TS lægger ud.
Jeg forventer et forandringens år, for der er så mange ting, der skal ske, der vil ændre hele vores liv.
Min datter skal være væk i mange måneder, og derfor bliver jeg alene for første gang, siden jeg var 23. Jeg er ikke bange for det, men det bliver helt klart en omvæltning at skulle klare alt selv og kun have mit eget (og hundens) selskab derhjemme.
Samtidig sker der en masse på arbejdsfronten, både med flytning og vores kontrakt, der er i udbud, så det er meget usikkert, hvad fremtiden bringer der. Jeg er sikret nogenlunde til omkring sommer, men derefter kan det risikere at gå en helt anden vej. DET frygter jeg, for jeg er meget glad for mit arbejde og har i forvejen 1½ times transport hver vej, og jeg orker ikke tanken om at miste jobbet eller at skulle få længere til arbejde. Men jeg har besluttet at tage det afslappet, for det er alligevel ikke noget, jeg har indflydelse på overhovedet.
Jeg har en masse planer om at udnytte det, at jeg skal være alene de måneder, til at forbedre helbredet med mere motion og sundere kost - og det, tror jeg, vil komme lidt af sig selv, for jeg har nemmere ved ikke at lade mig frist under indkøbet, når det kun er til mig selv.
Samtidig bliver det jo kun mig, der skal gå med hunden, og det vil vel uvilkårligt gøre en forskel. Jeg har også planer om at prøve at spare, nu hun ikke er der, så jeg kan øge opsparingen. Ha ha, det lyder vist som om, hun er eneste årsag til alle de dårlige vaner, men sådan er det nu ikke. Man bruger bare flere penge, når man er to, både i forbrug og på at hygge/lave mad. Alene gider jeg slet ikke lave så meget.
Jeg skal også se at få færdiggjort vores istandsættelse hjemme, så jeg forventer ikke at komme til at kede mig.
