Kisser skrev:Undtagelsen skrev:Det er så svært som udestående at læse din mors reaktion, for jeg forstår den som "jeg er ked af på dine vegne at du skal igennem dette."
Hvertfald; rigtig held og lykke med fødslen!
Det kan jeg sagtens forstå Jeg kan selvf. ikke lægge hovedet på blokken for det, for jeg talte jo ikke med hende, men kender jeg hende ret, så betyder det "JEG er ked af det og JEG sidder her og græder" - og så med en tilføjelse af, at vi bør vælge den fødsel som HUN mener er den rigtige: Der kom et par sms'er, der argumenterede for, at det ikke var sikker at mit "underliv kunne holde til det" og at det ville være svært for min mand at se mig i smerter - og så den bedste, nemlig at vi skulle tænke på vores datters sikkerhed.
Plus at hun jo så tidligere - i ramme alvor - har sagt, at hun mente at HUN var den, der var mest ked af, at min svoger og svigerinde skulle skilles - altså min mands bror, som hun kun har mødt nogle få gange og ikke har en tæt relation til. Ifølge min mor, så ER hun bare en SÆRLIGT følsom person, som føler andres smerte MINDST lige så dybt som den selv. Og i de tilfælde, hvor det er MIG der føler smerten, så føler hun den naturligvis ENDNU mere intenst.
Samtidig så har hun ikke på ét eneste tidspunkt, spurgt hvordan jeg har det med det, nu hvor jeg virkelig ønskede den hjemmefødsel. Jeg tor slet ikke, at hun har overvejet, at jeg kunne være ked af det.
Jeg har svært ved at se hendes "jeg elsker jer" som værende specielt oprigtige. Eller, det kan godt være at hun elsker mig, men hun bryder sig ikke specielt meget om mig. Og de ting, der er "sagt i kærlighed" er som regel bare en måde at søge rygdækning, når hun blander sig i noget, der ikke rager hende. Og ja, jeg ved godt, at jeg lyder pisse ond og hård nu, men jeg har set det mønster SÅ mange gange. Ting handler bare som regel ikke om, hvordan jeg har det eller ønsker noget, det handler om hvordan det påvirker hende.
Ej Kisser din mor er jo syg i hendes opfattelse af tingene, hendes manglende evne til at mærke hvor grænsen mellem hende selv og andre er, hendes konstante forsøg på at sætte sig selv i centrum, selv når det er dig som skal føde, -og så hendes evindelige martyr rolle.
Jeg har læst at i ikke vil flytte og det kan jeg sagtes forstå, men i så fald så skal du vitterlig til at lægge en slagplan for hvordan jeres forhold i så fald kan ændres.
Prøv at forestille dig hvor mange "kampe" du skal igennem med din mor i fremtiden i forhold til dit barn, amning, hvilken slags bleer, søvnrytme, påklædning i sommervarmen/vintertøj, overgang til grød osv
Det er ting som de fleste snakker med deres mor eller veninder om, hvor man måske lige får den andens erfaring eller et godt råd med på vejen. Men med din mor vil det jo blive en kamp hvor hun vil have gennemtrumfet det som hun mener er det rigtige.
Hver eneste gang lillemusen græder i hendes nærhed, så vil hun jo gå ud af sit gode skind, fordi hun åbenbart et så empatisk at hun at hun får kolik smerter når barnet har en bøvs i klemme.
Jeg er helt med på at det i din mors verden vitterlig er sådan hun oplever tingene, men det nytter ikke noget hvis det skal køre dig helt ned at være sammen med hende.
Mit bedste forslag er at du giver hende mindst mulig information om ting som hun tror hun skal tage stilling til. Med andre ord, så kan du informere hende om ting som er afgjort så at sige, og korte hende af med sætninger så som; det har x og jeg allerede besluttet så det står ikke til diskussion, det har jeg helt styr på så det skal du ikke bekymre dig om osv.
At få en baby er simpelthen så overvældende, man har brug for ro og opbakning, og de mennesker man får stress af at være sammen med (sådan helt bogstaveligt) de mennesker er man nød til at holde sig væk fra.
Kisser din mor kan ikke forandre sig, ikke uden intensiv hjælp fra en psykolog eller psykiater.
Men du kan forandre hendes evne til at påvirke dig og dit liv, men det kræver at du ændre på tilgangen til hende og jeres relation.
Og så lige til sidst et stort tillykke med graviditeten, pøj pøj, og husk du er i gode hænder på hospitalet