Svær relation til forældre.

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 8261
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 986
Likede indlæg: 16751

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf DetSorteCirkus » 16. jan 2016, 22:01

Når du skriver, at du gerne vil have dine forældre i dit liv, læser jeg det, som om du er villig til at arbejde henimod en bedre relation, hvor der ikke hele tiden er ansats til konflikt, og hvor I, og her tænker jeg især på dine forældre, ikke konstant stikker lidt til og psyker lidt på hinanden.
Jeg kan ikke fortænke dig i at have det sådan, men jeg tvivler på, at dine forældre er i stand til gå med ad den vej.

Såvidt jeg husker fra den anden debat, har dine forældre det meget svært med, at dit liv på nogle centrale punkter, bl.a. mht. uddannelse, er anderledes end deres, og jeg tænker, at det måske kan have fået dig til at føle, at enhver form for forskellighed er et tabu, og at du er en dårlig og højrøvet datter, hvis du i dit stille sind eller sammen med din mand gør dig realistiske overvejelser, om hvad der i virkeligheden vil kunne lade sig gøre. Hvad dine forældres ressourcer reelt rækker til. Hvis du har det sådan, tror jeg, at det er rigtig vigtig at nedbryde det tabu. At du ikke accepterer deres opførsel og luner har ikke en dyt at gøre med, at du ikke anerkender deres tilværelse og måde at leve på, og hvis du, hvilket vil være mit forslag, begynder at behandle dem som to rådne æg/sarte nipsting, skyldes det ikke deres uddannelse, job, bolig, husdyr eller noget som helst andet end, at de ved flere lejligheder har vist, at deres sociale færdigheder er stærkt begrænsede.

Sagt på en anden måde synes jeg, at du skal give dig selv lov til at svare ærligt på, om du vil omgås dine forældre på de nuværende vilkår; i erkendelse af, at det er sådan, de er, eller om det simpelthen er for grænseoverskridende. Hvis du og din mand vurderer, at I godt kan magte en vis kontakt til dine forældre, kan I dernæst se på, hvordan I forhåbentlig kan få det til at køre - fra jeres banehalvdel. At behandle nogen som et råddent æg kan fx. bestå i at holde sig til smalltalk, kun ses i særlige rammer (fx., som Polavyk foreslår, kun i jeres hjem), ikke gå med på din fars provokationer og overhøre hans kritik af jeres hjem, afslutte telefonsamtaler, hvor din mor skriger og råber, osv. Det kan føles kontroversielt, fordi I de facto degraderer dine forældre til ikke længere at være jeres ligemænd, som I forventer det samme af som af andre voksne mennesker, men jeg tror desværre, at det er de forhold, I må vælge til eller fra, for jeg er enig med din psykolog i, at dine forældre ikke evner at tage del i en konstruktiv, medierende proces frem mod en ægte god og givende relation.
11
"For det første er jeg ikke dyretæmmer, og for det andet står jeg MIDT i en opvask!!!"
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 19. jan 2016, 07:22

Iiiih Cirkus, jeg har læst dit indlæg flere gange nu, og det er simpelthen spot on, og rammer dybest set det, som min psykolog også sagde. Og ja, du har helt ret i, at min mand og jeg netop skal finde nogle rammer, som vi magter. Dét synes jeg så til gengæld også er langt den største udfordring: jeg er egentlig i det store og hele der, hvor jeg tænker, at det handler mere om dem, end om mig, når de ser mig som højrøvet/snobbet. Men det, at skulle til at tænke på hvordan JEG vil have at kontakten skal foregå og ikke hvordan de vil have det, er lidt grænseoverskridende. Jeg er simpelthen så vant til, at se på hvad de vil have og hvordan jeg undgår spydigheder, at jeg ikke rigtigt har mærket efter, hvad jeg selv vil.

En anden udfordring er så, at I hvert fald min far ikke nødvendigvis vil acceptere den neddroslede kontakt, men det kan han selvfølgelig blive nødt til.

Din pointe om at behandle dem som rådne æg er i øvrigt spot on! For nej, de er ikke ligemænd, når man ser på deres evne til at kommunikere og deres følelsesliv.

