Makabre interesser, fra holocaust til Bundy. Hvad er ikke okay, hvad kan det bidrage med?

[hotlips]

Nu går jeg jo selv op i true crime, men jeg går også op i historie og det er jo ofte lige så makabert, til tider væsentligt mere for antallet af fks slaver der blev mishandlet og søfolk der druknede er jo altid mange gange større end hvad nogen enkelte gale folk kan myrde eller skade på anden vis i deres levetid.

Er det okay at man interesserer sig særligt for tortur i kz lejre, der findes jo museer i Europa der fokuserer på historiske torturinstrumenter, jeg ved ikke om der er nogen der har det som deres lille fokus område, sådan et har rigtig mange der går op i både true crime og historie jo.
Eller skal det have en vis alder i så fald?

Det er jo ikke noget nyt at folk går op i forbrydelser, jeg kan huske jeg lånte politikens kriminal historier på biblioteket som barn, der var lang ventetid på hvert bind og de var næsten slidt op, men edderkoppen, de amerikanske mafialedere og så videre, de har altid været stof der solgte.
Alligevel tror jeg nu nok vi er relativt tilbageholdende i dk, man må gerne fortælle historien, evt filmatisere eller skrive bøger men så er det også det, alene at det er morderen selv der vil skrive en bog er ofte nok til at folk bliver sure og det synes jeg egentlig passer meget godt til mig, jeg har ikke engang set det ellers så berømte interview med Lundin for jeg kan ikke være med hvis det gør andet end at give forbryderne det eftermæle de fortjener, de skal ikke interviewes og sidde og føle sig vigtige, de skal helst rådne alene mens alle ved at de er det rene affald.. Det er ihvertfald ikke langt fra hvordan jeg tænker på det.

Men hvad er for meget, og betyder det noget om det er i Danmark og om de er levende, mange af de mest kendte er jo døde, er der så frit slag?

[hotlips]

Jeg kom faktisk til at se en serie på Netflix da vi var på ferie sidst år,dark tourist, jeg vidste godt jeg ikke ville bryde mig om den, den var jo kommet op som forslag utallige gange fordi jeg har set bundy tapes og den slags.
Men jeg havde så en aften hvor jeg havde virkelig ondt i ryggen og så skal man bare distraheres så man så koncentrerer sig om alt andet end smerterne, så jeg endte med at vælge den som rent "wtf er i da fuldstændig syge i hovedet" tv.
Det var den fremragende til, så lidt bidrog den med lige der, men på længere sigt så har den nok mest gjort jeg måske bedre kan forstå hvorfor nogen tror at det at man interesseret sig for true crime er det samme som at man er hensynsløs og skruppelløs.

Der var folk der lever af at lave forskellige typer af genopførte mord, fks kennedys hvor man så kører turister den tur i dallas med en klædt ud som Jackie i lyserød dragt og det hele. Der er guidede ture hvor man følger i dahmers ruter til hvor han fandt ofre og hvor han tog dem med hjem og parterede dem og på vejen er der sådan en seance hvor man prøver at kontakte hans ånd og spørge ham om ting. Det var mest damer der synes han var lækker der var med og det var sådan noget hvor man skulle møde guiderne på en bar og så var det ellers druk og yiihaa.

I England er der et museum for forbrydelser hvor der blandt andet er lavet en udstilling med Barbie lignende dukker, det forestiller en kz lejr komplet med en vagt der voldtager en fange. Og der er diverse genstande fra mordere, breve fra myra hindley, værktøj der er blevet taget fra west parrets hus, kunstværker fra bronson, eller det er jeg ikke sikker på han hedder mere, men der er en del af den slags, det er helt i privat regi.

Der var også nogle afsnit med makabre religiøse ritualer og noget hvor man lod som om det var anden verdenskrig, og jeg tror også der var noget med folk der lod sig indespærret og mishandlle i et hus, men jeg så ikke det hele, så om resten har kunnet noget skal jeg ikke kunne sige, jeg tog det der lød mest langt ude efter min mening.

Men det er nok sådan noget der i mit hoved må være det værste der kan ske, at rigtige tragedier det bliver ren hygge, fnis og tivoli og en masse uden forbindelse med de pårørende lever af de her ting.

