Plastik

[Fru Sunshine]

Jeg peger på en problematik på samfundsniveau. Jeg tager et emne op. Jeg som individ er også en del af kulturen.

Det er da ret fordomsfuldt at gøre det til en problematik.

[Kaffe]

Jeg peger på en problematik på samfundsniveau. Jeg tager et emne op. Jeg som individ er også en del af kulturen.

Det er da ret fordomsfuldt at gøre det til en problematik.

Nååå ja: Jeg peger på noget, som jeg ser som en problematik på samfundsniveau. Jeg glemte at skrive, at det er noget, jeg mener. Selvom det ville være skørt at skrive noget, jeg ikke mener.

[Fru Sunshine]

Jeg peger på en problematik på samfundsniveau. Jeg tager et emne op. Jeg som individ er også en del af kulturen.

Det er da ret fordomsfuldt at gøre det til en problematik.

Nååå ja: Jeg peger på noget, som jeg ser som en problematik på samfundsniveau. Jeg glemte at skrive, at det er noget, jeg mener. Selvom det ville være skørt at skrive noget, jeg ikke mener.

Så lad mig omformulere: Jeg mener, at din mening er fordomsfuld.

[Kaffe]

Jeg peger på en problematik på samfundsniveau. Jeg tager et emne op. Jeg som individ er også en del af kulturen.

Det er da ret fordomsfuldt at gøre det til en problematik.

Nååå ja: Jeg peger på noget, som jeg ser som en problematik på samfundsniveau. Jeg glemte at skrive, at det er noget, jeg mener. Selvom det ville være skørt at skrive noget, jeg ikke mener.

Så lad mig omformulere: Jeg mener, at din mening er fordomsfuld.

Det kan sagtens være tilfældet. Derfor skriver jeg også om det og stiller spørgsmål. Det er jo en måde at vende og dreje det på.

[Zombie]

Jeg har hele mit voksenliv gerne ville have lavet silikonebryster. Det er en blanding af tilfældigheder, økonomi og partnere som er årsagen til, at jeg nu er 32 år og det endnu ikke er sket.

Jeg finder det ironisk, at det som især har holdt mig fra det, er mændene I mit liv, som for det meste har sagt, de helst så, at jeg lod være. Når jeg ikke på forhånd havde deres opbakning, blev frygten for et dårligt eller middelmådigt resultat så stort, at jeg ikke turde. For hvad nu, hvis de ikke brød sig om mit udseende efter.

Det kan godt irritere mig, at jeg har haft den slags tanker, for det betyder jo, at jeg er i samme båd som de kvinder, der får det gjort af hensyn til en fyr.

Jeg har nu tænkt, at jeg er så gammel, at det giver mere mening at vente til efter børn.

I bund og grund synes jeg, kosmetiske operationer er noget fis. Det er primært kvinder, der får det lavet og de får det lavet meget mere end mændene, selvom der er mænd, der også får lavet - og den tendens har været stigende.
Men det ER stadig en udpræget kvindeting og det er ikke spor anderledes end skadelige korsetter eller øjenskygge med giftigt bly eller pudder med asbest. Det er ikke mere end nogle år siden, en kvinde døde under en brystforstørrelse i Danmark, fordi hun havde en uopdaget hjertefejl. Det kunne lige så vel være en af os, der render rundt med sådan noget eller tilfældigt reagerer dårligt på narkosen osv.
Eller vi afstøder implantatet og efterlades med grimme ar, omoperationer og hvad har vi.

[Artem]

Det er lidt sjovt med den der snak om størrelsen på bryster, for tror faktisk det er noget kvinder går mere op i end mænd. Mænd vil bare have et par bryster at lege med, om de er stor eller små er mere ligegyldigt.

Personligt er jeg mest til små bryster. Måske fordi de netop ofte sidder bedre, og jeg er til den sporty trænede kvindekrop, hvor det bare er mest "praktisk" med små bryster når man feks er en løber.
Tror faktisk aldrig at jeg har set nogle små bryster jeg har tænkt der var for små og grimme. Hvilket jeg modsat ofte har tænkt med store bryster, som meget nemt kan blive for store for mig, og hvis de så også hænger osv...

Så når vi taler om plastik kirurgi har jeg meget mere forståelse for kvinder der får opereret deres bryster mindre og lavet løft efter barsel osv.

