Jeg savner nytårsvenner...

[Anlewi]

Vi skal også være alene hjemme. Vi har været ude de sidste 2 år, men ville gerne være hjemme i år. Desværre ville vores venner så ikke køre ud til os pga arbejdede d. 1 januar, så det gik død.
Hvis det bare var min kone og jeg, så kunne det blive ret så hyggeligt. Men nu har vi en dreng og det går os lidt på, at han ikke skal hygge sig med andre.
Vi har haft følere ude flere steder, ikke for at invitere os selv, men trods alt gøre lidt opmærksom på at vi ikke har de vilde planer. Det har så ikke kastet noget af sig.
Det er næsten også blevet sådan, nogle steder, at man overhovedet ikke kan komme (eller tør komme) uanmeldt og bare hilse på senere på aftenen.
Vi bor lidt ude på landet, så at gå ud på gaden og finde nogen er ikke muligt.
Vi er selv overbeviste om, at hvis nogen stod med hatten i hånden og ikke havde planer, så skulle de være meget velkomne. Der skal være plads til alle.

Vi skal være alene hjemme for andet år i træk, i år
På opfordring af vores yngste søn (12år)

Sidste år var jeg nervøs for om ddt kunne blive en god aften for vores søn, når nu hans storebror var til fest andetsteds, men vi hyggede os fantastisk. Vi fik god mad, spillede brætspil og så film sammen. Til midnat fyrede vi raketter af og drak børne og voksen champagne

[LaScrooge]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

[IrmaPigen]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Enig i at det er metoden.

Tror dog også man med den metode ikke kan undgå at nogle vil opfatte en sådan aftale lavet i god tid, som noget der måske ikke helt er en aftale, og man vil komme til at opleve afbud. Og det skal man jo så være voksen nok til at lade fare uden at tage det personligt.

[Bøtte]

Vi var 3 par der fast holdt nytår sammen i 6 år.
Et år inviterede vi et 4. par. Året efter valgte de så kun at invitere det ene par til nytår hos dem og så holdt vi to resterende par sammen. Men eftersom de blev skilt året efter, var vi alene tilbage. Og blev ikke inviteret med hos de andre selv om de vidste vi skulle holde alene.
Det føltes (og føles stadig) rigtig rigtig ubehageligt at være valgt fra på den måde Jeg kan stadig blive ked af det, når jeg tænker på det.

Vi havde heldigvis et andet vennepar, der ingen faste traditioner havde og dem har vi nu lavet en tradition med.

Jeg kan godt forstå det ikke er rart, jeg synes det er virkelig hyggeligt at have en fast nytårstradition.

[HerErJeg]

Vi skal også være alene hjemme. Vi har været ude de sidste 2 år, men ville gerne være hjemme i år. Desværre ville vores venner så ikke køre ud til os pga arbejdede d. 1 januar, så det gik død.
Hvis det bare var min kone og jeg, så kunne det blive ret så hyggeligt. Men nu har vi en dreng og det går os lidt på, at han ikke skal hygge sig med andre.
Vi har haft følere ude flere steder, ikke for at invitere os selv, men trods alt gøre lidt opmærksom på at vi ikke har de vilde planer. Det har så ikke kastet noget af sig.
Det er næsten også blevet sådan, nogle steder, at man overhovedet ikke kan komme (eller tør komme) uanmeldt og bare hilse på senere på aftenen.
Vi bor lidt ude på landet, så at gå ud på gaden og finde nogen er ikke muligt.
Vi er selv overbeviste om, at hvis nogen stod med hatten i hånden og ikke havde planer, så skulle de være meget velkomne. Der skal være plads til alle.

Hvor gammel er jeres dreng?

Vores piger har faktisk heldigvis ikke brokket sig over, at vi ikke skal ud. De synes bare, at det er topdollar, at de må lave børnedrinks og få BÅDE is og flødeskum til desserten. Så det skal nok blive en god aften.

Han er 11 og jo desværre også enebarn. Det piner mig noget, for det minder mig om min egen tid, jeg er også enebarn og kender det alt for godt.
Han giver ikke udtryk for noget direkte savn, men det handler jo også om at komme den slangs i forkøbet, for når først det rammer, så er det ikke noget som bare lige bliver rettet op.

[MOGA]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Det har jeg gjort flere gange, og folk er da også kommet, venners venner fx. Det har bare ikke kastet noget af sig, forstået på den måde, at vi ellers sås i løbet af året, de inviterede til nytår året efter eller lignende. Men det er da nemt - og billigt - at komme til nytår hos mig på den måde, hvor alt er lavet og betalt. Men så desperat efter selskab er jeg trods alt heller ikke.

