Påtale det eller lade være (familiebøvl...)?

[Ata]

Tak for alle jeres andre svar. De bekræfter mig da i det mindste i, at det er kompliceret.

Jeg tror beslutningen bliver at jeg forsøger mig med en anden model næste år hvor jeg tidligt melder en dato ud, med et budskab om at vi gerne vil have dem med, men at de også skal have frihed til deres rejse. Så må vi sehvad der sker.

Vil du ikke snakke med ham om at du savner hans interesse inden?

Måske. Men helt ærligt så er min far VIRKELIGT akavet med alt følelsesmæssigt. Så man skalvirkelig tænke sig godt om og være parat til at påføre ham stort ubehag ved at åbne den slags snakke.

Og jeg har faktisk ikke lyst til at han skal have det dårligt over det. Når alt kommer til alt, så er det hans kone der står for 90% af engagementet i børnene og så står han for de sidste 10 %. Så det er også dumt at forsøge at presse ham ud i et engagement, han ikke har. Jeg vil max forsøge med et let pres, som han så vil kunne give efter for eller lade være, afhængigt af hvor meget den fødselsdag eller den danske vinter afskrækker ham.

[Ata]

Tak for alle jeres andre svar. De bekræfter mig da i det mindste i, at det er kompliceret.

Jeg tror beslutningen bliver at jeg forsøger mig med en anden model næste år hvor jeg tidligt melder en dato ud, med et budskab om at vi gerne vil have dem med, men at de også skal have frihed til deres rejse. Så må vi sehvad der sker.

Vil du ikke snakke med ham om at du savner hans interesse inden?

Men gør hun det? Det er mit indtryk at de jævnligt ses og har en del at gøre med hinanden, hun så bare også at de gerne var med til datterens fødselsdag.

Men jeg synes også fint det kan nævnes allerede når de kommer hjem. Præcis på den måde Ata selv foreslår, hvor hun nævner at de gerne så at de var der på dagen, men uden noget forventningspres.

Vi ses ikke så tit. Vi ses måske fem gange om året, selvom vi bor 35 km fra hinanden. Så det er ikke fordi vi ligefrem render hinanden på dørene.

[Ata]

Såeehh;

1. Du ville udeblive fra dit barnebarns fødselsdag, fordi du ikke synes barnebarnets forældre havde fået formuleret sig rigtigt?
2. Du tænker, at "barnebarns fødselsdag" hører under en pligt-begivenhed?

Hvis mine forældre tænkte sådan om relationen til sine børnebørn, kunne de bare rejse og holde sig væk, men jeg ville være virkelig ærgerlig over den manglende interesse i relationen fra mine børns bedsteforældre.

Forøvrigt er fødselsdage ofte en ret stor begivenhed for børn, uanset om det så bare er "mødes til en bolle og noget aftensmad".

Jeg er nok lidt enig med dig her. For børn i alderen 3 til ... tja, 13-14 år, er fødselsdagen jo en stor ting. Det betyder virkelig noget! Også meget mere end min runde fødselsdag sidste år betød for mig.

Og jeg kan nok heller ikke helt forstå, hvorfor rejser har den her ophøjede særstatus, som går forud for alt andet. Især ikkenår man er pensionist og kan rejse nårsomhelst og i øvrigt rejser mange gange hvert år...

[Anlewi]

Mine forældre har altid fejrer mig på min fødselsdag og inviteret familen. Denne tradition har jeg selv taget med mig ind i voksenlivet og i øvrigt praktiseret med mine egne børn.

Min ældste søn har fødselsdag midt i juli hvilket kan gøre det lidt besværligt i forhold til resten af familien, men vi fejre det nu alligevel på dagen og laver så et opsamlingsheat senere på sommeren ( hvis det er få afbud laver vi ikke et opsamlingsheat)

Jeg ville blive skuffet hvis mine forældre eller svigerforældre meldte afbud hvert år

[avdotja]

Jeg ville selv kun blive glad for at høre at jeg var ønsket til en given fødselsdag - også selv om det lå på et tidspunkt hvor jeg altid var ude at rejse. Men medmindre det drejede sig om en stor, rund fødselsdag eller på anden vis var noget ekstraordinært, skulle jeg virkelig være komplet ligeglad med rejsedagene, før det ville ændre noget (og det kan jo også meget vel være at de er og at de bare rejser på det tidspunkt fordi det er det de altid har gjort).

