Inspireret: Hvordan har mobning påvirket dit liv - og har du nogensinde konfronteret dine mobbere?

[fisken80]

Jeg har i øvrigt ikke problemer med reunions, fordi det aldrig var mine klassekammerater, der mobbede mig. Der var selvfølgelig noget fnidder i 8. og 9. klasse, det er svært at undgå med 40 teens i to klasser, men det var aldrig direkte mobning, og jeg var ret glad for min klasse. Også selvom vi blev slået sammen med klasser fra to andre skoler da vi startede i 8.
Der var godt nok et par gange, hvor en af pigerne inviterede udvalgte til fest, og dem var jeg ikke blandt, men jeg blev inviteret til andre fester og havde også altid nogen at følges med til halfesterne, så det gjorde mig egentlig ikke det store, jeg synes alligevel hun var træls...

[MrMister]

Jeg oplevede første mobning i sidste år på en anden skole. Jeg var skiftet et trin op og var generelt en nok bare træls; sød, fagligt stærk, populær hos lærerne og populær hos de fleste. Sikkert også god mod dyr På den forrige skole havde jeg selv været aktiv i at gå imod mobning. Det vidste jeg ikke før mange år senere, hvor jeg tilfældigt møder en af de dengang svagere elever (som var ny lærer for mit barn), og han takkede mig for at have beskyttet ham og andre mod mobning. Det var så mærkeligt, men læste mine udtalelser fra lærerne dengang, og deri er ros for at inkludere dem udenfor centrum. Det havde jeg slet ikke registreret dengang.

På den nye, store skole var der nogle, der - i misundelse tror jeg, valgte at mobbe mig. På den der tæt-på-livet-og-udnyt-det måde. Jeg var et år yngre. Ny. Totalt street novice. Den følelse af afmagt har præget mig. Også selvom perioden blev ultra kort. Jeg nægtede at bøje nakken. Og jeg var så uendelig dum, fordi jeg også selv inviterede til det ved eksempelvis at udnytte chancer til at give igen, som i idræt (provokere, få en reaktion foran en lærer, bum, I win). Det fik en af dem smidt ud. De andre blev sjovt nok ikke mindre trælse. På den måde eskalerede det ret hurtigt til et så voldsomt niveau, at det på en dag stoppede. Rektor sagde til dem - i et møde ml os alle - at jeg derfra bestemte, hvornår de andre blev smidt ud.

Det, der prægede mig i en del tid efter var dels skyldsfølelse. Jeg følte mig skyldig i, at de kunne blive smidt ud. For jeg var jo del i det. Dels skam. Det var pinligt, at jeg kunne ende der. Jeg var jo ikke svag. Jeg kunne klare mig selv. Skulle jeg give dengang mig selv et råd ville det være: MMA nej, de har ondt selv og mere end dig.

I dag har jeg ondt af dem. De er tilgivet allesammen. Var faktisk en periode fine venner med en af dem. Han undskyldte flere gange. Jeg havde tilgivet længe før det, for hans omstændigheder var dårlige, så det ændrede intet. På den vis var jeg et dårligt moppeoffer. Venskabet døde pga distance, men når vi ses, kan vi sagtens være sammen.

Men den korte følelse har gjort, at jeg altid er super obs på mobbepolitik og altid hilser på de børn, jeg hører dårligt om fra egne børn - og opmuntrer mine børn til at vælge dem til, som andre vælger fra. At man ved, at alle har en værdi. At popularitet i skolen intet betyder. Men at ens karakter er evig. Og jeg blander mig og udnytter alle muligheder, hvis børn mopper mine eller andre børn. Har sendt et billede af et barns besked til en forælder med beskeden om, at fremover ville jeg sætte dem på SoMe. Fik indført betinget bortvisning på børnenes skole (en advarsel til barn først. Så møde med barn og forældre med indgåelse om aftale om øjeblikkelig stop af mobning. Dernæst udsmidning).

Det gør mig dog trist, at så mange har lidt så meget. Jeg forstår slet ikke, at det kan nå dertil. Men nu er jeg også dreng. Og fornemmer lidt at piger simpelthen er mere onde i den alder?

[Ata]

Mobning er forfærdeligt. Det er jo psykisk vold mod mennesker, som ikke er emotionelt rustede til at håndtere det og det er langt fra mærkeligt, at det sætter dybe spor i dem, det rammer.

