Diagnoser og stigmatisering

[Jammerdalen]

Hvilke fordomme har I oplevet i forbindelse med jeres (eller andres) diagnoser?

Jeg har ADHD og har heldigvis været forholdsvis forskånet for fordomme rettet direkte mod mig, men jeg bliver stadig ramt, når lægmænd udtaler sig om lidelsen på et generelt plan. Jeg kan sjældent identificere mig med deres beskrivelser og vil heller ikke have det stempel, som de gerne vil sætte på én.

Jeg var den stille og rolige pige i klassen og har klaret mig godt både fagligt og socialt. Til gengæld har jeg som nævnt følt mig inddirekte stigmatiseret, når folks viden om diagnosen begrænser min identitetsfrihed. Det sker f.eks. når folk ikke er klar over, at man kan være intelligent, have en lang videregående uddannelse osv. selvom man har ADHD eller når de tror, at man besidder mindre empati end andre mennesker. Det kan såre mig, fordi jeg er en anden end den deres beskrivelser siger, at jeg er.

En anden fordom ift. ADHD som jeg meget ofte møder er den, at man ikke kan koncentrere sig, hvis man har ADHD. I virkeligheden er det jo en delt opmærksomhed man har, og derfor kan rigtig mange mennesker med ADHD være eminente til at koncentrere sig - måske lidt for godt, i den forstand, at man så kan glemme andre vigtige ting, som f.eks. nøgler, vigtige papirer osv.

Hvad har I andre oplevet af fordomme? Jeg vil gerne skrive meget mere om dette emne, men må vente til jeg har mere tid.

[Grissebassen]

Jeg har angst. Jeg oplever tit fordomme om, at det betyder jeg er usikker på mig selv og "bare kan tage mig sammen", når angsten dræner mig for energi. Jeg har sågar oplevet fordomme om, at jeg intet liv har, fordi jeg arbejder deltid pga min sygdom. Min angst har intet med mit forhold til andre og mig selv at gøre - det er bare min hjerne der reagerer med frygt på nogle specifikke situationer. Og nej - jeg kan ikke "bare tage mig sammen". Og jeg har bestemt et liv, endda et af slagsen som jeg elsker lige for tiden.

[LadyFox]

Jeg møder efterhånden sjældent fordomme i mit virkelige liv. Men når jeg gør:

Paranoid skizofreni:
- At folk blander det sammen med personlighedsspaltning.
- At folk ikke tror på at jeg har det fordi jeg jo altså både er flink, rar og omgængelig og jeg ikke virker til at patere kvinder og børn i min fritid. Jeg virker umildbart heller ikke som en der selv tror jeg kommer fra mars.
- At jeg er psykisk sårbar. Men nej, jeg er psykisk syg, min sygdom har til gengæld lært mig at være temmelig robust psykisk.

[MissB]

Jeg har endometriose, og jeg oplever folk der mener at det bare er noget nogle kvinder bruger som undskyldning for at holde fri. Og “jeg har da også selv lidt kramper når jeg har menstruation”.

[Joe]

- At jeg er psykisk sårbar. Men nej, jeg er psykisk syg, min sygdom har til gengæld lært mig at være temmelig robust psykisk.

Enig.
Jeg har bipolar lidelse, og jeg møder ellers ikke vildt mange fordomme, men det er nu heller ikke fordi jeg taler så meget om det med andre end mine nærmeste. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi jeg er meget privat. Og når jeg så nævner det for nye, bliver det ikke sjældent tiet ihjel hos dem.

Men et hyppigt spørgsmål, når de kommer, er om jeg har været indlagt, det har jeg aldrig, men det er som om folk forventer at alle psykisk syge har det.

Og så har jeg svært ved den kultur jeg nogle gange ser omkring bipolar med at man skal tale meget om de ting man har gjort, når man har været allersygest. Altså både blandt andre syge, men også hvor folk uden diagnose sidder og lapper det i sig. Jeg tror mange forventer om folk med diagnosen at man har de vildeste festunderholdningshistorier om hvor fucked man har været. Det er ikke noget for mig.

[Honningprut]

Jeg har PTSD.

