Mor og spiseforstyrret

[Ata]

Spændende artikel fra Berlingske om emnet:

Luna gik på slankekur som 12-årig: »Jeg fik at vide, at mit hjerte næsten ikke slog. At hvis der ikke blev gjort noget nu, ville jeg dø«

Luna Worm gik på sin første slankekur som 12-årig. Slankekuren blev til en spiseforstyrrelse, der plagede hende gennem både folkeskolen og gymnasiet, og som næsten tog livet af hende. Hun advarer nu mod den måde, hvorpå forældre og professionelle taler med børn om mad og vægt. Ekspert bakker op.

Luna Worm gik til gymnastik, da hun var barn. Hun var glad og elskede sporten, og selv om hun godt kunne se, at hun var lidt større end sine veninder, når hun havde en tætsiddende gymnastikdragt på, var det ikke noget, hun skænkede mange tanker. Hun blev først for alvor ked af sin krop, da hun som 12-årig skulle til det årlige tjek hos sundhedsplejersken på folkeskolen.

»Luna er lidt til den store side. Pas på, at hun ikke bliver for tyk,« lød det fra sundhedsplejersken henvendt til Lunas mor, mens Luna sad ved siden af og lyttede med.

Den kommentar ramte den unge pige.

»Jeg var en lille pige, der bare ville være lige som alle de andre. Og jeg ville da slet ikke være tyk. Når jeg ser tilbage på mig selv som 12-årig, så mener jeg virkelig, at den sundhedsplejerske skulle have holdt sin mund. En 12-årig pige skal ikke bekymre sig om sit udseende,« lyder det fra Luna.

»Min mor kunne bagefter også godt finde på at kommentere, at jeg måske var blevet lidt stor, og nu skulle vi snart til at lave nogle flere mavebøjninger.«

Det blev begyndelsen på et overoptaget fokus på kost og motion for den unge pige. Hun gik på slankekur, skar alt fedt og alle kulhydrater fra kosten, og hun spiste udelukkende små portioner af kød og grøntsager.

Efter to år i voksealderen og med intensivt fokus på sin kost, vejede hun som 14-årig 38 kilo. Hun trænede gymnastik seks gange om ugen, og hun tvangsmotionerede derudover med daglige løbeture og massevis af mavebøjninger.

Slankekuren var blevet til en spiseforstyrrelse.

Søndag beskrev Berlingske historien om Elham, der begyndte at sulte sig selv som 12-årig og endte med at dø af anoreksi som 30-årig. Elhams forældre står frem i en ny bog med titlen »Når maden tager magten« og fortæller historien om deres datter, der er et billede på et psykiatrisk behandlingssystem, der er presset af antallet af patienter, og som ifølge eksperter ikke altid formår at redde de mest syge patienter.

Luna Worm fortæller i samme bog sin historie. Hun er et eksempel på, at det er muligt at blive rask efter en spiseforstyrrelse, men hun er også et eksempel på, at helt almindelige piger, der udadtil virker selvsikre og robuste, også kan være i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse.

For meget fokus på vægt blandt børn

Sundhedsstyrelsen skønner, at op mod 29 procent af alle unge piger i Danmark har et så problematisk forhold til mad, krop og vægt, at de er i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Ifølge Ulla Moslet, der er overlæge på ambulatoriet for spiseforstyrrelser hos børn og unge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, er en del af årsagen, at der i dagens samfund er et »overfokus« på sundhed, vægttab og motion.

»Vi har mange overvægtige børn i dagens Danmark, og derfor har der i mange år været fokus på, at børn ikke må blive for tykke. Det har medført, at snakken om sundhed bliver unuanceret, når man taler til børn. Den handler ofte kun om, hvordan man ikke bliver tyk. Da jeg var barn og gik i 6. klasse, var der ingen, der var på kur. I dag er det nærmere reglen end undtagelsen, at de unge piger har været på slankekur. De ved ikke, hvad sund og varieret mad i virkeligheden er,« siger hun.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade regner med, at op mod 75.000 børn, unge og voksne herhjemme lider af en spiseforstyrrelse.

Flere eksperter har i Berlingske råbt op om, at børn med spiseforstyrrelser bliver yngre og yngre. I dag møder behandlerne børn ned til otte år. Samtidig er antallet af børn og unge, der bliver indlagt med spiseforstyrrelser, stigende.

