Kan man tillade sig at være sur over ikke at blive inviteret til noget af en, hvis man alligevel ikke kan på dagen?

[Purple Haze]

Man kan altid tillade sig at føle det man føler.
Om man skal eller bør italesætte det eller gøre noget ved det, det synes jeg afhænger meget af situationen og relationen.

For i princippet synes jeg aldrig at man kan/skal forvente at blive inviteret til noget som helst - men se det som en "gave" og hvis man ikke behandler det på den måde, så kan jeg godt forstå at man fx. ikke vil blive inviteret en anden gang, selvom det måske ville være "normen".

[Mani]

Hmmmm. Man kan i al fald blive skuffet over relationen ikke er så tæt, som man selv føler den.
Generelt mener jeg invitationer skal være af lyst og ikke pligt eller norm - og derfor bør man heller ikke forvente en invitation. Men jeg er helt med på man naturligvis kan blive skuffet - netop pga relationen jo så ikke opfattes ens.

[Fru Sunshine]

For mig er sur ikke det rette ord. Jeg ville blive fælt skuffet og ked af det.
Det synes jeg godt, man kan tillade sig. Og kunne jeg ikke tillade mig det, ville jeg nok blive det alligevel.

[hotlips]

Næ. Min søster ville have vi skulle flytte min drengs navngivningsfest fordi hun ikke kunne, men den blev helt overlagt holdt den dag han blev et halvt år så det var ikke til forhandling og så synes jeg det var indlysende at jeg ikke skulle sende en invitation til hende, der er ingen mening i at bruge tid og penge på at sende den eller at bruge hendes tid på at sende afbud til noget hun allerede havde sagt hun ikke kunne og jeg ville være noget forbløffet hvis jeg blev bebrejdet det bagefter.

[LadyFox]

Ja. Det ville jeg sagtens kunne blive.
Hvis jeg godt kunne ville jeg jo stadig ikke være inviteret. En manglende invitation er jo lidt en eksklusion, det bliver jo nemt et symbol på at der er situationer hvor at værten vælger en fra, hvis man selv føler man er tættere på synes jeg det er klart hvis man bliver skuffet og ked af det.

[LadyFox]

Man kan altid tillade sig at føle det man føler.
Om man skal eller bør italesætte det eller gøre noget ved det, det synes jeg afhænger meget af situationen og relationen.

For i princippet synes jeg aldrig at man kan/skal forvente at blive inviteret til noget som helst - men se det som en "gave" og hvis man ikke behandler det på den måde, så kan jeg godt forstå at man fx. ikke vil blive inviteret en anden gang, selvom det måske ville være "normen".

Det har jeg lidt svært ved at sætte mig ind i - altså ikke at man kan kræve at blive inviteret til noget som helst, eller at der ikke er mange situationer hvor jeg tænker det ikke giver mening med sådanne forventninger. Men jeg synes det handler rigtig meget om relationen, og situationen.
Jeg har relationer hvor at jeg synes det er forventeligt at jeg inviteres til store begivenheder, netop på grund af relationen - med mindre der er noget i situationen der adskiller sig fra normen. F.eks. har jeg en klar forventning om at min veninde ville invitere mig til hendes bryllup, og jeg ville blive skuffet hvis jeg ikke blev - med mindre at det var noget super intimt f.eks. kun med den nærmeste familie eller sådan. Vores venskab er bare af sådan en slags hvor det er en selvfølge at vi deler den slags store begivenheder, var jeg ikke inviteret ville det være et fravalg af mig som menneske.
Men altså, jeg ville også være inviteret selv hvis det ellers kun var forældre og søskende.

[HappyPaww]

Næ. Min søster ville have vi skulle flytte min drengs navngivningsfest fordi hun ikke kunne, men den blev helt overlagt holdt den dag han blev et halvt år så det var ikke til forhandling og så synes jeg det var indlysende at jeg ikke skulle sende en invitation til hende, der er ingen mening i at bruge tid og penge på at sende den eller at bruge hendes tid på at sende afbud til noget hun allerede havde sagt hun ikke kunne og jeg ville være noget forbløffet hvis jeg blev bebrejdet det bagefter.

Men der kendte hun jo datoen i forvejen - det er jo noget andet end præmissen her.

[Ata]

Ja, det er jo to forskellige ting - om man er inviteret og om man kan deltage. Det kan jeg ikke se, at man ikke kan "tillade sig". Følelsen ved ikke at være inviteret er vel den samme, uanset om man kunne deltage eller ej?

[ajnaM]

Ja, selvfølgelig.

Det handler jo om intentionen. Selvfølgelig også om festen, men skuffelsen ligger jo i følelsen af at blive valgt fra.

[ajnaM]

Hmmmm. Man kan i al fald blive skuffet over relationen ikke er så tæt, som man selv føler den.
Generelt mener jeg invitationer skal være af lyst og ikke pligt eller norm - og derfor bør man heller ikke forvente en invitation. Men jeg er helt med på man naturligvis kan blive skuffet - netop pga relationen jo så ikke opfattes ens.