Det var jeg sikkert underholdende noget af det, men det var også så dybt underligt, jeg fik meget samme fornemmelse som når jeg har set om sekter eller televangelister, jeg forstår godt ordene, men jeg fatter intet af hvad du siger eller hvorfor du gør det der.

Hvorfor skulle jeg ønske at gå i byen og tale om dahmer som en helt, hvorfor skulle jeg ønske at røre ved noget fred west har begravet ofre med, det er da egentlig rimeligt add.

Jeg har ikke helt besluttet om jeg synes ham der laver serien er lige så rådden for at vise noget der glorificerer det her..

[Ata]

Jeg synes, det er... upassende. Det er den ene del. Andre menneskers forfærdelige endeligt skal ikke gøres til underholdning. Jeg synes, det skaber noget forråelse, hvor folk på en eller anden måde bliver usensitive overfor, hvad det egentlig er, de her mennesker har gjort/været udsat for.

Den anden del er, at jeg synes, det vidner om, at personen må have nogle temmeligt afvigende sider, hvis man for sin fornøjelses skyld svælger i mord, voldtægt, tortur, mishandling osv. Jeg ville tænke, at der måtte stikke noget under (fx at personen var afstumpet og/eller sadistisk) og holde mig langt væk.

[Contrast]

Nu ved jeg ikke om det her er off-topic, men jeg havde en eks, der interesserede sig meget for B-film, og han viste mig virkelig mange af dem. Noget kan være ganske sjovt fordi det er så dumt, men der var også mange film med sadistiske scener med særligt kvinder som ofre. Det vender sig stadig i mig ved tanken. Han interesserede sig også for BDSM og jeg fandt frem til hans Fetlife profil engang, og det var mildest talt forstyrrende hvad jeg så. Dengang troede jeg naivt, at man godt kunne adskille ens interesser og fantasier fra den man i virkeligheden er, men det tror jeg ikke længere på. Ikke nødvendigvis fordi jeg så tror folk er massemordere hvis de har de interesser, men jeg tror helt klart der er en brist et sted eller de er jaded.

[JoyNips]

Jeg synes der er nuancer i det. Hvis man hylder eller bifalder eller glorificerer grusomme handlinger er man lidt syg i hovedet. Men at man har en historisk eller faglig interesse i noget synes jeg ikke er afstumpet eller sadistisk.

Personligt har jeg noget med eksperimenter på mennesker. Jeg arbejder med videnskabsetik i sundhedsforskning som jo nu engang udspringer af fx de forsøg der blev lavet under 2. verdenskrig. Jeg synes det er interessant og vildt frastødende hvad man har kunnet finde på at undersøge på mennesker og har brugt en god portion tid på at læse om fx Unit 731.

[Laurelin]

Jeg synes, det er... upassende. Det er den ene del. Andre menneskers forfærdelige endeligt skal ikke gøres til underholdning. Jeg synes, det skaber noget forråelse, hvor folk på en eller anden måde bliver usensitive overfor, hvad det egentlig er, de her mennesker har gjort/været udsat for.

Den anden del er, at jeg synes, det vidner om, at personen må have nogle temmeligt afvigende sider, hvis man for sin fornøjelses skyld svælger i mord, voldtægt, tortur, mishandling osv. Jeg ville tænke, at der måtte stikke noget under (fx at personen var afstumpet og/eller sadistisk) og holde mig langt væk.

Jeg er sådan set helt enig med dig. Det beskrevne i startindlægget synes jeg er usmageligt, og jeg kunne aldrig drømme om at deltage i sådan noget selv.

Det er dog en spændende tråd for mig, for jeg må (desværre?) indrømme, at jeg selv er voldsomt tiltrukket af det makabre og altid har været det. Film, bøger, true crime, fortællinger, torturmuseer, googling af alt mulig forfærdeligt, tanker om “gad vide hvordan ...” er jeg skyldig i. Jeg stopper ofte op og tænker “ej, hvorfor gør du egentlig det?” Og det er svært at svare på.

