Ensomhedstråden

[Pityt]

Jeg har svært ved at sætte ord på det, men det er nok mest følelsen af at være anderledes,-at være udenfor og ikke en andre gider. Følelsen har været der så længe jeg kan huske og den er forbundet med skam over at være anderledes...men også over at have det sådan, for " jeg kan da bare tage mig sammen og lade være med at have så ondt af mig selv"

[Fillie]

Det er afsindigt svært at stoppe i et job, man har lagt meget tid og energi i og trivedes godt med - også langt mere ressourcer brugt end man fik løn og anerkendelse for. Øv Fillie.

Det mest besynderlige er, at jeg på mange måder ikke trivedes: Der var rigtig mange forhold, som var skingrende urimelige, og som jeg aldrig ville have fundet mig i, hvis det havde været en "almindelig" arbejdsplads, men fordi jeg brændte for sagen, tog jeg igen og igen kampen op, selvom jeg blev mere og mere udpint og syg. Til gengæld har jeg gennem årene fået nogle gyldne muligheder for at udvikle mine færdigheder inden for kommunikation og ledelse, som ville være svære at opnå så mange andre steder, og jeg har ikke mindst fundet ud af, at jeg er hamrende stærk og kan stå op for mig selv og det, som jeg mener er retfærdigt, i situationer, som ville få mange til at bakke. Så alt i alt kan jeg tage rigtig meget virkelig værdifuldt med mig både professionelt og personligt. Men lige nu er jeg vist mest af alt bare i chok: Otte år er lang tid, og utallige episoder og følelser kører rundt imellem hinanden.

[LadyFox]

Jeg føler mig ensom periodisk - og har faktisk følt mig lidt ensom længe, selvom det ikke er noget jeg snakker med nogen om. Jeg synes egentlig det er lidt noget pjat, for jeg har mange skønne mennesker omkring mig, der gør ret meget for mig og altid er der for mig. Jeg bor sammen med min kæreste og ses andre jævnligt og snakker dagligt med rigtig mange mennesker i lokal området.

Før i tiden var der fart over feltet, altid. Og jeg var en natteravn. Jeg har en psykisk sygdom og jeg har været misbruger alle mine teenage år næsten - og også noget tid efter, ikke altid af det samme. I de seneste del år har jeg ændret mig ret meget, og har ikke misbrugt, og nærmest ikke festet - og jeg har heller ikke været lige så social som ellers, for jeg vil noget andet - det er slet ikke mig at have så meget fart på, jeg vil egentlig hellere hygge mig med små projekter og have noget ud af mit liv, opnå noget. Men jeg har rigtig svært ved at finde min rolle i det her liv jeg er ved at skabe mig, og jeg kan heller ikke helt regne ud hvor meget af den jeg har været, der egentlig sådan helt rigtigt er mig. Jeg føler det meget ensomt at kæmpe for at finde mig selv, og finde en ro og balance ved et mere almindeligt liv, og jeg ved ikke hvordan jeg ligesom skal åbne op omkring disse ting, især fordi jeg ligesom har været på dette spor i mange år og det altså ikke er en nyhed.
Mine tætteste veninder er enten med småbørn eller flyttet til udlandet - den eneste ven jeg føler jeg virkelig har haft de seneste år, sådan rigtigt er død for nogle måneder siden.

Jeg er ikke god til det med forhold, og jeg føler jeg skubber min kæreste væk, og det føler han også - men det er ikke det jeg ønsker, og jeg gider ham rigtig godt - jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, jeg kan bare ikke lade være.

Nu tror jeg faktisk jeg fik skrevet mere end jeg egentlig bryder mig om, men det føles godt at få det ud og sat ord på det, så jeg lader det stå, i hvert fald lidt.

[Kisser]

Jeg er i dag blevet afskediget fra mit arbejde. I den forbindelse foretog jeg en kritisk gennemgang af mine kontakter i mobiltelefonen, og jeg er endt med kun at have min mand, mine forældre, min demente mormor, en gammel veninde, min svigermor og min mands tante, som vi kun sjældent har kontakt til, og tre frivillige fra mit nu tidligere arbejde, jeg måske bevarer en relation til - og så et væld af praktiske numre til læge, fagforening og den slags.

