Hvor meget kan man tilgive: Noget om løgn/bedrag/forelskelse/naivitet

[Jelly]

Hej alle!

Jeg står i en lorte situation, og har brug for at høre andres erfaring eller mening.
Ganske kort:
Jeg forelskede mig hovedkulds i en gift kvinde. Vi var begge i forhold. Jeg afsluttede mit eget, og hun fortalte at hun gjorde det samme. Her 8 måneder senere, er hun dog først ved at afslutte sit forhold. Forklaringerne er mange, men skyldes primært hendes forpligtelser som mor. Hun kunne ikke forlade forstadsidylen, og i stedet for at melde ærligt ud, så spillede hun på flere heste.
Jeg elsker hende, men føler mig kastreret og modløs. Hun har jo både bedraget mig og sin ægtefælle. Jeg har levet i en drøm.
Min fornuft siger mig, at jeg skal droppe det, fordi hun har løjet så længe, og man ikke kan starte et nyt forhold op, efter så stort et svigt.

Er der andre, som har oplevet noget lignende?
Hvad skete der, og er I stadig sammen?
Skal jeg satse på kærligheden og stole på, at hun elsker mig, og nu vil være min?

[Raenil]

Hun gør noget andet end hvad hun siger.
Lyt til hvad hun gør.

[DetSorteCirkus]

Det er meget tydeligt, at du - og med god grund - føler dig svigtet og bedraget, så reelt har du ikke længere den kærlighed, som i sin tid fik dig til at opgive dit daværende forhold.
At du alligevel tøver med at tage den fulde konsekvens, kunne godt skyldes, at det vil kræve, at du accepterer, at du har lagt dit liv om uden at få det, du var blevet stillet i udsigt; at det har været spildt, medmindre der på forhånd var store problemer mellem din eks og dig.
Det er en hård erkendelse at nå frem til og se i øjnene, men det er ikke værd at finde sig i hvad som helst i et naivt håb om, at du nok skal få din lykkelige slutning, hvis bare du venter længe nok.

[hotlips]

Min mor lod sig holde hen i flere år efter hun gik fra min far fordi den nye ville nå at holde sølvbryllup, det gjorde han så og bagefter gjorde hans kone det forbi fordi hun havde fundet en anden, jeg ved fra hans datter at han absolut ukaraktaristisk gik rundt i underbukser og skjorte og hylede i en uge.

Jeg ved ikke hvad det gik ud på om det bare var meget sværere at slutte det endeligt eller hvad for han var meget forelsket i min mor og så snart hun mente vi var store nok til at klare os selv flyttede de også sammen, de blev gift året efter og det var de i nogen og tyve år til han døde for få år siden.

Det var åbenbart meget åbenlyst at det ægteskab han var i havde været dødt i årevis og børnene synes det var en lettelse at få det overstået men alligevel er der nogen der hænger fast i noget de jo må se noget værdi i selvom det er svært som udenforstående. Jeg er ikke i nærheden af at regne ud hvad det er men når det er sagt så kan jeg nu godt finde forståelse for at det nok er meget meget sværere end man umiddelbart skulle tro og for nogen vil det at det er et ægteskab og ikke bare et kæresteforhold være noget de betragter som en personlig katastrofe og jeg tror godt man kan finde dem hvor det får det til at føles endnu værre at de er i forhold med en ny, jeg ville helt sikkert få endnu mere skyldfølelse og måske især hvis det var gået op for mig at jeg slet ikke havde haft hvad jeg burde for min ægtefælle til at starte med.

Folk er forskellige og jeg er ikke så meget tilhænger af det der der med at skære alle der gør noget bestemt over en kam, og jeg tror godt på det kan være muligt at hun simpelthen ikke har kunnet få sig selv til det og måske er det bare blevet værre af hun godt ved hun også har svigtet dig nu.

Jeg synes du skal tale med hende, og så kan du jo godt gøre det klart at skal det være så skal det være nu, men hvis du stiller et ultimatum af en slags så skal du også selv være klar til at gå uden at se dig tilbage hvis ikke hun så ser at få det overstået.

[Sangius]

Hvad siger hun selv nu? Er hendes forhold slut, og kan du være sikker på det?
Anerkender hun sin fejl, og gør hun alt sit, for at kunne genvinde tilliden?