De seneste tal viser, at 2.551 børn og unge i alderen 0 til 18 år blev diagnosticeret med en spiseforstyrrelse i 2016. Det er en fordobling siden år 2006, hvor det tilsvarende tal var 1.118.

Ulla Moset pointerer, at en alvorlig spiseforstyrrelse ikke udelukkende skyldes de kommentarer, en ung pige hører om sin vægt - der ligger altid nogle mere dybdegående psykiske årsager bag. Men hun mener alligevel, at der er en sammenhæng mellem det stigende antal af børn og unge, der har det dårligt med deres kroppe, og det stigende antal af børn og unge, der får spiseforstyrrelser.

»Både sundhedsplejersker, skolelærere og forældre skal være meget opmærksomme på, hvordan de taler til børn om sundhed i dagens Danmark. Især forældrene spiller en kæmpe rolle. Hvis mor eller far er meget optaget af sundhed og altid er på slankekur, så vil barnet også blive overoptaget af kost og motion. Det kan altså i de værste tilfælde få alvorlige konsekvenser, og derfor skal man som forælder være meget opmærksom på at oplyse sit barn om sundhed på en nuanceret måde, selv om man selv ønsker at tabe sig et par kilo,« lyder det fra Ulla Moslet.

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Jeg skriver lige et sidste indlæg, inden jeg går ud af tråden.
Jeg er klar over, at det altid er et sats at bede fremmede om hjælp til en situation, som de kun har få oplysninger om, og hvor de ikke har mødt de indvolverede. Startindlægget bliver ofte tolket, så der bliver lagt nogle antagelser ind, som ikke er virkelige: fx skriver jeg ikke at min datter er overvægtig nogen steder, for det er hun ikke. Til gengæld bliver der i flere svar skrevet, at hun ikke er tyk og at jeg skal tage den med ro.

Jeg selv prøver ikke at projicere min tidligere spiseforstyrrelse over på min datter. Jeg prøver netop at undgå, at hun ender i samme situation. Den omtalte problematik blev bragt på banen af min mand! Ikke mig. Han har lagt mærke til det, og ligeså bedsteforældrene. Og de er blevet bekymrede.

Grunden til jeg oplyste i mit indlæg, at jeg selv har bøvlet med mad og krop, og at jeg derfor har brug for ekstra vejledning. Det er selvfølgelig også naivt, at søge vejledning på en debatside, i en situation som denne, hvor kun jeg kender barnet. Jeg har derfor besluttet mig for at tage kontakt til vores sundhedsplejerske på skolen.
Tak for jeres input og god weekend

[Ata]

Ved din datter ikke basale ting om kost og forbrænding? Selv min mindste på syv ved da, at man bliver tyk hvis man spiser for meget. Det gær din datter nok også.

Spørgsmålet er her hvad det er du vil opnå? Skal hun til at gå og tænke over sin vægt hver gang hun spiser. Eller hvad er det, du håber at “installere” i hende?

[Ata]

Jeg skriver lige et sidste indlæg, inden jeg går ud af tråden.
Jeg er klar over, at det altid er et sats at bede fremmede om hjælp til en situation, som de kun har få oplysninger om, og hvor de ikke har mødt de indvolverede. Startindlægget bliver ofte tolket, så der bliver lagt nogle antagelser ind, som ikke er virkelige: fx skriver jeg ikke at min datter er overvægtig nogen steder, for det er hun ikke. Til gengæld bliver der i flere svar skrevet, at hun ikke er tyk og at jeg skal tage den med ro.

Jeg selv prøver ikke at projicere min tidligere spiseforstyrrelse over på min datter. Jeg prøver netop at undgå, at hun ender i samme situation. Den omtalte problematik blev bragt på banen af min mand! Ikke mig. Han har lagt mærke til det, og ligeså bedsteforældrene. Og de er blevet bekymrede.

Grunden til jeg oplyste i mit indlæg, at jeg selv har bøvlet med mad og krop, og at jeg derfor har brug for ekstra vejledning. Det er selvfølgelig også naivt, at søge vejledning på en debatside, i en situation som denne, hvor kun jeg kender barnet. Jeg har derfor besluttet mig for at tage kontakt til vores sundhedsplejerske på skolen.
Tak for jeres input og god weekend

Men du svarer jo ikke på spørgsmålene? Jeg spurgte fx om hun altid har manglet stopklods? Det var jo et forsøg på at hjælpe med at afklare om der faktisk er et problem eller om det bare er puberteten. Men når du ikke svarer, er det svært at hjælpe.