Det springer virkelig i øjnene, hvor skævt jeg har prioriteret mine kræfter, som de sidste mange år næsten alle er blevet brugt på at udvikle den velgørenhedsorganisation, jeg var så sikker på, jeg altid skulle være en del af. Men det kan jeg jo kun tage ved lære af.

Øv Fillie Jeg er godt nok ked af at høre, at du er blevet afskediget! Det er GODT nok uretfærdigt.

Jeg har nogle gange tænkt på, at man bør have mange "bøjler", som man hænger sin identitet på. Altså at det gælder om, ikke KUN at hænge den op på sit arbejde, sin kæreste, sin familie eller sine venner, men på alle sammen, fordi man så er mindre sårbar - hvis det giver mening? Jeg har erfaret, at hvis en af mine bøjler er ustabil eller knækker, så søger jeg helt automatisk tættere på de andre, end jeg ellers ville til hverdag. For ligesom at få sikker grund under fødderne igen.

Jeg ved ikke, om du kan bruge det billede til noget, men måske kunne du fokuserer på at du måske skulle se lidt mere til din gamle veninde det kommende stykke tid eller måske bruge nogle kræfter på at udvikle dine relationer med de frivillige til egentlige venskaber. Det kan du måske også bedre "tillade" dig nu, hvor du ikke skal arbejde der længere.

Jeg kan SAGTENS forstå, hvis det slet ikke giver menign lige nu, og hvis du har mere behov for at slikke dine sår. Sådan kan jeg også tit have det. Men ja, jeg håber i hvert fald at du kommer godt ud på den anden side - og at vejen ikke er alt for lang.

[Fillie]

I siger nogle virkelig kloge ting! Ja, der har været alt for få bøjler, som har skullet bære alt tøjet, Kisser, og som din eksmand, Dikus, er jeg også virkelig chokeret over, hvordan nogle af mine nu tidligere kollegaer har opført sig. Billedet på den halvtomme telefon er et fint eksempel på, at jeg har prioriteret forkert. Jeg håber, der snart bliver oprettet et privat underforum herinde, som ikke kan søges fra Google, og hvor man skal være aktivt medlem for at læse og skrive, for jeg har virkelig brug for at få nogle input på min historie. På mange måder er der blevet vendt op og ned på virkeligheden, og jeg sidder tilbage med alle mine værdier og principper og ligner et stort spørgsmålstegn.

[Fru Sunshine]

Åh Fillie.
Jeg er sikker på, at du er verdens bedste ven ude i det der IRL også. Jeg tænker på, hvor meget du har været her for mig herinde, og mig kender du jo kun som debattør.

[Fillie]

Ah, jeg mener, at det lukkede forum fremover kun kan ses og skrives i af folk med at vist antal indlæg. Der er en tråd om det i det lukkede forum. Det, vi har nu, kan ikke søges af Google.

[flicka]

Jeg har måttet samle mod til at skrive i tråden og har slettet flere indlæg, jeg ikke turde poste. Fordi det er svært, det her. Jeg genkender mange af de ting, der er blevet nævnt her i tråden. Desværre.

Og jeg føler mig desværre ret ensom for tiden, selvom jeg ser ud til at have de flotte ydre rammer på plads med arbejde, flinke kollegaer, tæt forhold til familien og kæreste gennem mange år. Jeg føler mig især ensom, fordi arbejdet fylder så meget som det gør med mange overarbejdstimer og lang transporttid - samt det at mine veninder har fået børn og nærmest har sat mig udenfor i kulden. På strudsemåden, selvom jeg flere gange har kontaktet dem og gerne vil se dem. Jeg har ikke børn og tanken om børn har altid givet mig lyst til at hyperventilere, men decideret børnehader er jeg ikke. Men det er som om de glemmer at jeg gerne vil se dem og deres nye babyer, selvom jeg ikke har et ønske om børn. Og at deres babyer er en ny del af vores venskab - som jeg faktisk har glædet mig til. Men jeg får bare ikke "lov" til at se dem alligevel

Jeg har aldrig været hende med mange venner/veninder, så det føles ekstra hårdt for tiden, når jeg ikke kan se mine få veninder pga. arbejdet, babyer eller den fysiske afstand mellem os. Samtidigt med at jeg ikke er særlig god til smalltalk og starte nye venskaber, formentlig pga. alle de knubs, jeg har fået pga. mobning i barneårene.