Jeg tror ikke jeg kunne leve i det. Eksmanden vil jo altid være i billedet pga børnene, og det er jo vigtigt at forholdet mellem ham og hende er godt, for børnenes skyld. Jeg tror bare aldrig jeg ville kunne give den plads og forståelse der var nødvendig for at få det til at fungere nogenlunde gnidningsfrit.
Ville have svært ved at acceptere at de så hinanden, og havde kontakt til hinanden.

[Jelly]

Jeg kan ikke bidrage med personlige erfaringer, men jeg ville aldrig finde mig i det.

Nej, det ville jeg heller ikke, hvis du havde spurgt mig for et år siden.

[Jelly]

Hun gør noget andet end hvad hun siger.
Lyt til hvad hun gør.

Ord og handling bør ihvertfald følges.

[Jelly]

Det er meget tydeligt, at du - og med god grund - føler dig svigtet og bedraget, så reelt har du ikke længere den kærlighed, som i sin tid fik dig til at opgive dit daværende forhold.
At du alligevel tøver med at tage den fulde konsekvens, kunne godt skyldes, at det vil kræve, at du accepterer, at du har lagt dit liv om uden at få det, du var blevet stillet i udsigt; at det har været spildt, medmindre der på forhånd var store problemer mellem din eks og dig.
Det er en hård erkendelse at nå frem til og se i øjnene, men det er ikke værd at finde sig i hvad som helst i et naivt håb om, at du nok skal få din lykkelige slutning, hvis bare du venter længe nok.

Jeg føler mig trådt på, og jeg er ualmindeligt skuffet. Du har ret, det her var absolut ikke, hvad jeg havde ventet. Jeg lagde mit liv om, fordi det var nødvendigt, og det at jeg forelskede mig, fremskyndede processen.

[Jelly]

Min mor lod sig holde hen i flere år efter hun gik fra min far fordi den nye ville nå at holde sølvbryllup, det gjorde han så og bagefter gjorde hans kone det forbi fordi hun havde fundet en anden, jeg ved fra hans datter at han absolut ukaraktaristisk gik rundt i underbukser og skjorte og hylede i en uge.

Jeg ved ikke hvad det gik ud på om det bare var meget sværere at slutte det endeligt eller hvad for han var meget forelsket i min mor og så snart hun mente vi var store nok til at klare os selv flyttede de også sammen, de blev gift året efter og det var de i nogen og tyve år til han døde for få år siden.

Det var åbenbart meget åbenlyst at det ægteskab han var i havde været dødt i årevis og børnene synes det var en lettelse at få det overstået men alligevel er der nogen der hænger fast i noget de jo må se noget værdi i selvom det er svært som udenforstående. Jeg er ikke i nærheden af at regne ud hvad det er men når det er sagt så kan jeg nu godt finde forståelse for at det nok er meget meget sværere end man umiddelbart skulle tro og for nogen vil det at det er et ægteskab og ikke bare et kæresteforhold være noget de betragter som en personlig katastrofe og jeg tror godt man kan finde dem hvor det får det til at føles endnu værre at de er i forhold med en ny, jeg ville helt sikkert få endnu mere skyldfølelse og måske især hvis det var gået op for mig at jeg slet ikke havde haft hvad jeg burde for min ægtefælle til at starte med.

Folk er forskellige og jeg er ikke så meget tilhænger af det der der med at skære alle der gør noget bestemt over en kam, og jeg tror godt på det kan være muligt at hun simpelthen ikke har kunnet få sig selv til det og måske er det bare blevet værre af hun godt ved hun også har svigtet dig nu.

Jeg synes du skal tale med hende, og så kan du jo godt gøre det klart at skal det være så skal det være nu, men hvis du stiller et ultimatum af en slags så skal du også selv være klar til at gå uden at se dig tilbage hvis ikke hun så ser at få det overstået.

Du rammer spot on. Hendes ægteskab har tilsyneladende også været dødt længe, alligevel føler hun enorm skyld, og hun betegner det måske også som en personlig katastrofe. Hun har snakket meget om, at hun synes hun svigter og er egoistisk, samtidig er hun klar over, at de vilkår der er i hendes forhold, aldrig vil ændre sig. Hun er også klar over at hun har svigtet mig, og derfor er det svært for hende, når jeg konfronterer hende med de løgne, som hun har fyldt mig med. Jeg er bange for konsekvensen af et ultimatum. Jeg er både bange for at hvis jeg ikke står klar med åbne arme, så trækker det ydeligere i langdrag. Jeg er også bange for at cutte forbindelsen, hvis jeg så skal gå og tænke “hvad nu hvis...”