[Straniera]

Selv om ens bmi ligger inden for normalområdet, kan man sagtens være kvabset at se på og have for meget fedt på kroppen.

Ts, jeg kan godt forstå, at du er bekymret. Det virker som om, at du allerede gør flere ting for, at hun skal leve sundt.
Taler I om kost, vægt og livsstil derhjemme? Du er nok nødt til at tale med hende om mådehold og finde ud af, hvad det er med hende og den manglende mæthedsfølelse.

[Lys]

Selv om ens bmi ligger inden for normalområdet, kan man sagtens være kvabset at se på og have for meget fedt på kroppen.

Ts, jeg kan godt forstå, at du er bekymret. Det virker som om, at du allerede gør flere ting for, at hun skal leve sundt.
Taler I om kost, vægt og livsstil derhjemme? Du er nok nødt til at tale med hende om mådehold og finde ud af, hvad det er med hende og den manglende mæthedsfølelse.

Det kan man da godt, men spørgsmålet er om man skal indkode i en 12-årig pige, at det er forkert at have lidt fedt på kroppen og at det er meget vigtigt i sig selv at være meget slank. Hendes krop kommer til at ændre sig enormt over de næste år.

[hotlips]

Jeg skriver lige et sidste indlæg, inden jeg går ud af tråden.
Jeg er klar over, at det altid er et sats at bede fremmede om hjælp til en situation, som de kun har få oplysninger om, og hvor de ikke har mødt de indvolverede. Startindlægget bliver ofte tolket, så der bliver lagt nogle antagelser ind, som ikke er virkelige: fx skriver jeg ikke at min datter er overvægtig nogen steder, for det er hun ikke. Til gengæld bliver der i flere svar skrevet, at hun ikke er tyk og at jeg skal tage den med ro.

Jeg selv prøver ikke at projicere min tidligere spiseforstyrrelse over på min datter. Jeg prøver netop at undgå, at hun ender i samme situation. Den omtalte problematik blev bragt på banen af min mand! Ikke mig. Han har lagt mærke til det, og ligeså bedsteforældrene. Og de er blevet bekymrede.

Grunden til jeg oplyste i mit indlæg, at jeg selv har bøvlet med mad og krop, og at jeg derfor har brug for ekstra vejledning. Det er selvfølgelig også naivt, at søge vejledning på en debatside, i en situation som denne, hvor kun jeg kender barnet. Jeg har derfor besluttet mig for at tage kontakt til vores sundhedsplejerske på skolen.
Tak for jeres input og god weekend

Hvis du absolut vil gøre noget så synes jeg du skal gå til jeres egen læge, sundhedsplejersken kender ikke din historie og det vil være helt urimeligt at bede hende om hjælp til noget hvor hun ikke har adgang til alle informationer og du risikerer at få råd der er ubrugelige eller i værste fald skadelige for din datter.

[Danseprinsesse]

Min mor tog sådan en snak med mig, da jeg var omkring 12 år. Jeg husker ikke den præcise samtale (samtaler - måske har der været flere?) - min mor har helt sikkert forsøgt at gøre det så "nænsomt" og pædagogisk, som muligt. Men det budskab der endte med at blive leveret i mit, på det tidspunkt meget sårbare, hoved var, at jeg skulle passe på, jeg ikke blev for tyk = hvis jeg var tyk, ville jeg være en fiasko. Puha, jeg bliver helt ked af bare at skrive det. For det har sat sig så dybt i mig og plaget mig gennem så mange år siden, og det har aldrig været min mors hensigt, hun ville bare passe på mig.
Jeg begyndte skiftevis at overspise i smug og sulte mig selv, og jeg gik gennem mine teenageår med følelsen af at være stor, klodset, forkert og tyk. En livskrise i slutningen af teenageårene triggede at det udviklede sig til en reel spiseforstyrrelse.
Selv i dag, hvor jeg har fået bearbejdet meget af det, kan jeg stadig mærke, at det sidder i mig. Jeg gør det rigtig godt som mor, jeg gør det rigtig godt på mit arbejde, jeg har et godt forhold til min familie, der er mange ting, jeg er dygtig til, jeg klarer mig overordnet godt. Og alligevel føler jeg mig stadig lidt som en fiasko alene af den grund, at jeg er for tyk. Hvilket jeg i øvrigt ikke var, da jeg var 12 - jeg blev overrasket som voksen, da jeg kiggede på gamle billeder, fordi jeg huskede, at jeg havde været stor og tyk altid. Men jeg var helt normal - bredere og kraftigere end mine høje, slanke søskende, men bestemt ikke overvægtig.

