Er der mere drama i venskaber mellem kvinder?

[IrmaPigen]

Ja. Af samme årsag fungerer jeg bedst sammen med mænd. Jeg orker ikke drama.

[LadyFox]

Det er ikke min erfaring. Det handler mere om dynamik og kemi end køn.

[cola]

Ja der er meget mere drama, og bagtaleri. hvor venskaber med kvinder og mænd, der er det eneste problem at manden som regel altid har lyst til at duske kvinden.

[kidkomb]

Jeg har mødt både mandlige og kvindelige drama-queens.
Men med klar overvægt af kvinder. Af samme årsag fungerer jeg bedre med mænd.
Jeg stoler mere på mænd end på kvinder og har derfor også mandlig læge, mandlig gynækolog, mandlig psykiater og fungerer bedst med mandlige chefer.
Der er lige det aber dabei at min mor omsorgssvigtede mig som barn og det sikkert er udslagsgivende for mit vedkommende.
Det kan derfor godt være at jeg er en anelse mere tilgivende når det kommer til mænd, men som andre også siger, så kan man kalde en spade for en spade blandt mænd og det kan man langt fra altid blandt kvinder. Rent empirisk.

[kidkomb]

Ja. Af samme årsag fungerer jeg bedst sammen med mænd. Jeg orker ikke drama.

Men er der nogen, der direkte siger, at de godt kan lide drama?

Jeg tror langt de fleste mennesker, inkluderet kvinder, ikke "orker" drama, så jeg studser altid lidt, når jeg hører den udtalelse. Drama beskriver da noget "inherently" dårligt?

Jeg er ret sikker på nogen trives bedst med småskænderier ellers ville der ikke findes realitytv

Jeg har absolut mødt mennesker (primært kvinder, sorry) der virkede til at nærmest nyde det.
Som om de fylder deres hverdag med en form for selvopretholdt reality-tvserie, med drama og intriger.

[Yossarian]

Ja, det er min erfaring, at den kønsstereotyp holder langt hen ad vejen. Det har tit slået mig, hvor ofte jeg har oplevet kvindelige samtaler være referater af andre samtaler, og at man længe kan køre i, at en anden sagde noget til én i en bestemt tone og hvor såret man blev over det i den sammenhæng og at det bare slet ikke var i orden. På min arbejdsplads er dem, der arbejder med de samme ting som mig, mest kvinder. Der har åbenbart også jævnligt været små gnidninger mellem dem, hvilket var gået hen over hovedet på mig, indtil min overordnede på et tidspunkt lidt henkastet roste mig for, at jeg aldrig kom og klagede til hende over, at nogen havde reageret på en forkert måde over et eller andet.

Jeg synes i hvert fald, det er ret sjældent, at jeg ser sådan noget fra mænd. Forventningen er nok, at man skal vise, at man er modig nok til at turde tage konfrontationen og stærk nok til at kunne bide tingene i sig. Mandekonflikter med territorieafpisning og den slags er trods alt oftere mere konkret end kvinders undergrundsvirksomhed, men derfor kan det godt være virkeligt belastende alligevel.

[Kaffe]

Jeg ved ikke, om jeg har oplevet mænd være drama-agtige og sådan bagtalende og sladrende. Det tror jeg ikke. Det er for mig også lettere at kommunikere med mænd, fordi de opfatter det, jeg siger og ikke en masse andet, som jeg ikke siger. Jeg kan sagtens snakke med kvinder, men der skal være stor opmærksomhed på ordvalg, tone, kropssprog osv.
Der er selvfølgelig også kvinder, der ikke er drama-agtige, skal jeg måske nævne......selvom jeg ikke har skrevet, at der er.....sådan apropos.

[Kaffe]

I arbejdssammenhæng er det lidt svært at udtale sig, når man er på en kvindedomineret arbejdsplads. Der har været noget fnidder, hvor både kvinder og mænd har været involveret. Og der er både mænd og kvinder, der slet ikke fungerer på den måde.

Uanset afhænger ens oplevelser nok også af, hvordan man selv agerer i det og forholder sig til det. Jeg vil anbefale, at man afholder sig fra at sige noget dårligt om nogen - heller ikke når nogen kommer og siger noget sladder om andre. Man behøver så absolut ikke at give nogen ret i, at en anden person er træls eller noget andet negativt. Man kan sagtens anerkende en oplevelse uden selv at gå med i bagtaleriet, Neutral er godt, og man ønsker jo heller ikke selv at blive talt dårligt om. Synes jeg.

[Aima]

Jeg ved det ikke. Jeg har været vidne til ret meget (i hvert fald for mig som hidtil nærmest har været forskånet) drama de sidste par år. Det ene tilfælde var i en venindegruppe, ikke min, men jeg kender nogle af de involverede, på 5-6 kvinder i start-20’erne og den anden episode var i en vennegruppe på en flok midaldrende mænd.

På min ene arbejdsplads er vi omkring 10 ansatte, alle over 30, ligelig fordeling mellem køn, og her er aldrig drama og jeg kunne vitterligt ikke forestille mig det ske. Skulle der hypotetisk blive optræk til noget, er jeg helt overbevist om, ledelsen ville nå at håndtere det proaktivt.

