Ata skrev:Kender I det, når alle har nogle faste venner, de holder nytår sammen med - og man ikke selv har det? Hvert år på den her tid føler jeg mig altid lidt trist, fordi vi ikke har nogen, vi holder nytår med fast.
Jeg tror, det skyldes, at vi i flere år holdt nytår sammen med det bofællesskab jeg boede i. Derefter holdt vi med min bedste veninde, men hun er blevet gift med en tysk mand, så de holder altid nytår dernede nu. Derudover har vi haft små børn og ikke altid lige kunnet overskue at tage i byen med dem til sent. Så der var nogle år, hvor vi ikke var så opsøgende omkring at holde nytår...
Vi har egentlig venner nok, men ikke sådan en vennegruppe, som det lige ville være oplagt at holde med. Vi har heller ikke nogle "bedstevenner" som par. Vi ses nok mest med vores venner hver for sig, men vi har nu flere par, som vi ses med sådan rimeligt regelmæssigt. Men alle lader bare til at have faste "nytårspartnere", så jeg synes, det er svært at få etableret en tradition. Vi har prøvet at invitere os selv med hos venner et par gange - men sagen er, at så næste år skal de være hos deres venner, og så hører vi ligesom ikke med.
Har andre oplevet det problem - og fandt I en god løsning?
Det er så genkendeligt. Jeg kan godt blive ret så misundelig på alle dem, der ligesom på ét eller andet tidspunkt har fået etableret en fast tradition, som de så holder ved.
For vores vedkommende er det lidt selvforskyldt, at vi ikke har nogen. Præ børn var der altid nogen, der holdt fest, så der var vi forskellige steder. Så fik vi børn som mere eller mindre de første, og vi blev egentlig stadig inviteret af forskellige hvert år, men vi havde bare aldrig overskud til at invitere tilbage - og så tænkte vi bare heller ikke så meget over at "gøre gengæld", tror jeg, fordi det hvert år var forskellige folk, vi blev inviteret af. Så blev jeg gravid igen, og vores ældste blev udredt, og jeg var underskudsagtig, og sådan er årene bare gået. De sidste 4-5 år er vi så ikke blevet inviteret af nogen, og så er det, at man skal til at være opsøgende på sådan en ærgerlig måde
. Tre år fik vi lov at koble os på en middag med to af mine veninder og deres familier, men de inviterede os lissom aldrig af sig selv (jeg skulle spørge hver gang; det bliver man træt af, og jeg fandt ad omveje ud af at de gerne ville være hos sig selv, så det var ikke en mulighed at invitere dem herhjem). To andre år har vi holdt med en familie fra min datters klasse, som alle parter (dvs både voksne og børn) svinger sådan rimeligt godt med.
Vores problem er også, at det simpelthen ikke falder mig ind som noget vigtigt før engang i løbet af december, hvor vi så begynder at forhøre os hos forskellige folk, og da har alle jo så typisk lavet planer.
I år er det - for første gang - endt med, at vi bare skal være os fire herhjemme. Egentlig rart på den måde, at vi ikke behøver at koordinere menu og finde nytårsskruddet og alt muligt frem, men vi har da også lige skullet vænne os til tanken. Børnene synes det er noget underligt, at vi slet ikke skal ud af huset og i fint tøj osv. Jeg har så lagt op til, at vi pynter op efter alle kunstens regler, tager pænt tøj på og det hele, men jeg er spændt på, om vi kan holde hele aftenen uden at ende på sofaen med hver vores skærm
.
Næste år skal vi være i bedre tid, og så må vi invitere nogen herhjem, også selv om det betyder at vi skal spørge mange forskellige, fordi folk har deres faste partnere. Medmindre, selvfølgelig, at vores egen privat Nytårsaften i år bliver så fantastisk, at vi vælger at gentage den
.