Har mænd sovet i timen?

[Slettet bruger]

Vi burde som samfund orientere os mod, at man kan få børn tidligere. Med økonomiske incitamenter og øget frihed til børnefamilier. Og et generelt mindre pres på de unge.

Jeg synes egentlig der er gode incitamenter til at få børn allerede imens man er studerende. Man får gratis vuggestue og børnehave på grund af den lave indkomst, man får en klækkelig ekstra SU, og mulighed for at låne ekstra. Når man så begynder på arbejdsmarkedet, har man børn der næsten er klar til at starte i skole, og som er noget lettere at have med at gøre i det daglige. Og i det tidlige arbejdsliv er man typisk ikke vigtig nok til rigtigt at have travlt, så man har bedre tid til børn. Når man får fart på karrieren 5-10 år efter man er startet på arbejdsmarkedet, ville børnene være så store at de stort set kunne passe sig selv. Jeg er 37, blev færdiguddannet i 2005, nu har jeg børn på 6 og 4, og jeg har længder mere travlt på arbejde end jeg havde da jeg f.eks. var 2-3 år inde i mit arbejdsliv. Hvis jeg f.eks. havde fået børn i 2003 da jeg var 23, ville jeg have undgået meget af den fortravlethed som jeg oplever nu.

Min oplevelse er meget anderledes end din. Måske der bare er forskel på brancher.

Jeg fik ikke gratis vuggestue og børnehave, da min kæreste arbejdede. Til gengæld står jeg nu med et ret stort studielån, blandt andet fordi barsler og sygemeldinger gjorde, at jeg blev forlænget og til sidst ikke havde mere SU. Og med fuldtidsstudie og små børn er det ret svært at arbjede mere end 15 timer om ugen ved siden af.

Og som ny på arbejdsmarkedet i min branche er man måske den gruppe, der laver allermest. Forventningerne til min fleksibilitet er langt større end hos mine ældre kollegaer. Det harmonerer ret skidt med samtidig at have to børn på 2 og 6 år.

Hvis jeg havde ventet med at få børn, til jeg var færdiguddannet, havde jeg haft mindre SU-lån, været hurtigere færdig og havde fået højere løn, og jeg havde haft lønnet barsel med langt bedre vilkår, end jeg havde på SU'en. Samtidig havde jeg haft nogle 'gode år' på arbejdsmarkedet, hvor jeg kunne give den gas og ikke var tvunget af at hente og bringe.

Der er sikkert forskel på brancher, men for mange er det vist sådan at man starter med et begrænset ansvar og så arbejder sig op til forfremmelser og mere ansvar. Og med ansvar følger ofte arbejde. Jeg gætter på at karrieremænd i 40'erne er dem der gennemsnitligt arbejder mest af alle.

[Wizzze]

Fordom:
Har kvinder over de sidste 25-30år ikke ændret adfærd, så de i dag får en masse af de behov, som en kæreste/mand tidligere dækkede, opfyldt via veninde relationer ?
Måske endnu et sted hvor mænd har sovet i timen? hvis vi ikke er gode til at tale/samtale om emner, så bliver behovet dækket på en anden måde, og vi må tage et skridt ned af stigen, i forhold til hvor interessante vi er som partner emne?

Nej. Det skyldes udelukkende, at mændene ikke er alfa-hanner med høje stilllinger. Det er det eneste, kvinder går op i.

?

[1234]

Jeg mener, samfundet generelt har sovet i timen i forhold til familipolitikken. Man har længe fokuseret på at få unge hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Hele tiden skal man skynde sig og vælge rigtigt første gang, for ellers går det helt galt med økonomien - både ens egen og samfundets.

Jeg tror, den øgede krisebevidsthed har betydning for unges lyst til at få børn. Nu bor jeg i København og har højtuddannede venner, hvilket helt sikkert gør, at min omgangskreds hører til i den 'værste ende' - men mange kvinder venter til 30'erne med at få første barn. Jeg var 27, da jeg fik min store dreng, og jeg var total first-moover i vennekredsen.