På min anden arbejdsplads er vi, bum-bum, 15-20 ansatte med en klar overvægt af kvinder mellem 20-25 år. Her har været en smule drama, men det har, hver eneste gang, skyldtes dårlig ledelse. Chefer der ikke er gode chefer, vil risikere at præge arbejdsmiljøet hvorsonhelst og uanset kønsfordeling blandt de ansatte, tror jeg.

Jeg kender til kvinder der, i mine øjne, matcher den stereotypiske præsentation, men min top tre af intrigante, sladrevorne, dramaliderlige typer fra real life, er alle mænd. Det kan selvfølgelig være et tilfælde.

[Purple Haze]

Jeg tror i øvrigt derudover at der er langt mere drama, sladder og konflikter hos yngre mennesker, dvs. før-teenagere, teenagere og starten af 20'erne, for begge køn, end hos voksne, men den overbevisning kan meget vel skyldes at jeg har muget ud i dem jeg selv omgås. Det kan godt være, at det er mere synligt blandt pigerne, men drengene mobber også hinanden helt forfærdeligt meget, de snakker bare ikke om det, hverken til deres forældre eller andre.

Det tror jeg der er noget om.
Jeg kan sagtens være venner med nogen dramaqueens dog, så længe de ikke blander mig ind i det - så kan jeg sagtens finde det interessant og underholdende at hører om hvad de får rodet sig ud i.

[kidkomb]

Jeg tror i øvrigt derudover at der er langt mere drama, sladder og konflikter hos yngre mennesker, dvs. før-teenagere, teenagere og starten af 20'erne, for begge køn, end hos voksne, men den overbevisning kan meget vel skyldes at jeg har muget ud i dem jeg selv omgås. Det kan godt være, at det er mere synligt blandt pigerne, men drengene mobber også hinanden helt forfærdeligt meget, de snakker bare ikke om det, hverken til deres forældre eller andre.

Det tror jeg der er noget om.
Jeg kan sagtens være venner med nogen dramaqueens dog, så længe de ikke blander mig ind i det - så kan jeg sagtens finde det interessant og underholdende at hører om hvad de får rodet sig ud i.

Der er jeg også. Jeg afskriver ikke folk med denne tendens. Måske er mit forhold til dem anderledes end til andre mennesker, men de er jo stadig interessante mennesker med holdninger og de kan sagtens være gode venskaber, omend, erkender jeg, måske på lidt andre vilkår end andre venskaber.

[Aima]

Derudover, og jeg vil gerne lige understrege, at det her på ingen måde er møntet på udsagn i tråden her, for jeg kender ingen af debattørene, så har jeg altså en oplevelse af, at de kvinder der udtaler at de primært har mandevenner fordi de ikke trives med andre kvinder og alt den drama de altid forårsager, ret ofte selv er katalysator for en masse ballade.

Jeg har hørt den udtalelse flere gange i mit liv, og hver eneste gang har det været fra kvinder der ofte havde travlt med at dømme og tale andre kvinder ned, men som, sjovt nok, ikke havde de samme mønstre i deres relationer til mænd. Min fordom er, at den idé om at kvinder ofte skaber drama og derfor bliver fravalgt til fordel for de mere konstruktive og pragmatiske mænd, i ret mange tilfælde kommer fra kvinder der somehow føler sig truet og i konkurrence med sit eget køn, hvilket smitter af på adfærden, hvilket potentielt skaber troubles, hvilket bliver opfattet som drama og belejligt men fejlagtigt adresseret udad.

Igen, no drama (haha), det er altså baseret på real life experiences.

[ajnaM]

Ja, det tror jeg måske. Eller på en anden og mere... dramatisk måde i hvert fald.

Når min kæreste har mistet venskaber, er det fordi, det er løbet ud i sandet. Typisk sådan noget med gamle gymnasievenner, han måske ikke havde så meget til fælles med længere, efter han fik børn og job, og de var et helt andet sted. Og så lod de bare være med at se hinanden, og pludselig var der gået flere år, og i dag ville det være underligt at ringe.

Når jeg har mistet venskaber, har det været sådan noget, hvor en veninde har raget uklar med flere andre veninder. Hvor vi har haft lange samtaler, nogle har råbt og skreget, man har valgt side, og venindegruppen er splittet op i en eller anden forstand. Vores kærester kalder det 'ø-råd', og det er nok ikke helt skævt, haha.



Jeg ved ikke, hvad der er værst eller bedst. Begge dele har sine triste sider, kan man vist konkludere. Men for mig er det helt utænkeligt, at jeg skulle miste et venskab uden i det mindste at italesætte det. Og det fører jo bare typisk til lidt drama.

[POCKETKITTEN]

Jeg har ikke haft drama med mine kvindevenner siden gymnasiet. Men har ikke mange mandevenner og ingen nære, så det er svært at sammenligne.

På mit studie og min arbejdsplads var og er mændene umiddelbart de værste til at sladre og bagvaske. Jeg har endda på en arbejdsplads oplevet, at en særlig gruppe midaldrende såvel som unge veluddannede mandlige kollegaer fortsatte, selvom man direkte påtalte, at det var rigtig ubehageligt, at de f.eks. sad og gjorde nar og bagtalte en kollegas person og professionelle virke.

[JoyNips]

Ja, det er måske sandt nok i venskaber, men det er jo ikke ensbetydende med at mænd ikke kan være dramatiske. Tænk fx nabokrig, der er det typisk midaldrende mænd der bliver overdramatiske.