tårer i øjnene ved bevidstheden om, at hun nok ikke holder meget længere. Men det jeg gruer næsten mere for er omgivelsernes manglende forståelse. For jeg skal både kæmpe mod "sorgkulturen", men også mod de mennesker, der ikke kan acceptere, at følelser for dyr kan være akkurat lige så store og berettigede som for mennesker. Jeg ved, at jeg nok ikke kommer til at fungere i starten, og jeg frygter, at jeg går i sort, som en bekendt gjorde, da hendes gamle hund døde. Hun kan stadig ikke holde ud at være i lejligheden, da alt minder hende om hunden, og der er gået over et år. Der var også en debattør herinde for nogle år siden, der næsten gik helt ned pga. sorg over tabet af hunden, hvor utroligt mange havde hårde meninger og kommentarer om, at det ikke var "normalt" at føle så stor en sorg. Hvem f...afgør, hvad der er normalt?

Så oveni sorgen skal jeg også leve med at mærke andres fordømmelse, når de sagt eller usagt mener, at "nu må jeg da se at komme videre". Jeg tror endda, jeg kan sige med sikkerhed, at jeg vil høre et par "det er jo kun en hund, jeg kunne forstå det, hvis det var et menneske"-udtalelser (evt. hvisket i krogene, når de tror, man ikke hører det). Eller de der kommentarer om, at "hun var jo en gammel hund, og det er noget, man må acceptere, når man køber dyr", for de kommentarer får jeg allerede nu. Folk - mest folk uden dyr eller med meget unge dyr - er fulde af såkaldte velmenende klicher som "Man køber en glæde, men også en sorg". Med min fornuft ved jeg godt, at det er fordi, de ikke selv kan sætte sig ind i de følelser, da de ikke har det inde på livet, men det er lidt svært til tider. Jeg ved egentlig ikke, hvordan man kan synes, det er i orden at nedgradere andres følelser, fordi den, man mister, er gammel, langt ude i familien eller er et dyr, men jeg hører det ret tit for andre, så det sker nok også, når min hund dør. Jeg håber, at jeg til den tid kan styre mit temperament, for jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE vil holde mund, men give svar på tiltale, så vedkommende forhåbentligt kan lære, at det ikke er sådan, man bør sige til andre.

Jeg kan kun sige, som flere andre i tråden siger: Vi skal lade være med at sætte negative grænser op for andres sorg, især hvis de grænser er baseret på, hvad vi selv har oplevet, eller hvis vi ikke kan sætte os ind i, hvad andre kan føle/opleve. Vi er forskellige, og det kan ikke gøres op i familiehierarki, eller om vi er mennesker eller dyr. Sorg er forskellig fra menneske til menneske og håndteres lige så forskelligt. Og nogle skal bruge lidt tid, mens andre måske aldrig kommer videre.

Men der må jo være en grænse? Skal min arbejdsplads betale for sygedage i en måned eller 3 hvis jeg føler det er nødvendigt, efter min oldemors død?
Skal min arbejdsplads betale for sygedage hvis jeg har mistet min hund? Min guldfisk?

Man må også på et eller andet punkt selv tage "ansvar" for sin sorg og bruge feriedage eller selvbetale fridage. Hvor grænsen går er svær. Men jeg havde som arbejdsgiver godt nok haft det svært med en medarbejder der skulle have en uges betalt fri på baggrund af et kæledyrs død...