Har du nogensinde været i terapi?

[JoyNips]

Nej.

[Tanten]

Orv, jeg glemte helt de to førsøg på gruppeterapi, jeg har deltaget i. Det egner jeg mig ganske simpelt ikke til.

[FrøkenM]

Ja. Jeg har haft to psykologforløb.

Det første var 5-6 måneder som 8-9 årig hvor min mor fik kræft for anden gang og var meget alvorligt syg.

Det andet varede 1,5 - 2 år og varede fra jeg var 14 til 16. Det handlede om at jeg skulle acceptere min diagnose og finde ud af at jeg var god nok, selvom den diagnose for mig virkede uoverskuelig. Jeg havde VIRKELIG mørke tanker den periode og det hjalp en del på dem. Accepten af diagnosen kom også stødt og roligt, men det var så ikke på grund af psykologen. Hun havde eftersigende speciale i fysiske handicaps. Det var ikke specielt tydeligt gennem mit forløb.

[girl_beat]

Nej.

Heller ikke hér...

[Sevii]

Ja, jeg har faktisk modtaget terapi i 9 måneder nu. Du ved, for alt det der kedelige med depression og angst. Jeg har set to psykologer før hende jeg har nu. De var søde, hjalp mig på den måde de kunne, men det er først nu hvor jeg har mødt min nuværende psykolog at der sker noget. Måske er jeg mere klar. Men hun er fantastisk.
Jeg har generelt meget respekt for psykologer. De kan ændre folks liv. Det er lidt utroligt.

[MilleMercy]

Jeg gik til psykolog som 17 årig efter min far pludselig døde. Jeg sagde pretty much alle de rigtige ting, der skulle til for at slippe for at tale om, hvad jeg virkelig burde tale om. Hun opdagede det aldrig, men synes jeg var vældig reflekterende og afklaret.
I dag ved jeg selvfølgelig godt, at det var mig selv, jeg snød mest.

Efter sommeren skal jeg starte i et kortvarigt forløb hos en psykolog fordi min dreng fornylig er blevet (forventeligt) diagnosticeret med Aspergers Syndrom.

[SoMaPe]

Ja i næsten 2 år og det hjalp for jeg er her stadig.
Jeg går ikke i terapi mere og jeg har det rigtig godt

[Viskelæder]

Jeg har gået hos den samme psykolog i 6 år, og jeg har tænkt mig at fortsætte. Jeg kom derind, da jeg var gået fuldstændig ned med depression, og så har jeg sådan kunnet ringe og få samtaler efter behov, nogle gange har der gået op til 6 mdr mellem samtalerne, fordi jeg har haft det godt.
Sidste år fik jeg stress, så der brugte jeg hende en del igen. Lige nu har jeg nogle samtaler betalt af mit arbejde pga. en hændelse på arbejdet. Jeg har også en rigtig sød læge, som har givet mig mange henvisninger til hende.

Jeg er utrolig glad for min psykolog og synes, det har hjulpet mig rigtig meget. Selvom jeg selv er psykolog og oftest har en klar idé om, hvad der foregår, så er det bare noget andet, når jeg taler med hende om det, og hun kan stadig fange nogle ting, som jeg ikke selv har lagt mærke til.

[Little_Woman]

Ork ja; jeg har fået støtte til at håndtere ting som sorg, studiepres, stress og depression og på hver sin måde, har det hjulpet mig til at få det godt igen. Jeg ser stadig en psykolog fra tid til anden, når mit sind skal nurses lidt omkring dette eller hint. Jeg betragter det som vedligehold af min psyke; ligesom jeg holder mig krop ved lige gennem løb, holder jeg også mit, til tider svære, sind i form gennem refleksion hos en psykolog.

[Purple Haze]

Da min bror døde og jeg efterfølgende blev ramt af stress startede jeg hos en sorg coach. Det var fint nok, det rykkede ikke bjerge, men fik mig til at indse at en sygemelding var helt OK og påkrævet - og hun hjalp mig med min dårlige samvittighed over det.
Senere har jeg haft nogle voldsomme "psykotiske" episoder, hvor jeg så en læge. Det hjalp overhoved ikke. Synes hun var irreterende!

Blev ramt af stress igen, i mindre grad. Og endte hos en psykolog, som en kollega anbefalede. Det var fantastisk!
I første omgang hjalp hun mig med at bearbejde min brors død, og jeg endte med at skifte job, og flytte sammen med min kæreste. Hun gav mig nogle gode redskaber og gav mig ro i mit liv.

Nogle år senere var min kæreste blevet syg, jeg var under et enormt pres og havde igen en "psykotisk" episode og opsøgte hende igen.
Tror jeg gik hos hende 8 - 10 gange (1gang hver anden uge).
Da jeg kom der første gang var jeg uendelig træt, grådlabile, aggressiv og kunne kun lige hænge sammen, og ventede egentlig bare på at jeg blev gammel og døde (for så kunne jeg da få fred) alt var ligegyldigt.
Da jeg kom der sidste gang var jeg afslappet, glad, taknemmelig og glædede mig til resten af mit liv. Var flyttet fra min kæreste, havde fået et fantastisk sted at bo, og var generelt bare glad igen. Og tog egentlig bare den sidste gang med så jeg kunne sige tak til hende.

