Ata skrev:avdotja skrev:Jeg tror det er de færreste der tager hensyn til helt almindelige fødselsdage, når de planlægger en rejse og jeg synes absolut heller ikke det er noget man kan forvente.
Men jeg synes fint at man kan tilkendegive at man gerne så at de var der og spørge om der var mulighed for at de kunne deltage næste år, hvis fødselsdagen feks blev rykket frem til weekenden før.
For mig personligt, ville det være vigtigt at komme med en imødekommelse, feks i form af et tilbud om fremrykning af fødselsdagen så det passede bedre ind i deres planer, så det ikke bare var dem der skulle flytte sig for at tilgodese mine behov.
At de er pensionister og dermed “bare” kan holde ferie på et andet tidspunkt (som enkelte debattører har hentydet til) synes jeg er et dårligt argument. At man ikke har et arbejde (om det så skyldes arbejdsløshed, pension eller et aktivt valg) betyder ikke at ens tid er mindre vigtigt end dem der har job.
De rejser 4-5 gange om året og det er ikke nødvendigvis på en bestemt ugedag (fx lørdag til lørdag) så på den vis er deres rejser jo noget mere hyppigt forekommende end mit barns fødselsdag. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor rejser naturligt skulle rangere over fødselsdage i vigtighed...
Allerførst så synes jeg det er en god konklusion du er kommet frem til (svarer lige på dit sidste indlæg).
I forhold til ovenstående, så tror jeg du er nødt til at indse at rejser hos de fleste mennesker vil rangere højere end andre børns fødselsdage, og det kan også gælde bedsteforældre. For det første har de også behov for planlægning og at vide hvad der skal ske, for det andet har de været vant til at det holdes på et andet tidspunkt, og for det tredje, så er det jo ikke deres barn. Så at planlægge en rejse efter at man kan fejre nogen på lige præcis fødselsdagen virker lidt stramt i mine øjne.
Det er klart at det havde været meget nemmere hvis morfar havde meldt ud "kære Ata, vi planlægger at rejse på det og det tidspunkt, men vi ved også at vi så kommer til at gå glip af vores barnebarns fødselsdag, hvilket vi er meget kede af, da hun kommer i første række for os". Men det er sjældent at nogen af os er så specifikke i vores udmeldinger, sådan at man ikke kommer i tvivl om omsorgen og kærligheden. For dit dilemma lugter jo lidt af, at det faktisk er det der sker. For hvordan kan man overhovedet prioritere noget andet over sine børnebørn, man burde sætte dem først osv. osv. Sådan kan vi allesammen gå og have alle mulige uskrevne regler for hvordan andre bør være, og kun blive skuffede. Begynder man så at sammenligne med hvordan andre bedsteforældre er, så kan man se alle pragteksemplarerne, og så gør det først ondt. Her handler det selvfølgelig også om hvor meget de ses i forvejen, og hvordan relationen ellers er.
Faktum er at din far måske har svært ved det, han har også svært ved at tale om det, men jeg er lige ved at sige at hvo intet vover intet vinder. Start med at øve dig nu og tal med din far, også selvom det kræver mod og du selvfølgelig sætter noget på spil. Sådan er det når vi åbner op for de emner, men det vil føles rigtig godt bagefter.