- At jeg ikke har PTSD, men blot skal tage mig sammen. Det er kun soldater der kan få PTSD nemlig.
- At jeg ikke kan klare mig selv.
- At grunden til at jeg ikke sover ordentlig om natten, er fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i seng. Jeg har tilbagevendende mareridt og flashbacks i drømme.

[Pax Romana]

Jeg kender et par veteraner med PTSD.
Præcis det der med at tage sig sammen. Og hvis man er stor nok til at gå i krig, så må man også være stor nok til ikke at klynke bagefter. Der er så også nogen som tror man er en tikkende bombe der en dag skyder løs på folk.

[TomKah]

Personligt synes jeg at ADHD og autisme er nogle af de sværeste diagnoser som udenforstående at forholde sig til, fordi de er så brede. Så jeg prøver helt at lade være med at forholde mig til dem, hvilket jo også kan være stigmatiserende.

Jeg er døv. Det kan de fleste nok forholde sig til. Problemet er mere at de færreste inklusiv mig er sådan helt døv-døve i dag. Så det kan være svært.

[Jammerdalen]

Personligt synes jeg at ADHD og autisme er nogle af de sværeste diagnoser som udenforstående at forholde sig til, fordi de er så brede. Så jeg prøver helt at lade være med at forholde mig til dem, hvilket jo også kan være stigmatiserende.

Jeg er døv. Det kan de fleste nok forholde sig til. Problemet er mere at de færreste inklusiv mig er sådan helt døv-døve i dag. Så det kan være svært.

Det kan jeg virkelig godt forstå, du synes er svært! Det er en meget kompliceret diagnose og hvis man blot kigger på adfærdsbeskrivelser, så vil den forekomme meget bred, fordi folk jo bare er forskellige. Jeg foretrækker, at man mest forholder sig til de tekniske og faglige beskrivelser af de processer der foregår i hjernen, fordi den jo er ens for alle med ADHD og der bliver her ikke taget hensyn til personlighed, kompensatoriske evner osv. Ulempen her er så, at de færreste forstår en dyt af, hvad man fortæller. Men måske bør man heller ikke forstå alt for at anerkende det?

[Zombie]

- At jeg er psykisk sårbar. Men nej, jeg er psykisk syg, min sygdom har til gengæld lært mig at være temmelig robust psykisk.

Enig.
Jeg har bipolar lidelse, og jeg møder ellers ikke vildt mange fordomme, men det er nu heller ikke fordi jeg taler så meget om det med andre end mine nærmeste. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi jeg er meget privat. Og når jeg så nævner det for nye, bliver det ikke sjældent tiet ihjel hos dem.

Men et hyppigt spørgsmål, når de kommer, er om jeg har været indlagt, det har jeg aldrig, men det er som om folk forventer at alle psykisk syge har det.

Og så har jeg svært ved den kultur jeg nogle gange ser omkring bipolar med at man skal tale meget om de ting man har gjort, når man har været allersygest. Altså både blandt andre syge, men også hvor folk uden diagnose sidder og lapper det i sig. Jeg tror mange forventer om folk med diagnosen at man har de vildeste festunderholdningshistorier om hvor fucked man har været. Det er ikke noget for mig.

Det her, og så hvis man er ærlig med hvordan det var, så mister folk tilliden til én. Fordi de ting, jeg har gjort som manisk, er blandt de mest tabubelagte ting at gøre imod andre mennesker.

Har fået at vide "Nu jeg ved, du har det i dig, har jeg svært ved at stole på dig". Nå. Men det er jo ikke fordi, jeg slår over i psykotisk mani i løbet af en time og fucker dem over.

Derfor ved de færreste, hvor slemt det har været. JEG kan ikke stole på DEM.

[mariannaa]

Jeg har bipolar lidelse, OCD og PTSD.

Jeg ved ikke om jeg vil sige at jeg som sådan møder fordomme, men jeg ved at nogen bliver overraske over at jeg kan arbejde som socialefaglig behandler i en psykologisk kriserådgivning. Jeg tror at nogen har svært ved at forstå, at selv om at man har en del psykiatriske diagnoser, så kan man alligevel godt fungere normalt.

