Dine familiehemmeligheder

[Hewlett]

Min moster fortalte mig, at en nu afdød slægtning var blevet sendt til Thulebasen i arbejdsøjemed kort tid efter ulykken.

En stor del af sit efterfølgende liv, var han bundet til et iltapperat (sådan ét der skulle køres med ham rundt). Han var overbevist om, at hans krop havde skade af sit ophold i Thule-området grundet radioaktive stråler.

Da min moster spurgte ham hvorfor han ikke lagde sag an, kom sandheden frem: han var blevet sendt afsted for at sætte sin underskrift på dokumenter, som hævdede, at der ikke var nogen sundhedsrisiko ved at opholde sig i Thule-området.

Jeg skal lige være sikker på jeg forstår dig. Din slægtning var sådan en, der kunne dokumentere, at det ikke var farlogt at opholde sig på Thulebasen, og det skrev han under på? Og så blev han selv syg af det?
Hvis det er rigtigt forstået så kan man da godt nok tale om skæbnens irone

Præcis. Jeg kan ikke huske detaljerne af historien, men det var hamrende fordækt, for selv den dag i dag kan man ikke med sikkerhed sige, om der har været nogen sundhedsfare ved at opholde sig i området.

[Ata]

Det er ikke som sådan en hemmelighed, men alligevel noget der ikke blev talt så meget om: Min mors ældste bror blev efterladt i Danmark, da min morfar og mormor måtte flygte til Sverige under krigen. Han var kun 2 år da de rejste og blev passet hos nogle venner. Han var der vist i ca 1,5 år.

Senere kom han som 16årig ud for en ulykke og blev hjerneskadet. Det var min morfars eneste søn som skulle have arvet virksomheden. Jeg tror det blev et traume i familien.

[hotlips]

Vi har sq ikke ret mange.. Min morfar var en sjuft, han havde en affære eller hvad man nu skal kalde det for hun var 15 år.. Og han rodede udenom i et omfang så han to gange smittede min mormor med fladlus.
Alligevel gik hun kun fordi han brugte de ret mange penge han tjente på sig selv og lod familien gå for lud og koldt vand. Bogstaveligt talt, det sidste år boede de i et uisoleret sommerhus og min yngste moster der blev født i oktober kom ikke i bad for min mormor turde ikke tage alt tøjet af hende på en gang.

Min oldefar, på den anden side, smittede min oldemor med syfilis og så skred han, så kunne hun sidde med 4 børn og et dårligt dansk inde i kvarteret bag nyboder, min yngste grandtante blev sendt til Færøerne og voksede op der til hun var teenager , så kom hun til Danmark, og blev gift ung med en af edderkoppens håndlangere.. Da han røg i spjældet forsøgte hun at tage livet af sig med gas, det hed sig hun tog skade, og hun var goddammit mærkelig men jeg har jo ikke kendt hende inden så jeg ved det ikke.
Det er først for nylig jeg har kunnet hive navnet på ham hun var gift med ud af min farfar, min farmor ville ikke tale om det men det viste sig at min far, der har jordens dårligste hukommelse, kunne huske det, jeg glemte selvfølgelig at skrive det ned men jeg må spørge igen næste gang jeg ser ham.

Men ellers så synes jeg nu vi kender vores historie ret godt, vi kender grandtanter og grandfætre på begge sider og det er ikke ret meget vi ikke taler om.

Ej der er faktisk en enkelt undtagelse jeg ikke har fået rigtig hul på endnu, min færøske familie stammer fra suderø, og farmor, hendes søskende og min far og hans brødre, de er, eller var før de blev gråhårede, sorrhårede og de ligner sydlændinge pænt meget, især min ene farbror ligner ham der har stået model til ægyptere og grækere i Asterix, min fars bedste ven er fra Ungarn og de ligner hinanden ganske forbløffende