Nårh ja, og så en opdatering: min far ringede i går - to gange - og jeg tog den med vilje ikke, for jeg kunne ikke overskue at tale med ham. Han skrev så til mig på Facebook om aftenen, at min mor gerne ville købe billederne fra vores bryllup, og at hun jo havde sagt ja. Han afsluttede så med "kærligst far", så det er jo altid noget. Men hvordan han har fået den ide, at de skal betale for billederne aner jeg så ikke :-S
0
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1035
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 196
Likede indlæg: 1907

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Evapeva » 19. jan 2016, 13:31

Jeg har også et meget problematisk forhold til mine forældre, og da jeg var nygravid med min søn kom det hele ekstra meget op til overfladen igen, fordi jeg netop som gravid tænkte meget på min egen barndom, hvilken mor jeg vil være, hvilken mor, jeg IKKE vil være (= min mor) osv.
Vi havde også en kæmpe konflikt lige omkring NF, hvor min mor offentliggjorde MIN graviditet på Facebook på trods af, at vi havde sagt til en familiekomsammen inden, at vi ikke ville offentliggøre det før en veloverstået NF! Diagnose på min mor: Tja, narcissisme passer nok meget godt, men ellers tror jeg, hun kunne have deciderede diagnoser også.

Hmm. Altså i forhold til når baby kommer, så synes jeg, I på forhånd skal have besluttet jer for, hvilken rolle dine forældre "må" have i forhold til jer og baby. Det er så svært at stå dér med hormoner og baby og ømme bryster og alting og SAMTIDIG skulle forholde sig til forældre, som enten er der for meget eller for lidt for den lille ny. Mine var der alllt for meget, selvom vi eksplicit havde bedt om fred i starten. Jeg fik ikke sagt klart fra, og min mand er ret konfliktsky (er ved at blive bedre, dog ;)), så de fik generelt lov at fylde lidt for meget i starten af tiden med vores første barn. Men så pludselig var han jo ikke nyfødt længere og derfor ikke så interessant.... Interessen døde fuldstændig. I dag ser de ham sjældent og næsten kun på vores initiativ. De har aldrig hentet fra børnehave for at eftermiddagshygge eller lignende, og de bor ellers blot 3 km væk fra os.

Nu har vi så to børn, og den yngste fik laaangt mindre opmærksomhed - jeg tror, de på et tidspunkt har "glemt", at hvis man vil være tæt med sine børnebørn, så kommer man ind imellem også ud for at skifte bleer, måske at passe dem osv. ;) De er overhovedet ikke tætte med nogen af vores børn.

Jeg sidder til et kursus, så jeg er nødt til at slutte her. Men vi kunne garanteret sammenligne vores forældre og dele oplevelser i flæng. Det er jeg helt overbevist om. Desværre - kan man tilføje... Jeg føler med dig - og ved, hvilken smerte det er, at man ikke har et kærligt og meningsfyldt forhold til de forældre, som man for fanden i det mindste engang var tæt forbundet til og respekterede som forbilleder, indtil man pludselig opdagede, at de var nogle idioter på mange måder. Dét er jo en slags sorgproces at gå igennem.
9
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Purple
Indlæg: 327
Tilmeldt: 19. jan 2016, 21:44
Kort karma: 44
Likede indlæg: 488

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Purple » 20. jan 2016, 07:34

Kisser skrev:Nå, så er det blevet tid til en update.

Jeg var jo hos shrinken i mandags, og han rådede mig IKKE at tage en snak med mine forældre. Han mente ikke, at de ville være istand til at lytte, og at det ikke ville føre noget godt med sig. Han rådede mig istedet til at skabe en smule afstand til mine forældre, så vi ser dem lidt mindre, og så iøvrigt afholde sig fra at hoppe med på deres drama. Man kan vel nærmest kalde det en "pyt-metode".

Jeg inviterede mine forældre på besøg til kaffe i dag. Det var ikke fordi hverken min mand eller jeg så specielt meget frem til det, men jeg havde det også skidt med at holde mine forældre i "limbo" så længe. Besøget var mildest talt akavet: De lod egentlig som om ingenting var sker, men man kunne godt mærke det på stemningen.

Da de kom, startede min far med nærmest at se helt påtaget forskrækket ud, fordi jeg - siden vi sås sidst - havde fået briller. Jeg blev irriteret og påtalte, at han nærmest så forskrækket ud, og så sagde han, at det var han også. Vi satte os ved køkkenbordet og viste dem de seneste scanningsbilleder af vores lille baby - som faktisk er en pige. Den del var hurtigt overstået, men så gik det over i smalltalk om vejret og deres køreture.

