Held eller valg?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Kaffe
Indlæg: 1045
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 142
Likede indlæg: 1731

Re: Held eller valg?

Indlægaf Kaffe » 8. jun 2019, 19:06

Man tager nemt udgangspunkt i det, man selv oplever og erfarer, og så bliver ens tolkninger en spejling. Hvis man har knoklet for noget og er lykkedes, så tænker man, at man kan, hvis man vil. Hvis man har knoklet for noget, og alt er mislykkedes, så tænker man, at man ikke selv er herre over alting. Det handler om måden, man forstår sig selv i verden på - bå baggrund af erfaring.

Kollisionen i tolkninger opstår nemt, når de to udgaver møder hinanden. Ham, der er lykkedes, kan med sin tolkning komme til indirekte at sige til den anden, at ‘du har ikke gjort nok; du har fejlet’. For hvis man kan, hvad man vil, så er det jo personens egen skyld, at han ikke kan. Det ligger implicit. Omvendt kan ham, der ikke klarede den komme til at sige til den anden, at succesen jo dels skyldes noget, man ikke er herre over. Og det degraderer jo hans egen indsats. Så der ligger også noget implicit. Det er DERFOR, emnet kan berøre os, uanset hvor vi står.

Emnet er vildt kompliceret, og der er sandheder i alle udsagn i tråden, synes jeg.

Hvad tænker jeg selv? Jeg er meget på bølgelængde med mistermor. Jeg har gode og dårlige forudsætninger. Jeg har haft hårde prøvelser i livet. De gode forudsætninger har gjort mig i stand til at klare prøvelserne. Jeg føler, at jeg har været heldig. Sådan ser jeg det.
10
SurSødSovs
Indlæg: 1259
Tilmeldt: 1. aug 2018, 22:23
Kort karma: 215
Likede indlæg: 2355

Re: Held eller valg?

Indlægaf SurSødSovs » 8. jun 2019, 21:49

Ej hvor jeg synes, det er langt ude at mene, man skal have penge i ryggen, hvis man vil have en uddannelse som voksen - som var det mit udsagn gik på.

Hvis man virkelig mener det, så er det seriøst klart, man føler sig uheldig og magtesløs.
0
Brugeravatar
Mistermor
Indlæg: 3339
Tilmeldt: 12. jan 2017, 13:57
Kort karma: 378
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 6801

Re: Held eller valg?

Indlægaf Mistermor » 8. jun 2019, 22:20

SurSødSovs skrev:Ej hvor jeg synes, det er langt ude at mene, man skal have penge i ryggen, hvis man vil have en uddannelse som voksen - som var det mit udsagn gik på.

Hvis man virkelig mener det, så er det seriøst klart, man føler sig uheldig og magtesløs.


Hvem påstår det?
2
SurSødSovs
Indlæg: 1259
Tilmeldt: 1. aug 2018, 22:23
Kort karma: 215
Likede indlæg: 2355

Re: Held eller valg?

Indlægaf SurSødSovs » 8. jun 2019, 22:35

Mistermor skrev:
SurSødSovs skrev:Ej hvor jeg synes, det er langt ude at mene, man skal have penge i ryggen, hvis man vil have en uddannelse som voksen - som var det mit udsagn gik på.

Hvis man virkelig mener det, så er det seriøst klart, man føler sig uheldig og magtesløs.


Hvem påstår det?


Dem der læser mine ord og svarer, det ikke passer, man kan, hvis man skal... Uden at lægge mig ord i munden :cool:
0
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 3447
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 383
Geografisk sted: Kbh. Østerport
Likede indlæg: 6950

Re: Held eller valg?

Indlægaf Purple Haze » 9. jun 2019, 05:48

Mistermor skrev:
Purple Haze skrev:
Tux skrev:
ajnaM skrev:Dine ressourcer til at træffe de rigtige valg afhænger af, hvordan du er vokset op. Og sådan er det hele held i en eller anden forstand.

Jeg tror ikke på tilfældigt held. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at alt er individuelle valg. Jeg tror på strukturer.

Hvis det bliver den gængse opfattelse, er det let af falde i den fælde, at man giver op fordi man ikke gør man kan det ene eller det andet.


Det er faktisk en rigtig god pointe.
Og i forlængelse af det, så er det også rigtig trist at mange ser det som et form for angreb på folk der ikke gør det samme, hvis man påpeger at grunden til at det går godt er pga valg og ikke held.

Hvis jeg påpeger at det går godt for mig pga de valg jeg har taget, så oplever jeg (og det kan man også se her i tråden) at folk svarer med: jamen det kan jeg ikke fordi....
Hvilket er trist synes jeg, fordi at jeg gør det godt, har jo ikke noget med andres muligheder at gøre.


Ellers kom jeg til at tænke på en linje fra en Robbie Williams sang jeg har taget til mig.

Its easy to be me, because I made it easy to be me.


Jeg tror, det skyldes, at nogle af de indlæg, hvor folk pointerer, at de har klaret sig trods sygdom eller brudt mønsteret eller taget en uddannelse er temmelig enøjede. Personligt synes jeg helt sikkert, at vi skal glæde os over alt, hvad der lykkes for andre. Problemet kommer, når de "enøjede" forventer, at andre skal kunne gøre det, de gjorde, fordi det eksempelvis "bare" handler om hårdt arbejde.

Hvis man nu tager uddannelse, så er punkt nummer et jo, at man er intelligent nok til at tage uddannelsen,
men man skal også have mod (hvis man f.eks. skal flytte efter den)
man skal have sociale kompetencer, så man kan komme i studiegrupper og undgå at give op pga ensomhed
man skal enten evner nok til at kunne studere og arbejde, eller man skal kunne få økonomisk hjælp
man skal have erfaring i at begå sig (tage bus, være et andet sted end hjemme, spise ude, klare sin dagligdag)
man skal have så meget robusthed/selvværd og selvtillid, at man i det hele taget tænker, at det er en mulighed.