[HerErJeg]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Enig i at det er metoden.

Tror dog også man med den metode ikke kan undgå at nogle vil opfatte en sådan aftale lavet i god tid, som noget der måske ikke helt er en aftale, og man vil komme til at opleve afbud. Og det skal man jo så være voksen nok til at lade fare uden at tage det personligt.

Nogle af dem vi spurgte om de havde planer for nytåret, havde sådan en tradition, hvor svigerinden planlægger i absurd god tid, og selv om vi måske nok er tidligt ude, så har man jo ikke en chance nogensinde.
Vi ville jo også gerne spise hjemme også droppe forbi senere, men når ingen nævner noget, så føler vi os nok heller ikke rigtig velkommen, og vil ikke møde op uanmeldt.

[LaScrooge]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Det har jeg gjort flere gange, og folk er da også kommet, venners venner fx. Det har bare ikke kastet noget af sig, forstået på den måde, at vi ellers sås i løbet af året, de inviterede til nytår året efter eller lignende. Men det er da nemt - og billigt - at komme til nytår hos mig på den måde, hvor alt er lavet og betalt. Men så desperat efter selskab er jeg trods alt heller ikke.

At opdyrke nye venskaber kræver en vedholdende indsats og, ikke mindst, positivitet. Det syn på dine gæster, du præsenterer der, lyder hverken rart eller attraktivt, men bittert og forsmået. DU må gøre en indsats for at ændret DIT liv til noget, der er mere hvad du godt kunne tænke dig, og hvis de mennesker, du har holdt fest med ikke gider ses når du inviterer i løbet af året, så må du finde andre mennesker, du matcher bedre med, så det glider mere gelinde.

[Bergen]

Vi tog konsekvensen og fejrer nytår i Wien med et par venner. Det kan anbefales at rejse hvis det traditionelle nytår ikke er det, der fungerer bedst for en.

[MOGA]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Det har jeg gjort flere gange, og folk er da også kommet, venners venner fx. Det har bare ikke kastet noget af sig, forstået på den måde, at vi ellers sås i løbet af året, de inviterede til nytår året efter eller lignende. Men det er da nemt - og billigt - at komme til nytår hos mig på den måde, hvor alt er lavet og betalt. Men så desperat efter selskab er jeg trods alt heller ikke.

At opdyrke nye venskaber kræver en vedholdende indsats og, ikke mindst, positivitet. Det syn på dine gæster, du præsenterer der, lyder hverken rart eller attraktivt, men bittert og forsmået. DU må gøre en indsats for at ændret DIT liv til noget, der er mere hvad du godt kunne tænke dig, og hvis de mennesker, du har holdt fest med ikke gider ses når du inviterer i løbet af året, så må du finde andre mennesker, du matcher bedre med, så det glider mere gelinde.

Skal vi lige skrue ned for charmen?

Mit liv fejler i almindelighed absolut ingenting, og er fyldt med børn, familie, venner og et godt job. Dette handler helt konkret om nytårsaften, hvor jeg ligesom trådstarter står i en situation, hvor alle andre har andre planer, og hvor jeg har forsøgt den konstellation, du nævner, og konstateret, at det er nemt at blive udnyttet af folk, der ikke kender en, og derfor har jeg fravalgt den mulighed.

Dér gik du altså over stregen.

[HerErJeg]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Det har jeg gjort flere gange, og folk er da også kommet, venners venner fx. Det har bare ikke kastet noget af sig, forstået på den måde, at vi ellers sås i løbet af året, de inviterede til nytår året efter eller lignende. Men det er da nemt - og billigt - at komme til nytår hos mig på den måde, hvor alt er lavet og betalt. Men så desperat efter selskab er jeg trods alt heller ikke.

At opdyrke nye venskaber kræver en vedholdende indsats og, ikke mindst, positivitet. Det syn på dine gæster, du præsenterer der, lyder hverken rart eller attraktivt, men bittert og forsmået. DU må gøre en indsats for at ændret DIT liv til noget, der er mere hvad du godt kunne tænke dig, og hvis de mennesker, du har holdt fest med ikke gider ses når du inviterer i løbet af året, så må du finde andre mennesker, du matcher bedre med, så det glider mere gelinde.

Vi har også prøvet at invitere forskellige folk forskellige år. Det koster en bondegård og vi tager hele regningen på vores kappe. Desværre må vi bare konstatere at nærmest intet gengældes, og vi kan godt stå tilbage og ligne fjolser. Jeg kan sagtens føle frustrationen og det handler ikke om man ikke værdsætter mennesker eller deres selskab.

