LaScrooge skrev:Aima skrev:Derudover, og jeg vil gerne lige understrege, at det her på ingen måde er møntet på udsagn i tråden her, for jeg kender ingen af debattørene, så har jeg altså en oplevelse af, at de kvinder der udtaler at de primært har mandevenner fordi de ikke trives med andre kvinder og alt den drama de altid forårsager, ret ofte selv er katalysator for en masse ballade.
Jeg har hørt den udtalelse flere gange i mit liv, og hver eneste gang har det været fra kvinder der ofte havde travlt med at dømme og tale andre kvinder ned, men som, sjovt nok, ikke havde de samme mønstre i deres relationer til mænd. Min fordom er, at den idé om at kvinder ofte skaber drama og derfor bliver fravalgt til fordel for de mere konstruktive og pragmatiske mænd, i ret mange tilfælde kommer fra kvinder der somehow føler sig truet og i konkurrence med sit eget køn, hvilket smitter af på adfærden, hvilket potentielt skaber troubles, hvilket bliver opfattet som drama og belejligt men fejlagtigt adresseret udad.
Igen, no drama (haha), det er altså baseret på real life experiences.
Interessant. Når jeg i løbet af mit liv mest har knyttet bånd til mænd, har det været af den modsatte årsag: jeg kunne ikke finde mig til rette i dét rigtig mange kvindefællesskaber var funderet i. Det handlede om at være meget usikker på sin krop og udseende og at spekulere meget over, hvad en fyr mente, med den han skrev, og at snakke dårligt om andre. Selvom jeg selv var usikker, så blev mine usikkerheder ikke anerkendt fordi jeg ikke vejede for meget, men for lidt, og jeg kunne derfor ikke være med i kliken hvor man talte sig selv ned og ens veninder talte én op. Min tilgang til hele det romantiske spil var også anderledes og handlede om, at være direkte og initiativrig og tage ansvar for det, man gerne ville, i stedet for at spille spil og lade det være op til ham, og bagefter føle sig ulykkelig og forsmået over, at det gled én af hænde. Det var først en hel del senere at jeg mødte kvinder som mindede mere om mig på det punkt, og fx også forholdt sig kritisk til skønhedsidealer og kønsroller, og derfor mere prøvede at forholde sig kritisk til deres egne tanker og følelser om sig selv og andre kvinder, end at være styret af dem. Dvs. anlægge et metaperspektiv.
Jeg har også oplevet at andre kvinder var meget forbeholdne overfor mig, fordi jeg trivedes godt med fyrene, mens de fx levede i en forestilling om, at man ikke kan være venner med mennesker af det andet køn, uden at der er truslen om seksuel eller romantisk interesse til stede. Så når hende Scrooge er venner med min kæreste, er det sikkert fordi hun vil prøve at stjæle ham.
Jeg har heldigvis ikke stiftet direkte bekendtskab med ‘kvindefællesskaber’ ala de, du nævner, siden folkeskolen, men jeg har nok heller ikke været en del af en større kønsspecifikt klike hverken på studiet, arbejdspladser eller privat. Jeg har veninder og har altid haft det, men vi er ikke en samlet gruppe, og de der temaer som kropsidealer og kønsdynamikker har aldrig været dominerende i mine veninderelationer. Vi har talt om usikkerheder, mænd, kærlighed, vægttab og personlige ønsker for krop og udseende, men jeg har ikke oplevet en forudindtaget fælles konsensus om noget, tværtimod har jeg oplevet sparring og inspiration og andre vinkler, end jeg selv havde.
Jeg kan godt genkende at møde modstand og manglende forståelse fra andre kvinder, når det har handlet om tætte venskaber med mænd. Jeg har prøvet et par gange, at en vens nye kæreste havde problemer med at jeg fandtes, men jeg har også prøvet at en meget tæt veninde fik en kæreste, som simpelthen ikke kunne fordrage mig, fordi han mente, jeg havde dårlig indflydelse på min veninde.
Jeg har en meget tæt veninde gennem 30 år, som aldrig har forstået, hvordan jeg kunne have så tæt en relation med Mikkel og Peter, uden min kæreste blev jaloux, og hvordan min kæreste kunne mødes og spille Xbox med Marie, uden jeg blev det. Jeg har omvendt altid haft svært ved at forstå, hvordan hun og hendes kæreste kunne trives i de ret skarpe rammer de har i deres forhold, hvor de eneste venner af modsatte køn, de hver især har, som udgangspunkt er den andens. Jeg ville aldrig selv trives med den slags begrænsninger, men jeg er slet ikke i tvivl om at de vitterligt gør og har et meget harmonisk og ukompliceret forhold. Det kan jeg sagtens anerkende
Min pointe er vist, at jeg ikke som sådan kan gennemskue nogle udtalte kønsbetingede fællesnævnere eller karakteristika hos min omgangskreds eller min omgangskreds’ omgangskreds for den sags skyld. Jeg kan sagtens genkende nogle af de profiler og tendenser der bliver nævnt i tråden fra mit eget liv, og jeg er slet ikke i tvivl om at de der kvindefællesskaber, du nævner, findes, men personligt synes jeg bare det har været nemt at vælge (ubevidst) fra og finde andre relationer der matchede mig selv bedre, også uden at jeg behøvede fravælge et helt køn.
