Hvordan har du det med tilgivelse?

[FormerlyKnownAs]

Jeg har lige læst en bog skrevet af en Dr. Mengele tvilling. Hun mødtes for år tilbage med en nazi fangevogter fra Auschwitz. Hun tilgav ham. Hun har tilgivet Mengele. Hun har faktisk tilgivet det hele og beskriver hvordan der letter en hel masse fra hendes skuldre og hjerte og letter på den vrede hun bar på i over 50 år.


Jeg ved ikke...måske kommer det an på hvordan tilgivelse defineres for den enkelte.

Jeg går ikke rundt og føler at jeg skal tilgive en masse, heldigvis vel. Men jeg har f.eks. haft en barndom med nogle fuldstændig elendige forældre. De vidste åbenbart ikke bedre dengang. Det kan jeg måske finde forståelse for. For hvis man ikke ved bedre hvordan skal man så gøre det bedre? Men jeg kan ikke finde forståelse for at de ikke med årene kan eller vil indse hvad de gjorde ved mig og hvad det har haft af omkostninger og kan finde frem til at det sgu ikke var så smart og beklage det. Selvom at noget ikke var tilsigtet kan man jo godt sige undskyld.
Der ligger en hel masse andet i det også end det som lige er nævnt her, men det har kostet dem forholdet til mig og mine børn. Jeg har ikke set min mor i snart 20 år og min far i 4 år vist.

Jeg kan ikke tilgive og sige at vi putter det i glemmekassen. Slet ikke. Men måske kunne jeg bære over med det som er en anden definition af at tilgive, hvis og såfremt det ene og det andet.

Jeg tænker at for mig handler det at tilgive om at lukke den.
At bære over med er at man lever med det.

Smadrer man en af mine vaser så er det da ærgerligt, men så længe ingen kommer til skade går det nok. Du er tilgivet

Gør man som mine forældre, så er konsekvensen så stor at jeg aldrig kommer mig, glemmer eller kan lukke den. Det ved jeg selvfølgelig ikke helt nagelfast for ingen har sagt undskyld og kommer aldrig til det. Men som udgangspunkt nej. Det handler ikke om bitterhed eller noget, men om at de insignifikante for mig, mit liv, min lykke. Det går langt bedre uden dem end med. Så jeg er ikke sur og hader dem. Jeg er ligeglad.

Er der noget du har tilgivet, måske burde tilgive, eller ikke kan tilgive? Hvad handler tilgivelse om for dig?



tilgive verbum
BØJNING -r, tilgav, -t
UDTALE [-ˌgiˀ] tip
Skjul Betydning
Betydninger

1.
ophøre med at føle vrede eller bitterhed mod nogen pga. en krænkelse (og ofte udtrykke det i ord)

1.a
bære over med; undskylde

[FormerlyKnownAs]

Nu er det ikke fordi jeg er troende, men jeg fandt en bibelsk fortolkning af tilgivelse

Hvad Bibelen siger
At tilgive vil sige at man holder op med at være vred på en der har begået en forseelse. Det græske ord der i Bibelen er oversat med ‘at tilgive’, betyder bogstaveligt “at give slip på”, som når man eftergiver en gæld. Jesus brugte denne sammenligning da han lærte sine disciple at bede: “Tilgiv os vore synder, for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os.” (Lukas 11:4) Også i sin lignelse om den ubarmhjertige træl sammenlignede Jesus tilgivelse med det at eftergive en gæld. – Mattæus 18:23-35.

Vi tilgiver en anden når vi giver slip på vrede og ikke kræver at han skal kompensere for at have såret os eller påført os et tab. Bibelen lærer os at uselvisk kærlighed er grundlaget for sand tilgivelse, for kærligheden “holder ikke regnskab med hver en forurettelse”. – 1 Korinther 13:4, 5.

Hvad tilgivelse ikke er
At man ser gennem fingre med det forkerte. Bibelen fordømmer faktisk dem der påstår at forkerte handlinger er harmløse eller helt acceptable. – Esajas 5:20.
At man lader som om det forkerte aldrig er sket. Gud tilgav kong David nogle alvorlige synder, men skånede ham ikke for konsekvenserne af hans handlinger. Gud sørgede endda for at Davids synder blev skrevet ned så de huskes den dag i dag. – 2 Samuel 12:9-13.