. Men selvom vi har alenlange slægtavler og især fra den færøske del så har kniber det med at få hevet ud af farfar hvorfor de ser sådan ud, han går meget op i vores nordiske aner og ih hvor ser vi også nordiske ud, og ja, det gør jeg, min søster og min dreng for min mor er helt hvidhåret, det er sq itte noget vi gør på grund af vores fars familie.
Men suderø er den sydligste ø af Færøerne og der har været sørøvere forbi en del gange, og de adskiller sig åbenbart så meget fra resten at de andre færinge har overvejet at få dem i en pulje for sig selv da de kortlagde Færingenes dna men det har jeg selv fundet ud af, farfar grynter bare hvis jeg spørger til det..
Han kunne ikke drømme om ikke at skrive det rigtige i vores slægtavler men han har sin egen måde at sortere i hvilke historier vi får at vide, vi kan jo bare selv finde dem men det er sq noget af et arbejde når der er folk tilbage til 1200 tallet.
Men jeg skal nu nok finde ud af om han ved noget specifikt, han kan bare godt lide at skumle lidt når han synes der er noget andet jeg hellere skulle fokusere på

[DetSorteCirkus]

Min ene kusine døde i et biluheld som 21-årig. Hun lå i koma, og hendes forældre gav lov til organdonation.
Det blev der ikke talt om, da det ville have fået min i forvejen meget påvirkede mormor (hendes farmor) til at gå helt ned.

[Kattefjæs]

Min mormor var meget syg, men hun kom fra en tid og et samfund hvor man ikke anerkendte den slags, så i samfundets øjne var hun en hysterisk kælling. Hun misbrugte min mor og onkel da de var små.

Min morfar vidste godt hvad der foregik, men det var så stor en skam at han ikke kunne/ville gøre noget ved det. Han forsøgte at begå selvmord tre gange, men lykkedes ikke med det.

Både min mor og onkel stak af hjemmefra og tog til helt andre lande da de var store nok, bare for at slippe væk fra hende - de kunne nærmest ikke komme langt nok væk. De var så bange for hende at de planlagde deres flugt i hemmelighed og kun tog en lillebitte kuffert med det absolut mest nødvendige, og så stak de af i nattens mulm og mørke for ikke at blive opdaget.

Min mormor blev kort derefter indlagt og var på den lukkede de sidste 30 år af sit liv. Der gik ikke længe fra indlæggelsen før min morfar døde af et hjertestop.

Min mor og onkel endte på hver sin side af kloden og har ganske vist bygget forholdsvis normale liv op siden, men de har aldrig talt med hinanden om hvad der skete og grundene til at de måtte flygte. Min mor har fortalt mig en lille smule, men ikke mere end ovenstående - jeg tror ikke hun kan.

Måske burde de begge to have fået professionel hjælp, men jeg har på fornemmelsen at min mormor stadig har indflydelse på dem i dag; hun var voldsomt paranoid, især overfor autoriteter som læger, lærere og pædagoger, så hun nægtede min mor og onkel at komme til lægen da de var børn - uanset hvilke skader de ellers pådrog sig - og talte meget og længe om hvordan man ikke kunne stole på læger.

Min mor er jo godt klar over at det ikke helt forholder sig på den måde, men jeg tror stadig at hun har en slags blokering der. Hun går meget sjældent til lægen, hun bider tingene i sig nogle gange i årtier - tror bestemt ikke det kommer fra fremmede.

[DenBruneMunk]

Findes der ikke andre familie hemmeligheder end forældre som boller udenom , og så....?
Utroskab eller børn fra tidligere sammenhold er da ikke så hemmeligt?

Hvad med lidt økonomiske udfordringer , uvenskab, familie fejde og andet ? Måske familie vs familie ?
Sådan i rigtig Barnaby stil Tror dog ikke folk skriver om mord Men historierne er da gode eksempler selvom der også er deres del af uægte børne historier.

[hotlips]

Findes der ikke andre familie hemmeligheder end forældre som boller udenom , og så....?
Utroskab eller børn fra tidligere sammenhold er da ikke så hemmeligt?

