Stavnsbånd for skilsmisseforældre?

[Misantropen]

Egentlig ikke.

Hvis man lever i et dårligt forhold, hvor kontrol måske er en del af hverdagen, kan jeg ikke se hvordan det ikke bare er at straffe mor/far for at ville skilles. Og slet ikke hvis man gør det for børnenes skyld, for at forhindre de vokser op i et dårligt miljø.

Det må jo også gælde hvis man flygter til et krisecenter med sine børn?

Men som skrevet, ret mig endelig hvis jeg misforstår hvad du mener.

Jeg er helt med på din pointe.
Min holdning er kort og godt. Under alm. omstændigehder - så er det fraflytter som må være eftergivende. (man rejser efter jobs, man får en ny kæreste, man søger luftforandring osv.)

Ok. Jeg kan ikke sige at jeg hverken er enig eller uenig i det, men det viser samtidig også bare mig at det ikke er noget man bør lovegive så konkret om.

[paint]

Nu er det jo langtfra i alle tilfælde, at et par skilles, fordi manden tæsker konen og børnene eller er stofmisbruger. Langt de fleste skilles pga gemytternes uoverensstemmelse.

I den tid jeg var psykologisk konsulent i Københavns Kommune, talte jeg med adskillige mænd, som var fuldkommen i lommen på deres børns mor. Én fortalte at hun (moren) var flyttet 6 gange på 1½ år. Den éne gang langt ud på landet i et bofællesskab, hvortil der kørte en bus 1 gang om dagen. Flere af de andre jeg talte med, var ude for at moren ikke ville sørge for transport af små børn, som ikke selv kunne køre med toget/bussen og forlangte at manden skulle komme og hente og bringe barnet/børnene tilbage igen, hvilket kan være lidt svært hvis hun bor ude på Jørgen tyndskids marker.
I nogle tilfælde førte det til, at manden ikke (pga arbejde f.eks) kunne tage hele og halve fridage, for at hente børnene ét eller andet sted i Jylland. Så kunne moren påklage til Statsamtet at faren kom uregelmæssigt, og samværet derfor skulle bortfalde eller være langt mindre hyppigt.

Men nu kommer der, så vidt jeg har forstået en decideret familieret, som kan afgøre forældres indbyrdes stridigheder. Det ser jeg som en fordel.

"Bliver udspillet virkelighed, skal Statsforvaltningen nedlægges og erstattes af et såkaldt familieretshus, der behandler simple skilsmissesager, mens alle komplicerede sager fremover skal afgøres i en ny familieret under byretten." https://www.kristeligt-dagblad.dk/danma ... -forbehold

[LaScrooge]

Egentlig ikke.

Hvis man lever i et dårligt forhold, hvor kontrol måske er en del af hverdagen, kan jeg ikke se hvordan det ikke bare er at straffe mor/far for at ville skilles. Og slet ikke hvis man gør det for børnenes skyld, for at forhindre de vokser op i et dårligt miljø.

Det må jo også gælde hvis man flygter til et krisecenter med sine børn?

Men som skrevet, ret mig endelig hvis jeg misforstår hvad du mener.

Jeg er helt med på din pointe.
Min holdning er kort og godt. Under alm. omstændigehder - så er det fraflytter som må være eftergivende. (man rejser efter jobs, man får en ny kæreste, man søger luftforandring osv.)

Hvorfor? Der er masser af situationer, hvor den der forlader forholdet er den ansvarlige og den som vil blive er den ulidelige, også helt uden at der er tale om vold og misbrug. At ville rammesætte det på den måde tager overhovedet ikke højde for dén kompleksitet, men straffer bare dén, der gerne vil væk/videre/have det bedre/slippe ud af et ulykkeligt forhold.

[Undtagelsen]

Jeg synes, forældrene skulle overveje, om de selv gider tage turen mellem dem og eksmand/kone hveranden fredag og søndag. Hveranden fredag og søndag i mange år!!!! Det gider de jo ikke, det er derfor de flytter sammen med den nye kæreste; fordi de ikke gider rejse til og fra, fordi de ikke orker ikke at bo et sted fast. - Det byder de så deres børn.