At man lader andre udnytte én. Forestil dig at du låner penge til en der bare spilder dem på ligegyldige ting og ikke kan betale dig tilbage som han havde lovet. Han er meget ked af det og undskylder mange gange. Du kunne vælge at tilgive ham ved ikke at bære nag, ved ikke hele tiden at vende tilbage til sagen og måske endda ved helt at stryge gælden. Men du vælger måske også at lade være med at låne ham flere penge. – Salme 37:21; Ordsprogene 14:15; 22:3; Galaterne 6:7.

At man tilgiver uden at der er belæg for det. Gud tilgiver ikke dem der med vilje synder groft, og som nægter at erkende deres fejl, at ændre adfærd og at sige undskyld til dem de har såret. (Ordsprogene 28:13; Apostelgerninger 26:20; Hebræerne 10:26) Sådanne personer der ikke angrer, bliver Guds fjender, og han forlanger ikke at vi skal tilgive dem han ikke tilgiver. – Salme 139:21, 22.

Hvad skal du så gøre hvis en har udsat dig for grov mishandling og nægter at undskylde sin handling eller slet ikke vil indrømme det han har gjort? I Bibelen finder vi dette råd: “Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare.” (Salme 37:8) Selvom du ikke bare glemmer hvad der er sket, kan du nægte at lade vreden helt ødelægge dig. Hav tillid til at Gud vil drage personen til ansvar. (Hebræerne 10:30, 31) Det kan også være en trøst for dig at vide at Gud på et tidspunkt vil fjerne den dybe smerte der måske tynger os nu. – Esajas 65:17; Åbenbaringen 21:4.

At man “tilgiver” indbildte fornærmelser. I stedet for at “tilgive” en vi føler har trådt os over tæerne, bliver vi nogle gange nødt til at indrømme at der slet ikke var nogen grund til at blive fornærmet. Bibelen advarer mod hurtigt at blive fornærmet når den siger: “Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig, for ærgrelse hviler i tåbers favn.” – Prædikeren 7:9.


Hvordan man tilgiver
Husk hvad det vil sige at tilgive.
Man ser hverken gennem fingre med det forkerte der er sket, eller lader som om det aldrig har fundet sted – man giver simpelt hen slip på sin vrede.

Se fordelene ved at tilgive. At give slip på vrede og sårede følelser giver ro i sindet, gavner helbredet og gør en mere glad. (Ordsprogene 14:30; Mattæus 5:9) Og hvad der er endnu mere vigtigt: At tilgive andre er en forudsætning for selv at blive tilgivet af Gud for de synder man begår. – Mattæus 6:14, 15.
Sæt dig i andres sted. Vi er alle sammen ufuldkomne. (Jakob 3:2) Ligesom vi gerne selv vil tilgives, må vi også tilgive andre deres fejl. – Mattæus 7:12.

Vær rimelig. Når det er en mindre ting der går os på, kan vi følge dette bibelske råd: “Bliv ved med at affinde jer med hinanden.” – Kolossenserne 3:13.
Reagér hurtigt. Gør hvad du kan for at tilgive så hurtigt som muligt i stedet for at lade din vrede slå rod. – Efeserne 4:26, 27

[Urtekussen]

Jeg har det meget som dig, tror jeg.
Småting (ex med vasen) tror jeg ikke engang jeg tænker er noget, der kræver tilgivelse.
Men store ting, det har jeg enormt svært ved at glemme og "let go".
Da min ældste var spæd, skrev min mor et rigtig modbydeligt brev til mig, fordi han ikke skulle døbes.
Vi endte med at tale om det, og vi kan godt tale sammen i dag, men forholdet er for min part blevet mere anspændt end tidligere, og jeg kommer aldrig nogensinde til at glemme hendes opførsel.

Så jeg har vel ikke tilgivet.