Det gør, at flere ikke får de børn, de måske gerne ville have haft. Både fordi børnene ender med at blive tilpasset til arbejdslivet, der allerede er godt kørende, og fordi biologien sætter en naturlig grænse. Jeg har mange (!) veninder, der har fertilitetsproblemer allerede nu - og selvom de kæmper og får første barn, så stopper det indtil videre dér for manges vedkommende. Man vælger simpelthen ikke at få mere end én.

For mændene er problematikken forstærket, fordi de typisk venter endnu længere.


Vi burde som samfund orientere os mod, at man kan få børn tidligere. Med økonomiske incitamenter og øget frihed til børnefamilier. Og et generelt mindre pres på de unge.

Jeg tror nu ikke der er nogen negativ sammenhæng med man skal hurtigt igennem uddannelsessystemet og hvornår folk får børn tværtimod. Rigtig mange får børn 1-3 år efter færdiguddannelse og nu er folk færdig tidligere. Jeg kan se, at folk i min omgangskreds får børn markant tidligere end min søsters venner, der er 6 år ældre. Aldergennemsnittet for førstegangsfødende faldt også for første gang siden 70'erne sidste år.

I min omgangskreds fik vi børn tidligt (midt 20'erne) hvorimod vores øvrige vennekreds nu som 30+ først lige er igang med at få børn eller endnu er barnløse, så jeg ser ikke, at folk får børn tidligere.

Men nu tænker jeg heller ikke at man kan bruge sin omgangskreds til at af-/bekræfte noget som helst om samfundet generelt.

Nu nævnt jeg sådan set også, at landsgennemsnittet for førstegangsfødende var faldet for første gang i 50 år nærmest. Så min observation understøtter/bekræfter sådan set bare statistikken.

[Wizzze]

Fordom:
Har kvinder over de sidste 25-30år ikke ændret adfærd, så de i dag får en masse af de behov, som en kæreste/mand tidligere dækkede, opfyldt via veninde relationer ?
Måske endnu et sted hvor mænd har sovet i timen? hvis vi ikke er gode til at tale/samtale om emner, så bliver behovet dækket på en anden måde, og vi må tage et skridt ned af stigen, i forhold til hvor interessante vi er som partner emne?

Nej. Det skyldes udelukkende, at mændene ikke er alfa-hanner med høje stilllinger. Det er det eneste, kvinder går op i.

?

Undskyld - jeg synes bare, alting er kvindernes skyld herinde for tiden. Især feministernes. Det er garanteret også dem, der har skræmt de her stakkels mænd, så de ikke tør at henvende sig med ægteskabstilbud.

Det er vel i lige så høj grad, hvis ikke mere, mænds problem at vi ikke har fulgt med i hvad der sker omkring os, og reageret/ændret adfærd, mere end bare at sætte sig og surmule i et hjørne

[1234]

Vi burde som samfund orientere os mod, at man kan få børn tidligere. Med økonomiske incitamenter og øget frihed til børnefamilier. Og et generelt mindre pres på de unge.

Jeg synes egentlig der er gode incitamenter til at få børn allerede imens man er studerende. Man får gratis vuggestue og børnehave på grund af den lave indkomst, man får en klækkelig ekstra SU, og mulighed for at låne ekstra. Når man så begynder på arbejdsmarkedet, har man børn der næsten er klar til at starte i skole, og som er noget lettere at have med at gøre i det daglige. Og i det tidlige arbejdsliv er man typisk ikke vigtig nok til rigtigt at have travlt, så man har bedre tid til børn. Når man får fart på karrieren 5-10 år efter man er startet på arbejdsmarkedet, ville børnene være så store at de stort set kunne passe sig selv. Jeg er 37, blev færdiguddannet i 2005, nu har jeg børn på 6 og 4, og jeg har længder mere travlt på arbejde end jeg havde da jeg f.eks. var 2-3 år inde i mit arbejdsliv. Hvis jeg f.eks. havde fået børn i 2003 da jeg var 23, ville jeg have undgået meget af den fortravlethed som jeg oplever nu.

Min oplevelse er meget anderledes end din. Måske der bare er forskel på brancher.