[Ata]

Jeg tror at nøglen til at komme ud af et dynd som det, er at være meget proaktiv. Det handler om at skabe forbindelser og lægge fundament for fremtiden. Så man skal være opsøgende og direkte og sige ting som, "Vi overvejer at holde et middagsselskab hjemme hos os til nytår; kunne I tænke jer at være med? Vi tænker at samle en god flok, på måske 8-10 mennesker, til noget gedigen hygge." - og så sige det med selvtillid. Når først man har nogle aftaler i stand er det nemmere at få resten, og hvis først man har holdt en fest sammen, der var en succes, er der noget at bygge på næste år. Jeg tror også det er vigtigt, når man vil skabe nye traditioner, at man går foran - og i dette tilfælde vil det sige, at man inviterer hjem til sig selv. På den måde sætter man selv rammen, og undgår følelsen af at invitere sig selv, OG man gør det nemt for andre at springe på, fordi det ikke er dem, der har besværet. Ligeledes tror jeg det kan betale sig at invitere ALLE man kunne tænke sig at hænge ud med - singler, familier, enlige med børn, nye bekendte, man svinger godt med, og også være åben for at slå selskaber sammen, således at nogle man inviterer, som allerede har et lille selskab planlagt, kan tage selskabet med. Der er ganske givet andre i ens omgangskreds der heller ikke har nogen - fx singlerne uden børn, som ikke bliver inviteret af børnefamilierne, men som gerne ville være med, hvis de blev indbudt. Det er en investering i fremtiden man gør sig, når man går foran og fx i 3 år er dem, der holder fest og inviterer uden at diskriminere og accepterer at være dem, der trækker læsset.

Mjaeh, sagen er nok, at jeg ikke har lyst til at have 4-5 familier til middag. Med børn ville det jo nemt blive 20 mennesker? Jeg vil egentlig bare gerne ses med 1 eller 2 andre børnefamilier til nytår. Vi savner heller ikke venner, så vi skal sådan set ikke opdyrke nye venskaber. Synes det er svært nok at nå at pleje dem, vi har... Vi har faktisk ikke nogen singler eller barnløse par i vores omgangskreds, så når man inviterer nogen, er det typisk 3-5 personer pr. person, man har inviteret.

[Ata]

Vi var 3 par der fast holdt nytår sammen i 6 år.
Et år inviterede vi et 4. par. Året efter valgte de så kun at invitere det ene par til nytår hos dem og så holdt vi to resterende par sammen. Men eftersom de blev skilt året efter, var vi alene tilbage. Og blev ikke inviteret med hos de andre selv om de vidste vi skulle holde alene.
Det føltes (og føles stadig) rigtig rigtig ubehageligt at være valgt fra på den måde Jeg kan stadig blive ked af det, når jeg tænker på det.

Vi havde heldigvis et andet vennepar, der ingen faste traditioner havde og dem har vi nu lavet en tradition med.

Jeg kan godt forstå det ikke er rart, jeg synes det er virkelig hyggeligt at have en fast nytårstradition.

Ej, det er da også virkelig dårlig stil. Nogen mennesker har sgu ikke meget høflighed eller normal anstændighed tilbage...

[Ata]

Vi har også prøvet at invitere forskellige folk forskellige år. Det koster en bondegård og vi tager hele regningen på vores kappe. Desværre må vi bare konstatere at nærmest intet gengældes, og vi kan godt stå tilbage og ligne fjolser. Jeg kan sagtens føle frustrationen og det handler ikke om man ikke værdsætter mennesker eller deres selskab.

Men hvorfor også betale det hele selv? Når vi har holdt nytår, har man da uddelt posterne, så forskellige tog forskellige retter med og andre tog champagne osv med. Så bliver det jo delt ud på alle deltagere...

[Ata]

Skal vi lige skrue ned for charmen?

Mit liv fejler i almindelighed absolut ingenting, og er fyldt med børn, familie, venner og et godt job. Dette handler helt konkret om nytårsaften, hvor jeg ligesom trådstarter står i en situation, hvor alle andre har andre planer, og hvor jeg har forsøgt den konstellation, du nævner, og konstateret, at det er nemt at blive udnyttet af folk, der ikke kender en, og derfor har jeg fravalgt den mulighed.

Dér gik du altså over stregen.

Enig. Det er også sådan vores situation er. Vi mangler ikke venner, men har den her ret isolerede situation nytårsaften. Og jeg gider egentlig ikke invitere en masse perifære mennesker til middag bare for at have en fest til nytår.