Hvordan går det med dit liv?
- Ladysparrow
- Indlæg: 2674
- Tilmeldt: 14. aug 2015, 11:50
- Kort karma: 417
- Geografisk sted: Skåne, Sverige
- Likede indlæg: 6981
Re: Hvordan går det med dit liv?
Mit liv har aldrig været bedre.
Siden jeg blev skilt fra min mand gennem 15 år i 2016, mødte jeg mit livs store kærlighed. Han er den helt klare anledning til at jeg aldrig har været gladere. De sidste godt og vel 2 år med ham ved min side har været en en stor bølge af lykke, kærlighed i et format jeg aldrig troede fandtes. Vi bor i en gammelt hus på landet med vores 3 katte. Den skånske drøm - jeg er helt klart til gummistøvler og udsigt til marker end jeg er til det pulserende byliv.
Vi er i gang med projekt babymaking - min alder taget i betragtning, vet jeg dog ikke om jeg tør håbe på at heldet er med os.
Arbejdsmæssigt er jeg efter 2,5 år endelig tilbage på rette hylde. Jeg begav mig ud i jobskift på jobskift uden at finde min plads efter jeg forlod drømmejobbet. Jeg får en masse frihed, udfordringer og gode kolleger. Så her regner jeg med at blive.
Min familie har det også godt så der er også ro på den front.
Siden jeg blev skilt fra min mand gennem 15 år i 2016, mødte jeg mit livs store kærlighed. Han er den helt klare anledning til at jeg aldrig har været gladere. De sidste godt og vel 2 år med ham ved min side har været en en stor bølge af lykke, kærlighed i et format jeg aldrig troede fandtes. Vi bor i en gammelt hus på landet med vores 3 katte. Den skånske drøm - jeg er helt klart til gummistøvler og udsigt til marker end jeg er til det pulserende byliv.
Vi er i gang med projekt babymaking - min alder taget i betragtning, vet jeg dog ikke om jeg tør håbe på at heldet er med os.
Arbejdsmæssigt er jeg efter 2,5 år endelig tilbage på rette hylde. Jeg begav mig ud i jobskift på jobskift uden at finde min plads efter jeg forlod drømmejobbet. Jeg får en masse frihed, udfordringer og gode kolleger. Så her regner jeg med at blive.
Min familie har det også godt så der er også ro på den front.
6
Re: Hvordan går det med dit liv?
Jeg er sygemeldt fra job pga stress og har et speciale, der flagrer i vinden og ikke kan færdiggøres pt.
Men jeg bor i en dejlig lejlighed, min hund er rask og sød, og min kæreste lige så.
Så, jeg skal nok komme ud på den anden side af det her. Det er bare træls lige nu.
Men jeg bor i en dejlig lejlighed, min hund er rask og sød, og min kæreste lige så.
Så, jeg skal nok komme ud på den anden side af det her. Det er bare træls lige nu.
0
aka Forbies
Re: Hvordan går det med dit liv?
Overordnet går det godt.
Jeg er dog i en af de perioder hvor jeg drejer rigtig meget rundt om mig selv for at finde den rigtige retning for fremtiden.
Det er en hård, men også spændende og nødvendig proces kan jeg mærke.
Ret alvorlig sygdom først på året har gjort at jeg lever sundere end jeg nogensinde har gjort - og det føles skønt. Sygdom har dog trukket tråde ind i mange andre afspekter af mit/vores liv.
Det har bl.a. bevirket, at jeg gennem de seneste måneder er blevet helt klar over, at der skal ske noget nyt/andet med mit arbejdsliv. Jeg ved bare ikke helt hvad.
I den kontekst spænder et uafklaret ønske om børn lidt ben. Et ønske der først kommer afklaring på i det nye år. Dét er rockerhårdt, ikke at vide om det lykkes eller ej og fylder - i perioder- mere eller mindre. Tilgengæld er vi helt afklarede med, at det er sidste runde i dét cirkus. Briste eller bære.
Drømmen om ny bolig afhænger også lidt af ovenstående.
Alt i alt er der en masse flagrende ender, der ikke umiddelbart bliver samlet. Det er på en sær måde både helt okay, vanvittigt spændende og enormt frustrerende.
Så livet er udfordrende, men også fuld af en masse gode ting og stunder.
Jeg er dog i en af de perioder hvor jeg drejer rigtig meget rundt om mig selv for at finde den rigtige retning for fremtiden.
Det er en hård, men også spændende og nødvendig proces kan jeg mærke.
Ret alvorlig sygdom først på året har gjort at jeg lever sundere end jeg nogensinde har gjort - og det føles skønt. Sygdom har dog trukket tråde ind i mange andre afspekter af mit/vores liv.
Det har bl.a. bevirket, at jeg gennem de seneste måneder er blevet helt klar over, at der skal ske noget nyt/andet med mit arbejdsliv. Jeg ved bare ikke helt hvad.
I den kontekst spænder et uafklaret ønske om børn lidt ben. Et ønske der først kommer afklaring på i det nye år. Dét er rockerhårdt, ikke at vide om det lykkes eller ej og fylder - i perioder- mere eller mindre. Tilgengæld er vi helt afklarede med, at det er sidste runde i dét cirkus. Briste eller bære.