Men hvis det blev meldt ud som et “jeg forventer at du selvfølgelig tilsidesætter ferie (eller andre planer du måtte have) for at kunne deltage i den her ikke-noget-særlige-hverdagsfejring-af-en-tilfældig-fødselsdag” så ville jeg da helt sikkert blive væk i ren trods - uanset hvor lidt det faktiske rejsetidspunkt så betød for mig. Den slags flabethed ville jeg aldrig belønne.

Og det er ikke fordi jeg ikke selv deltager i visse familiebegivenheder, af pligt snarere end lyst, fra tid til anden og ville såmænd også gerne gøre en ekstra indsats for at tilrettelægge ferien så jeg kunne komme til større ting. Men en helt almindelig, standard familiefødselsdag, hvor man bare mødes til en bolle og noget aftensmad, er ikke noget jeg nogensinde kommer til at planlægge mine ferier omkring. Og at forvente at andre sørger for at være i landet, så de har muligvis for at deltage, hører ingen steder hjemme i min bog.

Såeehh;

1. Du ville udeblive fra dit barnebarns fødselsdag, fordi du ikke synes barnebarnets forældre havde fået formuleret sig rigtigt?
2. Du tænker, at "barnebarns fødselsdag" hører under en pligt-begivenhed?

Hvis mine forældre tænkte sådan om relationen til sine børnebørn, kunne de bare rejse og holde sig væk, men jeg ville være virkelig ærgerlig over den manglende interesse i relationen fra mine børns bedsteforældre.

Forøvrigt er fødselsdage ofte en ret stor begivenhed for børn, uanset om det så bare er "mødes til en bolle og noget aftensmad".

1) Nej, jeg ville udeblive fordi jeg havde andre planer.
2) Det gør det sikkert for nogen, men det er sådan set sagen underordnet. Det blev udelukkende nævnt fordi en anden debattør sagde at der nogen gange var pligtbesøg når man havde familie. Hvilket jeg som sådan er enig i, jeg mener bare ikke at det trumfer alt andet.

[avdotja]

Der er en flok børn i min familie, hvis fødselsdage jeg gladeligt kommer til hvis det passer ind. Men jeg sætter altså ikke jord og himmel i bevægelse eller holder dagene hellige for at kunne være der - og det er hvad enten det er ferier eller “bare” arrangementer i Danmark.

Og hvis jeg havde en årlig tradition om XXX på en af børnenes fødselsdag, ja så ville jeg altså ikke deltage i vedkommendes fødselsdag, hvis det absolut skulle holdes den dag. Hvis det var min egen partner eller eget barn, ville jeg formentlig gøre en indsats for at få rykket datoen, men ikke for nogen udenfor husholdningen (er mit bud, har aldrig stået i situationen).

EDIT: eller det ville jeg måske, alt efter hvad begivenheden var. Men jeg ville synes det var topmålet af arrogance, hvis jeg fik at vide at jeg det forventes at jeg mødte op, fordi det selvfølgelig burde være vigtigere for mig end andre planer jeg måtte have i mit liv.

[Delfin]

Jeg er nok lidt enig med dig her. For børn i alderen 3 til ... tja, 13-14 år, er fødselsdagen jo en stor ting. Det betyder virkelig noget! Også meget mere end min runde fødselsdag sidste år betød for mig.

Og jeg kan nok heller ikke helt forstå, hvorfor rejser har den her ophøjede særstatus, som går forud for alt andet. Især ikkenår man er pensionist og kan rejse nårsomhelst og i øvrigt rejser mange gange hvert år...

Fødselsdage er en stor ting for børn, men måden at fejre det, er vel den måde børnene bliver vænnet til. Hvis de vokser op med det som en familiebegivenhed, vil det være det, de føler er en rigtig fødselsdag. Men hvis ens bedsteforældre aldrig har været en del af det, er det ikke noget barnet forventer skal ske. Nogle ønsker det måske på et tidspunkt, men fødselsdagen er ikke ødelagt, hvis det ikke sker.
Mine forældre har aldrig været til mit barns fødselsdag, bortset fra en lidt større 18års. De bor i en anden landsdel, så det er ikke faldet mig ind at hive dem over for en fødselsdag, og mit barn stillede aldrig spørgsmålstegn ved det. Det var bare sådan, og havde hun spurgt, havde hun da bare fået at vide, at det var for langt, men at vi jo var sammen på andre tidspunkter. For hende blev en rigtig fødselsdag bare noget andet

[Misantropen]

Vil du ikke snakke med ham om at du savner hans interesse inden?