[Purple Haze]

Men det ER stadig en udpræget kvindeting og det er ikke spor anderledes end skadelige korsetter eller øjenskygge med giftigt bly eller pudder med asbest. Det er ikke mere end nogle år siden, en kvinde døde under en brystforstørrelse i Danmark, fordi hun havde en uopdaget hjertefejl. Det kunne lige så vel være en af os, der render rundt med sådan noget eller tilfældigt reagerer dårligt på narkosen osv.
Eller vi afstøder implantatet og efterlades med grimme ar, omoperationer og hvad har vi.

Det er den del jeg synes er problematisk.
For synes ikke det er et problem at folk gerne vil fikse de ting de ikke bryder sig om ved deres udseene.
Til dels synes jeg ikke det er et kæmpe problem at folk bliver påvirket af reklamer, SoMe osv. til at få behov de ellers ikke ville have (eks større baller/læber/bryster). Det tænker jeg er en menneskelig ting, at man gerne vil opnå idealet, være en del af flokken og være tiltrækkende.

Synes problemet ligger i normaliseringen af kirugi og det at få sprøjtet skadelige stoffer ind i kroppen.
Jeg er godt klar over at der selvfølgelig har været forskning på området og at det ikke er direkte skadeligt, men folk får jo stadig sprøjtet fx nervegift ind i deres krop - det kan bare ikke være sundt.
Og det med at blive opereret er blevet noget man bare lige får gjort, det synes jeg er vildt, og ikke positivt.
At folk mener at et voldsomt invasiv indgreb, der er en (forhåbentlig lille) risiko for at man dør af, det er noget man bare gør hvis man får lyst.
DET mener jeg er et problem.

[dgd2007]

Jeg har hele mit voksenliv gerne ville have lavet silikonebryster. Det er en blanding af tilfældigheder, økonomi og partnere som er årsagen til, at jeg nu er 32 år og det endnu ikke er sket.

Jeg finder det ironisk, at det som især har holdt mig fra det, er mændene I mit liv, som for det meste har sagt, de helst så, at jeg lod være. Når jeg ikke på forhånd havde deres opbakning, blev frygten for et dårligt eller middelmådigt resultat så stort, at jeg ikke turde. For hvad nu, hvis de ikke brød sig om mit udseende efter.

Det kan godt irritere mig, at jeg har haft den slags tanker, for det betyder jo, at jeg er i samme båd som de kvinder, der får det gjort af hensyn til en fyr.
[...]

Zombie, du skal ikke tale dig selv ned pga. det!
Efter min mening er det "årsomt" både at de har sagt det, og at du har taget hensyn til det!
Nu skriver du jo "i dit voksne liv" - men kommer det ikke når alt kommer til alt af noget tidlig teenagegenerthed som ingen nogensinde slipper af med?
Jeg mener, for pigen er genertheden: "Ups, jeg er vist ikke så lækker som de andre. De andre er nok bedre. Og selv om han siger sådan, er han nok bare høflig og bærer over - og mener det ikke sådan rigtigt! " og for drengen er det: "Jeg kan da ikke forlange det skal betyde noget for hende hvad jeg synes ... "

Så i min bog har I - begge parter - vist mod og kærlighed, faktisk.
De har selvfølgelig sikkert håbet på at de lige kunne vippe dig det sidste stykke over dørtrinnet, så du rent faktisk kunne slappe af og nyde at have dine bryster. Men der er jo heller ingen der siger at det ikke kan ske endnu.
Og tro mig, dine kærester har faktisk udvist stort mod ved at være ærlige og sige det - med risikoen for at den ultimative katastrofe, at du bare fejede dem af og sagde: "Ej, det rager mig hvad du synes. Jeg gør det kun for min egen skyld!"
Men de har syntes det var så vigtigt at de skuppede den frygt til side.
Og du har også selv skubbet den frygt til side for at de bare var høflige og inderst syntes der manglede noget.