Da de skulle til og afsted ville jeg lige hente nogle duge, som vi havde lånt af dem i forbindelse med vores bryllup i sommers. Jeg spurge dem, om de ikke også ville have det fotoalbum med, som vi havde gået lavet til dem med billederne fra brylluppet. Min far svarede, at nej, det ville de ikke have. Min mor modsagde ham, og jeg var egentlig på vej op for at hente det. Men så gik jeg tilbage for at sige, at de selv måtte bestemme - de SKAL jo ikke tage imod de billeder, hvis de ikke vil have det. Men jeg fik egentlig ikke sagt så meget - istedet besluttede jeg mig for ikke at tage billederne med. Jeg ved godt, at det måske også er at "køre med" på konflikten, men det er simpelthen SÅ typisk min far at komme med sådan nogle udfald - og for min mor at sige noget andet og lade som ingenting. Hvorefter jeg står tilbage og tænker på, hvad fanden der skete.

Så ja, alt i alt et yderst akavet besøg, som dog var præget af lidt okay smalltalk. Jeg må indrømme, at jeg dog i et eller andet omfang forventer, at min far skriver en utilfreds besked til mig på facebook her en af dagene.
Har læst tråden hertil indtil videre - og... stor respekt! Jeg syntes du håndterer det rigtig flot! Både at du snakker med psykologen, - får andre øjne på - og rækker hånden ud igen, og igen - f.eks. her med en invitation til kaffe. Jeg har ikke en masse gode råd - der er heldigvis flere her i tråden der har været på banen med sådanne. Jeg føler med dig/jer - det er virkelig ærgerligt relationen skal være sådan, - og ærgerligt at bruge så meget energi på negative tanker og konflikter. Jeg håber det bliver bedre - eller i hvert fald at I finder en måde at håndtere det på, så det ikke længere vil fylde i det omfang det gør på nuværende tidspunkt :)

Husk at passe på både dig selv, og din egen lille familie i det her - grænser er vigtige uden at være urimelige. Det syntes jeg dog bestemt heller ikke det virker til at være i de situationer du beskriver, hvor du føler grænsen er overskredet. Alt det bedste herfra :)
2
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 2. feb 2016, 20:01

Jeg har lige en lille mini-update. Jeg skrev jo med min far på facebook, men valgte at gøre det med "forsinkelse" - selvom jeg om aftenen kunne se, at han havde skrevet, så ventede jeg til om morgenen med at svare, simpelthen fordi jeg var nervøs for, hvad jeg evt. ville få smidt i hovedet.

Samtalen om billederne endte med, at jeg sagde at det var en gave. Til det svarede han, at vi jo "ikke længere er på gaver" men at det var ok. Jeg beherskede min irritation og sendte bare en thumbs up, og så hilse vi af, hvor han skrev, at jeg skulle hilse min mand og jeg skrev det samme til ham.

Og så har jeg så ikke hørt mere fra dem, nu her to uger efter de var på besøg. Det er ikke i sig selv usædvanligt - det er primært min far der kontakter mig og da som regel via facebook. Jeg bruger lister på facebook, og mine forældre kan som udgangspunkt ikke se noget som helst jeg slår op, medmindre jeg specifikt slår det til. Det gjorde jeg indimellem førhen, men jeg er stoppet med det, fordi jeg er lidt nervøs for, hvad jeg risikerer at få i hovedet.

Men når dét så er sagt, så havde jeg nok bare en naiv forestilling om, at de ville bruge det at kontakten er genoptaget, til rent faktisk at følge med i mit liv.

I sidste uge spurgte en kollega (som ikke kender historien) om ikke mine forældre var VILDT begejstrede og glædede sig. Jeg lagde gode miner til slet spil og svarede bekræftende. Men sandheden er, at jeg ikke er sikker på, om de ER specielt begejstrede. De har ikke efterspurgt at få lov til at dele det på facebook, som de gjorde i starten, og det er også ok, for jeg kan godt forstå, hvis de føler at emnet er for betændt. Men omvendt så har jeg ikke turde at fortælle dem, at de godt må, fordi jeg frygter deres svar. Hvis de siger, at de er ligeglade, så dør relationen instantly.