[TomKah]

Personligt synes jeg at ADHD og autisme er nogle af de sværeste diagnoser som udenforstående at forholde sig til, fordi de er så brede. Så jeg prøver helt at lade være med at forholde mig til dem, hvilket jo også kan være stigmatiserende.

Jeg er døv. Det kan de fleste nok forholde sig til. Problemet er mere at de færreste inklusiv mig er sådan helt døv-døve i dag. Så det kan være svært.

Det kan jeg virkelig godt forstå, du synes er svært! Det er en meget kompliceret diagnose og hvis man blot kigger på adfærdsbeskrivelser, så vil den forekomme meget bred, fordi folk jo bare er forskellige. Jeg foretrækker, at man mest forholder sig til de tekniske og faglige beskrivelsen og der bliver her ikke taget hensyn til personlighed, kompensatoriske evner osv. Ulempen her er så, at de færreste forstår en dyt af, hvad man fortæller. Men måske bør man heller ikke forstå alt for at anerkende det?

Mener du helt alvorligt at bekendte og folk du møder skal forholde sig til tekniske og faglige beskrivelser?
Det synes jeg virkelig ikke man kan forlange.
Derimod synes jeg man kan forlange af sine medmennesker at de forholder sig positivt nysgerrige, men det kan være svært fordi man sjældent ved om modparten gider tale om det.

F.eks. med mig selv, så gider jeg faktisk slet ikke rigtig tale om min diagnose. Det er så mange år siden jeg fik den at alt det der med processen omkring det er pakket langt langt ned i en gammel kuffert. Så det er lidt en pine når folk spørger til det.

[Ado]

OCD. Folk (nogle folk...mange) tror åbenbart, at det kun handler om ikke at kunne håndtere skæve/ulige ting, tvangstanker og håndvask.

PTSD: Lidt for mange tror, at det kun er noget, der rammer krigsveteraner.

[Misantropen]

1 - Der er kun en måde at være på pr diagnose.

"Jeg tror ikke du har skizofreni. Du er jo slet ikke ligesom dem jeg møder via mit arbejde". Sjovt nok er dem der stiller spørgsmålstegn også ofte dem der trækker sig, når man er helt nede i kulkælderen og ikke lige kommer i bad, ud af sengen, får skiftet tøj, gjort rent osv.

2 - Det er ikke en mulighed at man kender sig selv og sin diagnose så godt at man ved hvad der er bedst for en. Det skyldes dovenskab eller at man ikke samarbejdsvillig.

Jeg er ikke mødestabil nok til at jeg vil forpligte mig til et job, kursus etc. Alligevel skal jeg altid "tage chancen", for "det kunne jo være jeg blev glad for det" og "jeg ved det jo ikke før jeg prøver det". Jo, det ved jeg faktisk godt. En af grundene til at jeg ikke er mødestabil er bl.a at jeg tidligere ikke har lyttet når man krop har sagt fra.

3 - Frivilligt arbejde i en genbrugsbutik passer altid til en hvis man er psykisk syg. Ellers kan man altid blive besøgsven.

Og det gælder uanset hvad man fejler, hvilke problemer man har og hvilke ønsker/ressourcer man i øvrigt har.

4 - Hvis ikke du tager medicin har du ikke kontrol over din sygdom. Har du ikke behov for medicin har du måske slet ikke en psykisk sygdom.

5 - Angst kureres med beroligende medicin og mindfulness.

6 - Du kan ikke være skizofren

Og Gud være dig nådig hvis du siger det!

7 - Når du har OCD kan du ikke lide rod og uorden.

OCD-memes viser ikke et retvisende billede af virkeligheden med OCD. Men jo, det ser da træls ud med flerfarvede badeværelsesfliser.

[LadyFox]

Nå ja.

- Det er uansvarligt ikke at tage medicin som paranoid skizofren, fordi.. Hvis man ikke er velmedicineret så kan man jo pludselig gå crazy.
- Hvis man ikke tager medicin er man jo ikke rigtig syg. Øh jo. At tage medicin har altid konsekvenser og konsekvenserne er ikke nødvendigvis bedre end symptomerne.
- Hallucinationer er altid onde og modbydelige.
- Det er uansvarligt for en aktivt skizofren at arbejde med ansvar for andre mennesker, særligt mennesker med psykiske og sociale problemer.