Så den historie synes jeg bestemt snarere du skal være stolt af. At være påvirkelig for hvad partneren synes om en, kan måske godt virke som en svaghed for pigen/kvinden selv. Men hvis du for alvor viser at det gør det, så er drengen/manden jo helt færdig! Så set fra en anden side er det powerfuldt våben som du har. Og som sagt, synes jeg også det fair hvis det betyder noget for en kvinde - i betragtning af hvor meget mod det kræver af en mand at tone rent flag med risiko for at blive fejet af bordet, og i betragtning af at "vi" jo ellers foretrækker at operere med en høj grad af "plausible deniability"
Så jo, jeg synes dine kærester fortjener ros, og du med! Og jeg er ret sikker på du også kan komme det sidste skridt og skiftevis ikke tænke noget særligt over bryster og være glad og ind imellem elske at have dem. Det vil være den rigtige forløsning og frihed fra de tanker der har kørt rundt i alle de år.

[dgd2007]

Det er den del jeg synes er problematisk.
For synes ikke det er et problem at folk gerne vil fikse de ting de ikke bryder sig om ved deres udseene.
Til dels synes jeg ikke det er et kæmpe problem at folk bliver påvirket af reklamer, SoMe osv. til at få behov de ellers ikke ville have (eks større baller/læber/bryster). Det tænker jeg er en menneskelig ting, at man gerne vil opnå idealet, være en del af flokken og være tiltrækkende.

Synes problemet ligger i normaliseringen af kirugi og det at få sprøjtet skadelige stoffer ind i kroppen.
Jeg er godt klar over at der selvfølgelig har været forskning på området og at det ikke er direkte skadeligt, men folk får jo stadig sprøjtet fx nervegift ind i deres krop - det kan bare ikke være sundt.
Og det med at blive opereret er blevet noget man bare lige får gjort, det synes jeg er vildt, og ikke positivt.
At folk mener at et voldsomt invasiv indgreb, der er en (forhåbentlig lille) risiko for at man dør af, det er noget man bare gør hvis man får lyst.
DET mener jeg er et problem.

Jeg synes også meget af det er det psykologiske atmosfære det skaber.
Altså jeg har faktisk aldrig set et par silikonebryster der var pænere end "rigtige", men det kan jo sådan set være lige meget hvad jeg synes, fordi jeg ikke skal se på dem. Og jeg synes heller ikke altid ansigtsting får folk til at se unge og friske ud. Det skal ikke overgøres over en årrække, før man nærmere kommer til at ligne noget der fundet i en egyptisk pyramide. Men altså så længe det ikke er mine nærmeste, kan det jo også være lige meget som sådan.

Men det psykologiske i at den kvinde med rynker i panden eller små bryster, som jeg egentlig burde være en opmuntring til dem i samme båd, går og "får lavet" alt muligt - det fører jo så til at hun nemt bliver deres værste fjende. Nogle går selvfølgelig stille med det, men for at retfærdiggøre sig selv er der jo også nogle der pepper totalt op hvor håbløst og umuligt det er at leve med rynker eller små bryster. Og de der bare er lidt almindeligt generte og betror sig om det, får mere eller mindre at vide at de bare kan klappe i og få "gjort noget ved det, når man nu kan".

[Zombie]

Jeg har hele mit voksenliv gerne ville have lavet silikonebryster. Det er en blanding af tilfældigheder, økonomi og partnere som er årsagen til, at jeg nu er 32 år og det endnu ikke er sket.

Jeg finder det ironisk, at det som især har holdt mig fra det, er mændene I mit liv, som for det meste har sagt, de helst så, at jeg lod være. Når jeg ikke på forhånd havde deres opbakning, blev frygten for et dårligt eller middelmådigt resultat så stort, at jeg ikke turde. For hvad nu, hvis de ikke brød sig om mit udseende efter.

Det kan godt irritere mig, at jeg har haft den slags tanker, for det betyder jo, at jeg er i samme båd som de kvinder, der får det gjort af hensyn til en fyr.
[...]