Jeg er helt enig i, at den forælder, der fraflytter bopælskommunen/området burde miste bopæl på børnene.

Jeg kan sagtens se, at forældrene kan føle sig stavnsbundet, men hvorfor er det værre, end at børnene bliver udsat for utallige timer i offentlig transport, manglende kontakt til den ene forældre, skoleskift osv. Forældrene er voksne! De må mande sig op og tage ansvar for de børn, de har sat i verden.

Men hvad så hvis den ene forælder allerede ér flyttet til en anden kommune og mere end 30km væk?
Skal bopælsforælderen så stadig blive boende eller er det så ok at flytte?

Sådan er situationen jo i den sag, som startede hele debatten.

[Slettet bruger]

Skal vi indføre stavnsbåndet for skilsmisseforældre?
http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-09-1 ... er-forslag

Nogle foreslår at forældre maks må flytte 30 km fra hinanden, da det ellers går ud over børnene, og ja det vil gå ud over børnene.
Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på at det stavnsbinder enlige forældre, ind til at deres børn er voksne.

Måske skulle vi hellere indføre en regel om at skilsmissepar minimum skal bo 30 km. fra hinanden?

Vi skal for det første stoppe med at pakke børnene ind i vat! De tager fandeme ikke skade af at der er stor geografisk afstand mellem forældrene. Det er jo ikke sådan at de skal gå alle de km. på deres små pusselanker. Forleden var der et interview med en 110-årig fødselar.

Verden var dejlig dengang. I min ungdom stod vi op klokken fire om morgenen og arbejdede til klokken ni om aftenen. Jeg stod op og malkede, og så vaskede vi tøj og lavede mad, vi var jo 13 mennesker, fortæller Karen Egestad til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis Karen kan tænke tilbage på den slags og længes efter det, så kan nutidens små curlingsten fandeme også overkomme at blive transporteret 30+ km., mens de sidder og fråder slik, er på deres fon, osv.. Kom nu ind i kampen, altså.

For det andet skal vi helt sikkert stoppe med at bruge sætningen "Jamen, tænk på børnene" som om det var en magisk sætning, der overtrumfer ALT, og som der ikke må stilles spørgsmål ved! Vi HAR tænkt på børnene - det er derfor de ikke længere står op klokken 04 og arbejder til klokken 19.

Tilværelsens lethed er ikke kun afgjort af hvor meget fysisk arbejde man skal udføre. Adgang til mere simpelt fysisk arbejde kunne sikkert gøre mange menneskers liv lettere. Men det er der ikke så meget af mere, og jeg tror at en ung i dag ville have en bedre chance for at klare en hverdag for 100 år siden, end en ung for 100 år siden ville have i dag.

Unge bliver mere og mere deprimerede og stressede, og det skyldes formentlig at kravene og forventningerne bliver større og større. I sådan en verden kan jeg ikke se værdien i at forvente at de bare kan klare at rejse på tværs af landsdele imellem to selvrealiserende forældre. Unge har brug for mere af den rigiditet og monotoni man havde for 100 år siden, ikke mindre.

[Misantropen]

Nu er det jo langtfra i alle tilfælde, at et par skilles, fordi manden tæsker konen og børnene eller er stofmisbruger. Langt de fleste skilles pga gemytternes uoverensstemmelse.

I den tid jeg var psykologisk konsulent i Københavns Kommune, talte jeg med adskillige mænd, som var fuldkommen i lommen på deres børns mor. Én fortalte at hun (moren) var flyttet 6 gange på 1½ år. Den éne gang langt ud på landet i et bofællesskab, hvortil der kørte en bus 1 gang om dagen. Flere af de andre jeg talte med, var ude for at moren ikke ville sørge for transport af små børn, som ikke selv kunne køre med toget/bussen og forlangte at manden skulle komme og hente og bringe barnet/børnene tilbage igen, hvilket kan være lidt svært hvis hun bor ude på Jørgen tyndskids marker.
I nogle tilfælde førte det til, at manden ikke (pga arbejde f.eks) kunne tage hele og halve fridage, for at hente børnene ét eller andet sted i Jylland. Så kunne moren påklage til Statsamtet at faren kom uregelmæssigt, og samværet derfor skulle bortfalde eller være langt mindre hyppigt.