Jeg fik ikke gratis vuggestue og børnehave, da min kæreste arbejdede. Til gengæld står jeg nu med et ret stort studielån, blandt andet fordi barsler og sygemeldinger gjorde, at jeg blev forlænget og til sidst ikke havde mere SU. Og med fuldtidsstudie og små børn er det ret svært at arbjede mere end 15 timer om ugen ved siden af.

Og som ny på arbejdsmarkedet i min branche er man måske den gruppe, der laver allermest. Forventningerne til min fleksibilitet er langt større end hos mine ældre kollegaer. Det harmonerer ret skidt med samtidig at have to børn på 2 og 6 år.

Hvis jeg havde ventet med at få børn, til jeg var færdiguddannet, havde jeg haft mindre SU-lån, været hurtigere færdig og havde fået højere løn, og jeg havde haft lønnet barsel med langt bedre vilkår, end jeg havde på SU'en. Samtidig havde jeg haft nogle 'gode år' på arbejdsmarkedet, hvor jeg kunne give den gas og ikke var tvunget af at hente og bringe.

Men at du fik et stort SU-lån ud af det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan da også nævne eksempeler på folk der udover de to barsler gennemførte deres studie på 5 år og derved havde 1 års SU tilbage.

[decibell]

Jeg fik den tanke, at det også kan skyldes, der er bedre adgang til sex i dag, end der var i "gamle dage". I dag kan livet leves med engangssex og det, jeg kalde "datingsex", hvor man dater en kortvarigt, går i seng sammen et par gange og så rykker videre til en ny date. Så det seksuelle behov bliver dækket nu uden, at mænd behøver at investere sig selv i at bygge et forhold op.

Jeg mener IKKE, at mænd kun har indgået alvorlige forhold for at få sex, men udelukkende at for at komme til det punkt, hvor man tænker mere alvorligt, så skal det være noget, man er indstillet på, gældende for både mænd og kvinder. Og her spiller adgangen til sex også ind, da det er et incitament til at søge en relation, om den relation er fast eller ej. Både kulturmæssigt (i USA er det fx mere kulturen, at man stifter familie, og derfor falder det også dem mere naturligt at tænke i de baner) og på det personlige plan. Ellers er det overladt til, at kun forelskelse ved første blik "fanger"og fastholder, og det er jo lige så ofte, at der skal noget tid til, før man falder for hinanden. Derfor ender det med en masse dates og uforpligtende sex, og pludselig er årene gået uden, at det har ført til noget alvorligt.

[Kisser]

Det er et skide spændende emne, for problemet kan jo ses på to niveauer - samfundsniveau og individniveau. På samfundsniveau skal vi helt sikkert gøre mere for mænd, både ift. uddannelse, sundhed og familie. Men på individniveau giver det bare ikke mening at sige, at de snobbede, højtuddannede kvinder skal snuppe en ufaglært mand. For hvorfor i alverden skulle de det, hvis de reelt ikke siger hinanden noget?

Samtidig så tænker jeg også, at den udprægede dating-kultur har noget at sige - som decibell også er lidt inde på. Man kan altid finde noget bedre lige rundt om det næste hjørne og det lyder som om, at dating bliver et projekt i sig selv. I virkeligheden tænker jeg nok lidt på, at dating-kulturen har gjort, at kærligheden er kommet ind på markedspladsen og er blevet gjort til en "vare" - eller rettere, at vi selv er det. Og hvis man begynder at følge dén logik, så vil man måske også have den bedst mulige udgave og man sætter "pris" på sig selv og andre. Istedet for "bare" at stille sig tilfreds med én, som man egentlig har det meget godt sammen med.

Det er alt sammen gætværk, for jeg er så heldig, at jeg er 32 og har været sammen med min mand i 18 år. Dengang vi mødtes, tænkte jeg ikke så meget over tingene, andet end at jeg var ret vild med ham. Og så kom kærligheden og alle komplikationerne, men da var forelskelsen blevet til kærlighed og så er det pludselig meget nemmere at leve med alle fejlene og manglerne.

