Veninder der ikke svarer eller svarer langsomt...

[Ata]

I øvrigt synes jeg, det kan være svært med de der messenger-snakke eller lange sms-tråde - hvornår kan man egentlig holde op med at svare?

Jeg føler mig i høj grad forpligtet til at svare, og har det nok i virkeligheden bedst med at afslutte en samtale ret formelt. Det er sådan lidt underligt for mig med de der usynkroniserede samtaler, hvor man svarer sådan lidt vilkårligt og aldrig rigtig får sagt farvel eller goddag.

Altså, hvis det bare er hyggesnak, hvor man smser lidt frem og tilbage, så føler jeg mig ikke forpligtet til at fortsætte for evigt. Der stopper jeg nogen gange bare med at svare, hvis jeg blev afbrudt undervejs. Andre gange får vi ligesom afrundet det med "farvel" eller "vi ses"...

Men der HAR man jo også været i kontakt. Begge ved jo, at man ikke kan sidde og smse sammen de næste syv dage, så der synes jeg, det er fint nok at stoppe undervejs. Det er mest der, hvor den ene rækker ud for at skabe kontakt og der så bare er tavshed - det synes jeg er mærkeligt...

[Ata]

Jeg er ikke særligt tålmodig med folk, der gør det, du beskriver - det er simpelthen for sløvt og irriterende. Nu har jeg heldigvis også en del tætte veninder, så jeg føler, jeg har det privilegium at være ret selektiv med mine venskaber. Men jeg har også oplevet bekendte lave den dér "ej, skal vi ikke ses???", og når man så foreslår en dag, er der bare radiotavshed. Det underlige er, at det ikke er mig, der har hintet til, at vi skulle ses. Det kommer fra dem. Anyways, der er jeg nok meget sådan "ok, videre", og så bruger jeg ikke mere energi på det.

På den måde kræver jeg også ret meget af mine venner. Den type bekendtskaber, hvor man kun ses en gang hvert halve år fungerer ikke ret godt for mig, for jeg har brug for at føle mig meget tæt og forbundet med dem, jeg ser. Nej, jeg har ikke børn endnu

Når det er sagt, så har jeg en rigtig god veninde, der kan være meget flaky, fx aflyse aftaler flere gange i streg, komme til at love mere end hun kan holde ift. at ses, og ofte svarer tilbage med en del forsinkelsestid. Det accepterer jeg, fordi hun er den type, og fordi hun på mange andre måder viser, at hun virkeligt anser mig som sin gode ven. Fx er hun rigtigt god til at arrangere større fester, middage og den slags. Men alle andre af mine venner og veninder er ret pålidelige, og det er 50/50 hvem der tager initiativ til at ses.

Du har ret i, at det med at få børn gør noget ved, hvordan man er venner. De veninder, man før så to gange om ugen, ser man nu en gang om måneden, agtigt. Det, der også sker, når man får børn, er, at nogle af ens veninder simpelthen bare benhårdt prioriterer børn og familie. Jeg har mistet to rimeligt gode veninder på den konto. Jeg har tre veninder tilbage, som jeg ses med tit (mindst en gang hveranden måned er tit - den ene ser jeg dog næsten hver uge) og så et par stykker, som jeg ses med lidt mere uregelmæssigt.

Men altså - den pointe jeg prøver at komme frem til er nok, at i årene med små børn kan man ikke bare fravælge alle dem, der ikke har tid til at ses hveranden uge. Fordi 1. du har ikke selv tid til at se dem alle hveranden uge og 2. du ville miste de fleste af dine veninder, hvis du fravalgte på det kriterium. Så mit kriterium for veninder har nok ændret sig i mere i retning af, at der skal være gensidig interesse for at opretholde kontakten. Så er det mindre betydningsfuldt om vi ses hveranden uge eller hvert halve år...

[Ata]

^Men hvis de nævnte “veninder” ikke kan besvare en SMS eller selv tage kontakt over længere tid, hvad er pointen så med at kæmpe for kontakten? Det virker som om at du har en uforløst konflikt (i mangel af bedre ord) med dem, som du bruger energi på indtil du hører fra dem igrn.

Børnefamilier, super karriere mennesker og andre der generelt har travlt kan godt prioritere at se deres venner ELLER selv tage kontakt, hvis de har en interesse.

Jeg har en barndomsveninde. Vi ses en gang om året. Nogle gange går der længere tid imellem, men vi får skrevet få gange om året. Ved hende gør det intet, fordi vores relation er stærk. Vi har bare travlt. Derfor er det ikke en kamp. Havde det være en anden veninde, så havde jeg nok ikke gidet det.

Det er vel ofte en gradvis proces?

De pågældende personer har jeg kendt i hhv 18 og 20 år og vores relation var selvsagt ikke sådan tidligere. Så havde kontakten jo stoppet.

Man kan vel sige at jeg lige nu er i overvejelsesfasen om, hvorvidt de skal over i bunken af afsluttede venskaber.

[KitKat]

Mærkeligt at man kan være så forskellige! Jeg føler mig meget socialt forpligtet på at svare folk, der henvender sig til mig, især da mine venner og familie. Jeg ville aldrig bare kunne glemme, at en veninde havde spurgt mig om en aftale...

Jeg kunne også være en af dine veninder, jeg får heller ikke altid svaret (og sommetider får jeg kun svaret ganske kort). Det er ikke af ond vilje eller for at "udfase" nogen, for jeg holder meget af de mennesker der er i mit netværk.