Jeg tror, at jeg mest af alt er fascineret af den menneskelige psyke, og hvad den er i stand til. Man lærer meget om ting ved at se på, hvad der sker, når det er ødelagt. F.eks. har jeg ifm. med min uddannelse været meget fascineret af afasi, fordi det er så interessant at betragte sprogets væsen, når det er forstyrret.

Det er svært for mig at bestemme, hvornår jeg synes, det bliver for ekstremt. Tanker er toldfri, og hvis det er fiktion, skader det vel ikke nogen ... eller hvad? For jeg kan selv skrive under på, at man bliver desensitized (forrået?) af at blive udsat for det konstant - og man har vist også gjort netop dét ved f.eks. soldater gennem tiderne. Jeg har ikke kunnet lade være at afsøge grænser og har i den forbindelse set/hørt ting, jeg fik det skidt af, og det er da sygt et eller andet sted. Af samme grund skilter jeg bestemt heller ikke med min fascination af de ting, for jeg synes heller ikke selv, det er særlig sympatisk og faktisk også lidt pinligt.

Jeg synes nu, jeg er ret uskadelig, og jeg er også en stor dyreven, der ikke kan have, at der overgår dem noget skidt. Bare lige for at understrege, at jeg også har andre sider.

[Smiling_Goat]

For mig er der en grænse imellem "historien om mordet" og "årsagen til mordet" på én eller anden måde.

Mordet på en person beskrevet i detaljer med optakt og alle grusomheder udpenslet, udelukkende med det formål at fungere som en slags gyserhistorie. Det forstår jeg godt, at vi rent menneskeligt kan være tiltrukket af (mennesket har jo altid fortalt hinanden uhyggelige historier og været tiltrukket af "det farlige på en sikker afstand",) men jeg mener også, at vi bør kæmpe imod fascination - rent etisk og af respekt for afdøde samt efterladte.

Mordet beskrevet udfra en mere overordnet fortæller-position, hvor man fokuserer på mordet som konsekvens ift. Noget andet, det synes jeg kan være fint.

Det er forskellen mellem at fortælle om en specifik, navngiven persons oplevelser i en KZ-lejr uden at tilføre ny viden og så at fortælle om livet i KZ-lejren og årsagen til handlingerne der fandt sted.

Jeg vil dog sige, at historiske begivenheder (som KZ-lejrene for mig rangerer under) er (mine) kriterier for, hvornår almeninteressen er til stede hurtigere mødt. Jeg synes stadig ikke, at man bør fremlægge oplevelser med en navngiven kilde, men jeg kan godt se, hvordan vidnesbyrdet kunne have en interessant vinkel fra et historisk perspektiv.

Så mit eksempel herover var mere for at tydeliggøre forskellen mellem de to historier.

[Termisk]

Det er et meget svært, individuelt og til tider tabubelagt spørgsmål. Jeg har altid været fascineret af mystik, det psykiske og er senere blevet sundhedsfagligt uddannet. For mig personligt, og jeg er faktisk flov over det, æder jeg alt det der handler om true crime råt. Om det er krigshistorie, makabre forbrydelser eller tragedier - så fascinerer det mig faktisk. Jeg har aldrig haft kvaler over at se en tragisk udsendelse, tror tit jeg har gemt mig lidt bag ved "har nogen produceret det, så kan jeg også se det".

For nylig så jeg en dokumentar om togulykken på Storebælt, hvor jeg ikke vidste ingen programmet startede, at en pårørende til en jeg kendte der omkom i ulykken var med. Jeg havde tænkt forinden at det ville være sært at se, men pludselig kom det lidt for tæt på. Lige der, tænkte jeg meget over etikken bag det hele. Kan huske at jeg bagefter sad med følelsen af: hvad fik jeg egentlig ud af denne udsendelse?

Men jeg kan stadig ikke slippe det at være fascineret af den menneskelige psyke, men jeg er nok blevet lidt flov over min interesse. Jeg vil heller ikke udelukke at vi som mennesker/samfund kan lære noget af sådanne udsendelser. Om det så er noget nuværende true crime eller fra 1. verdenskrig. Jeg synes bestemt heller ikke at man skal lukke øjnene for verdens rædsler. Tværtimod.