Jeg kan ikke huske at jeg er blevet mobbet systematisk, men jeg har dog været genstand for andres mobberier. Jeg var lidt anderledes end de andre i folkeskolen og der er altid de der typer, som man skal sætte sig i respekt overfor, fordi de ikke af sig selv respekterer andre, og dem som tror, at en genert og usikker person er et nemt offer. Det var jeg til gengæld ikke. Jeg kunne godt være ked af det for mig selv, men overfor dem var jeg kold og hård og jeg har hele mit liv opereret ud fra en taoistisk inspireret filosofi om, at det hele ville balancere sig over tid; den der venter ved floden længe nok vil se ligene af sine fjender flyde forbi, etc. Jeg tog alt det ubehagelige til overvejelse og brugte det til at formulere normer til efterlevelse for mig selv, fordi jeg jo kunne mærke hvad der var ubehageligt og reflektere over hvorfor og så besluttede jeg mig for, at jeg ville være bedre end det. Jeg tog i dén grad the high road og kunne på den måde hvile ret meget i min egen moralske overlegenhed, hvilket var en form for trøst: at jeg var et bedre menneske, end dem som behandlede andre dårligt. Det affødte blandt andet også en stærk modvilje mod medløberi, som jeg oplever som måske dét svageste karaktertræk overhovedet, så jeg blev modig og fandt mig ikke i uretfærdigheder, hverken rettet mod mig eller andre. Det gør jeg stadig ikke. Jeg foragter mennesker der tromler og jeg ser ned på folk som kører magtspil. Så man kan sige, at den mobning, jeg blev genstand for har været med til at lægge fundamentet for min integritet og vilje til hele tiden at forbedre mig som menneske.

Sådan havde jeg det på sin vis også - at jeg følte, at det var mig, der var "den gode" og dem, der opførte sig forkert... Men det gjorde også, at jeg i mange år havde en distance til mange sociale fællesskaber, fordi jeg på en eller anden ikke regnede mig selv for del af dem. Da jeg kom op i 20'erne gik det op for mig, at hele den distancetagning jo ikke KUN handlede om, at jeg følte mig de andre overlegen, men i høj grad også om, at jeg egentlig var ked af aldrig bare at høre til. En del af en er jo bare et lille socialt dyr som gerne vil være med i flokken og føle sig tryg.

Men som du beskriver, giver det en evne til hurtigt at identificere manipulerende og magtbegærlige personer - og så at gå en stor bue udenom dem. Eller at konfrontere dem med deres ubehagelige sider, hvis det kan gøres på en god måde...

[Ata]

Det gør mig dog trist, at så mange har lidt så meget. Jeg forstår slet ikke, at det kan nå dertil. Men nu er jeg også dreng. Og fornemmer lidt at piger simpelthen er mere onde i den alder?

Piger danner venskaber i par. Drenge er mere sammen i grupper. Pigers par-venskaber bliver ofte bekræftet ved at markere, hvem der IKKE hører med i parret - vi to hører sammen og du er IKKE en del af det. Det er ikke særligt kønt og heldigvis arbejder mange skoler meget aktivt med at undgå den type adfærd.

Synes du lyder til at have været et sejt barn!

[LaMariposa]

Jeg mærker stadig eftervirkningerne i dag på den måde at jeg bliver usikker i sociale sammenhænge. Jeg føler mig ofte lidt udenfor i større grupper og får sådan en “ud af kroppen og ser det hele udefra” fornemmelse.

Jeg synes forældremøder og skolefester feks er rigtig rigtig svære! Jeg HADER at skulle finde en plads til sådan et møde og derefter skulle indgå i smalltalk, gruppe diskussioner osv. Føler mig konsekvent uvelkommen ved bordene til skolefestens fællesspisning og har lyst til at løbe væk!

Selv i min kollega-gruppe, kan jeg få den følelse at jeg “falder udenfor” selvom vi kender hinanden godt og jeg virkelig oprigtigt holder af en stor del af dem og ved de holder af mig. Nogen af dem er efterhånden også veninder, som jeg ser privat også. Men bare det at være sammen allesammen på een gang, kan åbenbart udløse følelsen.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at min usikkerhed og følelsen af at være uvelkommen stammer fra min skoletid hvor jeg “gemte” mig på biblioteket i frikvartererne, fordi jeg ikke følte mig velkommen nogen steder.