Og jeg ved godt, at det her jo netop er hvad psykologen opfordrede mig til: Afstand. Og at jeg skal sætte pris på den. Men det ER lidt hårdt, at mine forældre søger den helt af sig selv. Dybest set, så forstår jeg nok ikke helt, hvad de egentlig vil med relationen.

Som Eva Peva også er inde på, så skal jeg jo selvfølgelig overveje, hvad JEG vil med relationen også ift. vores lille pige og ja, jeg ved det sgu ikke. Jeg kan på ingen måde forestille mig mine forældre have hende på overnatning f.eks. eller at de vil have overskuddet til at passe hende ved sygdom f.eks. Det ER egentlig også helt fint, for jeg stoler ikke på - især - min mor. Det er måske paranoidt, men vi kunne godt frygte, at hun ville sige alle mulige negative ting til Mini.

I den lidt mere nære fremtid, så ønsker jeg heller ikke at have dem rendende i tide og utide, når jeg går på barsel, men som du, Evapeva også har oplevet, så tror jeg hurtigt at interessen falmer. Sådan var det ihvertfald da vi købte vores hus: Da vi endnu ikke havde overtaget det, kørte mine forældre forbi huset og min mor tog billeder af det og delte dem på facebook i nogle af hendes grupper med over 500 medlemmer. Jeg fik hende til at fjerne dem, da den tidligere ejer stadig boede i huset (!!) men de kom op igen, da vi havde overtaget det.
Og de første måneder kom de også gerne på besøg - de ringede først, men var vist som regel allerede i nabolaget, når de ringede. Men så stoppede det - af ukendte årsager - igen. Sådan forventer jeg også, at det bliver når vores lille pige kommer til verden. Hvis de altså overhovedet kommer rendende.

Nå, det var vist et sidespor. Det, der nok er min centrale undren er, at der er kommet denne KÆMPE afstand (i hvert fald som jeg føler det) olg de virker slet ikke til at have behov for at mindske den.

Jeg ved, at hvis jeg konfronterede dem, så ville min mor helt sikkert sige noget med ikke at turde at forstyrre - det er i hvert fald derfor hun ikke ringer i det hele taget. Men jeg synes det er en dårlig undskylding, for hun tør jo godt ringe og være helt hysterisk, så hvad er problemet lige?
0
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 3. feb 2016, 06:53

Dulle, du rammer nok hovedet på sømmet ang. det med, at det er dem der har skabt den. Eller det vil sige, min far kan selvfølgelig stadig nå at skrive til mig og komme med hentydninger til "hvis I en dag besøger os", som han plejer.

Men ja, jeg er skide splittet, for afstand ER jo godt og deres besøg ER ikke hyggelige - eller nogle gange er de, men man ved aldrig på forhånd om det bliver hyggeligt eller konfliktfyldt.

I starten af min graviditet og da vi ikke sås, skrev min far til mig, for at høre hvordan det gik med mig og graviditeten. Jeg kom ikke med de lange svar, da vi ikke sås, men jeg svarede, sendte scanningsbilleder og fortalte at NF var gået godt, så selvom der kunne have været mere kommunikation, så har jeg heller ikke udelukket dem. Men det skal jeg GODT nok huske at minde mig selv om, for jeg stiller hele tiden spørgsmålstegn ved, om jeg kunne gøre mere.
0
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 14. feb 2016, 21:09

Jeg synes sgu stadig at det er lidt svært. Jeg har stadig ikke hørt noget fra mine forældre, og indimellem får jeg sådan lidt små-dårlig samvittighed over, at jeg ikke selv opsøger dem. Og samtidig er jeg bare ked af, at de har behandlet mig så fucking ringe så mange gange, og nu er vi så bare videre-ish. Jeg har det pisse svært med, at hele relationen er mit ansvar - og jeg har det samtidig svært med, at det er mig, der skal opsøge dem.

Min shrink har jo anbefalet afstanden, men jeg frygter, hvordan det bliver når jeg opsøger dem igen næste gang. Altså, jeg maaagter ikke at høre på min far, hvis han skal komme med en små-sarkastisk små-passiv-aggresgiv kommentar om at vi aldrig kommer på besøg.

