Når du møder én, du kender: hilser du på deres partner?

[Muspel]

Jeg synes det er god opførsel at personen jeg følges med præsenterer mig. Og jeg bryder ikke ind i samtalen for at præsentere mig selv.

[vibbsen]

Ja, det gør jeg da. Jeg kan sagtens finde på bare at nøjes med et hej og et nik. Man behøver jo ikke nødvendigvis lave en større introduktion og udveksling af håndtryk, navne og livshistorier fordi man veksler høfligheder i supermarkedet/på legepladsen/ved tilfælde møder på vej fra A til B. Men hvis der er tale om en situation som er mere end det, så gør jeg det altid.

Synes det er decideret uhøfligt ikke at anerkende folks tilstedeværelse.....Og jeg går meget op i at lære mit barn præcis det. Bl.a. ved.at hilse på ukendte børn hun f.eks. leger med på legepladsen eller i legeland. Og sørge for fortælle hvem jeg hilser på hvis hun ikke selv siger hej.

[Jedi]

Blev du helt ignoreret dvs. du hilste og de så lige igennem dig? Eller lod du selv være med at hilse først og de gjorde det samme og til sidst ville det være mærkeligt at hilse?

Jeg synes, som andre har beskrevet, at "fællesnævneren" dvs din kæreste har en opgave med at introducere dig/stå ved dig, når i er ude blandt andre.

[AlmostFamous35]

Blev du helt ignoreret dvs. du hilste og de så lige igennem dig? Eller lod du selv være med at hilse først og de gjorde det samme og til sidst ville det være mærkeligt at hilse?

Jeg synes, som andre har beskrevet, at "fællesnævneren" dvs din kæreste har en opgave med at introducere dig/stå ved dig, når i er ude blandt andre.

Det var helt ok i situationen, at han ikke introducerede mig. Det var bare dén med at stå og smile til et menneske, der så slet ikke ser én i øjnene, på trods af, at jeg står lige ved siden af én, som vedkommende taler med.

Behøver i den situation ikke en “ja det er så min kæreste”. Det var bare den der ignoreren, jeg syntes var sær.

[AlmostFamous35]

Jeg hilser altid. Synes simpelthen andet er direkte uhøfligt.

Jeg synes også det er uhøfligt. Følte nærmest ikke jeg blev anerkendt som menneske

Men må vist bare konstatere at nogle mennesker er sådan. Det er 3. gang, jeg prøver det i selskab med min kæreste, og med vidt forskellige relationer og situationer.

Men rart at læse I andre også finder det lidt spøjst

Hvordan opfører din kæreste sig i de situationer? Gør han noget for at introducere og inkludere dig? Ikke at du behøver deltage i deres interne snak når de støder på hinanden, men bare lige så hans venner ved I hører sammen

Han står vist mest og er fokuseret på egen snak:D Han er ret distræt, så der ligger ikke noget i det, dét er jeg sikker på. Dem, vi har mødt, har været bekendte. Er det venner, så introducerer han mig altid.

[AlmostFamous35]

Det kommer an på bekendtskabet. Kommer jeg nogensinde til at have en relation til dig? Hvis jeg møder dig og din kæreste, og jeg aldrig har set dig før, kan det tænkes at mit bekendtskab med manden måske også er perifært, og så bruger jeg min energi på at få afsluttet samtalen som begge parter ved vi aldrig ville have opsøgt bevidst og mest afvikler for høfligheds skyld, og komme videre med mit liv. Hvis manden vil have mig til at møde dig, må han præsentere dig, jeg opsøger det ikke. Hvis det er min bedste vens nye kæreste, er jeg oprigtigt interesseret, og så siger jeg noget hvis han ikke gør - men så ville jeg også synes det var mærkeligt hvis din kæreste/min ven ikke tog initiativet til introduktionen.

Ved jeg overhovedet at du er hans kæreste, eller er du fra min synsvinkel bare tilfældig tredjeperson som går rundt sammen med min bekendte?

Haha, sikkert en tilfældig tredieperson. Havde ikke som sådan brug for en intro og “det er min kæreste”. Bare en en anerkendelse fra vedkommende af, at “der står et andet menneske og smiler til mig”Men altså, jeg arbejder inden for IT, og har også oplevet mandlige kolleger, der nærmest ville kravle ind i væggen for at undgå at se mig i øjnene. Så er i princippet vant til det.. Undrer mig bare lidt hver gang:)

[Jedi]

Blev du helt ignoreret dvs. du hilste og de så lige igennem dig? Eller lod du selv være med at hilse først og de gjorde det samme og til sidst ville det være mærkeligt at hilse?

Jeg synes, som andre har beskrevet, at "fællesnævneren" dvs din kæreste har en opgave med at introducere dig/stå ved dig, når i er ude blandt andre.

Det var helt ok i situationen, at han ikke introducerede mig. Det var bare dén med at stå og smile til et menneske, der så slet ikke ser én i øjnene, på trods af, at jeg står lige ved siden af én, som vedkommende taler med.

Behøver i den situation ikke en “ja det er så min kæreste”. Det var bare den der ignoreren, jeg syntes var sær.

Ja, det lyder lidt akavet. Egentligt for alle parter.

Hvis det bare er bekendte, så ville jeg lade det fare. Hvis det er gode kolleger eller venner (folk, som I skal se igen), så ville jeg bede min kæreste om at introducere mig, ihvertfald bare ved navn når de har talt et par minutter.

[Stitch]

Kæreste, ven, veninde, farmor, kollega eller whatever. Hvis jeg følges med én og møder en tredje som jeg mere end blot hilser på i det vi passerer, så introducerer jeg folk for hinanden. “Det er min farmor, og det er Peter som jeg arbejder med.”

Hvis jeg ikke selv er fællesnævner, og den jeg følges med ikke præsenterer mig, gør jeg det selv.

Andet end ovenstående, ville jeg nok finde lidt besynderligt.

This. Og forventer faktisk det samme af folk, jeg er sammen med. Eller i det mindste et "hej" frem og tilbage.