Er det ok at medier bruger drabssager som underholdning?

[Sax0n]

"Mord er ikke underholdning" - "det er respektløst og usmageligt, at bruge mord som underholdning, siger radiovært Sandie Westh, hvis søster blev myrdet i 2007."

https://www.facebook.com/watch/?v=2356674914370600

[vibbsen]

Altså......Det er vel ikke værre end at udgive en bog.....Bøger er mig bekendt også underholdning.....

Jeg erkender gerne at programmer som Mørketid ikke rigtig siger mig noget. Men det er nok mest fordi jeg synes de er lidt for overfladiske.....

Til gengæld så har lige slugt lydbogs-versionen af Søren Baastrup bog om Stine Geisler mordet "En djævel i den lyse nat" RÅT.....Og er i gang med "Sagen om Amager Manden " af Claus Buhr og Vicky Therkildsen.....

[Animi]

Var det ikke i Ubådssagen, hvor ofrets familie brokkede sig over, at det handlede for lidt om hende og for meget om Madsen og selve gerningen? Sådan noget forstår jeg ikke. Vil de gerne have at offentligheden svælger i hende og hendes liv da?
Ja - det er frygteligt at hun ikke er her mere. Men det er da netop, hvorfor og hvordan morderen har gjort det, der er interessant i forhold til at forhindre lignende sker igen. Ellers bliver det da til victimblaming, hvis vi skal til at finde ud af, hvad ofret gjorde forkert.

Jeg tror ikke, det handler om, at man skulle svælge hendes liv som sådan. Men jeg kan sagtens forstå, at det er hårdt, at ens datter/kæreste pludselig er blevet reduceret til et offer - at det, hun bliver husket for i fremtiden, er, at hun er kvinden, der fik kappet hovedet, arme og ben af af en psykopat. I stedet for at blive husket som en kærlig og dejlig person og ikke mindst en fremragende journalist, der rejste verden rundt for at skrive artikler til store tidsskrifter.
Jeg kan også sagtens forstå, hvorfor det er mere spændende for resten af verden at høre om Peter Madsen, hvorfor han gjorde det osv. Men hold nu op, hvor ville jeg også blive vanvittigt frustreret over, at min elskede var blevet reduceret til intet andet end et oversavet lig i en af Danmarks, måske, mest omtalte drabssager. Jeg kan godt forstå, hvorfor de gerne vil have, at verden høre om hende som person og at hun var meget mere end et tilfældigt offer.

[Purple Haze]

Problemet med Mørkeland er (også) at ingen af dem har nogen som helst relevant baggrund for at kunne drage nogen konklusioner i disse sager.
Havde det været en tidl politimand, retsmediciner, anklager eller lign, havde jeg bedre kunnet respektere diverse perspektiver.
Deres program er ren underholdning og jeg bryder mig virkelig ikke om at nogen bruger andres tragedie for underholdningens skyld.

De har hidtil også nægtet at kommentere Sandie Westh’s holdning til dem eller stille op til kritiske interviews. Jeg tænker helt ærligt også at de ville komme til kort.

De har været med i Shitstorm på P1 (mener det er på P1).
Der synes jeg de gjorde det OK.

[kidkomb]

Jeg er måske farvet af ikke at forstå fascinationen, men jeg synes faktisk det er lidt respektløst at bruge mord som underholdning.
Det ripper op i alt muligt for de pårørende og man kan ikke spørge den myrdede om det er ok.

[LaScrooge]

Jeg har læst et interessant indlæg om stemmebrug ifbm formidling: https://www.retorikforlaget.se/der-er-s ... mord-tihi/

Prøvede lige at lytte til mørkeland, hhv det første og det nyeste afsnit, for at få en idé om hvorfor det er populært.
I første afsnit måtte jeg kapitulere, da de begynder at diskutere mordsagen, fordi den enes stemme og måde at forholde sig på er enerverende. Hun lyder decideret dum. Da jeg havde hørt, at det blev bedre med tiden, lyttede jeg til det seneste afsnit, men måtte igen kapitulere - denne gang pga den ulideligt lange, detaljerede opremsning af alle de måder, offeret var blevet skadet på, da han blev tævet ihjel. Og jeg synes heller ikke, at hendes stemme er blevet bedre.

Jeg har ikke hørt nok af den til at tage stilling til om kritikken er berettiget, men generelt tænker jeg, at alvorlige emner skal behandles med ydmyghed og respekt og personligt foretrækker jeg også, at der er et vist refleksionsniveau til stede. Kunne fx ikke forestille mig at lytte til podcasts om Holocaust, hvor værterne sagde ting som, "Jeg kan bare SLET ikke forstå hvordan man kunne gøre det, altså, hvordan kunne folk bare lade det ske? Hvorfor var der ikk' nogen der gjorde noget?".

Jeg elsker podcastmediet for alle de utroligt spændende, dybdegående udforskninger af vores verden, fænomener og historie, som det har givet anledning til, og den utrolige bredde i emner og formater der findes. Men det er i mine øjne indlysende, at der også er etiske aspekter man skal overveje som podcaster. Hvis ikke presseetiske, så menneskelige. Det synes jeg egentlig gør sig gældende for alle, der har en platform der giver eksponering.