Det synes jeg, man bør. Man bør regne med, at mennesker, der er tæt på en, har lyst til at invitere en - og i det mindste forklarer, hvis der er en årsag til, at de ikke gør det.

Og netop derfor bør man også overveje ret nøje, inden man vælger ikke at invitere en, der klart forventer en invitation. Det er et ret tydeligt signal, som efter al sandsynlighed vil få konsekvenser. Ikke sagt, at man skal invitere alle, der regner med at blive inviteret - men man skal i mine øjne regne med, at de bliver sure/skuffede/kede af det, og det skal man være klar til at håndtere.

[Mani]

Hmmmm. Man kan i al fald blive skuffet over relationen ikke er så tæt, som man selv føler den.
Generelt mener jeg invitationer skal være af lyst og ikke pligt eller norm - og derfor bør man heller ikke forvente en invitation. Men jeg er helt med på man naturligvis kan blive skuffet - netop pga relationen jo så ikke opfattes ens.

Det synes jeg, man bør. Man bør regne med, at mennesker, der er tæt på en, har lyst til at invitere en - og i det mindste forklarer, hvis der er en årsag til, at de ikke gør det.

Og netop derfor bør man også overveje ret nøje, inden man vælger ikke at invitere en, der klart forventer en invitation. Det er et ret tydeligt signal, som efter al sandsynlighed vil få konsekvenser. Ikke sagt, at man skal invitere alle, der regner med at blive inviteret - men man skal i mine øjne regne med, at de bliver sure/skuffede/kede af det, og det skal man være klar til at håndtere.

Det her er vel en sag om at man ikke føler sig lige tætte? Og det forstår jeg snildt man kan blive skuffet over.

Men derfor mener jeg stadig ikke pligt og normer skal være baggrund for invitationer. Hvorfor skal man f.eks. inviterer alle mostre/fastre/morbrødre/farbrødre, hvis man har en særlig relation til 2? Det har vi diskuteret en del i vores vennekreds.

[ajnaM]

Det her er vel en sag om at man ikke føler sig lige tætte? Og det forstår jeg snildt man kan blive skuffet over.

Men derfor mener jeg stadig ikke pligt og normer skal være baggrund for invitationer. Hvorfor skal man f.eks. inviterer alle mostre/fastre/morbrødre/farbrødre, hvis man har en særlig relation til 2? Det har vi diskuteret en del i vores vennekreds.

Ja, og der er selvfølgelig en eller anden usikkerhed i, hvornår man kan forvente en invitation. Og fra den anden side, hvem man regner med, der forventer en invitation...

Men hver gang jeg hører snakke om, at man ikke behøver invitere, og at man ikke skal invitere af pligt, så er det invitationer til folk, man godt ved, vil blive skuffede. Og så skubber man den over på dem og siger, at det er dem, der er noget galt med, fordi de forventer en invitation.

Der mener jeg oprigtigt, at den, der holder festen, skal stå ved sit valg. Og at det nogle gange indebærer at invitere af pligt - og andre gange indebærer, at man giver en forklaring, når man har fravalgt nogen, man godt ved regnede med at blive inviteret med.

[Mani]

Ja, og der er selvfølgelig en eller anden usikkerhed i, hvornår man kan forvente en invitation. Og fra den anden side, hvem man regner med, der forventer en invitation...

Men hver gang jeg hører snakke om, at man ikke behøver invitere, og at man ikke skal invitere af pligt, så er det invitationer til folk, man godt ved, vil blive skuffede. Og så skubber man den over på dem og siger, at det er dem, der er noget galt med, fordi de forventer en invitation.

Der mener jeg oprigtigt, at den, der holder festen, skal stå ved sit valg. Og at det nogle gange indebærer at invitere af pligt - og andre gange indebærer, at man giver en forklaring, når man har fravalgt nogen, man godt ved regnede med at blive inviteret med.

Jeg står gerne på mål for mine invitationer/mangel på invitationer. Jeg tror helt ærligt ikke der er nogen af dem der ikke er blevet inviteret, der er blevet skuffede over det. Sådan er vores relation ikke - og vi har forsat talt fint når vi har været sammen. Tilgengæld har jeg hørt meget om det fra min far ‘for det KAN man da virkelig ikke, sådan gøre forskel’.

[MissB]

Skuffet/ ked af det, ja. Vi inviterer et vennepar til vores søns barnedåb, selvom vi allerede ved at de ikke kan deltage.

[Purple Haze]

Tænker hvis man gerne vil se folk så invitere man dem, også selvom man tror de ikke kan komme - de kunne jo overraske en og lave deres planer om, eller deres anden ting kan blive aflyst.

Det har jeg selv prøvet nogle gange.
Fx en venindes fødselsdag, hvor jeg skulle til koncert, men koncerten blev aflyst og jeg kunne alligevel godt komme til fødselsdag.