Men gør hun det? Det er mit indtryk at de jævnligt ses og har en del at gøre med hinanden, hun så bare også at de gerne var med til datterens fødselsdag.

Men jeg synes også fint det kan nævnes allerede når de kommer hjem. Præcis på den måde Ata selv foreslår, hvor hun nævner at de gerne så at de var der på dagen, men uden noget forventningspres.

Angiveligt ikke tilstrækkeligt siden det savnes.

[Misantropen]

Tak for alle jeres andre svar. De bekræfter mig da i det mindste i, at det er kompliceret.

Jeg tror beslutningen bliver at jeg forsøger mig med en anden model næste år hvor jeg tidligt melder en dato ud, med et budskab om at vi gerne vil have dem med, men at de også skal have frihed til deres rejse. Så må vi sehvad der sker.

Vil du ikke snakke med ham om at du savner hans interesse inden?

Måske. Men helt ærligt så er min far VIRKELIGT akavet med alt følelsesmæssigt. Så man skalvirkelig tænke sig godt om og være parat til at påføre ham stort ubehag ved at åbne den slags snakke.

Og jeg har faktisk ikke lyst til at han skal have det dårligt over det. Når alt kommer til alt, så er det hans kone der står for 90% af engagementet i børnene og så står han for de sidste 10 %. Så det er også dumt at forsøge at presse ham ud i et engagement, han ikke har. Jeg vil max forsøge med et let pres, som han så vil kunne give efter for eller lade være, afhængigt af hvor meget den fødselsdag eller den danske vinter afskrækker ham.

Forståeligt nok

[Purple Haze]

Måske. Men helt ærligt så er min far VIRKELIGT akavet med alt følelsesmæssigt. Så man skalvirkelig tænke sig godt om og være parat til at påføre ham stort ubehag ved at åbne den slags snakke.

Tænker du måske så ikke skal gribe det an som en samtale om følelser, men holde det til det praktiske aspekt.

At deres rejse oftest ligger på datterens fødselsdag, og om i på nogen måde kan finde en løsning på det, så de kan være med på fødselsdagen.

[Bøtte]

Såeehh;

1. Du ville udeblive fra dit barnebarns fødselsdag, fordi du ikke synes barnebarnets forældre havde fået formuleret sig rigtigt?
2. Du tænker, at "barnebarns fødselsdag" hører under en pligt-begivenhed?

Hvis mine forældre tænkte sådan om relationen til sine børnebørn, kunne de bare rejse og holde sig væk, men jeg ville være virkelig ærgerlig over den manglende interesse i relationen fra mine børns bedsteforældre.

Forøvrigt er fødselsdage ofte en ret stor begivenhed for børn, uanset om det så bare er "mødes til en bolle og noget aftensmad".

Jeg er nok lidt enig med dig her. For børn i alderen 3 til ... tja, 13-14 år, er fødselsdagen jo en stor ting. Det betyder virkelig noget! Også meget mere end min runde fødselsdag sidste år betød for mig.

Og jeg kan nok heller ikke helt forstå, hvorfor rejser har den her ophøjede særstatus, som går forud for alt andet. Især ikkenår man er pensionist og kan rejse nårsomhelst og i øvrigt rejser mange gange hvert år...

Jeg er helt enig med jer.

Jeg har faktisk en forventning om at mine forældre, deltager i mine døtres fødselsdag, og at de kommer af lyst.
Vi inviterer dem endda både i en weekend før og på dagen. De kommer altid. Min søster der er sygeplejerske ønsker også altid fri.

Det har da heldigvis aldrig været et problem, men blev det det, ville jeg godt nok blive ked af det.

[LaScrooge]

Min far har brilleret ved aldrig at være hjemme på mine børns fødselsdage (de er 2,5 og 5 år). Sammen med sin kone er han altid i deres ferielejlighed i Tyrkiet, da mine børn har fødselsdag i sommer- og efterårsferien (eller tæt på). De er begge to pensionister, så de behøver ikke at rejse der, men det har de valgt.

Min far var også på ferie, da begge mine børn blev født (den første kom dog 14 dage før tid).

Og hvad tænker du om det? Skuffelse, eller er det bare sådan det er?