Hun har virkelig gjort underværker, og det føles ikke som om hun rigtig gjorde noget, vi snakkede jo bare.

[Chatsy]

Nja-eh, jeg gik til en psykolog-agtig person via PPR for mange år siden, fordi jeg var så langt ude, at jeg ikke turde bevæge mig udenfor en dør. Jeg sås kun med hende en håndfuld gange, fordi jeg ikke brød mig om hende - hun blev ved med at irettesætte mig: "sådan skal man ikke tænke" og "prøv at se lidt mere positivt på det". Jeg døjede med panikanfald og hvad der må antages at være angst, men hun mente jeg var paranoid. Jeg endte med at tale hende efter munden, så jeg kunne få samtalen afsluttet hurtigst muligt og så nægtede jeg at se hende igen. Det skreg langt væk, at hun havde en fiks idé om, hvilken teori hun kunne sætte mig op imod og hele tiden forsøgte at få mig til at svare noget, der kunne hægtes op på det og i samme ombæring undlod at stille spørgsmål, der kunne komme mere i dybden. Jeg husker i hvert fald, at jeg syntes hendes spørgsmål var tåbelige og ligegyldige.

Anden gang var via en psykolog tilknyttet den efterskole, jeg gik på. Hun var flink, men jeg syntes alligevel, hun var en ringe hjælp. Hun gik meget op i skemaer og trappediagrammer til at måle fremskridt på, hvilket ikke interesserede mig en hujende fis. Jeg fik også den klassiske sociale cirkel, hvor jeg skulle markere, hvor jeg mente, jeg var placeret henne i fællesskabet, men hun gjorde ikke rigtig noget synderligt, da jeg kommenterede at papiret ikke var stort nok til at jeg kunne markere mig langt nok væk fra cirklen. Hun troede nok, jeg prøvede på at være sjov. Hun mente dog, at det var nogle vilde ting, jeg havde at fortælle og foreslog, jeg holdt et foredrag (?!) om det - selvom jeg havde udtrykt, at jeg har det enormt skidt med store forsamlinger og at være i centrum.

Fælles for begge ovenstående er, at jeg ikke følte, at de interesserede sig for mig som person, men mere på, hvordan jeg kunne passe ind i hvad end sammenhæng, de nu mente var nødvendig at arbejde med. Så selvom vi sad på tomandshånd, følte jeg mig fuldkommen overset.

Nogle år senere blev jeg tilknyttet endnu en psykolog via den skole, jeg gik på. Han var nu også meget flink, men han mente min foragt for fysisk kontakt og behov for at hamre mit hoved ind i en væg, når tingene blev for meget, måtte bunde i et overgreb, jeg helt bestemt måtte have været udsat for som barn. Det har der så bare aldrig været men han blev ved med at insistere og mente, jeg måtte have fortrængt det og derfor reagerer jeg, som jeg gør. Han mente også, at al den mobning, jeg har måttet stå igennem, var fordi jeg var bogligt svag, selvom jeg fortalte, at jeg var langt foran de andre i klassen og altid har været det. Alligevel skulle jeg igennem sådan en test med grammatik, matematik mv. bare for ligesom at sikre, at jeg ikke stak ham en løgn - som om jeg levede i en anden verden for at distancere mig fra alt det svære eller sådan noget. Han måtte æde sine ord, da jeg klarede testen på meget kort tid og med 0 fejl. Efter et par gange valgte jeg også her at stoppe, fordi jeg ikke følte, jeg fik noget ud af det og jeg var røvtræt af at blive prakket et eller andet kompleks på. Han nåede dog at udarbejde en rapport om mig, hvori der omtales det, vi nåede at snakke om og få afklaret, i tilfælde af at jeg ville gå videre i systemet mhp. behandling. Det blev dog aldrig til noget og jeg er ikke sikker på, om jeg stadig har den.

Siden har jeg ikke orket at prøve igen.

[Alphilia]

Jeg har kortvarigt været i kontakt med psykolog et par gange pga arbejdsrelaterede ting.
Jeg er ret sikker på, at mere terapi i en eller anden form ville være ret godt for nogle gamle mønstre og tanker

[Torn]

Nej, det har jeg aldrig prøvet. Jeg blev tilbudt krisehjælp hos en psykolog i forbindelse med en ulykke, men afslog. Jeg har vist aldrig haft behovet.

[Karkluden]

Jeg havde en snak med en veninde en dag om, at vi stort set ikke kender nogen, der ikke har gået til psykolog eller i lignende form for terapi..

.

Det synes jeg lyder helt vanvittigt.
Jeg kan ikke komme i tanke om 5 mennesker som jeg ved har været i terapi.
Og det altså ikke fordi jeg har et lille netværk.

Jeg har heller aldrig været i terapi. Jeg har heldigvis endnu ikke oplevet noget her i livet jeg ikke kunne håndtere med hjælp fra de nærmeste. Jeg tror dog også jeg ville være en virkelig dårlig patient i sådan et forløb.

Nå.

[Pjeps]

Næh det har jeg aldrig været.

Med mindre at vi tæller supervision på jobbet med, som laves af en psykolog. Som regel er det gruppebaseret, men har da haft en enkelt ene seance,( fordi jeg altid snød uden om, så min daværende chef tvang mig. )