Skal jeg gøre noget ved det

[EmoJanice]

Da jeg var teenager skete der noget som ændrede mig liv. Min mor er født i USA og arbejdede på hoteller i ledende stillinger. Mine forældre blev skilt og da min mor stod for at arbejde i Fjernøsten så blev jeg hos min far. Vi flyttede til Nærum og her var jeg en del af en hård klike. Skole gik jeg ikke så meget op i og min far havde nok i sit. Han kom ud for en arbejdsulykke og var altid træt når han var hjemme og sov meget af tiden.

Da jeg var blevet færdig med Folkeskolen fik jeg arbejde i et supermarked. Min mor tilbød mig at komme på ferie hos hende. Hun var stoppet i branchen og havde en lederstilling på en fabrik i Minnesota. Det lød dejligt. Jeg tog derover og det kom hurtigt til konflikt fordi jeg var for "Dansk".

Det korte af det lange var at hun pludselig fik lyst til at være mor på en typisk Amerikansk måde. En nat kom pludselige to kvinder ind og min mor fortalte at hun ville sørge for at jeg fik lyst til at uddanne mig til noget. Men tilbage i Danmark var jeg jo tilfreds. Jeg var i gang med noget. Det nyttede bare ikke noget og jeg blev slæbt afsted i håndjern og fodlænker (Det gør man derovre. Mindst to-tre teenagere oplever det hver nat).

Jeg havnede i Utah hvor de er meget mærkelige mennesker. Jeg har senere læst at en dansk udvekslingsstuderende blev sendt hjem fordi han så porno på sin computer. Nogle unge mennesker som kun var måske 2-3 år ældre end mig tog os ud på en vandretur. Vi løb tør for vand, da de ikke var trænet meget mere end jeg var og jeg vidste ingenting. Vi kunne ikke vaske os i ugevis. En gang om ugen kom en psykolog forbi og så kunne de unge tilkalde hjælp over radioen når de farede vild eller de blev endnu mere tørstige og sultne end vi var. Sammen med en pige stak jeg af. Det var ikke rart, men vi kom da tilbage til civilisationen igen. Jeg blev fanget ind og sendt til en slags boot camp-lignende kostskole.

I mellemtiden havde min far fået advokat på og han fik mig hjem til Danmark igen. Siden har jeg arbejdet i supermarkeder og jeg har været glad. Jeg er aldrig blevet udlært, men jeg tjener det samme som en udlært butiksassistent.

Mit forhold til min mor er gået i stykker. Min far er falder bort. Da jeg kom tilbage til Nærum så forlod jeg mine venner. De havde oplevet ting, men jeg var spærret væk fra en verden i bevægelse, så jeg var gået glip af måneder med fest og aktiviteter i miljøet omkring Langebjerg. Jeg knytter mig ikke til andre mennesker. Jeg checker altid låsen på min dør og jeg er mere end en gang vågnet og har troet at nogle ville slæbe mig væk igen.

Jeg har skrevet min historie ned og dermed skulle man tro at oplevelsen var ude af kroppen. Men der er noget tilbage og spørgsmålet er om jeg skal lade tingene være som de er. Mange år er gået. Jeg har valgt min vej og jeg slap i modsætning til nogle andre drenge og piger som har oplevet det samme fra det med livet i behold. Hvad mener I?

[Jammerdalen]

Har du talt med en psykolog om det? For det er barske sager, du har været udsat for

[Luffegås]

Tak for at dele med os, der er jo potentiale for spændende og gyselig læsning. Det er utroligt man behandler teenagere sådan, fordi de bare er teenagere.
Hvor gammel er du ? Ja, du skal klart opsøge noget psykolog værk, eller forsøge at finde ud af med dig selv, hvad er det du vil have løst?

[sigge]

Det lyder som en meget voldsom oplevelse, der ikke bare sådan kommer ud af kroppen af at blive skrevet ned. Jeg tror ligesom de to foregående, at du kunne have stor glæde af at tale med en professionel om det og få bearbejdet dine følelser. Det havde nok været bedst, hvis det var sket dengang, men sådan gik det ikke, og det er aldrig for sent at tage fat på det, hvis du føler, at der er behov for at "afslutte" den barske oplevelse.

[Purple Haze]

Puha. Kan virkelig godt forstå det hvis du ikke vil have noget at gøre med din mor nogensinde igen!

Jeg vil som de andre foreslår også sige andet vil være godt for dig hvis du kan finde en god psykolog.
Det kan desværre virke helt uoverskueligt at finde en, så vil foreslå at du tager det ét skridt af gangen.
Ved ikke hvor gammel du er, hvis du stadig er ung er der måske nogle organisationer der hjælper børne og unge som kan hjælpe dig - der ville jeg nok starte, altså se om du kan finde nogen der kan hjælpe dig videre.