[Slettet bruger]

Det er et skide spændende emne, for problemet kan jo ses på to niveauer - samfundsniveau og individniveau. På samfundsniveau skal vi helt sikkert gøre mere for mænd, både ift. uddannelse, sundhed og familie. Men på individniveau giver det bare ikke mening at sige, at de snobbede, højtuddannede kvinder skal snuppe en ufaglært mand. For hvorfor i alverden skulle de det, hvis de reelt ikke siger hinanden noget?

Det behøver de ikke. Men når der så står en ufaglært mand uden kvinde og en højtuddannet kvinde uden mand, tænker samfundet: Hm, der er nogen her vi skal hjælpe, og det plejer jo at være kvinder der skal have hjælp, så det er det nok også nu: Vi sørger for at den højtuddannede kvinde fra byen med en god indkomst som i det hele taget ser ud til at have det hele, men som er ramt af at der ikke er nogen ordentlige mænd, kan få et statsfinansieret barn. Hun skal have befrugtningen gratis, og hun får den manglende mands børnebidrag fra staten. Den lavtuddannede mand fra provinsen kan få en lang næse og en tidlig alkohol-induceret død.

Men det kan sådan set også være udmærket. Det er en måde at få filtreret i generne, og evolutionen har alle dage været nådesløs. Kvinder er forplantningens vogtere, og de skal selvfølgelig vælge fædrene til deres børn med omhu, det er deres pligt over for fremtidige generationer og artens overlevelse. De store grupper taber-mænd er i den forbindelse bare collateral damage. De fleste dyrearter har store grupper af hanner som bare taber i livet.

[ajnaM]

Vi burde som samfund orientere os mod, at man kan få børn tidligere. Med økonomiske incitamenter og øget frihed til børnefamilier. Og et generelt mindre pres på de unge.

Jeg synes egentlig der er gode incitamenter til at få børn allerede imens man er studerende. Man får gratis vuggestue og børnehave på grund af den lave indkomst, man får en klækkelig ekstra SU, og mulighed for at låne ekstra. Når man så begynder på arbejdsmarkedet, har man børn der næsten er klar til at starte i skole, og som er noget lettere at have med at gøre i det daglige. Og i det tidlige arbejdsliv er man typisk ikke vigtig nok til rigtigt at have travlt, så man har bedre tid til børn. Når man får fart på karrieren 5-10 år efter man er startet på arbejdsmarkedet, ville børnene være så store at de stort set kunne passe sig selv. Jeg er 37, blev færdiguddannet i 2005, nu har jeg børn på 6 og 4, og jeg har længder mere travlt på arbejde end jeg havde da jeg f.eks. var 2-3 år inde i mit arbejdsliv. Hvis jeg f.eks. havde fået børn i 2003 da jeg var 23, ville jeg have undgået meget af den fortravlethed som jeg oplever nu.

Min oplevelse er meget anderledes end din. Måske der bare er forskel på brancher.

Jeg fik ikke gratis vuggestue og børnehave, da min kæreste arbejdede. Til gengæld står jeg nu med et ret stort studielån, blandt andet fordi barsler og sygemeldinger gjorde, at jeg blev forlænget og til sidst ikke havde mere SU. Og med fuldtidsstudie og små børn er det ret svært at arbjede mere end 15 timer om ugen ved siden af.

Og som ny på arbejdsmarkedet i min branche er man måske den gruppe, der laver allermest. Forventningerne til min fleksibilitet er langt større end hos mine ældre kollegaer. Det harmonerer ret skidt med samtidig at have to børn på 2 og 6 år.

Hvis jeg havde ventet med at få børn, til jeg var færdiguddannet, havde jeg haft mindre SU-lån, været hurtigere færdig og havde fået højere løn, og jeg havde haft lønnet barsel med langt bedre vilkår, end jeg havde på SU'en. Samtidig havde jeg haft nogle 'gode år' på arbejdsmarkedet, hvor jeg kunne give den gas og ikke var tvunget af at hente og bringe.

