Venus222 skrev:Præcis. Jeg har faktisk aldrig mødt andre med den holdning til dialekter...
Og for lige at afsløre en af mine dobbeltmoraler (eller hvad det hedder...), så kan man faktisk godt høre at jeg er fra Lolland, selvom jeg nu har boet i KBH i over 10 år. Og har prøvet at komme af med min dialekt lige så længe....
En af de ting, der gør den dialekt genkendelig, er vist, at den er syd for "stødgrænsen". Stavelserne er ligesom mere bløde og lige, og ikke med de stød, som fx københavnere har i ordene.
Anilara skrev:Hvor er det sjovt du har det sådan. Jeg har det lige omvendt. Jeg tiltrækkes af folk med dialekter.
Det skaber faktisk direkte nærhed hos mig. Jeg synes det er trygt, hyggeligt og giver personlighed. Men det er jo nok netop den holdning du møder oftest, og derfor du skriver det her.
Alle er vel lidt splittede omkring det. På den ene side er det lidt synd, at de forsvinder mere og mere. På den anden side er det jo også lidt pinligt/irriterende, hvis man ikke kan forstå et ord af, hvad en fra det samme land siger
Sønderjyder er som regel de bedste til at akklimatisere sig. Selvom man får tit "mistanke", når a'erne er lidt mere å-agtige end i resten af landet (og sikkert et par ting til for kendere). "Almindelige jyder", der mener, de fuldstændig kan aflægge deres barnemål, afslører sig jo som regel i udtalen af ord som: her (=>hær), mødt (=>møødt) og tager (=>tæer).
Der er da helt sikkert også nogle indgroede ord, folk fra andre landsdele altid kan kende en københavnsopvokset person på. Selv om min lillebror var fantastisk til at tillægge sig fynsk tone efter nogle få år i Odense