På Woman kan jeg huske en tråd, der hed noget med "Jaloux - hvorfor?", hvor trådstarter havde en fordom om, at folk der oplevede jalousi, ikke "stolede helt 100% på deres kæreste". Nu ved jeg ikke om trådstarteren af den tråd er herinde, men jeg kan huske at jeg var ret forundret over, at vedkommende ikke var særligt interesseret i at tage folks svar til sig, hvis de gik imod hendes fordom, men blev ved med at male fanden på væggen om at jalousi altid var dårligt, og at man ikke kunne bruge følelsen til noget.
Og så synes jeg, at det var helt ude af proportioner at konkludere noget så voldsomt (lavt selvværd eller manglende tillid til ens kæreste) ud fra blot en følelse, som i sagens natur er noget forbipasserende og flygtigt - ligesom tristhed, irritation, tvivl eller vrede er det. Skulle man så også sætte lighedstegn mellem dårligt selvværd og tristhed, eller andre ubehagelige følelser? Eller droppe alle de valg, man har taget i livet, når man oplever en forbipasserende følelse af tvivl, fordi "doubt means don't?"
Alle følelser er jo på et spektrum, men det er som om, at når jalousi kommer på banen, så er det altid den ekstreme grad, folk snakker om
Den gjorde indtryk på mig, fordi den mindede mig om, hvor "effektivt" skam kan være. Mere specifikt det at udskamme følelser, så alle til sidst går rundt og er en facade af sig selv, fordi vi ikke vil acceptere, at vi alle har mindre flatterende følelser, hvad enten det er jalousi eller andre tabulagte følelser. Hvilket betyder at det hele bare kommer væltende senere, fordi man har undertrykt det så meget.
Og så gjorde det mig også lidt trist, fordi det lige præcis skyldes de holdninger, at folk der evt. læser med, gemmer deres knap så flatterende følelser væk i stedet for at acceptere dem og lytte til dem. Alle følelser har en funktion, selvom de ikke altid er behagelige.
Men håber da sidenhen, at vedkommende er blevet klogere, da det jo er en del år siden