Men at du fik et stort SU-lån ud af det er jo ikke en selvfølge. Jeg kan da også nævne eksempeler på folk der udover de to barsler gennemførte deres studie på 5 år og derved havde 1 års SU tilbage.

Det kommer an på så meget - jeg var sygemeldt i begge graviditeter og måtte derfor tage fag om. Barslerne faldt også uheldigt i forhold til fag, hvilket forlængede studiet yderligere, og jeg har læst en anden uddannelse tidligere. Det er måske heller ikke så relevant, da det sikkert er meget individuelt.

Pointen er, at jeg tit hører, hvor nemt det er at få børn under studier, og politikerne opfordrer også gerne til det. Jeg oplevede bare på ingen måde, at det var nemt, eller at systemet var lavet til det. Tværtimod var det en kamp at få barselsløn fra studiejob (det havde de ligesom aldrig prøvet før), at det var en kamp at få ekstra SU pga. sygdom under barsel, og at jeg i øvrigt ikke var mere fleksibel som studerende, end mine arbejdende venner - tværtimod egentlig, fordi jeg både skulle studere og arbejde ved siden af.

Igen er det sikkert forskelligt fra menneske til menneske, og fra studie til studie. Men nej, jeg oplevede på ingen måde at samfundet er indrettet til, at man får børn tidligt.

[Purple Haze]

Fordom:
Har kvinder over de sidste 25-30år ikke ændret adfærd, så de i dag får en masse af de behov, som en kæreste/mand tidligere dækkede, opfyldt via veninde relationer ?
Måske endnu et sted hvor mænd har sovet i timen? hvis vi ikke er gode til at tale/samtale om emner, så bliver behovet dækket på en anden måde, og vi må tage et skridt ned af stigen, i forhold til hvor interessante vi er som partner emne?

Det tror jeg ikke.
Kan ikke lige se det for mig at mænd som min far og hans jævnaldrende har ageret 'veninder' for deres koner.
Og min mor gik i også dengang grad til "kaffeslabras" hos veninder.

Oplever ikke at mænd ikke kan finde ud af at tale om interessante emner.

[decibell]

Det er et skide spændende emne, for problemet kan jo ses på to niveauer - samfundsniveau og individniveau. På samfundsniveau skal vi helt sikkert gøre mere for mænd, både ift. uddannelse, sundhed og familie. Men på individniveau giver det bare ikke mening at sige, at de snobbede, højtuddannede kvinder skal snuppe en ufaglært mand. For hvorfor i alverden skulle de det, hvis de reelt ikke siger hinanden noget?

Samtidig så tænker jeg også, at den udprægede dating-kultur har noget at sige - som decibell også er lidt inde på. Man kan altid finde noget bedre lige rundt om det næste hjørne og det lyder som om, at dating bliver et projekt i sig selv. I virkeligheden tænker jeg nok lidt på, at dating-kulturen har gjort, at kærligheden er kommet ind på markedspladsen og er blevet gjort til en "vare" - eller rettere, at vi selv er det. Og hvis man begynder at følge dén logik, så vil man måske også have den bedst mulige udgave og man sætter "pris" på sig selv og andre. Istedet for "bare" at stille sig tilfreds med én, som man egentlig har det meget godt sammen med.

Det er alt sammen gætværk, for jeg er så heldig, at jeg er 32 og har været sammen med min mand i 18 år. Dengang vi mødtes, tænkte jeg ikke så meget over tingene, andet end at jeg var ret vild med ham. Og så kom kærligheden og alle komplikationerne, men da var forelskelsen blevet til kærlighed og så er det pludselig meget nemmere at leve med alle fejlene og manglerne.

Det er nemlig det. Vi zapper videre, når det ikke er spændende mere - eller kræver for meget af os - og så når vi aldrig til det punkt i forholdet, der skaber den længerevarende relation, lige som du skriver til sidst. Der kommer stadig børn ud af det til tider, men det er med enlige mødre/fædre og samværsforældre.

[Pølsemix]

Nu nævnt jeg sådan set også, at landsgennemsnittet for førstegangsfødende var faldet for første gang i 50 år nærmest. Så min observation understøtter/bekræfter sådan set bare statistikken.