Omvendt har jeg et job hvor jeg bliver kigget meget på og møder nye mennesker næsten hver dag. Det kan jeg godt håndtere, for der har jeg en rolle og en opgave jeg skal løse. I dag har jeg udført mit job foran flere hundrede mennesker, det rørte mig ikk!
Men send mig ind i skolens aula og bed mig finde et bord at spise ved, så ska I se angstens sved pible frem.

Til det markerede, så kan jeg virkelig genkende de ting, du skriver. Har ofte undret mig over, hvordan det kan påvirke mig så meget så mange år efter. Men det gør det. Med mindre, det er en kreds af nære venner eller helt nære kolleger, så føler jeg mig næsten altid lidt skæv eller ikke helt med i fællesskabet.

Blev ikke sådan decideret mobbet, blev bare holdt uden for et helt år i en ret sårbar alder (det var i syvende klasse). Der var ikke rigtigt nogen, der gad være venner med mig eller være sammen med mig i frikvartererne, og det var svært dengang. Selvom jeg har haft masser af gode oplevelser siden, så vil det på en eller anden måde ikke rigtigt give slip.

[Nicolait]

Jeg blev mobbet, da jeg gik på efterskole. Det var et rigtigt hårdt år.
Jeg kan stadig tænke tilbage til tiden på efterskolen og undre mig over, hvordan jeg dog klarede at afslutte den. Problemet var at jeg var den boglige type, og ddt blev ikke set som et plus blandt mange af de andre elever.

På sin vis har det givet mig en hårdhed i karakter, som jeg ikke havde før, men det har også betydet, at jeg er mere reserveret, og tænkende over, hvad jeg deler med hvem.

Endvidere har det også gjort, at jeg ikke har lyst til at bo og arbejde uden for hovedstadsområdet, da jeg psykisk ikke forbinder, det med at bo i provinsen som noget positivt. Det er selvfølgelig måske en mærkelig tanke, men det er en reaktion af at blive mobbet.

Jeg har andrig mødt nogle af dem, der mobbede mig efterfølgende. Jeg har ikke behov for at opsøge dem, men jeg kan heller ikke sige mig fri for en vis hævngerrig følelse.

[Mangoness]

Jeg mærker stadig eftervirkningerne i dag på den måde at jeg bliver usikker i sociale sammenhænge. Jeg føler mig ofte lidt udenfor i større grupper og får sådan en “ud af kroppen og ser det hele udefra” fornemmelse.

[...]

Selv i min kollega-gruppe, kan jeg få den følelse at jeg “falder udenfor” selvom vi kender hinanden godt og jeg virkelig oprigtigt holder af en stor del af dem og ved de holder af mig. Nogen af dem er efterhånden også veninder, som jeg ser privat også. Men bare det at være sammen allesammen på een gang, kan åbenbart udløse følelsen.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at min usikkerhed og følelsen af at være uvelkommen stammer fra min skoletid hvor jeg “gemte” mig på biblioteket i frikvartererne, fordi jeg ikke følte mig velkommen nogen steder.

[...]

Til det markerede, så kan jeg virkelig genkende de ting, du skriver. Har ofte undret mig over, hvordan det kan påvirke mig så meget så mange år efter. Men det gør det. Med mindre, det er en kreds af nære venner eller helt nære kolleger, så føler jeg mig næsten altid lidt skæv eller ikke helt med i fællesskabet.

Blev ikke sådan decideret mobbet, blev bare holdt uden for et helt år i en ret sårbar alder (det var i syvende klasse). Der var ikke rigtigt nogen, der gad være venner med mig eller være sammen med mig i frikvartererne, og det var svært dengang. Selvom jeg har haft masser af gode oplevelser siden, så vil det på en eller anden måde ikke rigtigt give slip.

x2

Jeg var meget alene fra 6-9 klasse, gymnasiet og op i tyverne. Til dels stadig (jeg knytter mig ikke rigtigt til folk længere). Jeg kan også genkende den der "ud af kroppen"-oplevelse, hvor det føles som om, jeg ikke rigtigt er til stede, og at jeg bare kigger ud af min krop, imens den snakker.

[Annione]

Jeg blev mobbet fra børnehaveklassen til jeg gik ud af 6. klasse. Vores skole gik kun til og med 7. klasse - mobberne gik en klasse over mig, så da vi endelig blev “de store” var der ikke flere til at mobbe mig.
Jeg er aldrig blevet mobbet siden, omend der er enkelte kollegaer, der har utrolig travlt med mig. Og den har jeg allerede snakket med min leder om.