Men nu kommer der, så vidt jeg har forstået en decideret familieret, som kan afgøre forældres indbyrdes stridigheder. Det ser jeg som en fordel.

"Bliver udspillet virkelighed, skal Statsforvaltningen nedlægges og erstattes af et såkaldt familieretshus, der behandler simple skilsmissesager, mens alle komplicerede sager fremover skal afgøres i en ny familieret under byretten." https://www.kristeligt-dagblad.dk/danma ... -forbehold

For folk der ikke bor i København eller i forvejen ikke har adgang til gode muligheder for offentlig transport hjælper en afstandsbegrænsning på fx 30 km ikke ret meget.

De forhold med en busafgang daglig du nævner er en realitet mange steder hvor der overhovedet er en busforbindelse. Mange steder i de mindre byer nedlægges der også busruter, under stor protest fra borgerne.

Det er ikke fordi jeg ikke er enig med dig i at det er synd for den forælder der ikke kan komme med offentlig transport til sine børn, men for at sige det mange steder i Danmark ikke er unormalt eller lig med at moderen/faderen er en idiot der gør det for at ramme den anden forælder.

Det lyder umiddelbart fornuftigt med den familieret du nævner.

[hotlips]

Som udgangspunkt synes jeg ikke forældre der deler et barn kan tillade sig at flytte landsdel. Men er det som i tilfældet at mor vil flytte 200+ km væk, så må hun spørge om faren vil have bopæl i den kommune hvor barnet nu har sin gang og hvor begge forældre boede hidtil.

jeg gætter bare, men tænker ikke at MV sådan lige afgiver bopælen og datteren, men vil have i pose og sæk. Kæresten, det jyske hus og datteren, som bare må følge med. MV burde blive samværsforældre efter sådan et stunt.

De boede ikke i samme kommune. Faderen har holdt fast på kun ville have hver 2. weekend selvom hun i 6 år har efterspurgt mere.

I de tilfælde, hvor samværsforælderen ikke ønsker at blive bopælsforælder synes jeg det ligger lige for, at de har mindre at skulle have sagt, for en bopælsforælder, der har barnet langt størstedelen af tiden trækker jo et helt andet ansvar for barnet og bør indrømmes større frihed i forhold til at indrette sig hensigtsmæssigt i forhold til ansættelse/uddannelse, venner, familie, netværk og bolig.

Ellers ville jeg mene, at en samværsforælder, der ønsker at blive bopælsforælder burde have den ret, hvis det derved kan sikres at barnet ikke skal flyttes så langt væk, fordi bopælsforælderen ønsker det.

Jeg taler her generelt - aner ikke noget om MV og Kiesas forhold.

Så hvis ikke man vil slås for mere samvær eller ihvertfald får papir på at det er under protest at man har ladet den anden være bopælsforælder, så kan man se frem til udover mindre tid også at få endnu mindre at skulle have sagt.
Det har jeg svært ved at se nogen vinder noget ved, og det vil nok være begrænset hvor mange der får tingene løst i mindelighed under de vilkår.

[Akehurst2]

Som udgangspunkt synes jeg ikke forældre der deler et barn kan tillade sig at flytte landsdel. Men er det som i tilfældet at mor vil flytte 200+ km væk, så må hun spørge om faren vil have bopæl i den kommune hvor barnet nu har sin gang og hvor begge forældre boede hidtil.

jeg gætter bare, men tænker ikke at MV sådan lige afgiver bopælen og datteren, men vil have i pose og sæk. Kæresten, det jyske hus og datteren, som bare må følge med. MV burde blive samværsforældre efter sådan et stunt.

De boede ikke i samme kommune. Faderen har holdt fast på kun ville have hver 2. weekend selvom hun i 6 år har efterspurgt mere.

I de tilfælde, hvor samværsforælderen ikke ønsker at blive bopælsforælder synes jeg det ligger lige for, at de har mindre at skulle have sagt, for en bopælsforælder, der har barnet langt størstedelen af tiden trækker jo et helt andet ansvar for barnet og bør indrømmes større frihed i forhold til at indrette sig hensigtsmæssigt i forhold til ansættelse/uddannelse, venner, familie, netværk og bolig.