Faktisk så snakkede jeg med min mand i dag, om den dårlige samvittighed og om vreden. For pt slipper jeg bedst den dårlige samvittighed, hvis jeg minder mig selv om alt det lort de har smidt i hovedet på mig igennem tiden. Men samtidig er jeg lidt bekymret for om jeg lader vreden fylde for meget. Min mands svar var, at jeg jo nok altid vil være vred, mens jeg mente at der er forskel på at mærke sin vrede og at dyrke den. Jeg er bange for at falde i den sidste grøft.

MEN så kom jeg i tanke om Bruce Banner, som siger til Captain America, at han altid kan blive til Hulk, fordi han altid er vred. Og måske er det i virkeligheden dét, der er hemmeligheden: Det gælder om at kunne kanalisere sin vrede, når det er konstruktivt og kunne holde den tilbage, når det er påkrævet. Så pt går jeg og forestiller mig, at jeg er Bruce Banner...
1
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 25. feb 2016, 07:07

Årh tak fordi du spørger, Dulle :-D

Der er faktisk sket en hel del! Sidste onsdag var vi til 20-ugers scanningen, og hun har det heldigvis helt fint derinde. Jeg valgte så at sende mine forældre en mail med scanningsbilleder, som var VÆSENTLIG mere venlig, end de havde fortjent. Jeg havde inden mailen stadig ikke hørt fra dem, og da var det knap fem uger siden sidste kontakt.

Min mor svarer på mailen, og min far skriver sent onsdag aften en besked til mig på Facebook (efter jeg var gået i seng). Da jeg ikke har fået svaret på den torsdag aften, kommer der en ny besked, hvor han spørger om jeg ikke vil snakke med ham mere. Jeg vælger at svare ham kort efter, men kun på den første besked. Da han skriver igen, siger han igen, at han næsten troede, at jeg ikke ville snakke med ham.

Her bliver jeg så liiiidt sur, for det er i bedste fald følelsesmæssig afpresning. Så efter at have rådført mig med min mand, spørger jeg ham hvorfor han troede det. Han svarer, at jeg havde slettet noget fra chatten, og jeg spørger igen ind til det, fordi jeg ikke forstår, hvad han snakker om. Han forklarer aldrig, men skriver i stedet, at jeg jo hellere vil skrive mails til min mor. Hele dialogen foregår med 12-timers forsinkelse, fordi jeg konsekvent først svarer om morgenen.
Efter grundig overvejelse svarer jeg at mine mails jo er til dem begge to, og at jeg troede at min mor viste ham dem. Det ender med at min far skriver at "lad os ikke tale mere om det" og at vi skal have det godt sammen igen.

Jeg ser det som en sejr.

I går skriver jeg så en ny mail til min mor, hvor jeg fortæller at jeg vil føde hjemme - det kunne hun nemlig godt tænkes at have en negativ holdning til. Og så kommer den store overraskelse: en venlig mail, hvor hun inviterer os på aftensmad!! Det overrasker os noget, eftersom hun jo mener at min mand sidder og højere og vil have opmærksomhed. Heldigvis foreslog hun også en kop kaffe, så den tænker jeg at vi takker ja til.
Min far skrev så også til mig på Facebook om at de gav mad, så nu håååååber jeg bare at han acceptere at vi "kun" takker ja til kaffe. Jeg kan heldigvis bruge masser af aftenarbejde som undskyldning.

Så ja, alt i alt er det ret kompliceret: på den ene side forstår jeg ikke deres ønske om at invitere på aftensmad, på den anden side kan jeg også godt se, at de i mine øjne ikke rigtigt KAN gøre noget rigtigt.
2
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 21. apr 2016, 20:31

Nå, tid til en update. Jeg har lige haft besøg af mine forældre og det var mildest talt en blandet fornøjelse.

Min mor er ufaglært og har derfor altid haft fysisk hårde jobs med dårlige arbejdstider. Hun har i de seneste MANGE år haft en deltidsstilling af hensyn til sit helbred. I dag fortalte hun så, at hun er blevet sygemeldt og ikke forventer at vende tilbage til sit arbejde. Hendes læge siger at hun er nedslidt og ramt af alvorlig stress. Jeg er naturligvis rigtig glad for, at hun ENDELIG gør noget ved sit helbred og at lægen tager hende seriøst. Men jeg får også dårlig samvittighed over, at jeg dels lavede sjov med hendes bekymring for hendes helbred og i det hele taget har tænkt, at hun gik lidt for meget op i det.