Drømmen om ny bolig afhænger også lidt af ovenstående.
Alt i alt er der en masse flagrende ender, der ikke umiddelbart bliver samlet. Det er på en sær måde både helt okay, vanvittigt spændende og enormt frustrerende.
Så livet er udfordrende, men også fuld af en masse gode ting og stunder.
1
Re: Hvordan går det med dit liv?
Det går egentlig okay. Jeg elsker vores hus, som vi har ejet i snart 4 mdr. Der er masser af små projekter, men også mange udgifter og vi sidder lidt strammere i det end jeg egentlig bryder mig om. Det hjælper selvfølgelig ikke på økonomien at jeg har hest, men den er til gengæld til stor glæde for mig. Jobmæssigt går jeg og keder mig lidt rigeligt, så jeg vil gerne finde noget andet. Alternativt en barsel, men jeg synes faktisk ikke helt, vi har råd til at have et barn mere i institution.
0
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
- Onkel Reje
Re: Hvordan går det med dit liv?
Det går fint.
Vores økonomi er et bombet hul.. Okay, det er den ikke, men for mig der aldrig har lånt over 20.000 på en gang er 40.000 mange penge. Men vi sparer i forvejen meget og jeg er træt af det, så det må jeg til at gøre noget ved, men det kan jeg også godt, så det er nu ikke så slemt.
Og min krop trænger til hovrdrenovering.. Jeg kan ihvertfald nok ikke trække alt det jeg står til at få rettet op så længe mere og indenfor et par år må jeg nok belave mig på at få høvlet af knoglen i min ene storetå og skiftet min gigtplagede hofte, men så er min dreng så stor at det skal vi nok klare os to,han er det mest effektive smertestillende jeg har og han får mig til at kunne skubbe tanken om smerter og bekymringer om at få flere væk så de ikke fylder så meget, hvis vi går i Tivoli i 8 timer så gør det alligevel ikke mindre ondt næste morgen fordi jeg har gået og tænkt shhit det bliver en slem omgang når jeg vågner imorgen.. Så de fylder ikke en brøkdel af hvad de har gjort.
Men vi har det godt. Vi har et dejligt lille hus, jeg elsker min have, og huset fuld af unger flere gange om ugen og vi er helt generelt gode til at hænge ud og bare have det skægt sammen og det er virkelig en fantastisk måde at bruge sine dage på.
Hans far er begyndt at snakke om at han selv skal køre frem og tilbage til skolen men jeg har slet ikke lyst til at gå glip af det, så det bliver ikke noget han får indflydelse på.
Vores økonomi er et bombet hul.. Okay, det er den ikke, men for mig der aldrig har lånt over 20.000 på en gang er 40.000 mange penge. Men vi sparer i forvejen meget og jeg er træt af det, så det må jeg til at gøre noget ved, men det kan jeg også godt, så det er nu ikke så slemt.
Og min krop trænger til hovrdrenovering.. Jeg kan ihvertfald nok ikke trække alt det jeg står til at få rettet op så længe mere og indenfor et par år må jeg nok belave mig på at få høvlet af knoglen i min ene storetå og skiftet min gigtplagede hofte, men så er min dreng så stor at det skal vi nok klare os to,han er det mest effektive smertestillende jeg har og han får mig til at kunne skubbe tanken om smerter og bekymringer om at få flere væk så de ikke fylder så meget, hvis vi går i Tivoli i 8 timer så gør det alligevel ikke mindre ondt næste morgen fordi jeg har gået og tænkt shhit det bliver en slem omgang når jeg vågner imorgen.. Så de fylder ikke en brøkdel af hvad de har gjort.
Men vi har det godt. Vi har et dejligt lille hus, jeg elsker min have, og huset fuld af unger flere gange om ugen og vi er helt generelt gode til at hænge ud og bare have det skægt sammen og det er virkelig en fantastisk måde at bruge sine dage på.
Hans far er begyndt at snakke om at han selv skal køre frem og tilbage til skolen men jeg har slet ikke lyst til at gå glip af det, så det bliver ikke noget han får indflydelse på.
1
- Hunkat
- Indlæg: 7787
- Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
- Kort karma: 574
- Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
- Likede indlæg: 19143
Re: Hvordan går det med dit liv?
Tjah... tjoh... Altså, det går vel ok. Der er mange ting som går godt i hvert fald. Problemet er nok mere grundlæggende, så selvom arbejdet går godt, så er der nogle ting nedenunder som ikke går så godt.
De gode ting: Jeg ejer en lejlighed. Jeg har et arbejde som jeg er glad for og har muligheder for at udvikle mig i. Min mand har fået opholdstilladelse og alt gik glat so far. Det meste af min familie er sunde og raske og vi ses som vi nu orker det. Jeg har fået behandling for angst som hjalp rigtig meget og har givet mig en tro på at det nok skal gå.
De mindre gode: Angsten var kun et symptom og jeg er blevet viderehenvist til udredning for kronisk psykisk sygdom. Altså, det er jo godt hvis der kan gøres noget men ikke så fedt at leve med resten af livet. Mit helbred er i det hele taget ikke super godt. Jeg ved ikke om jeg skal have børn og tiden er begyndt at føles noget knap i forhold til at tage en beslutning. Der er dage hvor livet er rigtig tungt og gråt. Og der er flere af dem end af de lyse. Forholdet kører men på rutinen, det gad jeg godt ændre men har svært ved at finde energien jf overstående.