[Jelly]

Jeg var, hvor du er, i alt for mange år. Løb.

Tak for dit råd, jeg håber at du har fundet en mand, som du ikke skal vente på.

[Jelly]

Hvad siger hun selv nu? Er hendes forhold slut, og kan du være sikker på det?
Anerkender hun sin fejl, og gør hun alt sit, for at kunne genvinde tilliden?

Jeg tror ikke jeg kunne leve i det. Eksmanden vil jo altid være i billedet pga børnene, og det er jo vigtigt at forholdet mellem ham og hende er godt, for børnenes skyld. Jeg tror bare aldrig jeg ville kunne give den plads og forståelse der var nødvendig for at få det til at fungere nogenlunde gnidningsfrit.
Ville have svært ved at acceptere at de så hinanden, og havde kontakt til hinanden.

Hun siger at det er slut, men det har jeg jo hørt før. Jeg er ikke jaloux anlagt, men det bekymrer mig lidt, at de fremover skal have kontakt.

[Zombie]

Hvad med at tage en pause i den forstand at du giver hende fred og tid, og bruger samme til at komme på plads i dit eget liv. Uanset hvad er dit liv omlagt, nye planer skal lægges og du har mulighed for, dame eller ej, at kigge nærmere på, hvad du vil nu. Skal der ske noget karrieremæssigt? Spares op til 3 måneders backpacking? Træne til Ironman? Hvad vil DU nu?

Hvis du bliver mere funderet i det liv, du HAR, kan det give jer begge to ro til at finde ud af tingene. Og det kan gøre dig stærkere og mere rodfæstet i dit eget liv, så du bedre kan tage en beslutning baseret på, hvad du ville kunne leve med nu og fremover.

Jeg mener ikke, du skal cutte hende væk, men bare skære ned på at ses og kontakten, og rette fokus mod dig selv.

[Misantropen]

...

Skal jeg satse på kærligheden og stole på, at hun elsker mig, og nu vil være min?

Det kommer an på hvor længe du er villig til at vente.

Det lyder nemlig som om du allerede har gjort netop det, men efter 8 måneder er der stadig ikke sket noget. Til gengæld er du blevet såret, skuffet og løjet overfor så du tvivler. Kan den tillid blive genopbygget? Og er det bekymringer, sorger og ventetiden værd?

Hun er ved at afslutte sit forhold. Hvad betyder det? Enten er hun i et forhold eller ej.

For at være ærlig tror jeg ikke på det vil holde med jer. Selv hvis hun skulle forlade sin mand er oddsene ret meget imod jer og bare det at du begynder at tvivle på om det vil lykkes siger også noget om at du heller ikke selv tror 100% på det.

Spørg dig selv hvornår nok er nok. Alt det praktiske omkring at komme videre skal nok løse sig, men et ødelagt selvværd og en mistet selvrespekt er straks sværere at reparere end et såret hjerte pga ulykkelig kærlighed.

[Slettet bruger]

Det er nok et dumt spørgsmål, men det fremgår ikke eksplicit: Har I et fysisk forhold, eller er I "bare" forelskede? Hvis I har et seksuelt forhold og hun dermed har været sin mand utro i 8 måneder, er jeg med din fornuft, mennesker der opfører sig så dårligt, er man bedst tjent med at holde sig fra. Kan du stole på hende om 10 år når der er gået dagligdag i jeres eget forhold?

Hvis der ikke har været sex ud over måske lige i starten da I fandt hinanden, og I så har aftalt at afslutte jeres respektive forhold, synes jeg det er noget andet.

[Sangius]

Hvis du ikke kan acceptere eksens tilstedeværelse i hendes liv, uden at være på tværs med deres kontakt, så skal du ikke være sammen med hende.
Jeg forstår udmærket at du ikke kan - men i hele den her situation er det først og fremmest børnenes tarv der skal prioriteres, og ikke dit.
Jeg havde ikke selv kunne gøre det.