Men inden hun nåede så langt som til at fortælle dén del var der så lige en anden lille kontrovers: Jeg viste hende vores datters værelse og nogle af alle de ting vi havde købt til hende. Og så nævner hun, at de også har købt babytøj, men at det ligger hjemme ved dem. Hun har ikke turdet at tage det med, for hun var "bange for at få skældud". Jeg NÆGTER at anerkende hendes version af virkeligheden og jeg sagde derfor at "du får ikke skældud" og jeg har nok set RET afvisende ud. Så begyndte hun at græde og sige at hun var gået ned med flaget og SÅ kom nyheden om hendes sygemelding så.

Men shit altså, først så troede jeg, at hun ville sige, at hun var gået ned over vores konflikt. Så den vej rundt var sygemeldingen en lettelse. Men jeg er fandeme også pissesur. Det kan ikke passe, at fortællingen om, hvad der skete lige pludselig er at vi skældte hende ud og hun går og er bange, når vi sendte en PISSE venlig besked og HUN så går balalaika over det. Og hvad med ALLE de ting hun sagde om, hvor forfærdelige vi er? Arhmen altså, jeg kan ikke fucking rumme, hvis det skal være sådan, at enten så siger vi aldrig fra overfor noget som helst hun siger eller også så er vi bare ude efter hende.

Lige nu håber jeg næsten at hun igen beslutter sig for at sige, at der ikke er mere at bygge videre på, for jeg er ikke sikker på at jeg magter at skulle høre på hendes "jeg er et offer for alle andre"-tendenser længere. Og så har jeg så også den der dårlige samvittighed over ikke at tage hendes helbredsproblemer alvorligt.
0
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 22. apr 2016, 07:51

Ja, hun kører viiiirkelig martyr-showet og som jeg også talte med min mand om, så er det jo skide svært, når det at man beder hende (pænt) om at gøre noget anderledes, bliver til at VI skælder ud. Hvis man skal undgå det, er det eneste vi har tilbage at gøre jo at ligge os fladt ned og lade hende styre showet. Og det er jo ikke fordi de selv holder sig for gode til at sige, at jeg/vi er så og så egoistiske/højrøvede etc. Så det ER pisse ulige.

Jeg ved godt, at jeg kan vælge at fravælge hende, men... tanken om at ringe eller skrive til hende og fortælle hende det er faktisk rigtig svær, for jeg ved, at hun ville blive utroligt ked af det. Og jeg har - underligt nok - svært ved tanken om at såre hende. Selvom jeg samtidig har lyst til at pande hende et par på kassen.

Så er der selvf. også hele den del med, at jeg gerne vil kunne se mig selv i øjnene, hvilket vil være svært, hvis jeg er den "aggressive" part. Og endelig ved jeg, at et brud vil lede til at hun kommer til at fortælle en martyr-historie om det vidt og bredt. Der betyder det noget for mig, at jeg kan sige ti mig selv at "jeg ved, at det ikke var sådan det skete". Endelig så KAN jeg altid håbe på, at jeg vil kunne bevare én eller anden relation til min far, hvis det er hende der træffer valget. Det kan jeg helt sikkert ikke, hvis det er mig, der gør det.
0
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 22. apr 2016, 07:55

Og TUSIND tak for at du giver dig tid til at svare! Det betyder rigtig meget, for jeg er stadig pisse vred og faktisk også en smule ked af det.
0
Smiling_Goat
Indlæg: 2913
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 619
Likede indlæg: 9600

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Smiling_Goat » 22. apr 2016, 12:16

Jeg har også en problematisk mor. Jeg har også været igennem vreden. Jeg har også overvejet at bare droppe hende, skære hende fra og komme videre. For mig kunne jeg først lægge vreden fra mig, da jeg begyndte at arbejde med tanken om, at hun virkelig ikke kan gøre for det.