Krydret med at jeg hører temmelig dårligt og derfor kan virke distræt/arrogant. Det værste er nok at jeg hverken er "god nok" som døv blandt døve, formentlig fordi jeg er for danskpræget i mit tegnsprog og jeg klarer mig godt blandt normalthørende. Jeg har også gennemført en usædvanlig uddannelse som døv og har et job (Af hjertet tak, kære Jante). Samtidigt med at jeg ikke hører godt nok til at være blandt normalthørende på lige fod med dem og ikke taler 100% rent pga. mit massive høretab, som iøvrigt er medfødt. Jeg føler mig derfor lidt amputeret nogle gange.

[Hunkat]

Krydret med at jeg hører temmelig dårligt og derfor kan virke distræt/arrogant. Det værste er nok at jeg hverken er "god nok" som døv blandt døve, formentlig fordi jeg er for danskpræget i mit tegnsprog og jeg klarer mig godt blandt normalthørende. Jeg har også gennemført en usædvanlig uddannelse som døv og har et job (Af hjertet tak, kære Jante). Samtidigt med at jeg ikke hører godt nok til at være blandt normalthørende på lige fod med dem og ikke taler 100% rent pga. mit massive høretab, som iøvrigt er medfødt. Jeg føler mig derfor lidt amputeret nogle gange.

Jeg har sakset lidt i dit indlæg Flicka men jeg læste det og tænkte at jeg tror du har fat om roden her, for mange af os. Måske for alle som føler sig ensomme selv om de er omgivet af mennesker som elsker dem.

Nemlig at rammerne for det 'normale' er blevet både videre og smallere. Der er mange flere kasser nu som man kan passe ned i men mange af dem er så smalt defineret at det er ligeså nemt at ramme ved siden af og så sidder man der mellem to stole og føler sig tabt.

Hvis man er syg men velfungerende på ydresiden så er man hverken dette eller hint men falder udenfor jo flere kasser samfundet opfinder for at inkludere os.

[flicka]

Der var du hurtig, Flicka Jeg antager, det også betyder, jeg ikke skal stille spørgsmål til de mere personlige ting, jeg nåede at læse? For æv, hvor det lyder træls og svært

Det må du gerne - men helst over PB.

For det er en igangværende kamp, der er uafsluttet. Jeg er ikke så glad for at have det ude i offentligheden, i tilfælde af at der bliver læst med herinde af nogen, der har med sagen at gøre. Også hvis det kommer til at påvirke mit fremtidige arbejdsliv, da jeg er ret letgenkendelig IRL grundet mit hørehandicap og min uddannelse.

[Sevii]

Ensomhed er svært og jeg har skammet mig over at have det sådan, så det er faktisk også svært at skrive om. Det kan være en følelse der rammer mig og forbliver hos mig i flere dage. De dage er jeg helt nede.
Ensomheden blev for alvor en del af mit liv efter jeg fik en svær depression og angst, og jeg fik lov til at opleve berøringsangst fra både venner og familie. Senere skulle jeg også finde ud af at håndtere folk valgte mig fra, fordi jeg ikke havde det godt. Det gjorde sgu ondt. I dag kan jeg godt se, at jeg egentlig ikke havde nogle særlig gode venner, men det kan stadig godt ramme mig.

Uden det skal blive for negativt, så har jeg så lært at vælge folk med omtanke og så værdsætte de mennesker der er i mit liv. Det er faktisk en stor gave at man har fået øjnene op for de gode mennesker der så findes, men hold da op. Det var ikke nogle sjove år at gå igennem.

[Purple Haze]

Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.

Hvorfor ikke?
Altså forstår sagtens at det kan virke lidt grænseoverskridende, og ville nok ikke selv ringe, men skrive en SMS.