De gode ting: Jeg ejer en lejlighed. Jeg har et arbejde som jeg er glad for og har muligheder for at udvikle mig i. Min mand har fået opholdstilladelse og alt gik glat so far. Det meste af min familie er sunde og raske og vi ses som vi nu orker det. Jeg har fået behandling for angst som hjalp rigtig meget og har givet mig en tro på at det nok skal gå.
De mindre gode: Angsten var kun et symptom og jeg er blevet viderehenvist til udredning for kronisk psykisk sygdom. Altså, det er jo godt hvis der kan gøres noget men ikke så fedt at leve med resten af livet. Mit helbred er i det hele taget ikke super godt. Jeg ved ikke om jeg skal have børn og tiden er begyndt at føles noget knap i forhold til at tage en beslutning. Der er dage hvor livet er rigtig tungt og gråt. Og der er flere af dem end af de lyse. Forholdet kører men på rutinen, det gad jeg godt ændre men har svært ved at finde energien jf overstående.
0
L'enfer, c'est les autres
First debat-mover
First debat-mover
Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
- Whydontyouandi
- Indlæg: 198
- Tilmeldt: 30. jun 2016, 15:22
- Kort karma: 110
- Likede indlæg: 773
Re: Hvordan går det med dit liv?
Dejligt du spørger
Jeg er totalt i læsse-af-mode uden at have lyst til at oprette en decideret tråd.
På en måde er det ligesom Charles Dickens siger det: 'It was the best of times, it was the worst of times ...'
Står over for *barn eller ej*-dom fra rigshospitalet efter utallige aborter, nu også mislykkede (sidste) IVF og en kronisk underlivssygdom, som jeg skal ind og have operationsdato for i november. Der lader ikke rigtig til, de har flere gode ideer med os, medmindre vi er ude i noget adoption.
Det er sindssygt hårdt for parforholdet - men også personligt. Der er så meget identitet og sorg forbundet med at kæmpe i årevis og ikke kunne få det barn, man ønsker. Jeg er begyndt at fundere rigtig meget over sorgen, og hvordan jeg/vi skal leve med den. Tænker på den lidt som et dødsfald - man kan have gode dage og timer, hvor man slet ikke tænker på det - og så dukker det op og overvælder én som en tsunami af følelser. Håber tiden læger såret. Lige nu er det også ekstra hårdt, fordi alle i vores omgangskreds er i gang med at få nummer 2, og vi står stadig inde på kajen og spejder efter vores skib, mens alle andre for længst er sejlet mod horisonten-ish.
Karriemæssigt er det spændende; har bog nummer 2 på vej til februar og skriver rigtig meget og elsker det.
Arbejder pt kun 18 timer, men er ikke særlig glad for jobbet, ikke rigtig overhovedet faktisk, og hele den dér sorg over de mange aborter får mig til at føle en 'alt eller intet'-pejling direkte fra hjertet, som siger til mig, jeg bare skal sige det job op og gøre det, der gør mig glad, om jeg så skal leve på røven. Det betyder samtidig, at sådan noget med hus og have og alt det, jeg troede, min kæreste og jeg skulle dele sammen med vores børn, når vi var midttrediverne, ikke rigtig kommer på tapetet lige forreløbig.
Synes livet er blevet mange dele mere kompliceret, end det var i tyverne, men også smukkere, grimmere, mere sørgeligt og til tider komplet uforståeligt. - det hele på én gang.
Men! Jeg er her endnu og hænger i.
Jeg er totalt i læsse-af-mode uden at have lyst til at oprette en decideret tråd.
På en måde er det ligesom Charles Dickens siger det: 'It was the best of times, it was the worst of times ...'
Står over for *barn eller ej*-dom fra rigshospitalet efter utallige aborter, nu også mislykkede (sidste) IVF og en kronisk underlivssygdom, som jeg skal ind og have operationsdato for i november. Der lader ikke rigtig til, de har flere gode ideer med os, medmindre vi er ude i noget adoption.
Det er sindssygt hårdt for parforholdet - men også personligt. Der er så meget identitet og sorg forbundet med at kæmpe i årevis og ikke kunne få det barn, man ønsker. Jeg er begyndt at fundere rigtig meget over sorgen, og hvordan jeg/vi skal leve med den. Tænker på den lidt som et dødsfald - man kan have gode dage og timer, hvor man slet ikke tænker på det - og så dukker det op og overvælder én som en tsunami af følelser. Håber tiden læger såret. Lige nu er det også ekstra hårdt, fordi alle i vores omgangskreds er i gang med at få nummer 2, og vi står stadig inde på kajen og spejder efter vores skib, mens alle andre for længst er sejlet mod horisonten-ish.
Karriemæssigt er det spændende; har bog nummer 2 på vej til februar og skriver rigtig meget og elsker det.
