Mine kæreste og jeg har i går besluttet at flytte fra hinanden. Eller det var nu mest ham der tog valget i sidste ende.
Han har en forkærlighed for øl. Han er vokset op med at det er normalt at drikke hver dag (fyraftensøl osv) og han er fortsat i samme spor som sin far. Der er heller ikke noget problem med at køre rundt med barnet selvom han har drukket nogle stykker eller flere. Han drikker hver dag. Nogle gange et par stykker, andre gange mange flere. Han kommer tit for sent og overholder ikke vores aftaler pga. han lige skal have den sidste med vennerne.
I forgårs mente han at det var helt i orden, at sidde på værthus i 3 timer om eftermiddagen inden sønnike på 11 år kom hjem efter skole.
Han drikker aldrig når han er alene. Han har altid sagt til mig at hvis han nogensinde begyndte på det, så kunne vi tage fat i begrebet om at være alkoholiker. Han mener at det er definitionen på en alkoholiker, at man drikker alene.
Det skal lige siges at jeg også godt kan li øl og noget rødvin. Jeg drikker bare ikke så tit, da jeg får tømmermænd bare af at snuse til kapslen
så det er ikke så tit det bliver til så meget.Vi bor sammen og har gjort det i et godt års tid, men vi har været sammen i 5 år. Det er hans barn og vi kører 7/7 ordning med biomor.
Vi har tit taft en diskussion om at jeg mener at han drikker alt for meget og hver gang der er øl involveret, vælger han bevist mig fra til fordel for hyggeøl med hans venner. Han mener slet ikke det har noget på sig.
i går fik jeg nok. Jeg forklarede ham at jeg mente at han var alkoholiker og han har svært ved at styre det. Jeg foreslå behandling eller så skal han finde et andet sted at bo. Han stejlende fuldstændig og mener ikke at han har et problem. Jeg prøvede igen at forklare at det tit er på bekostning af vores forhold, at han liiige skal have den sidste og om han slet ikke kunne se problemet i, at man sidder på værthus i 3 timer inden barnet kom hjem.
Nej mener han! Han lukkede fuldstændig af og har besluttet sig for at flytte. Han lukkede fuldstændig af og ville hverken se på mig eller tale med mig mere inden han gik ud af døren. Jeg fik dog indført at jeg håber virkelig at han ville genoverveje det, da jeg er så ærgerlig over at han vil smide 5 års hårdt arbejde ud af døren. Han har sovet i campingvognen i nat og flytter formentlig hen i den.
Så nu sidder jeg her i min sofa og skriver alt det er ned for at få styr på det lille kaos, jeg har inde i mit hoved. Er jeg for snerpet og urimelig? Overreagerer jeg?
Jeg sidder og kigger rundt i huset og kan slet ikke overskue at ting skal pakkes nu og flyttes. Faktummet at jeg blev valgt fra pga. hyggestunder med vennerne og familien.
Jeg kommer til at savne ham. Han er en god kæreste når han så prioriterer mig og vi er rigtig gode til at hygge os sammen. Udfordringen er tit bare, at vi bliver nødt til at tage væk, for ellers kommer der venner og arbejde i vejen hele tiden og så ryger selve kærestetiden.
Så nu kommer han i morgen søndag formiddag og så starter flytningen af ting. Jeg har givet ham et ultimatum og det står jeg ved, selvom det betyder at jeg nu skal være alene. Det er sku en hård pille at sluge.
Det betyder meget. Jeg skulle nok have gjort det for længe siden - men jeg har hele tiden fundet på undskyldninger for at ikke slippe ham. Jeg har stadig meget store følelser for ham jo.