Jeg har aldrig mødt mine mobbere siden, og jeg ved ikke, om jeg ville sige noget, hvis jeg mødte dem.

Jeg var Jehovas vidne - og rødhåret. Og jeg havde en sart sjæl. Ekstremt dårlig kombi, når man kommer fra et lille bondesamfund, åbenbart. Jeg havde måske 250 meter i skole, men blev fulgt af min mor i 1,5 år. Jeg kunne bare ikke lide at skulle i skole.

Jeg føler mig meget hurtigt mobbet, hvis der opstår sladder om mig. Eller hvis jeg bliver holdt uden for.
Så bliver jeg bare Anni, 6 år, grim og rødhåret igen. Og det gør skide ondt. Det vokser jeg nok aldrig fra.

[DetSorteCirkus]

Mobning har påvirket mit liv på den måde, at når jeg ser tilbage på min hidtidige tilværelse, så er det hver gang min deltagelse i et par års mobning af en pige fra min folkeskoleklasse, der træder frem som det, jeg allermest fortryder i min behandling af andre mennesker. Ikke mindst fordi jeg faktisk havde en position i hierarkiet, hvor jeg nok godt ville have kunnet trække tingene i en anden retning. Det mest skræmmende er, at jeg når jeg genkalder mig mit sind fra dengang, kan jeg ikke rigtig se det forkerte i det, vi gjorde. Det er den voksnes efterrationalisering. Det er bl.a. også derfor, jeg mener, at årsagerne til mobning altid først skal søges hos mobberne og dynamikken i en klasse, dvs. samspillet mellem alle elever, lærere og forældre. Ud fra en klassisk forestilling om mobning var der virkelig mange ting, man kunne have mobbet mig med - jeg var tidligt udviklet, motorisk udfordret, fagligt dygtig og enormt nørdet og havde et udenlandsk udseende og hinkestensbriller - men det skete aldrig. Tværtimod var jeg det meste af skoletiden populær og toneangivende.

Jeg ville helt klart gerne sige undskyld til pigen fra min klasse, men jeg har hidtil holdt mig fra at skrive til hende, fordi jeg synes, det er for fesent. Fordi jeg selv ville føle mig latterliggjort, hvis en af dem, der har gjort mig ondt (og de har været der i mit kærlighedsliv), kom anstigende med sådan en fis i en hornlygte. Men det kan godt være, at jeg skal få det gjort for det tilfælde, at min gamle klassekammerat ser anderledes på det.

Mine oplevelser dengang har i hvert fald haft enorm betydning for mit eget arbejde som lærer. Jeg har nultolerance overfor mobning og det, der ligner, og konsekvensen er lynhurtig. Påtale i situationen og efterfølgende initiativer til at stoppe problemet. Selvfølgelig på en respektfuld måde. Lærere skal heller ikke udstille eller chikanere elever. For tiden er jeg særlig opmærksom på to elevers behandling af og tilgang til deres klassekammerater, og igen må jeg bare sige, at årsagen ikke ligger hos dem, de er ude efter. Ud over den generelle em af teendrama, som hviler over klassen og årgangen, og som vi lærere også arbejder på sammen med forældre og ledelse, er der her tale om to børn, hvoraf den ene er udstyret med meget lidt empati og er vant til at være i absolut, indiskutabel centrum derhjemme, og den anden er så usikker på sig selv og de andres syn på hende, at hun føler, at hun "bliver nødt til" at sige dumme ting til tredjepart for at virke sej.

[jeanett88]

Mine oplevelser dengang har i hvert fald haft enorm betydning for mit eget arbejde som lærer. Jeg har nultolerance overfor mobning og det, der ligner, og konsekvensen er lynhurtig. Påtale i situationen og efterfølgende initiativer til at stoppe problemet. Selvfølgelig på en respektfuld måde. Lærere skal heller ikke udstille eller chikanere elever. For tiden er jeg særlig opmærksom på to elevers behandling af og tilgang til deres klassekammerater, og igen må jeg bare sige, at årsagen ikke ligger hos dem, de er ude efter. Ud over den generelle em af teendrama, som hviler over klassen og årgangen, og som vi lærere også arbejder på sammen med forældre og ledelse, er der her tale om to børn, hvoraf den ene er udstyret med meget lidt empati og er vant til at være i absolut, indiskutabel centrum derhjemme, og den anden er så usikker på sig selv og de andres syn på hende, at hun føler, at hun "bliver nødt til" at sige dumme ting til tredjepart for at virke sej.