[hotlips]

For mig er der en grænse imellem "historien om mordet" og "årsagen til mordet" på én eller anden måde.

Mordet på en person beskrevet i detaljer med optakt og alle grusomheder udpenslet, udelukkende med det formål at fungere som en slags gyserhistorie. Det forstår jeg godt, at vi rent menneskeligt kan være tiltrukket af (mennesket har jo altid fortalt hinanden uhyggelige historier og været tiltrukket af "det farlige på en sikker afstand",) men jeg mener også, at vi bør kæmpe imod fascination - rent etisk og af respekt for afdøde samt efterladte.

Mordet beskrevet udfra en mere overordnet fortæller-position, hvor man fokuserer på mordet som konsekvens ift. Noget andet, det synes jeg kan være fint.

Det er forskellen mellem at fortælle om en specifik, navngiven persons oplevelser i en KZ-lejr uden at tilføre ny viden og så at fortælle om livet i KZ-lejren og årsagen til handlingerne der fandt sted.

Jeg vil dog sige, at historiske begivenheder (som KZ-lejrene for mig rangerer under) er (mine) kriterier for, hvornår almeninteressen er til stede hurtigere mødt. Jeg synes stadig ikke, at man bør fremlægge oplevelser med en navngiven kilde, men jeg kan godt se, hvordan vidnesbyrdet kunne have en interessant vinkel fra et historisk perspektiv.

Så mit eksempel herover var mere for at tydeliggøre forskellen mellem de to historier.

Men nogen synes at hvis ikke man tager mordet i detaljer med så ignorerer man ofret og de lidelser det har været ude for. Jeg kan ikke holde til det, min interesse går uden tvivl på morderens psyke, hvorfor begyndte de at myrde og hvad med omgivelserne var der slet ikke nogen advarselssignaler og det var der jo faktisk tit men det første der står er altid at vi havde ingen anelse. Det er sådan noget synes jeg er interessant, især at det er nærmest standard.

Jeg synes det har en almen værdi at kende historien om holocaust og vide hvor slemt det var, men jeg kan ikke se nogen værdi i at høre på historie nr 444 om tortur og død, man ender jo med ikke at kunne huske de mennesker og deres historier og det synes jeg er forråelse når man når der til.
Jeg så for nylig en tysk dokumentar der var den første der blev sendt i Tyskland i 81 mener jeg og det var fordi jeg var meget overrasket over at det hed sig de havde forliget sig med nazitiden og så har de haft så lidt viden ikke mindst i forhold til hvad der var normalt at vide her på samme tid. Men det bidrog jo så også noget nyt, ellers havde jeg heller ikke gjort det, det er nok 20 år siden jeg sidst så noget lignende og jeg kan ikke tåle det, jeg får det helt dårligt.

[hotlips]

Nu ved jeg ikke om det her er off-topic, men jeg havde en eks, der interesserede sig meget for B-film, og han viste mig virkelig mange af dem. Noget kan være ganske sjovt fordi det er så dumt, men der var også mange film med sadistiske scener med særligt kvinder som ofre. Det vender sig stadig i mig ved tanken. Han interesserede sig også for BDSM og jeg fandt frem til hans Fetlife profil engang, og det var mildest talt forstyrrende hvad jeg så. Dengang troede jeg naivt, at man godt kunne adskille ens interesser og fantasier fra den man i virkeligheden er, men det tror jeg ikke længere på. Ikke nødvendigvis fordi jeg så tror folk er massemordere hvis de har de interesser, men jeg tror helt klart der er en brist et sted eller de er jaded.

Men er det ikke mere det der hed splatter film i gamle dage? Sådan nogle hvor der var lidt konkurrence om de mest modbydelige scener og hvor der altid er rygter om at noget af det vistnokmåske var ægte.
For det er jo ikke helt det samme som b-film, de kan godt være gysere men det er ikke nogen selvfølge,the room,orgazmo (mener jeg den hedder, det er trey parker som orgasmeskydende superhelt)og ed Woods film de er jo ikke noget i den retning.