Ændringen er så lille at jeg tvivler på at den er signifikant, derudover er der også kun et enkelt datapunkt. Men selv hvis det ikke var tilfældet kan du ikke udlede noget baseret på observationer i din omgangskreds. Som du argumenterer vil man jo så også kunne forkaste statistikken hvis du havde observeret det modsatte, og det holder ikke.

[DetSorteCirkus]

Jeg synes faktisk, at Uffe er lidt hård ved sig selv. Det kan godt være, at det først var ved hjernerystelsen fornylig, at han for alvor fik andre pejlemærker i livet og blev skruk, men han fortæller jo, at han allerede for små tyve år siden blev bevidst om, at han gerne ville have børn, hvorefter han gjorde en indsats for at finde en partner, der delte hans ønske.

Jeg kan ikke se, at han skulle have sovet i timen, og jeg mener generelt heller ikke, at det stigende antal af solomødre skyldes uduelige mænd. Jeg tror mere, at vi i de enkelte liv er ude i tilfældigheder og små marginaler, og at tidens store optagethed af emnet handler om en grundlæggende frustration over, at man ikke for alvor kan planlægge, udvikle og projektstyre sig til partner og børn.

[Thomas31]

Ja mænd har sovet i timen, og ja de må selv løse problemerne. Samfundet kommer ikke til at hjælpe dem. Modsat kvinder, gider mænd ikke at gøre deres personlige ting til politiske problemer og i sidste ende vil kvinder næppe dele deres adgang til ressourcer. Mænd må klare det selv.

Og hvad skal de så gøre? Først og fremmest vaske tavlen så ren som muligt fra al mulig forældet indoktrinering og destruktive normer. Det er ikke en mands pligt at forsørge kvinder, få børn, arbejde hårdt eller dø i krig. Lad vær med at se sig selv som en, der kun har værdi i form af, hvad der præsteres.
Tænk frit, hvad man selv vil. Gider man egentlig have børn? Se på børnefamilier med to fuldtidsarbejdende. Et gennemorganiseret arbejdsvanvid. For what?

Hvis man kun tænker på at føje kvinder, bliver det aldrig nok. Hvis man selv stiller krav, bliver kvinder interesserede. Men det er kun en sidegevinst ved at gøre det man selv vil. Vil man gerne have børn, men først når man er 60, så gør det. Vil man have det med en kvinde fra Vietnam, så gør det. Begge dele vil blive forsøgt hånet, men det må man magte at stå imod. Hvis man ikke gider monogami og hellere vil bygge et ekstra værelse til en elskerinde fremfor et nyt køkken i bornholmsk granit, så gør det. Lær at score kvinder, og forstå og relatere til dem. Det er ikke svært, hvis man forstår tankegangen, og gør man først det så vil man også indse, at kvinder ikke er den store gevinst, man skal gøre sig fortjent til. Det er man også selv. Og så forsvinder de her problemer.

[A 7]

Jeg synes faktisk, at Uffe er lidt hård ved sig selv. Det kan godt være, at det først var ved hjernerystelsen fornylig, at han for alvor fik andre pejlemærker i livet og blev skruk, men han fortæller jo, at han allerede for små tyve år siden blev bevidst om, at han gerne ville have børn, hvorefter han gjorde en indsats for at finde en partner, der delte hans ønske.

Jeg kan ikke se, at han skulle have sovet i timen, og jeg mener generelt heller ikke, at det stigende antal af solomødre skyldes uduelige mænd. Jeg tror mere, at vi i de enkelte liv er ude i tilfældigheder og små marginaler, og at tidens store optagethed af emnet handler om en grundlæggende frustration over, at man ikke for alvor kan planlægge, udvikle og projektstyre sig til partner og børn.

Det synes jeg også. Han har speed- og netdatet, og arbejdet på at blive en bedre udgave af sig selv. Hvad skulle han helt ærligt gøre mere? Og så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor det stigende antal solomødre hele tiden skal forklares ud fra nogle uduelige mænd. Det kan vel præcist ligeså godt skyldes nogle uduelige kvinder.