Arbejder pt kun 18 timer, men er ikke særlig glad for jobbet, ikke rigtig overhovedet faktisk, og hele den dér sorg over de mange aborter får mig til at føle en 'alt eller intet'-pejling direkte fra hjertet, som siger til mig, jeg bare skal sige det job op og gøre det, der gør mig glad, om jeg så skal leve på røven. Det betyder samtidig, at sådan noget med hus og have og alt det, jeg troede, min kæreste og jeg skulle dele sammen med vores børn, når vi var midttrediverne, ikke rigtig kommer på tapetet lige forreløbig.
Synes livet er blevet mange dele mere kompliceret, end det var i tyverne, men også smukkere, grimmere, mere sørgeligt og til tider komplet uforståeligt. - det hele på én gang.
Men! Jeg er her endnu og hænger i.
8
Re: Hvordan går det med dit liv?
Helt overordnet går det vel godt. Jeg er godt gift og har fået de børn jeg skal have. Vi er alle sunde og raske. Vi købte slutboligen for et par år siden, og kunne ikke tænke os at bo andre steder. Økonomien er god og bliver formodentlig kun bedre med tiden.
Arbejdsmæssigt sidder jeg i en god stilling med udviklingsmuligheder og fantastiske kollegaer. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg er på den rette gren. Min uddannelse giver mig mulighed for at sadle helt om, men det er snart 15 år siden jeg blev kandidat og jeg er usikker på om jeg kan håndtere så stort et skifte.
Og så kan jeg mærke at børnene er ved at blive større. Jeg får mere tid og rum til mig selv. Det er dejligt..men det giver også tid til at være irriterende selvoptaget igen. Det gider jeg simpelthen ikke, så jeg er nødt til at “finde på” noget hobby jeg kan bruge min tid på i takt med at børnene bliver store.
Jeg føler at jeg står i et vadested. Men måske er det en grundfølelese for de fleste der har passeret 40. Jeg er i hvert fald ikke den eneste med de følelser i venne- og bekendtskabskredsen.
Men summasumarum lever jeg et priviligeret liv. Det skal jeg desværre ofte huske mig selv på.
Arbejdsmæssigt sidder jeg i en god stilling med udviklingsmuligheder og fantastiske kollegaer. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg er på den rette gren. Min uddannelse giver mig mulighed for at sadle helt om, men det er snart 15 år siden jeg blev kandidat og jeg er usikker på om jeg kan håndtere så stort et skifte.
Og så kan jeg mærke at børnene er ved at blive større. Jeg får mere tid og rum til mig selv. Det er dejligt..men det giver også tid til at være irriterende selvoptaget igen. Det gider jeg simpelthen ikke, så jeg er nødt til at “finde på” noget hobby jeg kan bruge min tid på i takt med at børnene bliver store.
Jeg føler at jeg står i et vadested. Men måske er det en grundfølelese for de fleste der har passeret 40. Jeg er i hvert fald ikke den eneste med de følelser i venne- og bekendtskabskredsen.
Men summasumarum lever jeg et priviligeret liv. Det skal jeg desværre ofte huske mig selv på.
2
... Look to the light, Leland, find the light. Into the light, Leland, into the
light. Into the light, Leland... into the light... Don't be afraid. ...
light. Into the light, Leland... into the light... Don't be afraid. ...
Re: Hvordan går det med dit liv?
Det går fremad, synes jeg!
Synes de sidste mange år har været benhårde, siden vi fik børn egentlig - og den store er 6 år nu, så det er alligevel noget tid siden. Men det har det virkelig været, først og fremmest på grund af manglende søvn. Har været vågen utallige gange hver evig eneste nat, og samtidig har jeg gjort min kandidat færdig, har skrevet speciale og er begyndt på arbejdsmarkedet i mit første fuldtidsjob for halvandet år siden efter 2. barsel.
Det har virkelig været tough, og jeg har mange dage været helt zombie-agtig og været fuldkommen ved siden af mig selv. Jeg har haft nærmest intet overskud, har gået utroligt lidt op i mig selv, og har taget ret meget på. Jeg har i lange perioder ikke kunnet 'mærke mig selv' - har været helt ude af kontakt med min egen mavefornemmelse og ikke kunnet mærke lyst til noget som helst, der ikke handlede om børn eller arbejde. Det har bestemt også tæret på forholdet, fordi vi begge to har været fuldstændig udkørte.
Men nu er den mindste 2 år og 8 måneder, og det begynder at lysne.
Jeg er begyndt at sove sådan nogenlunde om natten - er stadig oppe hver nat, men ikke lige så mange gange. Og så begyndte jeg at træne og spise sundere i sommer, og jeg har tabt 13 kilo indtil videre - og det føles fantastisk! Arbejdet er ikke heeeelt så nyt længere, og jeg kan mærke, jeg føler, jeg er mere mig selv og kan præstere bedre. Det er virkelig en dejlig følelse.
Der er stadig meget, der mangler - både på søvnen og på forholdet - men bare det at mærke, at det går i den rigtige retning er virkelig, virkelig skønt.
Synes de sidste mange år har været benhårde, siden vi fik børn egentlig - og den store er 6 år nu, så det er alligevel noget tid siden. Men det har det virkelig været, først og fremmest på grund af manglende søvn. Har været vågen utallige gange hver evig eneste nat, og samtidig har jeg gjort min kandidat færdig, har skrevet speciale og er begyndt på arbejdsmarkedet i mit første fuldtidsjob for halvandet år siden efter 2. barsel.