For mig handler det primært om 2 ting. Dels er jeg ret introvert og samtidig heldig at have rigtig mange skønne mennesker i mit netværk, så selvom jeg gerne vil dem allesammen kan det godt i perioder føles lidt overvældende.

Og dels det markerede. Jeg føler mig virkelig forpligtet til at svare folk der kontakter mig, netop fordi de jo gør en indsats for relationen, og jeg kan godt have en tendens til at lade den der følelse af forpligtelse overtrumfe mit eget behov for ro og isolation. Og så bliver jeg udmattet, orker ingenting, får svaret ingen overhovedet.

Fordi jeg er introvert har jeg heller ikke behov for at ses/ringe/skrive med folk så ofte...

[Jammerdalen]

Sådan nogle veninder har jeg også - og til dels kan jeg selv være sådan i perioder, hvor jeg er meget presset. For min handler det om, at jeg virkelig har lyst til at ses og har store intentioner om, at det da bør være muligt, men når så den travle hverdag melder sig, så mister jeg ind i mellem overblikket. Jeg tror faktisk godt du kan stole på, at de virkelig gerne vil dig, men at de nok bare har rigtig svært ved at initiere det og følge op på det. Men selvom de med stor sandsynlighed ikke gør det med vilje, så synes jeg faktisk stadig, du har lov til at være skuffet - og også prøve at italesætte det over for dem? Jeg ville i hvert fald tage det alvorligt, hvis en veninde var åben omkring det over for mig.

[Ata]

Mærkeligt at man kan være så forskellige! Jeg føler mig meget socialt forpligtet på at svare folk, der henvender sig til mig, især da mine venner og familie. Jeg ville aldrig bare kunne glemme, at en veninde havde spurgt mig om en aftale...

Jeg kunne også være en af dine veninder, jeg får heller ikke altid svaret (og sommetider får jeg kun svaret ganske kort). Det er ikke af ond vilje eller for at "udfase" nogen, for jeg holder meget af de mennesker der er i mit netværk.

For mig handler det primært om 2 ting. Dels er jeg ret introvert og samtidig heldig at have rigtig mange skønne mennesker i mit netværk, så selvom jeg gerne vil dem allesammen kan det godt i perioder føles lidt overvældende.

Og dels det markerede. Jeg føler mig virkelig forpligtet til at svare folk der kontakter mig, netop fordi de jo gør en indsats for relationen, og jeg kan godt have en tendens til at lade den der følelse af forpligtelse overtrumfe mit eget behov for ro og isolation. Og så bliver jeg udmattet, orker ingenting, får svaret ingen overhovedet.

Fordi jeg er introvert har jeg heller ikke behov for at ses/ringe/skrive med folk så ofte...

Kan sagtens forstå, at man har perioder, hvor man ikke får taget kontakt. Sådan har jeg det også selv. Der kan godt gå et halvt år, fra jeg taler med en veninde om, at vi skal noget, til jeg får taget initiativ til det. Fordi så var der lige travlt med arbejde og børn og familie og jul og nytår osv. Så jeg har ikke som sådan ondt i røven over, at nogle veninder ikke tager kontakt. Det er mest det med ikke at svare. Men jeg kan godt høre, at for nogen kan det samme åbenbart gøre sig gældende med at svare som med at tage kontakt!

[kattekonen]

Som en anden skriver i tråden, så tror jeg at man skal tolke mellem linjerne, fordi de fleste er meget konfliksky overfor veninder, som nærmest overgår det at slå op med en kæreste. Sikkert fordi man i periferien også har fælles veninder, så man kan hurtigt komme til at mødes igen.

Intet svar, bør man tolke som et nej. Alt det der snakke-gas med at "jahhh, vi bør da snart ses"...."Helt klart, selvfølgelig!", men hvor man ikke får gjort noget ved det. Det vil jeg tolke som at man prøver på at bevare facaden, men i virkeligheden gider man egentlig ikke rigtig. Eller man har ikke nok følelser med i det, til at man gider at prioritere at ses.

[Prosperity74]

Jeg har droppet en veninde på grund af det. Hver gang der skulle tages kontakt, var det mig der skulle gøre det - sende beskeder eller ringe. Hun gav aldrig lyd fra sig. Det bliver altså rigtig irriterende sådan noget kontakt der kun går en vej

[Sorenspige]

Jeg har en gymnasieveninde, som jeg egentlig havde taget en form for mental afsked med, fordi hun gennem mange år ikke har virket særlig interesseret i at bevare kontakten.

Vi har ikke boet tæt på hinanden i 15 år, og i mange år sås vi 1-2 gange om året, og snakkede/smsede 3-4 gange. Det har altid været mig, som skulle tage tråden op og skrive/ringe. Nu er det 2,5 år siden, jeg sidst så hende - til hendes bryllup.

I sommers skrev hun og fortalte, at hun var gravid med nummer to. Da jeg svarede og foreslog, om vi snart skulle ses, hørte jeg ikke mere. Så valgte jeg at undlade at kontakte hende igen. Jeg hørte ikke mere.

Tidligere på året blev hun mor igen, og det så jeg på fb. Jeg skrev kun tillykke her. Men jeg tænkte rigtigt meget på hende, fordi jeg vidste, at vi havde haft det meget ens med at få første barn, så måske ville det være det samme igen. Derfor skrev jeg en besked, og hun svarede og ville gerne snakke. Så det gjorde vi i lang tid, og umiddelbart så føltes det, som om ingenting har ændret sig.

Så jeg tror, at hun egentlig godt vil mig, men at hun ikke kan overskue at vedligeholde vores relation. Så jeg er ved at gøre op med mig selv, om jeg vil blive ved. Det ved jeg ikke endnu.