Jeg skal forøvrigt på et kursus hos en psykoterapeut i morgen, med titlen "Lær at give slip" som handler om meget af det samme. Jeg håber jeg kan få større indsigt i, hvornår man skal lære at sige "det er fortid - du får en ny chance" og hvornår man godt må sige fra for at passe på sig selv.
Jeg synes nemlig balancen er svær.

[Pax Romana]

Tilgivelse for mig, handler om villighed til at droppe en bestemt uretfærdighed, til at stoppe med at fortælle mig selv igen og igen historien om, hvad der skete, hvad denne anden person gjorde, hvordan jeg blev såret og alle de andre ting som minder mig om denne utilgivelighed. Det er en beslutning om at lade fortiden være, hvad den var, at forlade den som ufuldkommen og ikke bare ønske hvad den kunne havde været.

[zembra1986]

Jeg har det anstrengt med tilgivelse. Visse ting kan i min verden ikke tilgives.....De kan muligvis forklares og accepteres, men ikke altid tilgives.

Jeg tilgiver aldrig min mor helt (har tilgivet til dels) for at have givet mig en så dårlig barndom som jeg har haft. Det har haft og har stadig en vis ødelæggende effekt på mit liv. En effekt som ikke kan rettes mere op på end, den er nu (skal acceptere at jeg er disponeret for gentagne depressioner og angst som følge heraf).

Derudover har jeg et familiemedlem, som har udvist en extrem dårlig opførelse overfor andre familiemedlemmer. Undskyldt......for derefter at opføre sig dårligt igen......undskylde endnu engang......opføre sig dårligt igen osv, osv. Der giver jeg godt nok ikke fem potter pis for vedkommendes undskyldning. Hvis den ikke er dybfølt og bringer en ændring i adfærd med sig er det bare tomme ord uden nogen værdi.

[Ado]

Dem der har svigtet mig groft, tilgiver jeg sjældent. Der er desværre en del i familien (fætre(kusiner/onkler/mm), der siden jeg var barn, aldrig har forsøgt at lægge skjul på, at de mente jeg var grim/mærkelig. Jeg har aldrig været i tvivl om deres mening.
Det er først nu at jeg for alvor har reageret på det. Forstået på den måde, at det først er nu jeg kobler tingene sammen, og har svaret på mit elendige selvværd. Og nu sidder jeg med en vrede med tilbagevirkende kraft, og har lyst til at enten konfrontere dem eller kappe forbindelsen.
Jeg vil vædde med, at jeg vil blive stemplet som endnu mere sær, hvis jeg fortalte dem, hvad de har gjort ved mig. Så jeg trækker mig bare mere og mere fra den del af familien, og vil derfor ikke deltage i store familiefester fremover, medmindre det er mine forældre der er værter.
Jeg tilgiver dem aldrig. Der findes ikke en undskyldning, der er god nok til mig. Der findes ikke en brugbar forklaring på, hvordan man kan få sig selv til at gøre så meget grin med et barn. Og den pris jeg har betalt og betaler, er simpelthen for hård til at jeg vil kunne tilgive dem.

Andre ting kan jeg sagtens tilgive. Eller sagtens og sagtens, det er så meget sagt. Men det giver mig mere ro at kunne tilgive end at blive i skuffelsen.

[Fru Sunshine]

Jeg er som udgangspunkt ret large. Jeg kan tilgive meget og giver mange chancer, men hvis nogen tramper hårdt nok, bliver jeg uforsonlig og tilgiver aldrig.

For mig er tilgivelse lig med at beholde folk i mit liv på en eller anden måde, mens de, der virkelig har såret mig, skal være heldige for at bevare en periferisk plads.

[Suzan]

Jeg synes tilgivelse er meget spændende og meget besværligt.

Det er en lettelse at give slip på sin hævntørst og følelse af at være blevet behandlet uretfærdigt - måske være sur over noget i årevis.
Nogle gange slipper den bare bedre nemmere.

Jeg har vildt svært ved at tilgive mig selv for alle mine udsving af kortluntethed, arrogance og klodsethed.
Jeg har i løbet af livet kunnet tilgive andre for forskellige ting.
Det forekommer mig at det nærmest er tilfældigt hvad jeg tilgiver og hvad jeg slæber rundt på i årevis - fra andre.