Det har virkelig været tough, og jeg har mange dage været helt zombie-agtig og været fuldkommen ved siden af mig selv. Jeg har haft nærmest intet overskud, har gået utroligt lidt op i mig selv, og har taget ret meget på. Jeg har i lange perioder ikke kunnet 'mærke mig selv' - har været helt ude af kontakt med min egen mavefornemmelse og ikke kunnet mærke lyst til noget som helst, der ikke handlede om børn eller arbejde. Det har bestemt også tæret på forholdet, fordi vi begge to har været fuldstændig udkørte.
Men nu er den mindste 2 år og 8 måneder, og det begynder at lysne.
Jeg er begyndt at sove sådan nogenlunde om natten - er stadig oppe hver nat, men ikke lige så mange gange. Og så begyndte jeg at træne og spise sundere i sommer, og jeg har tabt 13 kilo indtil videre - og det føles fantastisk! Arbejdet er ikke heeeelt så nyt længere, og jeg kan mærke, jeg føler, jeg er mere mig selv og kan præstere bedre. Det er virkelig en dejlig følelse.
Der er stadig meget, der mangler - både på søvnen og på forholdet - men bare det at mærke, at det går i den rigtige retning er virkelig, virkelig skønt.
7
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…
- Mani
- Indlæg: 11295
- Tilmeldt: 27. dec 2015, 21:06
- Kort karma: 1792
- Geografisk sted: Østjylland
- Likede indlæg: 23356
Re: Hvordan går det med dit liv?
Tak fordi du spørger
I det nære går det forrygende:
Drengene har det godt, de store nyder efterskolelivet. Manden og jeg har mere tid sammen end længe og værdsætter det i høj grad. Hus, job og omgangskreds er skøn - vi er priviligerede.
Alligevel er det hårdt lige nu. Tillader mig at citerer fra partråden:
Pyha, vi synes det er hårdt at være voksne lige nu.
Svigerfar ryger ind og ud af sygehuset med infektioner. Hans kemokurer gør der ikke er mange kræfter at gøre med og svigermor er forståeligt også slidt.
Svoger er lige blevet skilt og den ene datter vil ikke se ham fordi han altid er så trist.
Svigerinden er i fertilitetsbehandling og har lige mistet i 14 uge.
Alle synes at de er meget rummelige og ingen andre i familien tager hensyn. Det er skidesynd men også halvhårdt at navigerer i.
Min mor er røget på den lukkede igen og min søster har ingen i familien set eller hørt fra i over 1 år. Så der går sgu heller ikke skide godt der.
I det nære går det forrygende:
Drengene har det godt, de store nyder efterskolelivet. Manden og jeg har mere tid sammen end længe og værdsætter det i høj grad. Hus, job og omgangskreds er skøn - vi er priviligerede.
Alligevel er det hårdt lige nu. Tillader mig at citerer fra partråden:
Pyha, vi synes det er hårdt at være voksne lige nu.
Svigerfar ryger ind og ud af sygehuset med infektioner. Hans kemokurer gør der ikke er mange kræfter at gøre med og svigermor er forståeligt også slidt.
Svoger er lige blevet skilt og den ene datter vil ikke se ham fordi han altid er så trist.
Svigerinden er i fertilitetsbehandling og har lige mistet i 14 uge.
Alle synes at de er meget rummelige og ingen andre i familien tager hensyn. Det er skidesynd men også halvhårdt at navigerer i.
Min mor er røget på den lukkede igen og min søster har ingen i familien set eller hørt fra i over 1 år. Så der går sgu heller ikke skide godt der.
0
'If you get tired, learn to rest, not to quit.'
Re: Hvordan går det med dit liv?
Det går lidt lala. På kæreste fronten går det godt, han kommer sig mere og mere, efter sin blodprop, og så hjælper det jo også en hel del, at han ikke på noget tidspunkt, har været synderligt mærket af det. Nu går vi bare og venter på, at han skal op på hjerteafdelingen, og høre, om de vil lukke hullet i hans hjerte.
Personligt går det lidt op ad bakke, men det er fordi at det går skævt på mit arbejde. Jeg valgte i foråret, at være åben om min diagnose, i håb om, at finde noget forståelse, men det var et dårligt valg, fordi mine kolleger valgte at misforstå det, så nu føler jeg mig anderledes, og usikker, fordi den ene kollega i min afdeling, føler sig hævet over os andre, og fortæller det til vores leder, når vi andre gør noget, hun ikke er enig i. Det påvirker min psyke rigtig meget, i den forkerte retning.
Personligt går det lidt op ad bakke, men det er fordi at det går skævt på mit arbejde. Jeg valgte i foråret, at være åben om min diagnose, i håb om, at finde noget forståelse, men det var et dårligt valg, fordi mine kolleger valgte at misforstå det, så nu føler jeg mig anderledes, og usikker, fordi den ene kollega i min afdeling, føler sig hævet over os andre, og fortæller det til vores leder, når vi andre gør noget, hun ikke er enig i. Det påvirker min psyke rigtig meget, i den forkerte retning.
0
Re: Hvordan går det med dit liv?