Hvad med lidt økonomiske udfordringer , uvenskab, familie fejde og andet ? Måske familie vs familie ?
Sådan i rigtig Barnaby stil Tror dog ikke folk skriver om mord Men historierne er da gode eksempler selvom der også er deres del af uægte børne historier.

Altså vi har godt nok familiefejde men det er helt officielt.

Min mors familie, og de har hele æren for det, de har intet til overs for min fars familie, min fars familie kan godt finde på at sige grimme ting om min mors men det er noget der går år imellem og vi har aldrig hørt det som børn.
De udstøder også deres egne, hvis man ikke vil bo i det store hus hvor en del af familien boede til for meget nyligt, så blev man udstødt og så ville de ikke engang være i stue med en hos fælles familie i Jylland der intet har med det at gøre. Der er en smule tendens til at være sekterisk i det tror jeg.

Men min mor og min fars familier er også meget forskellige på alle måder, og da min fars familie er sorthårede og har nogle meget store næser og min mors familie er helt hvidhårede plejer jeg at kalde dem for langnæserne og storørerne, en af de få ting de faktisk har tilfælles er at der er mange der er ret inkarnerede tegneseriens og der er en Lucky Luke der hedder slægtsfejden hvor der er to familier der ligger i krig.
Men det er nu rimeligt harmløst, da vi var børn var det slemt, hvis min far ringede knaldede min moster røret på og min farmor måtte ikke komme ind i huset når hun skulle hente mig, jeg måtte stå ude på gaden og vente på hende.

Det er dog blevet roligere efterhånden som de er blevet nogle gamle nisser allesammen men det ligger der stadig et sted.

[Artem]

Min far fik en datter før han mødte min mor som han ikke vidste noget om, før hun blev 18 år og hendes mor fortalte hende det og hun opsøgte min far. Så de har mødtes og det var det.
Ved faktisk ikke om der blev lavet test osv... Tror mest af alt bare hun ville møde sin far og det gjorde hun så...
Det betyder så også at jeg har en halvsøster til at rende rundt omkring Vejle som jeg aldrig har mødt.

[Mangoness]

Jeg ved ikke, hvor langt det går tilbage i tiden. Måske mine oldeforældre eller tipoldeforældre. Men hvertfald;

Der var to brødre. Forældrene døde, og de skulle arve. Brødrene - eller brødrenes koner - kommer så op at skændes over arven, så brødrene snakkede aldrig sammen mere resten af deres liv.

[FormerlyKnownAs]

Vi taler heller ikke om at min mormor havde tænkt sig at anmode min morfar om skilsmisse når han kom hjem fra et sejlads. Han var fordrukken og modbydelig mod hende og børnene. Men han fik en hjerneblødning kort før at de lagde til havn og lå i koma i 3 måneder. Da han kom til sig selv var han som et lille barn der skulle lære alt forfra med at tale, gå, besørge, spise osv. Fysisk stod han nok stille på omkring samme stadie som en 5 årig. Mentalt var han langsom og Havde afasi. Min mormor passede ham i omkring 30+ år. De 30 år var bedre end de foregående 25.

De blev Jehovas vidner og fandt trøst og tro på livet der, men var absolut nederst i hierakiet og var og er stadig i kontakt med familie og venner udenfor.

[FormerlyKnownAs]

Og iøvrigt- tusind tak for alle bidrag her i tråden. Det er utroligt spændende, på godt og ondt.

[Delfin]

Findes der ikke andre familie hemmeligheder end forældre som boller udenom , og så....?
Utroskab eller børn fra tidligere sammenhold er da ikke så hemmeligt?

Hvad med lidt økonomiske udfordringer , uvenskab, familie fejde og andet ? Måske familie vs familie ?
Sådan i rigtig Barnaby stil Tror dog ikke folk skriver om mord Men historierne er da gode eksempler selvom der også er deres del af uægte børne historier.

Det var det jo for 60 - 65+ år siden.