Jeg synes generelt jo det er mere mærkeligt at opfinde noget med at myrde og mishandle og at se det fordi man synes det er selve det der er fedt end at gå op i true crime, jeg kan ikke forstå hvorfor man kan finde noget fornøjeligt ved det eller at man kan finde på at bruge sin kreativitet til at udtænke de mest langt ude former man kan mishandle nogen på.
De der film hvor de syr mennesker sammen, det kan jeg slet ikke forstå man kan holde ud at beskæftige sig med dag ud og dag ind hvis man skriver det eller laver filmens og der er vist en del.

Men true crime er historie, det er nogens fortælling og der er mange af de ældre historier der er meget makabre men som ikke bliver set på på samme måde at folk finder interessante, selvom de ikke har haft nogen betydning i det større billede.
Flystyrtet i andes, Henry d 8, madam lalaurie, Dracula med eller uden fiktion.

Der kan utvivlsomt findes undtagelser men for dem jeg kender der går op i det der er der ingen der sidder og fedter rundt i selve forbrydelserne, så skal det være fordi der er en anden grund til det, fks som ted bundy der er mistænkt i over 30 uopklarede sager der kunne det godt komme op om at det var hans typiske modus operandi jeg har også selv engang skrevet at han var nekrofil fordi vi snakkede om et program og om hvad der burde have været med..
Men mange springer det over eller lader være med at se det hvis det er for udpenslende, og det bliver som regel omtalt som noget negativt hvis det fylder for meget når man fortæller om nye true crime film og serier i seriemorder tråden.

Man kan vel godt sige det er selve historien, ikke forbrydelsen der er det interessante, det er også de historier hvor man ved meget om hvad der er foregået i tiden op til og i hele livet omkring forbryderne der er flest der lægger energi i og ofte er det jo sådan noget som hvorfor gik det så galt eller hvordan kunne de holde det skjult så længe der fylder . Golden state killer er der en masse detaljer om forbrydelserne fremme om men vi ved ikke ret meget om ham og de der har været omkring ham og derfor fylder den heller ikke. Men med bundy er der udgivet mindst tre bøger af folk tæt på ham og der er andre der har været ufrivilligt trukket ind i nogle af de her ting, der har haft behov for at fortælle deres historie og jeg synes sådan set den lov de har i USA hvor man ikke må tjene penge på sin forbrydelse er fin.

[Purple Haze]

Jeg synes det er ulækkert at bruge andres død og elendighed som underholdning. Så kan folk sidder og gnaske popcorn og drikke kaffe mens de underholdets af hvordan Hval led da hun blev dræbt og parteret. Nej tak.

Når der er elementer af “undervisning” som i nogle dokumentarer så synes jeg det kan forsvares. Eller hvis det er underholdning men kun handler om gerningsmændene. Når ofrene bliver blandet direkte ind i det, og/eller de beskrives som “kød”/ting så synes jeg det bliver usmageligt.

Har det på samme måde med krigsfilm. Især dem hvor krig enten forherliges eller hvor det grafisk beskrives hvordan folk led.

Til gengæld synes jeg fiktion er fint. Folk kan se de mest bizarre ting hvis de har lyst - og hvis det endda gør at de kan få afløb for nogle sære lyster på den måde, så er det bare godt.

[Dawwty]

Det er nok et udtryk for overlevelsesmekanisme, på samme måde som rutschebaner er det.
En måde hvorpå hjernen kan bearbejde vores frygt.

[KIM K]

Der er guidede ture hvor man følger i dahmers ruter til hvor han fandt ofre og hvor han tog dem med hjem og parterede dem og på vejen er der sådan en seance hvor man prøver at kontakte hans ånd og spørge ham om ting. Det var mest damer der synes han var lækker der var med og det var sådan noget hvor man skulle møde guiderne på en bar og så var det ellers druk og yiihaa.

Man kan også booke guidede ture i London hvor man tilbydes at gå i Jack The Rippers fodspor med malende skildringer af hvordan han myrdede og lemlæstede sine ofre, og ved selvsyn bliver præsenteret for gerningsstederne, ser hvor de boede og holdt til og hører lidt om deres baggrund etc.