Mit liv er sådan op og ned. Jeg kæmper, jeg opnår resultater, men så er det lidt som om der bare skal komme noget nyt og mere udfordrende (=mentalt drænende) jeg så skal kæmpe med. Havde der ikke været noget var jeg nok blevet rastløst og givet mig i kast med noget, så det er ikke fordi jeg ville være det foruden.
Men kæft hvor er arbejdslivet en evig hurdle.
Hvis man har læst mit brok og læssen af herinde gennem de senere år ved folk nok, at jeg har haft et rimeligt turbulent arbejdsliv. For ca. halvanden år siden fik jeg tilbudt et job på et fantastisk sted og jeg så mig ikke tilbage, da jeg forlod min gamle arbejdsplads. Det var et hæsligt sted med en meget laissez faire indstilling til tingene og hvor folk helst var fri for at tage ansvar. Da jeg var det stik modsatte blev en masse arbejde overladt til mig og da jeg til sidst sagde fra, fordi jeg ikke kunne klare så mange ressourcetunge ansvarsområder - især når der så sidder en større flok og ingenting laver omme bagved - fik jeg bare en "Men du har da selv valgt det. Det er dit problem" retur.
Tiden skrues lidt frem og den gamle ejer af det firma, jeg forlod, opgav sit ejerskab og der skulle findes en ny. Men den gamle torsk har kørt stedet så elendigt at ingen ville overtage den. Apoteksverdenen er en grum satan, så hvis ingen frivilligt vil have stedet kan nogen blive tvunget til det. Skæbnen ville, at min chef blev påduttet stedet og nu er jeg guddødeme kollega igen med dem, jeg forlod sidste år. Jeg havde advaret chefen om det arbejdsmiljø, der hersker på det sted, men han havde nok svært ved at tro det kunne være rigtigt, men virkeligheden har ramt ham og os andre nu og det lider vi under pt.
Mig nok en grad mere, fordi jeg jo kender de folk i forvejen og jeg står på et meget akavet sted ift de andre og gamle ubearbejdede følelser der vælder frem nu. Chefen har forsøgt sit med at love mig, at jeg ikke skal arbejde i samme afdeling som enkelte personer (herunder den irriterende kollega, jeg rasede meget over i Irriterer Grænseløst-tråden i sin tid) og at jeg slet ikke skal arbejde i den afdeling, som jeg jo forlod dengang. Han gør så meget for mig, men alligevel har jeg det ret svært med det hele. Der er ikke engang gået en måned efter den endelige sammenslutning, men jeg har haft et par sammenbrud allerede, udover søvnløse nætter og mareridt når jeg endelig sover, fordi det påvirker mig så meget. Det er altså bare træls.
I privaten, som dog er nedprioriteret fordi arbejdet fylder så meget, går det ellers godt. Jeg bor i eget hus,, min økonomi er skidegod og min træning kører bare efter at have brugt det meste af sommeren på at pleje en belastningsskade i knæet. Jeg slog min personlige rekord i løb på løbebånd for et par uger siden (10 km på 44:39 minutter) og jeg er generelt blevet mere aktiv siden jeg flyttede til byen, fordi jeg har lyst til at gå og cykle ture igen. Bare det at jeg kan gå til og fra arbejde er guld værd - det har jeg virkelig savnet, at betragte byen som den vågner op om morgenen og takker af til aften. Det kan man bare ikke i samme grad i bil. Og jeg dyrker det nok i højere grad pt. fordi arbejdet er som det er og jeg har brug for en måde at afreagere og koble af på.
Så trods mine frustrationer forsøger jeg at holde mig munter.
Men kæft hvor er arbejdslivet en evig hurdle.
Hvis man har læst mit brok og læssen af herinde gennem de senere år ved folk nok, at jeg har haft et rimeligt turbulent arbejdsliv. For ca. halvanden år siden fik jeg tilbudt et job på et fantastisk sted og jeg så mig ikke tilbage, da jeg forlod min gamle arbejdsplads. Det var et hæsligt sted med en meget laissez faire indstilling til tingene og hvor folk helst var fri for at tage ansvar. Da jeg var det stik modsatte blev en masse arbejde overladt til mig og da jeg til sidst sagde fra, fordi jeg ikke kunne klare så mange ressourcetunge ansvarsområder - især når der så sidder en større flok og ingenting laver omme bagved - fik jeg bare en "Men du har da selv valgt det. Det er dit problem" retur.
Tiden skrues lidt frem og den gamle ejer af det firma, jeg forlod, opgav sit ejerskab og der skulle findes en ny. Men den gamle torsk har kørt stedet så elendigt at ingen ville overtage den. Apoteksverdenen er en grum satan, så hvis ingen frivilligt vil have stedet kan nogen blive tvunget til det. Skæbnen ville, at min chef blev påduttet stedet og nu er jeg guddødeme kollega igen med dem, jeg forlod sidste år. Jeg havde advaret chefen om det arbejdsmiljø, der hersker på det sted, men han havde nok svært ved at tro det kunne være rigtigt, men virkeligheden har ramt ham og os andre nu og det lider vi under pt.