Vi havde en absurd jul sammen, hvor hun opførte sig værre, end hun nogensinde har gjort før. Jeg var så ufatteligt tæt på at bare kaste håndklædet i ringen da. Jeg følte mig åndssvag over, at hun hele tiden kunne skuffe mig. Jeg følte mig dum, fordi jeg blev ved med at sætte hende i en position, hvor hun kunne gøre mig ked af det.
Jeg sendte hende et langt brev med mine tanker, og uddybelse af hvordan hendes "opdragelse" havde påvirket mig. Jeg lagde ikke fingre imellem. Da det var gjort, tænkte jeg videre. Med tiden gik det op for mig, at hun virkelig ER syg. Hun kan lige så lidt gøre for sin adfærd, som en lam person kan gøre for, at de ikke kan gå.

Jeg tror især, det var det, at jeg kunne se, hun var virkelig frustreret, der ændrede mine følelser. Hun ville så gerne indfrie mine forhåbninger, men hun kunne bare ikke. Når hun så alligevel kom til kort, var hun knust og frustreret og konflikten opstod. Jeg kom så frem til, at min konstante påtale af problemet i virkeligheden var med til at øge til problemet. Jeg var nødt til at anerkende, at indfrielsen af mine forhåbninger til en mor var urealistiske ift. hende, og så forsvandt vreden.

Min mor har nogle problemer. Problemer, jeg ikke kan hjælpe hende med, og som vil være med til at definere vores forhold, men hun kan ikke gøre for dem.

Når du beskriver episoden med din mor, hvor hun har købt tøj til din datter, men ikke tør give dig det, fordi hun er bange for at få skæld ud, minder det mig så meget om min mor. Mens jeg var vred på hende, ville en kommentar som den, have øget til vreden, for sikke noget fis. Selvfølgelig får hun ikke skæld ud for det. Men faktisk havde du jo sagt til hende, at I ikke ville have ting til jeres barn, før et bestemt tidspunkt. Kan det tænkes, at din mor rent faktisk er bange for at få skæld ud? Måske forsøger hun virkelig at gøre, som hun tror, du ønsker, men forstår det bare ikke. Derfor tør hun måske ikke give dig gaven, for hendes erfaring er, at du bliver sur, selv når hun forsøger at være sød.

Kan du, tror du, se forbi din vrede? For, og her taler jeg af erfaring, den farver meget. Da jeg var vred på min mor, tillagde jeg hende motiver og ræsonnementer, som jeg i dag, hvor jeg ikke længere er vred, ikke oplever mere.

Det er bare en tanke :)
11
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 23. apr 2016, 09:52

Jeg har tænkt rigtig meget over dit indlæg, Goat - og jeg husker også din tråd om din mildest talt dårlige juleaften.

Der har hele tiden været et eller andet ved forklaringen om, at hun reelt ER bange, der virkede off og jeg har virkelig tænkt over, hvad det kunne være.

Jeg er nok kommet frem til, at mit forhold til min mor grundlæggende er anderledes end dit: Jeg føler en masse vrede, men jeg viser viiirkelig ikke ret meget af den. Jeg har - vist nok - fået sagt til mine forældre indimellem, at jeg ikke synes at de handler helt optimalt, men slet ikke i det omfang, hvor det kan kaldes at "lægge kortene på bordet" og jeg tror faktisk at min mor selv synes, at hun er en rigtig god mor. Og det var hun da i teorien også.

Anyway, når jeg tænker at det med at være bange ikke helt harmonere, så er det nok ift. hendes "fremfærd": Vi skrev hende en meget pæn besked hvor vi iøvrigt takkede for det hun allerede havde købt. Det blev mødt med hendes opkald hvor hun råbte, græd og beskydlte os for at skjule ting. Hun eskalerede konflikten HELT vildt og selv da vi - samme aften - ringede til hende igen, fortsætter hun med at køre konflikten op i en spids.
Den opførsel kan jeg simpelthen ikke få til at harmonere med, at hun i virkeligheden gør sit bedste og "bare" er bange.

Jeg ser det egentlig mere som et udtryk for, at hun nu har lavet sin egen version af begivenhederne, hvor hun er den stakkels kommende mormor, som ingenting må, mens vi bare er "efter hende". Det gjorde hun jo faktisk allerede efter nogle få dage, hvor hun påstod at hun havde ringet til min mand og spurgt ham, hvad det gik ud på, men at hun slet ikke kunne få et ord indførrt. Det var så lige omvendt.