Spørger ikke for at presse eller være uhøflig, men forstår det ikke helt.

[Vixen]

Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.

Hvorfor ikke?
Altså forstår sagtens at det kan virke lidt grænseoverskridende, og ville nok ikke selv ringe, men skrive en SMS.

Spørger ikke for at presse eller være uhøflig, men forstår det ikke helt.

Tja. Jo. Jeg kan godt se, hvad du mener, men man er jo ikke ligefrem fyldt med gå-på-mod og "Hey, jeg ved godt, vi kun har small-talket til en forelæsning for tre uger siden, men du virker vildt cool, har du tid til rødvin om en halv time?", når man sidder lørdag aften kl. 20.45 og føler sig ensom og ked af det.
Eller, det er jeg i hvert fald ikke...

[Purple Haze]

Jeg har masser af interessante, sjove, begavede bekendte, men dem ringer man jo ikke bare lige til en lørdag aften.

Hvorfor ikke?
Altså forstår sagtens at det kan virke lidt grænseoverskridende, og ville nok ikke selv ringe, men skrive en SMS.

Spørger ikke for at presse eller være uhøflig, men forstår det ikke helt.

Tja. Jo. Jeg kan godt se, hvad du mener, men man er jo ikke ligefrem fyldt med gå-på-mod og "Hey, jeg ved godt, vi kun har small-talket til en forelæsning for tre uger siden, men du virker vildt cool, har du tid til rødvin om en halv time?", når man sidder lørdag aften kl. 20.45 og føler sig ensom og ked af det.

Nej det kan jeg sagtens forstå.
Foreslår det også kun det følgende da det virker til at du ikke har helt så meget at slås med som mange af de andre i tråden, og har overskud til det, og synes bare det er ski** ærgerligt at du skal være trist, hvis "løsningen" er oplagt.

Og nej det er selvfølgelig ikke den oplagte situation der lørdag kl 20.45. Tænker bare at hvis du nogle gange har kontaktet folk, og i har lavet ting sammen, og de også kan lide dig, så tænker jeg at det efterhånden kan udvikle sig til venskaber. Og så har du måske netop mogen at ringe til på et senere tidspunkt.

Hvis der er nogle stykker fra studiet kunne du foreslå at i allesammen tog ud og spiste sammen en torsdag fx. Eller du kunne hører ad om "Lisbeth har ser den nye StarWars film? Om hun vil med, da du ikke rigtig kender andre der kunne være til den slags". Eller hvad det nu kunne være.

Men anyhow, det var bare tanker fra mig, hvis de kan bruges så er det godt. Hvis ikke, så kommer de et godt sted fra

[Avino]

Åhhhh. Jeg bliver altså dårlig af, at I unge kvinder føler jer så ensomme.
Det er jo ikke engang, at være alene. I er virkeligt ensomme.

Jeg har- bestemt også- følt mig ensom, i løbet af mit - efterhånden- lange liv.

Er det ikke en naturlig følelse ?
Selv om man er omgivet af mennesker, kan man jo sagtens føle sig ensom, ikke ?

Selv om man er i parforhold, kan man jo sagtens føle sig ensom?

I dagens DK, skal du/ vi være omgivet af mennesker døgnet rundt. (Facebook- Instagram osv)
Ve den- der ikke er det. Samfundet "forlanger" at du er på- hele tiden.

Som skrevet. Jeg har også følt mig ensom. Både alene og i parforhold.
Jeg tror, at kernen i- at komme det til livs er- at du accepterer- at sådan er livet også.

Prøv at sæt/læg jer ned. TÆNK : Jeg er det bedste i verden. Nok føler jeg mig alene, men jeg har så mange indre værdier, at jeg nok skal komme igennem det.
'Sig HØJT : Jeg elsker mig selv. Jeg har et stort værd- her i verden. Jeg kan klare mig selv- både følelsesmæssigt og økonomisk.
Ikke mindst. "Jeg er et værdifuldt menneske , som andre mennesker sætter pris på"

For både du og I- er værdifulde mennesker, som vi andre sætter ualmindeligt meget pris på.