Hvis man får en given sygdom, så kræver det alt andet lige, at man har psykisk styrke til at kæmpe imod osv.

Jeg forstår godt, at man ikke vil have negligeret den kamp, man selv har kæmpet. Det er selvfølgelig noget, der kræver respekt. Men det er ikke ensbetydende med, at alle andre BARE kan kæmpe lige så meget, så skulle de også kunne. For hvis det var tilfældet, så havde de nok gjort det. De fleste foretrækker nok alligevel at tjene 40.000 og have et spændende arbejde fremfor at være uden uddannelse og på kontanthjælp.

Selv det at tage modgang med en positiv vinkel er ikke noget, man vælger. Det kræver, at man enten har set det ske, læst om det, eller at man er skarp nok til at gennemskue, at det er hensigtsmæssigt. Hvis man i sin opvækst eksempelvis kun har oplevet, at ens mor giver alle andre skylden for ens problemer, og hun samtidig konstant har fortalt, at det er svært og synd for familien, sådan at det altid er læreren, de andre elever eller fars skyld, at tingene ikke flasker sig, så lærer man hverken at tage ansvar eller bekæmpe problemer.



Jeg et helt enig i at ikke alle har de samme muligheder.

Men det betyder ikke at grunden til de gode ting nogen folk har er held.

Med mindre vi er ude i at man mener at held er at have haft mulighed for at udvikle de evner men har, og at man også er heldig fordi man har taget de valg der gjorde at man udnyttede de evner.

Og det er det jeg er enig med Tux og Anja i.
At hvis man synes alt godt der sker for andre må være pga held,
Så kan jeg godt se en fare for at man aldrig rykker sig, fordi man jo så ikke tror man kan gøre noget selv, fordi man så er helt uden indflydelse på om man kan opnå noget.

Hvis du fx har børn som er vokset op og er blevet velfungerende voksne mennesker, er det så held eller har du gjort et godt job som forældre?
Jeg vil mene du har gjort et godt job.
Sikkert fordi du har haft mulighed for det, men du har stadig gjort det godt, det er ikke held.
2
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
abcd
Indlæg: 5292
Tilmeldt: 21. sep 2016, 12:18
Kort karma: 183
Likede indlæg: 6757

Re: Held eller valg?

Indlægaf abcd » 9. jun 2019, 07:08

Mistermor skrev:Det er virkelig interessant. :)

Mine forældre havde kun 7. klasse. (jeg er årgang 61) Min far var landarbejder, og min mor gik hjemme indtil min yngste bror startede i skole; da var jeg 14. Min mor var dog boglig og kunne sagtens have taget en uddannelse, men hun vil væk fra hjemmet, der ikke fungerede. Begge mine forældre har klaret sig væsentligt bedre end deres søskende (som ikke havde styr på økonomi osv) Vi havde meget få penge, men vi kom på biblioteket osv.
Jeg klarede mig vældig godt i skolen, og så skulle man jo på gymnasiet. Jeg er den eneste i vores familie i den generation, der har en studentereksamen. Og jeg anede vitterligt ikke, hvad jeg skulle bruge den til.
Mine forældre havde via deres opvækst en underdanighed, som de gav videre til mig, og jeg var i gymnasietiden konstant bange for at komme til at dumme mig, fordi jeg aldrig havde hørt om ostefondue, ikke havde været ude at rejse, ikke vidste nogen om, hvad der var smart osv.
Jeg ville egentlig gerne være bibliotekar, men det var fuldstændig udelukket at flytte til Ålborg (selvom jeg boede på Djursland) Jeg havde ikke for 5 øre selvtillid eller selvstændighed.
Jeg udviklede nok allerede i gymnasiet social fobi (det var ganske vist ikke opfundet) og havde de næste 4-5 år depressioner on and off.
Jeg kæmpede mig ud af dem, og i den forbindelse traf jeg også nogle virkelig svære valg og havde nogle hårde kampe. Siden fik jeg børn og en uddannelse i nævnte rækkefølge.

Men jeg forstår godt, hvorfor statistikkerne viser, at det er sværere for unge fra ikke-akademiske miljøer at få en universitetsuddannelse, for det kræver andet end intelligens. Jeg forstår også, hvorfor børn af voksne, der selv har haft det svært i skolen, eller som ikke bakker skolen op, kan have svært ved at klare sig så godt, at de kan komme videre.

Jeg er meget enig med anjaM, vi skal sætte ind med støtte og fokus på de børn, der vil få det svært. Og dem kan en dygtig pædagog for de flestes tilfælde pege ud i vuggestue eller børnehave.


Det er ikke fordi jeg vil benægte at der kan være ting som gør det svært at få en akademisk uddannelse, men jeg mener vi er så langt at hvis man har almindeligt omsorgsfulde forældre, så er det ikke - eller kun marginalt - sværere at tage en lang uddannelse når forældrene er lavtuddannede. Der skal være nogle andre begrænsninger. Det kan være forældrene ikke evner at give en tryg opvækst, eller at man ikke har evnerne eller noget tredje, men i alle tilfælde mere end bare at forældrene ikke er uddannede. Du taler om at være bange for at dumme sig, men det tænker jeg lige så godt kan ramme advokat-sønnen eller -datteren som skal leve op til et forventningspres om at gå i faderens fodspor. Det forventningspres har jeg f.eks. ikke haft, og det kan man vel også udlægge som en fordel for barnet med lavtuddannet baggrund.
2

Tilbage til "Livets forhold"