En blanding tror jeg. En konstatering af at sådan har de valgt, at det skal være. Men jeg forstår det ikke.

Der er to perioder, det er surt at have fødselsdag i: sommerferie og i december. I sommerferien rejser folk typisk, og en større begivenhed - fødselsdag, bryllup o.lignende - lagt midt i ferien, kan ødelægge ferien for alle inviterede med andre planer end at være hjemme. I december har folk travlt og er inviteret til julefrokoster og 1000 andre arrangementer og har derfor svært ved at få tid til det. Jeg er selv født i december og oplever hvert eneste år, at der er nogen, der ikke kan komme af en af de grunde. Det er ærgerligt, men det er sådan det er. Som forælder til børn født i en af de uheldige måneder, må man sikre at ens børn får en tilstrækkelig fejring på andre måder end ved fuld tilstedeværelse af alle ønskede.


---
Til trådstarter. Jeg forstår godt at det er svært, når du dels har en oplevelse af din far, som én der lider over at skulle forholde sig til noget følelsesmæssigt og dels gerne vil tage hensyn til hans mulighed for at gøre nøjagtig som han gerne vil i hans resterende leveår. Sagen er bare den, at du - trods det - ikke er tilfreds. Den viden dulmer ikke dine følelser og derfor er der ikke nogen vej udenom at være direkte om dine ønsker og behov. Det er den ENESTE måde du kan prøve at skabe den situation, du ønsker.

Jeg foreslår noget ganske simpelt, a la: Hey far. Datter vil rigtig gerne have at du deltager i hendes fødselsdagsfejring næste år, så kunne I ikke tænke jer at være med? Den ligger en onsdag næste år, og vi holder fødselsdagen lørdag, d. 9. januar.

[Sorenspige]

Mit ene barn har fødselsdag i oktober. Det er så åbenbart også en svær måned at samle folk (i år holdt vi 2 familiefødselsdage, fordi der ellers nærmest ingen kom. Selv her var det ikke muligt for den ene hold bedsteforældre at deltage.

[didaa]

Jeg synes faktisk det er en ret interessant debat. For hvad kan I jeres andres øjne være en vigtigere begivenhed end sit barnebarns fødselsdag? Min far og hans kæreste kommer feks altid til mit barns fødselsdag, også selvom de skal rejse mere end 3 timer for det og det koster en del penge, men kom der nu en invitation til en vens runde fødselsdag, så er jeg da ret sikker på at de ville melde fra. Så hvornår ville det være ok, eller skulle de holde en fast weekend og selve fødselsdagen hellig hvert år?

Et andet eksempel er at min mor melder også fra hvert år til fødselsdagen, alene af den grund at hun ikke vil se på min far efter skilsmissen. Det kunne jeg vælge at være enormt skuffet over, men det er hendes valg, og mit barn efterspørger ikke hendes deltagelse, for så ses vi bare på andre tidspunkter. Men resultatet er jo det samme, og faktum er at vi ikke kan tvinge andre til noget bestemt hvor end vi gerne vil.

[Stars]

Jeg synes faktisk det er en ret interessant debat. For hvad kan I jeres andres øjne være en vigtigere begivenhed end sit barnebarns fødselsdag? Min far og hans kæreste kommer feks altid til mit barns fødselsdag, også selvom de skal rejse mere end 3 timer for det og det koster en del penge, men kom der nu en invitation til en vens runde fødselsdag, så er jeg da ret sikker på at de ville melde fra. Så hvornår ville det være ok, eller skulle de holde en fast weekend og selve fødselsdagen hellig hvert år?

Et andet eksempel er at min mor melder også fra hvert år til fødselsdagen, alene af den grund at hun ikke vil se på min far efter skilsmissen. Det kunne jeg vælge at være enormt skuffet over, men det er hendes valg, og mit barn efterspørger ikke hendes deltagelse, for så ses vi bare på andre tidspunkter. Men resultatet er jo det samme, og faktum er at vi ikke kan tvinge andre til noget bestemt hvor end vi gerne vil.

I forhold til farfars rejse synes jeg personligt, at fødselsdag trumfer rejsetidspunkt, hvis det kun drejer sig om at rykke ferien få dage OG dette ikke er til stor gene for ham, mens ferien trumfer fødselsdagen, hvis rejsetidspunktet ikke let lader sig flytte (fx. fordi der kun er den ene afgang, eller man rejser med andre venner)