Mig nok en grad mere, fordi jeg jo kender de folk i forvejen og jeg står på et meget akavet sted ift de andre og gamle ubearbejdede følelser der vælder frem nu. Chefen har forsøgt sit med at love mig, at jeg ikke skal arbejde i samme afdeling som enkelte personer (herunder den irriterende kollega, jeg rasede meget over i Irriterer Grænseløst-tråden i sin tid) og at jeg slet ikke skal arbejde i den afdeling, som jeg jo forlod dengang. Han gør så meget for mig, men alligevel har jeg det ret svært med det hele. Der er ikke engang gået en måned efter den endelige sammenslutning, men jeg har haft et par sammenbrud allerede, udover søvnløse nætter og mareridt når jeg endelig sover, fordi det påvirker mig så meget. Det er altså bare træls.
I privaten, som dog er nedprioriteret fordi arbejdet fylder så meget, går det ellers godt. Jeg bor i eget hus,, min økonomi er skidegod og min træning kører bare efter at have brugt det meste af sommeren på at pleje en belastningsskade i knæet. Jeg slog min personlige rekord i løb på løbebånd for et par uger siden (10 km på 44:39 minutter) og jeg er generelt blevet mere aktiv siden jeg flyttede til byen, fordi jeg har lyst til at gå og cykle ture igen. Bare det at jeg kan gå til og fra arbejde er guld værd - det har jeg virkelig savnet, at betragte byen som den vågner op om morgenen og takker af til aften. Det kan man bare ikke i samme grad i bil. Og jeg dyrker det nok i højere grad pt. fordi arbejdet er som det er og jeg har brug for en måde at afreagere og koble af på.
Så trods mine frustrationer forsøger jeg at holde mig munter.
Senest rettet af Chatsy 23. okt 2018, 12:31, rettet i alt 1 gang.
2
- NejJegErIkkeAsiat
- Indlæg: 2568
- Tilmeldt: 11. maj 2016, 10:08
- Kort karma: 351
- Geografisk sted: Hafnia
- Likede indlæg: 7610
Re: Hvordan går det med dit liv?
Det går egentlig meget godt. 2018 har budt på nye jobs til både min kone og mig, og nyt hus langt fra alt hvad vi kendte til. Det har været nogle ret store spring at tage og udfaldet kunne i værste fald have været lidt af en katastrofe. Min kone havde et job hun egentlig var glad for, det havde jeg også indtil det sidste halvårstid, og vi boede i en dejlig lejlighed centralt i København.
Men vi ønskede nogle andre muligheder end dem storbyen byder på.
I dag er vi vist enige om at det er den bedste beslutning i vores liv, selvom det er hårdt arbejde og huset + haven stadig mangler meget arbejde før det ser ud som vi ønsker det.
Men vi ønskede nogle andre muligheder end dem storbyen byder på.
I dag er vi vist enige om at det er den bedste beslutning i vores liv, selvom det er hårdt arbejde og huset + haven stadig mangler meget arbejde før det ser ud som vi ønsker det.
2
Re: Hvordan går det med dit liv?
Jeg lander efter to år hvor mine forældres sygdomme, plejehjemsophold og siden dødsfald og begravelser har fyldt rigtig meget i mit liv.
Der har også været et hus der skulle tømmes og sælges.
Alt er foregået i en god ånd og fint samarbejde med mine søskende og en masse masse plejepersonale.
Jeg har arvet en del penge, så jeg kan leve ubekymret de næste mange år - er førtidspensionist og bor i Udkanten.
Arven gør at jeg har råd til at have en bil og en hest og større er mine behov ikke
tøhøhø begge dele er pengeslugere.
Men fede.
Jeg overvejer lidt om jeg skal investere lidt i min mentale sundhed i form af noget terapi.
Har før haft glæde af hypnose og almindelig samtaleterapi.
Jeg kan udlede af mine natlige drømme at min sexlyst er begyndt at vågne lidt igen efter utallige års dvale.
Det ville være rart at finde en mand jeg kunne dele mit liv med.
En der var ligeså sød som min ex og som jeg kunne svinge ligeså godt med.
Alt i alt er mit liv vældig godt.
Jeg føler mig meget priviligeret
Der har også været et hus der skulle tømmes og sælges.
Alt er foregået i en god ånd og fint samarbejde med mine søskende og en masse masse plejepersonale.
Jeg har arvet en del penge, så jeg kan leve ubekymret de næste mange år - er førtidspensionist og bor i Udkanten.
Arven gør at jeg har råd til at have en bil og en hest og større er mine behov ikke
tøhøhø begge dele er pengeslugere.
Men fede.
Jeg overvejer lidt om jeg skal investere lidt i min mentale sundhed i form af noget terapi.
Har før haft glæde af hypnose og almindelig samtaleterapi.
Jeg kan udlede af mine natlige drømme at min sexlyst er begyndt at vågne lidt igen efter utallige års dvale.
Det ville være rart at finde en mand jeg kunne dele mit liv med.
En der var ligeså sød som min ex og som jeg kunne svinge ligeså godt med.
Alt i alt er mit liv vældig godt.
Jeg føler mig meget priviligeret
7
- RavenClaw
- Indlæg: 5419
- Tilmeldt: 15. maj 2016, 17:27
- Kort karma: 665
- Geografisk sted: Fyyyn
- Likede indlæg: 13979
Re: Hvordan går det med dit liv?
Når jeg sådan mærker efter helt nede i maven, så synes jeg egentlig, at det går meget godt.