Zombie, du skal ikke tale dig selv ned pga. det!
Efter min mening er det "årsomt" både at de har sagt det, og at du har taget hensyn til det!
Nu skriver du jo "i dit voksne liv" - men kommer det ikke når alt kommer til alt af noget tidlig teenagegenerthed som ingen nogensinde slipper af med?
Jeg mener, for pigen er genertheden: "Ups, jeg er vist ikke så lækker som de andre. De andre er nok bedre. Og selv om han siger sådan, er han nok bare høflig og bærer over - og mener det ikke sådan rigtigt! " og for drengen er det: "Jeg kan da ikke forlange det skal betyde noget for hende hvad jeg synes ... "

Så i min bog har I - begge parter - vist mod og kærlighed, faktisk.
De har selvfølgelig sikkert håbet på at de lige kunne vippe dig det sidste stykke over dørtrinnet, så du rent faktisk kunne slappe af og nyde at have dine bryster. Men der er jo heller ingen der siger at det ikke kan ske endnu.
Og tro mig, dine kærester har faktisk udvist stort mod ved at være ærlige og sige det - med risikoen for at den ultimative katastrofe, at du bare fejede dem af og sagde: "Ej, det rager mig hvad du synes. Jeg gør det kun for min egen skyld!"
Men de har syntes det var så vigtigt at de skuppede den frygt til side.
Og du har også selv skubbet den frygt til side for at de bare var høflige og inderst syntes der manglede noget.

Så den historie synes jeg bestemt snarere du skal være stolt af. At være påvirkelig for hvad partneren synes om en, kan måske godt virke som en svaghed for pigen/kvinden selv. Men hvis du for alvor viser at det gør det, så er drengen/manden jo helt færdig! Så set fra en anden side er det powerfuldt våben som du har. Og som sagt, synes jeg også det fair hvis det betyder noget for en kvinde - i betragtning af hvor meget mod det kræver af en mand at tone rent flag med risiko for at blive fejet af bordet, og i betragtning af at "vi" jo ellers foretrækker at operere med en høj grad af "plausible deniability"
Så jo, jeg synes dine kærester fortjener ros, og du med! Og jeg er ret sikker på du også kan komme det sidste skridt og skiftevis ikke tænke noget særligt over bryster og være glad og ind imellem elske at have dem. Det vil være den rigtige forløsning og frihed fra de tanker der har kørt rundt i alle de år.

Jeg synes, det er hyklerisk og dobbelt standard, at hvis det handler om ikke at få det gjort, så er det modigt og hensyntagende, men handler det om at få det gjort, så er det ikke.
I sidste ende burde det modige være, at jeg gjorde med min krop som jeg selv ville.

Jeg har arbejdet med at affinde mig med mine bryster i 17 år, og mere seriøst de sidste 10, og det nærmeste jeg kommer, er at affinde mig med, at jeg ikke bryder mig om dem. Jeg skammer mig ikke over dem eller sådan noget, men de er ikke en del af min kvindelighed eller min seksualitet, for jeg orker ikke at forholde mig til dem under sex.

Jeg er ret afslappet med de issues, jeg har, men det der selvhjælps mindfulness gøgl med at elske sig selv osv, preller helt af på mig. Det er ikke et spørgsmål om, at jeg skal lære at elske mig selv, for det gør jeg. Det er et spørgsmål om, at jeg skal blive så selvstændig at jeg gør det jeg selv vil, når jeg stadig er bevidst om hvorfor jeg gør det.

Mine kærester fortjener ikke ros. De burde have støttet mig i at gøre det, der er rigtigt for mig, når det er min krop. Ligesom jeg støtter min kæreste i at tabe selv, selvom jeg foretrækker chubby fyre og i hemmelighed synes, det er lidt træls, at han taber sig.
At presse nogen til at gøre noget andet med deres krop end de vil, det synes jeg er meget forkert.

PS.
Jeg har været en kvinde i 14 år. Jeg er ikke en pige.

[dgd2007]

[...]

Nå nå, bare riv hovedet af mig!

Jeg synes nu ikke jeg har sagt noget mindfulness-gøgl om at du skulle elske dig selv. At elske sine egne bryster er der vel ingen der gør på egen hånd, men jeg mente netop at gennem samspillet kan du komme til at "elske at have dem". Det er vist sådan det har fungeret for alle andre kvinder som har haft den følelse. De andre kan selvfølgelig rette mig hvis jeg tager fejl, men hvis jeg har ret i det, vil jeg sige at så unik er du jo heller ikke at det skulle være anderledes for dig.

Jo, jeg betragter samspillet og at kunne give følelserne frit løb uden hele tiden at blive hæmmet af sine egne negative tanker - dét er dine venner, og de ting du har gået og tænkt, er dine fjender. I hvert fald det sidste vil du jo sikkert give mig ret i?