Der er stor forskel på børns sårbarhed - og jeg var meget sårbar, jeg blev mobbet og holdt udenfor gennem de meste af skoletiden og min mor var syg med kræft - i mit tilfælde havde det sikkert gjort en stor forskel, hvis nogen havde set, hvor dårligt jeg havde det indeni, ellers havde noget andet end min mors velmenende snakke nok trigget den spirende spiseforstyrrelse.
Men helt lavpraktisk så ville det som barn have betydet meget for mig, hvis der i stedet var blevet sat fokus på mere aktivitet. Vi spiste i forvejen sundt derhjemme, men jeg var ikke et særligt aktivt barn. Jeg fandt aldrig glæden ved det. Hvis min mor havde foreslået mig f.eks. at cykle ture sammen eller min far at spille badminton, ja hvad som helst egentlig, ikke fordi "du har godt af at røre dig" - men fordi "jeg har lyst til at være sammen med dig", så ville jeg have elsket det.

[MOGA]

Jeg synes du skal passe på.

Hvis hun er reelt i risiko for at blive overvægtig, skal du selvfølgelig foretage nogle ændringer, men ellers tænker jeg nærmere, at det handler om nogle snakke om pli, når man er ude - ikke, at man ikke må spise sig mæt, for det må man, men at man af hensyn til andre ikke ene mand kan rydde fadene. Så må I sammen sørge for at der er en klapsammen og et par gulerødder lige inden I tager af sted.

Når jeg nu ser tilbage, så tror jeg min egen mor har haft en spiseforstyrrelse og senere også et alkoholmisbrug. Vi er lige høje, og da jeg var barn, var hun meget tynd. Af kropsbygning ligner jeg dog overhovedet ikke min mor, som ingen former har, mens jeg nærmest havde større bryster end hende, da jeg var 12.
Fra 11-12 års alderen er jeg konstant blevet tudet ørerne fulde af, at jeg spiste for meget og var for tyk. Jeg spiste sikkert meget, men var ikke på nogen måde tyk, jeg voksede bare. Det førte til, at jeg spiste i smug - og det gør jeg, idiotisk nok, stadig nu, hvor jeg er i slutningen af 30’erne.
Jeg ER faktisk tyk nu, men det overrasker vel ingen.
Min mor kan finde på fx at kigge på mit bryllupsbillede og sige “se, hvor meget pænere du er, når du ikke er tyk” - med den lille krølle på historien, at jeg tydeligt kan huske, at hun havde en hel masse holdninger til hvilke kjoler jeg ikke kunne have på, fordi jeg var for tyk. Mit BMI var 22...

Min pointe er: Pas på. Du risikerer at ødelægge din datter, hvis du tillægger hende dine (syge) idealer.

[flicka]

Jeg har selv været en af de teenagere, der decideret ÅD. Som en fuldvoksen mand uden stopklods.

Jeg var temmelig tynd og kunne bare køre ind uden at føle mig mæt. Spiste nemt en hel pose chips i løbet af 0,5 - ofte 1 pose om dagen uden at man kunne se det på mig. Men det udlignede sig helt naturligt med alderen. Jeg har ingen problemer med at mærke hvornår jeg er mæt eller sulten idag. Og er helt normalvægtig.

Så jeg ville slå koldt vand i blodet, hvis jeg var dig. Fortsæt det gode med at servere sund mad og sørge for at hun rører sig, uden at være fanatisk.

[JoyNips]

Nogle teenagere er tynde som siv. Andre er lidt hvalpede. Begge dele er normalt og uproblematisk.

Jeg var selv 21 før jeg overhovedet rundede 50 kg. Idag har jeg nøjagtig samme vægt og højde som din datter og jeg føler mig altså ret normalvægtig.