[Undtagelsen]

Problemet med Mørkeland er (også) at ingen af dem har nogen som helst relevant baggrund for at kunne drage nogen konklusioner i disse sager.
Havde det været en tidl politimand, retsmediciner, anklager eller lign, havde jeg bedre kunnet respektere diverse perspektiver.
Deres program er ren underholdning og jeg bryder mig virkelig ikke om at nogen bruger andres tragedie for underholdningens skyld.

De har hidtil også nægtet at kommentere Sandie Westh’s holdning til dem eller stille op til kritiske interviews. Jeg tænker helt ærligt også at de ville komme til kort.

De har været med i Shitstorm på P1 (mener det er på P1).
Der synes jeg de gjorde det OK.

Jeg skrev det nok ikke tydeligt nok, men det er Sandie Westh de har nægtet at stille op til interviews med.
Jeg har ikke fulgt nok med til at vide om de har deltaget i noget med andre kritikere.

[LaMariposa]

Jeg har læst et interessant indlæg om stemmebrug ifbm formidling: https://www.retorikforlaget.se/der-er-s ... mord-tihi/

Prøvede lige at lytte til mørkeland, hhv det første og det nyeste afsnit, for at få en idé om hvorfor det er populært.
I første afsnit måtte jeg kapitulere, da de begynder at diskutere mordsagen, fordi den enes stemme og måde at forholde sig på er enerverende. Hun lyder decideret dum. Da jeg havde hørt, at det blev bedre med tiden, lyttede jeg til det seneste afsnit, men måtte igen kapitulere - denne gang pga den ulideligt lange, detaljerede opremsning af alle de måder, offeret var blevet skadet på, da han blev tævet ihjel. Og jeg synes heller ikke, at hendes stemme er blevet bedre.

Jeg har ikke hørt nok af den til at tage stilling til om kritikken er berettiget, men generelt tænker jeg, at alvorlige emner skal behandles med ydmyghed og respekt og personligt foretrækker jeg også, at der er et vist refleksionsniveau til stede. Kunne fx ikke forestille mig at lytte til podcasts om Holocaust, hvor værterne sagde ting som, "Jeg kan bare SLET ikke forstå hvordan man kunne gøre det, altså, hvordan kunne folk bare lade det ske? Hvorfor var der ikk' nogen der gjorde noget?".

Jeg elsker podcastmediet for alle de utroligt spændende, dybdegående udforskninger af vores verden, fænomener og historie, som det har givet anledning til, og den utrolige bredde i emner og formater der findes. Men det er i mine øjne indlysende, at der også er etiske aspekter man skal overveje som podcaster. Hvis ikke presseetiske, så menneskelige. Det synes jeg egentlig gør sig gældende for alle, der har en platform der giver eksponering.

Jeg synes, deres formidling er helt forfærdelig. De bruger det som “venindesladder” og sådan lidt “tihi”-agtigt, når de diskuterer de forskellige drabssager. Den podcast er bare et eksempel på samtaler, som man nok skulle have holdt indenfor sine egne fire vægge derhjemme.

Jeg kan heller ikke lide Mørkeland. Kom ikke igennem første afsnit, og jeg har ikke forsøgt mig med det siden.

For mig er det vigtigt, at det ikke bare er snak, men at de rent faktisk forsøger at bringe nye beviser frem og rent faktisk prøver at ændre noget, meget gerne i samarbejde med de pårørende.

[paint]

Mørkeland, er nok noget af det værste jeg har hørt. Det lyder som to fnisende teenagere, der sidder i et S-tog og taler om kærester.

[hotlips]

Jeg faldt over en film der hedder pain and gain idag, den ligger på paramount+ og det er virkelig det værste eksempel jeg har set på respektløs og fuldstændig horribel brug af mord som underholdning.

Den er med Mark Wahlberg og the rock og den er lavet til at være en komedie hvor man skal holde med skurkene og hvor offeret der fylder mest i historien faktisk også bare kunne lade være med at være sådan en idiot..

Jeg tror måske tanken har været at hvis vi nu fremstiller de her psykopater som nogen der bare er gået over gevind med alle de ærkeamerikanske "dyder" så er det nok sjovt.

Jeg kan slet ikke forestille mig hvor surrealistisk det må være at være pårørende og der så bliver lavet sådan noget.

[Zombie]

Jeg synes tit, det er problematisk, at ofrene reduceres og objektiviseres i det, at de ligesom kun er ofre og ikke hele mennesker, der havde et liv og mennesker omkring sig... Dette aspekt fremhæves ofte kun for at gøre en sag mere tragisk, "hun var mor til 3 små børn", ok, men hvad var hun ellers, udover en dame, der blev kvalt på Fælleden af denne her morder, som vi derefter bruger en time på at zoome ind på og snakke om.

De her programmer har det med at gøre ofrene til rekvisitter og de fodrer samtidig en berømmelse/berygtelse af mordere, som virker enorm ulækker når man ved, at rigtig mange af de spektakulære mord begås af mennesker, der virkelig nyder at få fodret deres ego.