Jeg kan da godt komme med en lille krølle på mine før omtalte oldeforældre. Det hedder det sig at oldemor blev sindssyg, da min oldefar bandt hende fast bag en hestevogn. Mit personlige gæt er at rækkefølgen var omvendt, at hun blev sindssyg, og så har det været den måde, han kunne få hende med og aflevere hende på anstalten, dengang var der jo ingen blå vogne, som kom og hentede dem, men den rigtige historie er gået med i graven.

[Kattefjæs]

Det er ikke som sådan en hemmelighed på min side af familien, men jeg ved faktisk ikke hvordan og hvorledes på min fasters.

Min far kom fra en meget streng indremissionsk familie og var den ældste og den eneste dreng i søskendeflokken. Han besluttede som voksen at han ikke ville overtage gården, og i hans familie var der ingen mulighed for at en kvinde kunne påtage sig den rolle, så det bragte noget splid med sig mellem min farfar og min far. Det varede dog kun en stund - min far besluttede sig nemlig for at han ville rejse landet rundt og missionere, og det kunne min farfar trods alt ikke sætte en finger på, så beslutningen blev accepteret.

Min fars søstre blev alle sendt ud på forskellige gårde og i huse hos andre familier for at tjene så snart de var færdige med skolen. Det forventedes af dem at de levede indremissionske liv præcis ligesom deres forældre. Der var dog én søster - en af de yngste - som brød med den religiøse tro og valgte at flytte væk, lade sig uddanne, finde et almindeligt arbejde og gifte sig med en helt almindelige ateistisk mand - efter ejet valg. Gisp!

Min far var fuldkommen RASENDE på hende og mente at denne her gudløse mand havde ledt hende i fordærv og på alle måder var en dårlig indflydelse - ellers havde hans lillesøster aldrig fået sådan nogle latterlige ideer om selvstændighed og uddannelse.

Han nægtede at komme til deres borgerlige vielse, men han ville ikke afskære søsteren, for han håbede at hun ville indse sin fejl, forlade manden og vende tilbage til familien og kirken. Han valgte derfor at sende en bryllupsgave som en slags forsoning, og selvfølgelig med det håb at hun ville se lyset.

Gaven var et abonnement på Kristeligt Dagblad. Søsteren og hendes nye mand blev så edderspændt rasende at de skar min far fuldstændig ud af deres liv - og dermed også mine søskende og jeg. Jeg har derfor fire fætre som vel er i slut 40'erne eller start 50'erne nu og som jeg aldrig har mødt - og som selvfølgelig heller aldrig har mødt hverken min far, mig eller mine søskende.

De ved at vi eksisterer og vi har faktisk forsøgt at række ud og sige hej (længe efter at vores far døde i øvrigt), men der er fuldstændig lukket. De er iskolde - de vil INTET have med os at gøre under nogen omstændigheder.

Eftersom hverken mine søstre og jeg - eller vores fætre - var født da alt det her udspillede sig, har jeg på fornemmelsen at de måske har fået en lidt mere dramatisk og ophidsende historie end virkeligheden kan levere, for ellers kan jeg simpelthen ikke forstå hvordan sådan en arrighed kan vare to generationer og være så gennemborende selv hos mennesker som slet ikke var i live da katastrofen indtraf.

Min far var dybt provokerende, bevares. Men det går nok lige at lægge det bag sig 16 år efter hans død, især når man faktisk aldrig nåede at møde ham.

[Mangoness]

Da jeg var teenager, kan jeg huske, at min farbror tydeligvis var deprimeret. Det var ikke noget, vi snakkede om, og jeg tror, at jeg var i slutningen af teenageårene. Til hans søsters sølvbryllup lignede han en, som kontant var tæt på at græde. Ikke på glædes-måden - mere på bryde-sammen-måden.

Jeg spurgte på et tidspunkt min mor, om der ikke skulle gøres noget ved det. Men hun sagde, at hun bare havde lyst til at ruske ham og sige til ham, at han skulle tage sig sammen.

I dag ligner han ikke længere en, som er ved at bryde sammen.