Må jeg spørge (af ren nysgerrighed) hvordan du griber det an? Arbejder du specifikt med de to elever? Hele klassedynamikken? Eller måske en blanding?

[Ata]

Mine oplevelser dengang har i hvert fald haft enorm betydning for mit eget arbejde som lærer. Jeg har nultolerance overfor mobning og det, der ligner, og konsekvensen er lynhurtig. Påtale i situationen og efterfølgende initiativer til at stoppe problemet. Selvfølgelig på en respektfuld måde. Lærere skal heller ikke udstille eller chikanere elever. For tiden er jeg særlig opmærksom på to elevers behandling af og tilgang til deres klassekammerater, og igen må jeg bare sige, at årsagen ikke ligger hos dem, de er ude efter. Ud over den generelle em af teendrama, som hviler over klassen og årgangen, og som vi lærere også arbejder på sammen med forældre og ledelse, er der her tale om to børn, hvoraf den ene er udstyret med meget lidt empati og er vant til at være i absolut, indiskutabel centrum derhjemme, og den anden er så usikker på sig selv og de andres syn på hende, at hun føler, at hun "bliver nødt til" at sige dumme ting til tredjepart for at virke sej.

Moderne mobbeforskning viser, at mobning faktisk ikke nødvendigvis handler om hverken mobbeoffer eller mobber, men primært om dynamikken i børnegruppen. Derfor fokuserer de fleste tiltag også på fællesskabet og kulturen fremfor enkeltpersoner.

[DetSorteCirkus]

Mine oplevelser dengang har i hvert fald haft enorm betydning for mit eget arbejde som lærer. Jeg har nultolerance overfor mobning og det, der ligner, og konsekvensen er lynhurtig. Påtale i situationen og efterfølgende initiativer til at stoppe problemet. Selvfølgelig på en respektfuld måde. Lærere skal heller ikke udstille eller chikanere elever. For tiden er jeg særlig opmærksom på to elevers behandling af og tilgang til deres klassekammerater, og igen må jeg bare sige, at årsagen ikke ligger hos dem, de er ude efter. Ud over den generelle em af teendrama, som hviler over klassen og årgangen, og som vi lærere også arbejder på sammen med forældre og ledelse, er der her tale om to børn, hvoraf den ene er udstyret med meget lidt empati og er vant til at være i absolut, indiskutabel centrum derhjemme, og den anden er så usikker på sig selv og de andres syn på hende, at hun føler, at hun "bliver nødt til" at sige dumme ting til tredjepart for at virke sej.

Moderne mobbeforskning viser, at mobning faktisk ikke nødvendigvis handler om hverken mobbeoffer eller mobber, men primært om dynamikken i børnegruppen. Derfor fokuserer de fleste tiltag også på fællesskabet og kulturen fremfor enkeltpersoner.

Som jeg også skriver i første afsnit
Men du er også nødt til at gribe ind overfor og hjælpe mobberen. Der kan være årsager til, at man behandler andre dårligt, men ikke undskyldniger, slet når vi taler mobning, der kun går én vej. Alle elever befinder sig i samme klassemiljø, men ikke alle reagerer på samme måde. Dem, der griber situationen an ved at afreagere på andre, skal både have hjælp til deres behov for at mobbe og simpel oplysning om, hvordan man taler til andre, at man ikke slår eller truer, osv.
Samtidig med at lærere og forældre gør en indsats for klassen som helhed. Når det ofte heller ikke kan stå alene, skyldes det, at nogle børn, fx. de to, jeg arbejder med lige nu, ikke ville forstå, at en kollektiv indsats også handler om dem.

[Jedi]

Jeg blev mobbet og jeg mobbede også - jeg kan ikke huske helt konkrete personer; det er mere følelsen af at være henholdsvis udenfor og indefor, som jeg kan mærke som var det i går.
Jeg gik i gymnasiet et helt andet sted end i det område, hvor jeg gik i folkeskole, så da jeg blev inviteret til reunion/jubilæum fra skolen og blev ringet op, kunne jeg sige helt klart "nej tak, jeg ser ingen fra den gang, så jeg kan ikke se formålet".