Hvis du skal adressere noget, så adresser din datters manerer. Lær hende at man ikke bare angriber chipsskålen når man er på besøg hos folk, lær hende at tage en bid på sin gaffel og lægge den fra sig mens hun taler med de andre ved bordet, lær hende at vente før hun tager 2. portion. Fokuser på manererne, ikke på at du synes hun har et forkert forhold til mad og er lidt buttet. Det vil efter min mening være bedre på sigt: du ødelægger ikke hendes selvbillede og selvværd og du lærer hende at agere socialt acceptabelt.

[MrMister]

Stop. Reflekter. Ager. Du er ved at gøre noget skørt. Hun vokser. Er normalvægtig. Er sulten. For hun vokser. Og er normalvægtig. Det her er tynd is. Se bare disse tabeller. Hun er ikke engang i nærheden af andet end normalvægtig.

Faktisk er hun nærmere under- end overvægtig.

Jeg mener, at den tabel du viser er beregnet til voksne.
Og igen igen igen; jeg har ikke sagt at hun var overvægtig! Igen igen: hvis hun ikke lærer at mærke sin stopklods, så kommer det til at blive et problem. Hvordan kan man lade være med at tage det seriøst?
Hun er ikke undervægtig. Børns BMI anbefales at ligge ligesom denne
https://learn2live.dk/wp-content/upload ... a-børn.pdf

Men hun er hellere ikke overvægtig. Du møder modstand herinde, fordi det ret åbenlyst tolkes til at du projicerer egen spiseforstyrrelse over på en teenagepige, der - afhængig af udvikling af bryster osv - rent faktuelt ikke er overvægtig. Det er ikke dér snakken skal være.

Snakken skal hellere handle om pli når man er ude. Om ikke at være grådig, men behersket. Hvis hun er 170 cm allerede, forklarer appetitten vist sig selv.

[Fru Sunshine]

Jeg kan godt forstå at du (og resten af dem der svarer) vurderer, at højde og vægt hænger fint sammen, for det gør den også. Hun er normalvægtig. Og jeg kan så skrive igen at hun har et problem med at mærke mæthed, et problem der, hvis der ikke bliver taget ansvar, vil blive til overvægt.

Puh, den er svær, for du har helt ret i, at den manglende mæthedsfornemmelse kan give hende store problemer med vægten senere i livet, men det kan også skade hende at sige noget.

Jeg synes faktisk, det er en god idé med sundhedsplejersken. Måske kunne du også foreslå at klassen deltager i MadMovers madpakkeprojekt.

[DetSorteCirkus]

Kunne det måske være værd at undersøge, om din datters store appetit og måde at spise på (det at hun efter din og andre nære pårørendes mening propper sig) er en trigger for dig? Som du selv har skrevet og flere gange gentaget, er det jo i langt overvejende grad synet af dette, som foruroliger dig.

Som jeg har skrevet i en anden tråd, har jeg det selv svært med rusmidler, fordi jeg i sin tid havde mennesker tæt på, der medicinerede sig selv med alkohol og hash med alvorlige konsekvenser til følge, og det skal jeg da være opmærksom på, hvis jeg selv får børn, der i ungdommen, som så mange andre, går til fester og drikker lidt vel rigeligt. Jeg skal minde mig selv om, at hvis det vækker en irrationel bekymring i mig, så kan det godt være, fordi det trigger noget, som egentlig ikke har forfærdelig meget med den aktuelle situation at gøre.

Jeg er enig med de andre. Din datters appetit og spisemønster behøver hverken at varsle overvægt eller spiseforstyrrelse. Samtidig forstår jeg sagtens, at synet af det vækker ubehag hos dig og andre tæt på, der, går jeg ud fra, kender din historie. Det er derfor aldeles udmærket at involvere en sundhedsplejerske, som kan give en faglig vurdering.

[Kaffe]

Jeg synes også, det kan lyde som om, der ligger nogle triggere i situationen.

Hvad ville det værste være, hvis din datter blev overvægtig i en periode? Hvad ville du føle omkring det? Hvad hvis din datter faktisk bliver overvægtig som ung og voksen? Eller bare lidt rund? Det er der jo en del mennesker, der er, og nogle accepterer det heldigvis ved sig selv. Prøv at tænke de scenarier igennem og find ud af, hvad du tænker og føler omkring det. Handler følelserne om din datters helbred og lykke eller handler følelserne om dig som mor til en overvægtig datter?