(Lad venligst være med at quote)

[vibbsen]

Tak for en fantastisk tråd. Hvor er det fedt at få lov til at få et indblik i den mere "dystre" del af jeres baggrund Dette er jo kun et lille udpluk, og jeg betragter alle jer som pæne og ordentlige mennesker.

Til sammenligning blegner min familie en anelse.....Vi er forbløffende kedelige...Lidt er der dog.

Min far (som er født i 1944) er adoptivbarn. Han er ikke tysker-barn. For det sikrede min farmor og farfar sig nemlig. De ønskede sig inderligt et barn. Men eftersom de hadede tyskerne med ligeså stor (og måske større) inderlighed, så gik de meget op i at det ikke måtte være et tyskerbarn.
Så istedet fik de min far. Hvis mor bare havde mødt en hel almindelig dansk sjuft som charmerede bukserne af hende, og derpå løb fra sit ansvar på hel almindelig tølpervis....Mine farforældre mødte ham på politistationen i forbindelse med adoptionen, og der er slet ikke nogen tvivl om at han var faderen. Min far var åbenbart som snydt ud af næsen på ham.
Alt dette vidste min far imidlertid IKKE noget om. Han var et rigtigt ønskebarn. Enebarn. Og ikke så lidt forkælet. Og voksede op under trygge kår. I den tro at min farmor og farfar var hans biologiske forældre. Ikke engang da min farmors næst-ældste bror og hans kone i 1953 adopterede en søn som ingen lagde skjul på var adoptivbarn, kom dette frem. Altså overfor min far. Min farmor og farfar og min fars onkel og tante var meget tætte og sås tit. Min far voksede således op velvidende hans hans fætter var adoptivbarn fordi hans forældre ikke selv kunne ikke kunne få børn. Hvilket ingen iøvrigt så skævt til. Dette var helt acceptabelt. At han selv var adoptivbarn. Det var der ingen der talte om.
Ikke engang da min mor i 1966 ved en fejl kom til at fortælle denne fætter at han var adoptivbarn, kom det frem. Det havde ellers været et ret oplagt tidspunkt at få svesken på disken. At det overhovedet kom frem at min fars fætter var adoptivbarn, skyldes primært at min mor. Som på det tidspunkt var forlovet med min far. Eftersom der aldrig i mine farforældres hjem var blevet lagt skjul på at denne fætter var adopteret, jamen så drog hun den fejl-konklusion at denne fætter naturligvis også vidste dette. Det gjorde han så IKKE. Stort ståhej....Men nu var katten ihvertfald ude af sækken....At der var flere sække med katte, det var der ingen der talte om....På trods af at det var almen kendt at også min far var adopteret. Det var bare ikke noget man talte om.

"Afsløringen" medførte iøvrigt en temmelig pinlig episode til pågældende fætters konfirmation i 1967 (samme år som min forældre blev gift) hvor fætteren i sin takketale udover at takke for festen og gaverne, også benyttede lejligheden til at takke sine adoptivforældre for at de havde valgt at tage ham til sig, når nu hans egen mor ikke gad at have ham Min mor - som jo faktisk var årsagen til hele miseren - påstår at hun stadig kan se ar efter sine tånegle der hvor de borede sig ind i hendes læg

Vi spoler nu tiden frem til oktober 1986. Min farfar dør meget pludseligt af et brud på den store kropspulsåre. Dette var naturligvis et stort chok for hele familien. Og en stor sorg.
Sent på aftenen dagen efter at min farfar er død sent på aftenen, sidder min farmor og min mor så alene i stuen hos mine forældre, og min farmor er meget rastløs og har tydeligvis noget på hjertet. Og så kommer det jo så frem.
At min far faktisk er adoptivbarn. Dette siger min farmor IKKE til min far. Men derimod til min mor. Fordi hun gerne vil have hende til at fortælle min far at han er adoptivbarn. Hun frygter nemlig hans reaktion. Og så er det trods alt nemmere at få nogen andre til at fortælle det Den eneste grund til at det skulle frem nu, var at min farmor var klar over, at når papirarbejdet ifm. skifte og den slags kom frem, jamen så ville det også komme frem at min far faktisk ikke var deres biologiske barn.