Jeg er opmærksom på sociale dynamikker og er noget genert i visse sociale sammenhænge. Om det har med det at gøre eller ej, skal jeg ikke kunne sige.

[DetSorteCirkus]

Mine oplevelser dengang har i hvert fald haft enorm betydning for mit eget arbejde som lærer. Jeg har nultolerance overfor mobning og det, der ligner, og konsekvensen er lynhurtig. Påtale i situationen og efterfølgende initiativer til at stoppe problemet. Selvfølgelig på en respektfuld måde. Lærere skal heller ikke udstille eller chikanere elever. For tiden er jeg særlig opmærksom på to elevers behandling af og tilgang til deres klassekammerater, og igen må jeg bare sige, at årsagen ikke ligger hos dem, de er ude efter. Ud over den generelle em af teendrama, som hviler over klassen og årgangen, og som vi lærere også arbejder på sammen med forældre og ledelse, er der her tale om to børn, hvoraf den ene er udstyret med meget lidt empati og er vant til at være i absolut, indiskutabel centrum derhjemme, og den anden er så usikker på sig selv og de andres syn på hende, at hun føler, at hun "bliver nødt til" at sige dumme ting til tredjepart for at virke sej.

Må jeg spørge (af ren nysgerrighed) hvordan du griber det an? Arbejder du specifikt med de to elever? Hele klassedynamikken? Eller måske en blanding?

Det er som oftest en blanding, men der kan godt være sjældne tilfælde, hvor vi stort set kun fokuserer på mobberen eller klassen som helhed.

Jeg vil rigtig gerne fortælle mere om det, så jeg vender lige tilbage, når jeg ikke er ramt af lurende hovedpine

[ajnaM]

Jeg blev ikke selv mobbet og mobbede heller ikke.
Men der var en pige i min klasse, der blev mobbet i stort set hele skoletiden. Mest af drengene og allermest af drengene fra parallelklassen.
Jeg oplevede at lærerne var fuldstændigt impotente i forhold til at stoppe det. De gjorde absolut intet andet end en snak af og til.

Derudover fungerede piger i klassen ikke særligt godt sammen, da vi blev teenagere. Kliker og "i dag er du inde, men måske er du ude i morgen" os videre i den dur. Igen snakkede lærerne om det og vi sad i rundkreds og sagde pæne ting til hinanden osv. Men det gav intet.
Drengene mobbede mere fysisk, fx tævede de en af drengene efter skole en dag. Jeg så ham aldrig igen, for han skiftede skole efter det.

Jeg tror det har givet mig en del af min manglende tro på autoriteter og en grundlæggende tro på, at problemer i relationer ikke kan løses. Man kan kun fjerne sig selv.
Hvis jeg får et barn, der bliver mobbet, så bliver der skiftet skole.

Enig.

Det var blandt andet derfor, jeg selv skiftede skole meget hurtigt, efter jeg blev mobbet. Jeg havde gennem mange år set, hvordan lærerne var fuldstændig magtesløse, når jeg selv havde været med til at mobbe andre. Der blev max taget nogle samtaler eller sendt en elev hjem i en uge, og det var ikke noget, der for alvor rykkede noget. Jeg var helt overbevist om, at det ville blive det samme med mig, og derfor flyttede jeg med det samme.

Jeg oplever, at der er et andet fokus på det i dag, og indtil videre er mine erfaringer som mor til et skolebarn i 0. klasse, at der bliver sat ret hårdt ind på både at skabe relationer og på at stoppe negative udviklinger. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud, når de når de større klasser, men det ligner, at der er sket noget.

Jeg tror også, der er sket noget med forældregenerationen. Jeg husker ikke mine forældre som voldsomt oprevne over, at jeg havde været med til at drille nogen. Vi havde da nogen snakke, men verden ramlede ikke. Og mine forældre var ellers nogenlunde fornuftige. Hvis mine drenge havde gjort det samme, som jeg havde gjort dengang, havde de fået sådan et møgfald, ærligt talt. Og jeg havde fortsat med at være meget opmærksom, havde snakket med forældrene til de andre børn osv., til situationen var løst.
Mit indtryk dengang var, at de fleste af forældrene så mobning som noget uundgåeligt på en eller anden måde. I dag tager forældre, som jeg oplever det, mere ansvar.