Tvangspræget trøsteshopping

[LaScrooge]

Min ven fortalte mig i går, at han er begyndt at trøsteshoppe på den usunde måde. Han føler, at hans liv er så godt at han bør være tilfreds, men han føler sig ikke tilfreds. Den følelse prøver han så at få ved at købe ting på nettet. Problemet er, at han køber dem, selvom han ikke har råd.

Han har en ny lækker lejlighed. Han har sit ønskejob. Han har fået den dejligste kæreste og han er sikker på, at det er hende han vil være sammen med. Han har en stor, dejlig vennekreds og mulighed for alle spændende oplevelser. Alting har flasket sig for ham på bedste vis. Han burde føle tilfredshed og ro, men det gør han ikke. Og han er bange for, at han er en af dem der ender som 40-årig med hele livet godt arrangeret og som stadig ikke er i stand til at nyde. Som føler tomhed til trods for at han har alt. Det var hvad han fortalte.
Det var mens vi talte sammen i går at det gik op for ham, hvad det var han gjorde. Konkret har han købt nogle tegneserier på tysk som fuldender en samling han har påbegyndt, til 800 kroner, selvom han er blanket af for januar.

Jeg anbefalede ham at annullere bestillingen, selvfølgelig. Til det svarede han "Jamen, jeg vil ha' dem!", med en tone som viste at han ved hvad der er det fornuftige, men at han stadig er drevet af trangen til at eje dem. Han købte dem enten tidligere i går eller dagen før, så det rush, han måske fik ud af at trawle nettet igennem efter det der skulle gøre ham lykkelig, burde være fortaget, tænker jeg. Men det havde stadig hold på ham.
Jeg anbefalede ham også at lave en sticky note på computerskærmen med linket til tegneserierne og give det overskriften "Ønsker mig i februar". Så glemmer han ikke at de er der og han kan købe dem når han rent faktisk har råd. Det virkede ikke som en appellerende løsning på ham.

Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke nogen erfaring med den type adfærd. Jeg kan til dels godt leve mig ind i det, men jeg ved heller ikke helt nok om hans tanker og følelser om det endnu, til at mekanismerne er afdækket. Hvorfor har det fx ikke nogen betydning for ham, at han ved rationelt, at han kommer til at mangle pengene både i denne og i næste måned og at det ikke gør ham lykkeligere? Hvorfor kan han ikke overtale sig selv til at annullere bestillingerne når det går op for ham, hvad det er han gør? Han ved jo, nu i hvert fald, at det ikke løser noget og han har identificeret sin grundfrygt, men jeg tror ikke det hjælper på impulsstyringen.

Er der nogen af jer, der har været igennem det samme, eller kender nogen der har? Jeg har masser af ideer til hvordan kan kan håndtere sine impulser og jeg har tænkt mig at snakke med ham om det hele. Men jeg vil gerne høre jeres tanker om hvad det er for mekanismer der er på spil og især vil jeg gerne høre om det, hvis der er nogen, der har været der selv og har lært at håndtere det.

[DetSorteCirkus]

Da jeg på et tidspunkt foretog noget research omkring Asperger, stødte jeg på denne artikelserie, som måske vil være relevant at læse for dig:

http://www.fyens.dk/Fokus/Historien-om- ... el/1009869

Beretningen består af en række artikler. De ligger lidt hulter til bulter her: http://www.fyens.dk/sammeemne/1009869

Journalistens vinkel er lidt blandet, fx. er der også meget fokus på, hvorfor mandens kæreste vælger at blive sammen med ham, selv da hun opdager, at han er begyndt at købe for hendes penge, og det er i det hele taget en på flere planer grotesk historie, men jeg synes, at der undervejs bliver sagt og skrevet nogle interessante ting om de mekanismer, som ligger i tvangspræget og kompenserende shopping.
Og jeg tror bestemt ikke, at det er en limbo, man kun kan ende i, hvis man har Asperger.