[Fru Sunshine]

Så lad mig omformulere: Jeg mener, at din mening er fordomsfuld.

Jeg synes simpelthen, din debatstil er provokerende. Argumenter da i stedet for at pege fingre!

Nå.

[Kaffe]

Zombie, jeg kan ikke forstå, hvad det har med dine kærester at gøre, om du får lavet silikonebryster eller ej. Hvis du har et ønske om at få det gjort, er det jo ligegyldigt, om de synes om det eller ej.

Når en mand siger til en kæreste, at han synes, at hun ikke skal få lavet silikonebryster, så er jeg overbevist om, at han siger det for ikke at komme galt afsted. For hvis han siger, at han synes, hun skal eller blot bakker hende op, så vil hun opfatte det som om, han er utilfreds med hende, som hun er. Jeg ville, som mand, aldrig gå ud af den sti.

[Kaffe]

Jeg mener.....hvis jeg tænkte på at få lavet noget, så ville jeg ikke nævne det for min kæreste for at han ikke skulle havne i en klemme. På samme måde spørger jeg ham aldrig, om han bedst kan lide, når jeg har langt eller kortere hår - eller mørkt eller lyst. Fordi det sætter ham i en situation, hvor hans svar kan tolkes forkert, Jeg tror, at mange mænd er meget pressede over den slags spørgsmål. Ligesom: Hvilken kjole sidder bedst på mig? Eller: Er min røv stor i de her bukser?

[dgd2007]

Zombie, jeg kan ikke forstå, hvad det har med dine kærester at gøre, om du får lavet silikonebryster eller ej. Hvis du har et ønske om at få det gjort, er det jo ligegyldigt, om de synes om det eller ej.

Når en mand siger til en kæreste, at han synes, at hun ikke skal få lavet silikonebryster, så er jeg overbevist om, at han siger det for ikke at komme galt afsted. For hvis han siger, at han synes, hun skal eller blot bakker hende op, så vil hun opfatte det som om, han er utilfreds med hende, som hun er. Jeg ville, som mand, aldrig gå ud af den sti.

Jeg er enig med dig i at en kæreste aldrig skal sige at han synes det er en god ide med silikonebryster, det siger sig selv. Men dermed siger du jo også at en kvinde helst vil høre at hun er god nok som hun er - eller allerhelst perfekt, selvfølgelig?

Men jeg tror da oftere at en mand har tænkt at han heller måtte "støtte hende i det" for ikke at miste hende helt, selv om han inderst inde helst ville have haft hun lod være. Det synes jeg til gengæld er tragisk.

Jeg ville tro at de fleste som strittede imod, rent faktisk i allerhøjeste grad mente det. Hvis kvinden så synes "op i rø... med det", så er der selvfølgelig ingen der kan stoppe hende. Men er det et ideal i et parforhold at man så at sige nægter at give den anden som som for alvor kan gøre forholdet tættere? Ideen i et forhold er vel at man gerne vil give - og forudsat kvinder der overvejer silikone, ikke er en helt særlig race, men ganske almindelige, så lur mig om ikke det hele kommer af at selv tror/synes/frygter at det hun har ikke rigtig er noget at give?

Det er selvfølgelig en meget vanskelig situation for manden - men så må han jo tage det som sin manddomsprøve.
Hvis man stiller det op som at der kun er to muligheder: at blive ved at tænke at man er "forkert" på det punkt, eller få det overstået og få de indlæg indopereret, så synes jeg trods alt man giver selvnegative tanker for meget kredit. Det ægte alternativ må være at man giver sig selv en chance for at føle noget virkeligt. Og der foretrækker jeg - godt nok som mand - at tro at et intimt forhold kan gøre underværker. Jeg er ret sikker på at i de fleste tilfælde vil manden føle det er hans ansvar - og tænke som en gal på hvad han kan gøre for at bryde isen. Så på den måde er der ingen grund til at kvinden også tænker som en gal. Men hun er selvfølgelig nødt til at have lyst til at få det, andet kræver det ikke. Det har hun sikkert også, men så at være ærlig for sig selv om det, ikke andet. Det er da ikke så slemt, vel? Hun vil måske endda nyde det ekstra bagefter fordi det var svært og hun ikke kunne gøre det selv - sådan er det jo med mange ting.