I foråret valgte jeg at droppe ud af mit studie efter 4 år, og i starten var det megahårdt at skulle tage stilling til, hvad jeg så ville. Men jeg fandt ud af det, og jeg starter derfor forfra på et andet studie til sommer. Det betyder også, at jeg skal rive mine teltpløkker op og flytte fra Sjælland til Odense, hvor mit nye studie er - og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at kunne trykke reset og starte på et nyt kapitel.
Sommeren bød på, at jeg lagde en lang pause ind i mit frivilligjob, hvor jeg har været de sidste 5 år. Jeg syntes, at forholdene for de frivillige var blevet væsentlig ringere, og det var ikke længere noget, man gjorde, fordi man havde lyst, men nærmere fordi man skulle. Det var en kæmpe sten, der faldt af mit hjerte, og det var pludselig en stor lettelse, at jeg kunne have fritid, uden at nogen krævede, jeg brugte den på at arbejde. Umiddelbart tænker jeg ikke at vende tilbage, i hvert fald ikke mens jeg bor på Sjælland. Der er en afdeling i Odense, som er helt identisk med den, der er her, så jeg vil lige lure den af, inden jeg beslutter mig helt. I sensommeren valgte jeg også endeligt at bryde med min omgangskreds, som har været meget destruktiv i den måde, personerne er på. Det hele gik alt for meget op i druk og stoffer, og nogle endte også relativt ofte med at overnatte i detentionen. Jeg har aldrig selv været en direkte del af alt det nævnte, men det har alligevel påvirket mig ret meget.
Så status lige nu er, at jeg bruger tiden på at finde mig en ny omgangskreds, der også vil mig det godt. Jeg har ikke så mange venskaber tilbage, men dem, jeg har, er guld værd. Kærligheden går mildt sagt rigtig dårligt, og jeg er virkelig begyndt at savne en at dele livet med, men jeg vil heller ikke indgå i et forhold, der ikke føles rigtigt. Jeg har definitivt sagt farvel til mit job, jeg har haft i et halvt års tid, hvor jeg ikke følte mig tilpas, og starter så her d. 1/11 på min gamle arbejdsplads, som jeg har savnet rigtig meget. Jeg flytter hjem til mine forældre fra marts, fordi jeg skal flytte fra min bolig, og der er mange års ventetid på noget her i nærheden. Jeg synes, det er spild at smide mange penge efter noget nyt, når jeg alligevel skal flytte til Fyn til august. Til gengæld så får jeg hele førstesalen hos mine forældre for mig selv, så jeg tror ikke, at jeg helt vil føle, at jeg mangler mit "eget" sted.
I foråret valgte jeg at droppe ud af mit studie efter 4 år, og i starten var det megahårdt at skulle tage stilling til, hvad jeg så ville. Men jeg fandt ud af det, og jeg starter derfor forfra på et andet studie til sommer. Det betyder også, at jeg skal rive mine teltpløkker op og flytte fra Sjælland til Odense, hvor mit nye studie er - og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at kunne trykke reset og starte på et nyt kapitel.
Sommeren bød på, at jeg lagde en lang pause ind i mit frivilligjob, hvor jeg har været de sidste 5 år. Jeg syntes, at forholdene for de frivillige var blevet væsentlig ringere, og det var ikke længere noget, man gjorde, fordi man havde lyst, men nærmere fordi man skulle. Det var en kæmpe sten, der faldt af mit hjerte, og det var pludselig en stor lettelse, at jeg kunne have fritid, uden at nogen krævede, jeg brugte den på at arbejde. Umiddelbart tænker jeg ikke at vende tilbage, i hvert fald ikke mens jeg bor på Sjælland. Der er en afdeling i Odense, som er helt identisk med den, der er her, så jeg vil lige lure den af, inden jeg beslutter mig helt. I sensommeren valgte jeg også endeligt at bryde med min omgangskreds, som har været meget destruktiv i den måde, personerne er på. Det hele gik alt for meget op i druk og stoffer, og nogle endte også relativt ofte med at overnatte i detentionen. Jeg har aldrig selv været en direkte del af alt det nævnte, men det har alligevel påvirket mig ret meget.
Så status lige nu er, at jeg bruger tiden på at finde mig en ny omgangskreds, der også vil mig det godt. Jeg har ikke så mange venskaber tilbage, men dem, jeg har, er guld værd. Kærligheden går mildt sagt rigtig dårligt, og jeg er virkelig begyndt at savne en at dele livet med, men jeg vil heller ikke indgå i et forhold, der ikke føles rigtigt. Jeg har definitivt sagt farvel til mit job, jeg har haft i et halvt års tid, hvor jeg ikke følte mig tilpas, og starter så her d. 1/11 på min gamle arbejdsplads, som jeg har savnet rigtig meget. Jeg flytter hjem til mine forældre fra marts, fordi jeg skal flytte fra min bolig, og der er mange års ventetid på noget her i nærheden. Jeg synes, det er spild at smide mange penge efter noget nyt, når jeg alligevel skal flytte til Fyn til august. Til gengæld så får jeg hele førstesalen hos mine forældre for mig selv, så jeg tror ikke, at jeg helt vil føle, at jeg mangler mit "eget" sted.
2
Have you ever been so annoying you caused the reinvention of an entire literary genre?