Et eksempel er manden, der myrdede Marianne Pedersen og hendes to små sønner, og blev dømt selvom ligene aldrig er fundet. Siden giftede han sig med en psykologistuderende og fik opmærksomhed på den front, ligesom han har udgivet en bog og også har udtalt sig til medierne nogle gange. Det er jo noget han gør, for at få en masse opmærksomhed, fordi han er psykopat/sociopat/narcissist og nyder det i fulde drag, hver eneste gang nogen beskæftiger sig med ham og sagen.
At man vælger at fodre ind i det syge shitshow, ved jeg faktisk ikke, hvorfor man ikke får en lidt dårlig bismag i munden af - men jeg tænker, det er fordi det ikke falder folk ind, at det faktisk er det, de gør.

Mange af jer, som interesserer jer for disse sager, ved nok godt hvem jeg taler om - men når jeg i andre sammenhænge refererer til "Marianne Pedersen og hendes sønners morder", så aaaaaaaner folk ikke, hvem jeg snakker om - men de kender tit både gerningspersonens navn som han var kendt dengang, og nogle gange også det mindre kendte navn, han sidenhen skiftede til.
Offentligheden kender simpelthen TO navne på gerningspersonen, men ved ikke uden reference, hvem Marianne Pedersen eller hendes to sønner er.

Jeg er begyndt at blive meget konsekvent med, at skal jeg tale/skrive om de her sager, så refererer jeg ikke til gerningspersonernes navne, men ofrenes.
Jeg snakker ikke om manden, der myrdede Kim Wall ved at nævne hans navn eller hans hobby/gerningstedet, jeg snakker om sagen med udgangspunkt i det menneske, der led en forfærdelig skæbne, og fortjener så meget mere end at være statist i gerningspersonens historie. Jeg snakker om Marianne Pedersen og Lene Rasmussen.

Jeg er ikke hellig - jeg gør det her bevidst, fordi det er noget, jeg føler stærkt for. Men det falder mig ikke naturligt og min første indskydelse er også at tænke på gerningspersonerne. Derfor vil jeg stadig gerne gøre mig lidt umage.

[Jammerdalen]

Virkelig en god tråd! Jeg er ikke sikker på, at jeg kan komme med et kvalificeret svar lige nu, men jeg kan sige, at jeg virkelig har haft de samme overvejelser som dig, Aima. Jeg har også haft det ambivalent med at sidde og "hygge" mig med popcorn, mens jeg sidder og ser True Crimes. Et eller andet sted føler jeg, at det er usmageligt. Men endnu har det åbenbart ikke været nok til at få mig til at holde op.

Mht. objektivering, så følger jeg på YouTube Stephanie Harlowe, som ind i mellem laver lange videoer om både ofrenes og mordernes baggrund. Hun taler med meget respekt og omsorg for især ofrene. Mørkeland blev jeg aldrig glad for, men Stephanie har virkelig styr på detaljer og hovedpersonernes baggrundshistorie. Nogle vil måske mene, at det bliver for langtrukkent og detaljeret, men hun svælger vist sjældent i selve mordet, men mere i motivet og den psykologiske proces op til mordet.

[Kilix]

Andre menneskers doed og daarligdom paavirker mig utroligt meget. Jeg kan slet ikke se underholdningsvaerdien i at lytte til saadanne tragedier.
Fiktive mord og deslige har jeg ikke noget problem med overhovedet - det er naar der er en virkelig familie/vennegruppe bag, som nok stadig er beroerte over hvad der er sket, at jeg syntes det bliver smagsloest.
Jeg har lige lyttet lidt sporadisk til moerkeland, og det kan jeg slet ikke med.

Jeg syntes derimod at psykologien bag ved er meget interessant! Derfor glaeder jeg mig ogsaa til at at starte paa Mindhunters serien paa netflix. Det virker meget selvmodsigende, egentligt...

[Zonta]

Jeg synes tit, det er problematisk, at ofrene reduceres og objektiviseres i det, at de ligesom kun er ofre og ikke hele mennesker, der havde et liv og mennesker omkring sig... Dette aspekt fremhæves ofte kun for at gøre en sag mere tragisk, "hun var mor til 3 små børn", ok, men hvad var hun ellers, udover en dame, der blev kvalt på Fælleden af denne her morder, som vi derefter bruger en time på at zoome ind på og snakke om.

Har lige klippet lidt i dit indlæg.

Jeg synes faktisk relativt ofte, at Mørkeland fortæller om ofrenes baggrund. Hvor de arbejdede, deres barndom, familie osv.
Vi er helt enige om, at præmissen for deres podcast er selve forbrydelsen, men jeg synes ikke de bliver fuldstændig reduceret til "bare" et offer.

[Badmomma]

Jeg synes det er ok at fortælle om virkelige forbrydelser, men det skal saftsuseme gøres med respekt for ofrene og deres pårørende. Jeg synes fx at mørkeland er forfærdeligt, de fremstår for mig som fnisende useriøse piger, der ikke gider at researche ordentligt og tale ordentlig om forbrydelserne. Til gengæld hører jeg en udenlandsk truecrime podcast, hvor de går til det med stor respekt.