Ellers ville jeg mene, at en samværsforælder, der ønsker at blive bopælsforælder burde have den ret, hvis det derved kan sikres at barnet ikke skal flyttes så langt væk, fordi bopælsforælderen ønsker det.

Jeg taler her generelt - aner ikke noget om MV og Kiesas forhold.

Så hvis ikke man vil slås for mere samvær eller ihvertfald får papir på at det er under protest at man har ladet den anden være bopælsforælder, så kan man se frem til udover mindre tid også at få endnu mindre at skulle have sagt.
Det har jeg svært ved at se nogen vinder noget ved, og det vil nok være begrænset hvor mange der får tingene løst i mindelighed under de vilkår.

Det behøver jo ikke være noget med slås og protest. Man kan jo helt fredsommeligt lade bopælsforælderen vide, at man gerne ønsker mere samvær/at man gerne vil være bopælsforælder/at begrænset fast samvær er med den forudsætning at der til gengæld er mulighed for noget ekstra spontant samvær, uden at gøre det til en kamp eller et krav.

[kidkomb]

Det er svært at fixe med lovgivning hvad inkompetente medarbejdere i kommuner og Statsforvaltningen allerede fucker så grundigt op at man skulle tro at de havde trukket deres fornuft i en slikautomat.

[Kisser]

Nej det er ikke afstanden, de tager skade af. Men synes du, det er rimeligt, at et barn på 4 skal tage toget mellem eksempelvis København og Ålborg fredag og søndag hveranden uge? (det tager tæt på 5 timer hver vej) Er det rimeligt at forvente, at en teenager tager den tur?

Det handler jo ikke om hvorvidt det er rimeligt eller ej. Det er bare et vilkår for barnet. Børn på 4 år skal i almindelighed ikke spørges om det er rimeligt - de skal bare have besked! I særdeleshed gælder det, at skilsmisse er en problemstilling mellem to voksne - moderen og faderen - og her skal barnet slet ikke spørges. Jeg bliver SÅ træt når ALT hvad der sker i en børnefamilie lige skal vendes og cleares med om barnet nu vil have den mindste risiko for ikke at synes om det.

DSB har i årtier haft børneguider med i togene fredag og søndag, når skilsmissebørn skulle frem og tilbage. Og selvom de måske havde foretrukket at deres mor og far stadig var kærester, så har de generelt intet imod den togtur. De voldhygger sig. Det er forældrene der ikke kan udholde tanken om at de skal tage den tur, og det er forældrene der taler det op og bruger det som retorik, når den anden forælder skal tales ned.

Hvad skal man prioritere for det barn? Kontakt til kammerater, muligheder for at deltage i fødselsdage, fester, sport osv (det kan man jo ikke i den weekend, man er på samvær) eller kontakt til samværsforælder?

Hvem helvede har bildt forældre ind, at børn ikke kan få nye venner og gode relationer på andre steder, end der hvor barnet voksede op? Eller have venner i to forskellige byer på én gang? I folkeren fik vi regelmæssigt en ny elev i klassen, fordi de var flyttede til byen, eller en anden forsvandt fordi de selv skulle til en anden by. Det var sgu da ikke et problem. Der er jo tonsvis af muligheder for at møde nye venner og gå til fodbold i en ny klub, end den hvor man plejede. Jeg har stadig til gode at møde et barn, som ikke kunne finde ud af at lege spontant med fremmede børn, indenfor 15 minutter efter man ankommer til en ny legeplads. Uanset hvor sky de så er i de første par minutter.

Og før du siger det; jo, man tager skade af at miste kontakten til sin ene forælder. Man tager også skade af at forældrene er uvenner.

Det har intet med trådens emne om geografisk afstand at gøre. Man får ikke bedre kontakt med sin ene forælder, fordi vedkommende bor 29, og ikke 31 km. væk.

Det er fair, at du ikke vil prioritere børn, for du har ingen. Hvis man vælger at få børn, må man tage sit ansvar på sig.

Jeg tager såmænd ansvar, når jeg vælger ikke bevidstløs at føje, konsultere og indgå kompromiser med et barn, som om vi var ligeværdige og jævnbyrdige ligemænd.