Jeg har også svært ved at tænke, at hun ikke kan gøre for det, får når der HAR været konflikter, så kan hende og min far pludselig godt gøre sig umage for at det skal være hyggeligt, når vi ses og de kan godt invitere os på besøg - noget som de ellers kategorisk nægter.

Endelig så er der alle de gange, hvor hun egentlig godt ved, hvad jeg foretrækker/ikke bryder mig om, men alligevel gør det stik modsatte. Det mest grelle eksempel var engang, hvor jeg besøgte dem og havde taget aftensmad med om til dem. De havde arbejdet hele lørdagen og jeg havde selv et større projekt på uni, som stressede mig helt vildt. Jeg kunne derfor ikke overskue at få dem på besøg (rengøring af lejlighed osv) men da jeg var alene hjemme, og de netop havde haft en lang dag, tænkte jeg at de ville blive glade for at jeg kom med aftensmad. Det blev de så ikke. Eller rettere: Min far syntes at det var for galt at jeg ikke havde inviteret dem om og derfor benyttede han lejligheden til at fortælle mig ALLE de ting, som han ikke brød sig om at jeg gjorde (og som han aldrig tidligere havde nævnt) og kaldte mig iævrigt egoistisk og diverse andre ting.

Da vi har spist og min far er kommet af med al sin galde spørger min mor om jeg vil have te eller kaffe. Jeg drikker altid te, men lige den dag bad jeg om kaffe, hvilket fik min mor til at konkludere, at jeg havde brug for noget at styrke mig på. Hun har altså været fuldstændig klar over, HVOR ubehageligt jeg syntes det var, men hun var åbenbart bare ligeglad.

Der er også diverse andre små-eksempler, hvor hun har inviteret os på mad, kun for at servere noget som hun VED at jeg ikke er specielt glad for (min mand kan godt lide det og hun ville åbenbart glæde ham?). Min svigermor strikker bomuldssokker til mig, og min mor besluttede at hun OGSÅ ville strikke sokker, hvilket igen jo er skide sødt. Men hun strikker dem i uld, selvom jeg ikke kan tåle uld - hun mener så, at jeg bare skal have almindelige sokker indenunder.

Jeg kan ikke sy på symaskine og jeg syr lidt ubehjælpeligt i hånden, når jeg laver udklædning til halloween og den slags. Et år fik jeg så en symaskine i fødselsdagsgave, fordi min mor mente at jeg skulle sy gardiner til kælderen. Jeg havde skrevet en ønskeliste til min fødselsdag og der stod hverken symaskine eller kældergardiner på, så hvordan hun har fået den ide, ANER jeg ikke. Og altså, det er jo også pisse ligegyldigt at min mor serverer mad jeg ikke er særligt vild med, strikker uldsokker og køber en symaskine. Men jeg synes alligevel at det siger lidt, når hun VED at det er ting jeg normalt decideret aktivt fravælger og så alligevel mener at det skal jeg da have.
2
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 23. apr 2016, 09:53

Hun ved iøvrigt også udemærket godt at jeg faktisk hader konflikter - det er ifølge hende fordi jeg er født i vægtens tegn :rulle: - men det afholder hende så på heller ingen måde fra at eskalere konflikter helt vildt.
0
Kisser
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 29
Likede indlæg: 254

Re: Svær relation til forældre.

Indlægaf Kisser » 23. apr 2016, 10:07

FruDulle skrev:Det er vanvittigt svært at fravælge sine forældre. Det ved jeg alt om. Jeg har hverken min mor eller nu min far i mit liv.

Men tror du reelt at det er muligt at bibeholde kontakt med din far og ikke din mor? Vil din far komme og være morfar og knytte sig til sit barneben, alt imens at mor og mormor og hans hustru, sidder derhjemme og er forment adgang til sit barn og barnebarn? Er det realistisk?

Når du skriver om dine forældre er det ofte din mor som er dit og dat, men samtidig skriver du også ofte at DE mener so and so og gør det og det.


Ja, jeg kan godt se hvad du mener. Om det er realistisk er svært at sige - min far har tidligere fungeret som konfliktmægler, han gør mere ud af at skabe god stemning end min mor gør og han ER trods alt i stand til at undskylde, når han har opført sig mindre heldigt. Men ja, det er tit dem begge der gør mærkelige ting, men min mor er lige graden værre og jeg er langt mere knyttet til min far, trods alt.
0

Tilbage til "Livets forhold"