Har du nogensinde været i terapi?

[Karkluden]

Jeg havde en snak med en veninde en dag om, at vi stort set ikke kender nogen, der ikke har gået til psykolog eller i lignende form for terapi..

Har du?

Jeg har gået meget til psykolog. Rigtig meget. I længere perioder on/off fra jeg var 13 til 20 faktisk. Først ift spiseforstyrrelse, selvskadende tanker og adfærd og lavt selvværd. Derefter ifm depression. Og til sidst ifm ADHD-udredning og diagnose.
Samt en smule, da jeg var 5, og min far døde.

[D.itsen]

Ja, jeg har gået til psykolog i forbindelse med et job der var helt forkert for mig, og så kunne jeg lige så godt rydde lidt op i hovedet når jeg var i gang
Og så går jeg i parterapi for tiden. Det er sgu så voksent og ansvarligt

[Whoosh]

Ja.

For mig er det meget naturligt.
Ligesom man i løbet af livet også kan få brug for en fysioterapeut, kiropraktor eller dermatolog.
Ikke noget der sker ofte, men kan være nødvendigt for at løse en skavank.

Hellere runde en psykolog eller psykiater en 10-12 gange, end fucke eget og andres liv op med uhensigtsmæssig adfærd.

[Nurse]

Jeg har ikke som sådan gået i terapi, men jeg har haft brug for en krisepsykolog, da jeg en gang blev overfaldet på vej hjem efter en aftenvagt af en tidligere patients familie

[mariannaa]

Jeg har gået hos den samme psykiater i snart 7 år. Jeg ser ham 1-2 gange om mdr. Det er hans fortjeneste, at jeg til tros for et par ret svære psykiatriske lidelser fungere så godt som jeg nu gør.

[mariannaa]

Jeg har ikke som sådan gået i terapi, men jeg har haft brug for en krisepsykolog, da jeg en gang blev overfaldet på vej hjem efter en aftenvagt af en tidligere patients familie

[Whoosh]

... blev overfaldet på vej hjem efter en aftenvagt af en tidligere patients familie

Ej, men vil folk da lige tage sig sammen!

[Thestral]

Nej aldrig

[Nurse]

... blev overfaldet på vej hjem efter en aftenvagt af en tidligere patients familie

Ej, men vil folk da lige tage sig sammen!

Ja ikke at det er nogen undskyldning, men de var vidst ret meget i krise. Jeg havde i hvert fald ikke gjort dem noget, eftersom jeg knap havde haft noget med dem eller patienten at gøre.

[Urtekussen]

Nej, men jeg har tit tænkt at det måske var nødvendigt.

Så opdagede jeg øl og vin.

Nu har jeg det meget bedre.

Tak for hjælpen, øl og vin.

[Pussikat82]

Nej, men jeg har tit tænkt at det måske var nødvendigt.

Så opdagede jeg øl og vin.

Nu har jeg det meget bedre.

Tak for hjælpen, øl og vin.

[Fistelstemme]Selv tak![/fistelstemme]

Jeg har selv gået til psykolog gennem flere år. Først var det efter min mors død, men det var egentlig noget andet end selve tabet af hende, der fyldte mest. Efterfølgende gik jeg til psykolog i distriktspsykiatrien, da jeg fik en psykiatrisk diagnose. Det har gjort en stor forskel for mig i forhold til at skulle leve med min lidelse.

[Karkluden]

Nå ja, jeg har også gået til krisepsykolog efter at have været tæt på at brænde inde, da jeg reddede en ældre dame ud af et brændende hus, og så har jeg gået en del til psykiater.

[Ultraviolet]

Jeg har ikke haft det godt i mange år og har langt om længe fået taget mig sammen til at tale med lægen om det. Det var virkelig en overvindelse. Så nu sidder jeg med en henvisning til en psykolog (hun sagde jeg også kunne se en psykiater hvis jeg hellere ville, men hun anbefalede at jeg startede med at prøve en psykolog for at se om jeg kan undgå medicinering). Jeg er lidt bange for at jeg ligesom Whoosh kommer til at synes at det er noget langhåret hippiefis med psykologen - og så er jeg ret meget i tvivl om hvad det egentlig er de kan hjælpe mig. Altså, det giver mening hvis man har lavt selvværd, dårlige tankemønstre, selvskade og ting i den stil - men når det der er årsagen til depressionen ikke er noget man selv kan ændre på ved at tænke og føle anderledes, så har jeg ret svært ved at se hvad præcis det er en psykolog kan hjælpe mig med.

Men jeg går åbent ind til det. Vil utrolig gerne snart have det bedre.

[Pussikat82]

Jeg har ikke haft det godt i mange år og har langt om længe fået taget mig sammen til at tale med lægen om det. Det var virkelig en overvindelse. Så nu sidder jeg med en henvisning til en psykolog (hun sagde jeg også kunne se en psykiater hvis jeg hellere ville, men hun anbefalede at jeg startede med at prøve en psykolog for at se om jeg kan undgå medicinering). Jeg er lidt bange for at jeg ligesom Whoosh kommer til at synes at det er noget langhåret hippiefis med psykologen - og så er jeg ret meget i tvivl om hvad det egentlig er de kan hjælpe mig. Altså, det giver mening hvis man har lavt selvværd, dårlige tankemønstre, selvskade og ting i den stil - men når det der er årsagen til depressionen ikke er noget man selv kan ændre på ved at tænke og føle anderledes, så har jeg ret svært ved at se hvad præcis det er en psykolog kan hjælpe mig med.

Men jeg går åbent ind til det. Vil utrolig gerne snart have det bedre.

Jeg tror sagtens, at sådan nogle samtaler kan gøre gavn, selvom det ikke er med henblik på at afhjælpe et bestemt problem. Sådan har det i hvert fald fungeret for mig. Der er meget, jeg ikke kan ændre, men er nødt til at lære at leve med og lære at tackle, og det kan den slags samtaler hjælpe med. Jeg har gået hos en kognitiv psykolog, hvor man primært fokuserer på, hvordan det går lige nu, hvorfor det går sådan, og hvad man tænker og føler omkring det. Og hvordan man kommer til at fungere bedre med de besværligheder, man nu har. Det har gjort en stor forskel for mig i hvert fald.

[Vixen]

Ja, af to omgange. Jeg gik hos én som 14-årig, fordi min far er helt bims og flere gange i løbet af min barndom truede mig med at slå min mor ihjel og selv begrave hende, og den slags fortræffeligheder. De er skilt, i øvrigt, men jeg var (desværre) udsat for ham og hans psykopatiske adfærd alt for ofte i min opvækst.

Og så startede jeg hos en psykolog i ... februar, tror jeg måske det var? Hun er psykologistuderende og derfor markant billigere end en "rigtig" én, men ikke desto mindre har det været noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv. Jeg har fået enormt meget ud af det og går stadig hos hende, selvom frekvensen bliver lavere og lavere. Omsorgssvigt, lavt selvværd og tendens til dysfunktionel angstadfærd har været nogle af de emner, vi har bearbejdet. Jeg er helt ærligt blevet mere rolig, mindre ængstelig og mere bevidst om at håndtere de dårlige tankemønstre.