Men hvis det at pendle et par hundrede kilometer hver anden weekend ikke er et problem, hvorfor kan forælderen, der får en ny kæreste ikke bare selv pendle istedet for at flytte? Hvorfor SKAL de der forældre overhovedet flytte sammen med deres kærester? Med mindre det netop betyder noget for relationen at dele en hverdag?

[Kisser]

Og så for at være pisse nederen: men man forstår det altså bedre hvis man enten selv har børn eller forstår at børn er lige så meget mennesker som voksne, med rigtige menneskelige følelser.

Min mand og jeg bor sammen med vores to-årige. Hun kan savne sin far, når han er på arbejde. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget hun ville savne ham, hvis de kun sås hver anden weekend. Og han ville også hellere brække begge arme på langs end at skulle undvære hende.

De følelser, som forældre og børn har for hinanden bør ikke negligeres i en iver efter selvrealisering eller fordi man tror, at det at behandle børn som rigtige mennesker er det samme som curling.

[Kisser]

I har ret, jeg var lidt hurtigt på "vi alene vide"-aftrækkeren. Det er simpelthen fordi jeg bare ikke KAN forstå, hvordan man kan mene, at spørgsmålet om, hvorvidt børn skal pendle flere hundrede kilometer imellem forældrene enten handler om curling eller om at forældre bare skal stå fast og børn indordne sig.

[Kisser]

Men nu bliver jeg da nysgerrig, har I selv prøvet det som børn?

[LaScrooge]

I har ret, jeg var lidt hurtigt på "vi alene vide"-aftrækkeren. Det er simpelthen fordi jeg bare ikke KAN forstå, hvordan man kan mene, at spørgsmålet om, hvorvidt børn skal pendle flere hundrede kilometer imellem forældrene enten handler om curling eller om at forældre bare skal stå fast og børn indordne sig.

Men der er jo ikke nødvendigvis tale om flere hundrede kilometer, det er bare det normbærende skrækeksempel der bruges i denne tråd. Udgangspunktet er at forældre ikke må bo mere end 30 kilometer fra hinanden. Der er 33 km mellem Københavns hovedbanegård og Roskilde station, for at bruge et eksempel sjællænderne kan relatere til, og det er en togtur på 30 minutter med direkte forbindelse 6 gange i timen.

Som det er nu, er de eneste tidspunkter man kan begrænse hvor folk må opholde sig - og det er midlertidigt og omhandler hvor de må OPHOLDE sig, ikke hvor de må bosætte sig - hvis de er sigtet eller straffet for en forbrydelse. Er det ikke en smule voldsomt, synes du, at fratage mennesker en så fundamental, individuel frihedsrettighed, på sådan et grundlag? At give andre mennesker så stor magt over et voksent menneskes liv, som det her åbner for, jf. chikanemuligheder? Hvis man nu ikke kun tænker "stakkels børn", men ser på det voksne menneskes liv og muligheder og tænker det i konteksten af et konfliktfyldt brud, hvo den ene har tabt sutten og pludselig får muligheden for at få hævn på en meget mere fundamentalt indgribende måde?

Der er bestemt en hel række vilkår og forhold som tegner en mere ideel opvækst, men grundlæggende KAN man ikke lovgive sig frem til, at alle får en god opvækst ud fra nutidens herskende normer, eller bare ud fra de standarder man rent subjektivt har. Det er ikke tilgængeligt for alle, af mange forskellige årsager, og har aldrig været det. Og så vokser man op med sine vilkår og sin bagage og bliver et menneske trods alt, som har sit udsyn og sine erfaringer og klarer sig lige så godt eller dårligt som alle andre. Ideelt på overfladen har aldrig været lig med ideelt i substansen og det synes jeg virkelig er vigtigt at huske på inden man tvinger normer ned over konstellationer og dynamikker man ikke kender fordi man kun ser fem udefra.

[thomassneum]

Ok. Jeg kan ikke sige at jeg hverken er enig eller uenig i det, men det viser samtidig også bare mig at det ikke er noget man bør lovegive så konkret om.

Det er jeg helt enig i.