Behøver jeg at sige at min far var TEMMELIG vred på min farmor og farfar. Han var fuldstændig ligeglad med at være adopteret. Han var vokset op i et miljø hvor dette var helt acceptabel. I og med at hans fætter var adopteret. For ham var de hans forældre, og det var der ikke noget der kunne lave om på. Det var slet ikke det det handlede om. Men han synes ærlig talt godt at de kunne have sagt det. Der havde været rig lejlighed til det. Både dengang det alligevel var oppe fordi min fætter fik at vide at HAN var adopteret. Men også fordi min far i forbindelse med udredning for eksem, var blevet spurgt om der var andre i familien- i nuværende såvel som tidligere generationer - som led af en række kendte arvelige hudsygdomme. Dette havde han spurgt sin forældre om. Og de havde uden at blinke svaret, at det var der ikke. Velvidende at de reelt ikke kunne vide dette, eftersom min far ikke var biologisk beslægtet. Det var min far virkelig vred over. For ham var det en løgn som han havde det svært med. Fordi det handlede om hans helbred.

Årene går. Vi spoler frem til 1998. Min farmor dør mæt af dage. Og hele det der papir-cirkus skal igang.
Om aftenen som min farmor er død om formiddagen sidder min bror og jeg samt mine forældre i stuen. Og min far opfører sig virkelig underligt. Han sidder tydeligvis og fumler med ordene. Og vrider sine hænder. Og karter rundt i sofaen. Normalt er han sådan en stoisk rolig person der tager tingene som de kommer. Og som netop er kendt for tackle selv de sværeste situationer med stoisk ro. Men han var tydeligvis meget påvirket. Hvilket jeg i første omgang tilskrev det faktum at han lige havde mistet sin sidste forældre.

Til sidst får han sig samlet og siger "Der er noget vi er nødt til at tale om....."

Jeg husker at jeg lige da ordene forlod min fars læber tænkte "Farfar, din gamle gris"...For jeg var SIKKER på at det der ville komme nu, var oplysningen om at min farfar havde et barn udenfor ægteskab.

"Når vi nu gennemgår Farmors papirer, så vil det nemlig komme frem at jeg ikke var farmor og farfars biologiske barn. Men at jeg faktisk er adoptivbarn. Ligesom XXX (min fars fætter)"

Ud af munden på mig flyver det "Åhhh....Gudskelov...Er det ikke andet. Jeg var SIKKER på at du ville fortælle os at Farfar har børn udenfor ægteskab"

Et øjeblik blev der bomstille i stuen. Så brød min mor sammen. Hulkende af grin. Hun kunne slet slet slet ikke være i det. Og kort efter måtte også min far grine med.

Årsagen til at de ikke havde fortalt os at min far var adoptivbarn var, at min farmors forhold til os børn var præget af at min farmor efter min farfars død, udviklede sig til en temmelig krads og bitter dame. Hun havde tydeligvis ikke været særlig lykkelig. Eller sådan huskede hun det ihvertfald. Og nu kom det hele op til overfladen. Hvilket medførte at hun ikke talte særlig pænt om min farfar. Som navnlig jeg var meget meget glad for. Og da hun samtidig heller ikke ligefrem shinede i rollen som farmor, og de faktisk oplevede at vi trak os lidt fra hende, så turde mine forældre ikke fortælle os det, da de var bange for at vi ville reagerer på dette ved at lægge endnu mere afstand til hende.

Så selvom min families "hemmelighed" på ingen måde kan matche mange af de historier som vi har set i den her tråd, så må man sige at kræmmeriet omkring den, det lever helt klart op til standarden......Og jeg kan i dag ikke lade være med at undres over at min farmor og farfar valgte at holde det som en hemmelighed for min far, at han var adoptivbarn. Især set i lyset af at han faktisk voksede op med "adoptivbørn" som noget ganske uproblematisk og ganske acceptabelt.