Jeg ser en masse krimi-doku, hvor folk toner frem på skærmen og fortæller hvordan de har mistet deres kære - og nogle af dem har været i stand til at tilgive gerningsmanden m/k.
Der er her ofte tale om helt ufattelige tragedier.
Jeg forstår det godt teoretisk.
De tilgiver for selv at få fred.
Jeg tror bare ikke at jeg kunne.

[Persnikedy]

Jeg har før fået at vide at når man tilgiver så kan man kommer videre når der er gjort noget imod en, men jeg ser ikke altid tilgivelse som det der har fået mig videre fra de sleppe oplevelser jeg har haft.

Jeg har før herinde nævnt hvad jeg var igennem i min ungdom og barndom (pædofili og voldtægt), og jeg har brugt det jeg føler, vrede, som det til at komme videre. Tit så sker der det for ofre for sådan nogle oplevelser at man vender det indad. "hvis nu bare.."/"Havde jeg ikke sååå..". Nej, fuck det. Nogle idioter gjore noget ved mig, og jeg er vred over at de gjore det. Det er en vrede jeg har det fint med, det er en vrede jeg har sørget for at finde frem. Og jeg får ikke fred fra de følelser. Jeg får derimod vendt alle følelserne ud og væk ved at være vred. Jeg vil ikke konfrontere eller gøre noget. Sket er sket.
"Jamen, tilgiv så du kan give slip", rend mig. Ikke alt skal tilgives.
Det er ikke noget jeg bære i mig til dagligt, jeg har fundet fred indeni ved det, men tilgivelse sker aldrig.

[Wizzze]

Det kommer nok an på hvad der skal tilgives, og nok også hvornår

Jeg har 7-9-13 aldrig oplevet en så slem en ting at jeg synes tilgivelse kommer i spil. Det der kommer tættest var nok en gammel kæreste som jeg tilfældigt afbrød midt i en affære med en anden. Det kostede forholdet, og var tilgivelse kommet på banen efter 3-6mdr havde jeg nok ikke været særligt tilgivende. Men i dag så mange år senere er det slet ikke en ting, har jeg tilgivet eller er det bare blevet ligegyldigt?
Dukkede hun op og havde brug for at jeg tilgav, så ville jeg sige ja, ikke noget problem. Men når det ikke betyder noget for mig mere, tæller det så som tilgivelse?

Men hvis nu det var noget som betød noget, hvis en flugtbilist havde kørt en ned jeg elskede, og så bad om tilgivelse, så tror jeg ikke jeg kunne tilgive. Så stort et menneske er jeg ikke, jeg ville hade og være ond i sulet mistænker jeg

[Boganis]

Jeg har ingen problemer med tilgivelse, men heller ikke med hukommelsen.

[BlueBunny]

Kommer an på hvad.
Nogen ting vil jeg ikke kunne tilgive.

Lidt måske “gemt, men ikke glemt”.
Jeg kan godt “se udover” episoder der er sket. Men jeg lagrer det som en forståelse for en persons adfærd og handlemønstre. Dermed vil jeg tage forbehold for at negative episoder gentager sig.

Visse handlinger betyder at jeg ville afskære nogen i visse grader. Så der er konsekvenser svarende til handlinger.

Jeg er meget konfronterende. Det betyder at jeg får en god forståelse for handlinger. Denne forståelse har naturligvis indflydelse på konsekvenser og måden jeg tackler handlinger på.

[Lurende Peber]

Det er ikke min spidskompetence.
Men i et langt liv er der prioriteringer, og ikke alt er blevet “byttet”, hvilket ellers tidligere har givet mig “balance” og dermed ro.
Til gengæld er flere ting blevet ligegyldige over tid, og jeg har ikke mere behovet for at skabe balance mht. disse ting.
Men hvis jeg af en eller anden grund møder nogen, som har gjort mig ondt/uret, så er det dæleme ikke glemt. Og jeg ønsker ikke at have noget med dem at gøre.