Nu er jeg er gennem tiderne blevet præsenteret for så mange dokumentarer om denne vel nok mest kendte seriemorder at jeg tænker det vil være begrænset hvor meget nyt sådan en tur kan bringe for dagen. Af den grund er jeg ikke så sikker på jeg personligt ville være interesseret.

Men jeg forstår godt fascinationen.
En uløst mordgåde, hvor gyset nærmest går gennem marv og ben, når et mørkt og tåget Whitechapel med sine dæmpede gaslamper og smalle gyder beskrives af en nærværende fortæller.


Jack the Ripper: Løs Crime Tour med lokal guide

[hotlips]

Der er guidede ture hvor man følger i dahmers ruter til hvor han fandt ofre og hvor han tog dem med hjem og parterede dem og på vejen er der sådan en seance hvor man prøver at kontakte hans ånd og spørge ham om ting. Det var mest damer der synes han var lækker der var med og det var sådan noget hvor man skulle møde guiderne på en bar og så var det ellers druk og yiihaa.

Man kan også booke guidede ture i London hvor man tilbydes at gå i Jack The Rippers fodspor med malende skildringer af hvordan han myrdede og lemlæstede sine ofre, og ved selvsyn bliver præsenteret for gerningsstederne, ser hvor de boede og holdt til og hører lidt om deres baggrund etc.

Nu er jeg er gennem tiderne blevet præsenteret for så mange dokumentarer om denne vel nok mest kendte seriemorder at jeg tænker det vil være begrænset hvor meget nyt sådan en tur kan bringe for dagen. Af den grund er jeg ikke så sikker på jeg personligt ville være interesseret.

Men jeg forstår godt fascinationen.
En uløst mordgåde, hvor gyset nærmest går gennem marv og ben, når et mørkt og tåget Whitechapel med sine dæmpede gaslamper og smalle gyder beskrives af en nærværende fortæller.


Jack the Ripper: Løs Crime Tour med lokal guide

Jeg har aldrig rigtigt syntes lige den var særligt interessant, for når man ikke ved hvem der gjorde det så er der jo ikke så meget andet end selve mordene og det er jo vendt til hudløshed hvad der skete med dem, selvom det var barbarisk så var det jo ikke noget hvor man kan udlede så meget fra synes jeg.

Men faktisk er der kommet noget nyt frem, den er med i history viasat serien kort over mord og ofrene var slet ikke prostituerede, et par af dem havde boet i tjenestebolig hos dronningen, så jeg endte faktisk med at se begge de afsnit der er ikke så enkelt omkring dem som det ellers er blevet fortalt, der er også tvivl om især det ene offer overhovedet havde noget med ham at gøre.

Jack the ripper er jo et meget godt eksempel på at det jo er historie der er tale om, den sag er så gammel så man ikke får generet nogen ved at gå op i den men den er vel også et af de første tilfælde af en seriemorder.
Det er jo ikke så længe efter man fik politi som vi kender det, måske er det første gang man har opdaget der var en der gjorde det flere gange.. Det kunne jeg godt se det spændende i at kigge på.

Jeg tror nu alligevel jeg ville betakke mig for sådan en tur, men når det er så længe siden så fordømmer jeg nu ikke nogen for at tage med.

[hotlips]

Puh, jeg er ved at se stalin apokalypse, jeg elsker russisk historie, det er virkelig drama, men hele den tid fra Lenin kom til og faktisk helt frem til stalin dør, det er værre end nogen historier om seriemordere jeg har hørt om.

Den der totale ligegyldighed med mennesker, og vi taler ikke Hitler niveau, selv Hitler havde dog rimeligt klare definitioner af ven og fjende, og at så kunne man arbejde folk til døde eller udsætte dem for forsøg, det er fælt, men det er ikke i nærheden af hvad Lenin og stalin havde som ret præcist definerede filosofier.
"dræb de uskyldige, det gør størst mulig indtryk på resten, læg samvittighed og ære, jo flere dræbte uden grund jo mere vil resten af de levende følge jer"

Jeg holder som regel pauser fra det, selvom det er så omfattende et emne at man kunne beskæftige sig med det i døgndrift i et helt liv og stadig ikke vide det hele, men det er bare for råt og jeg magter det ikke altid.
Det er myrderier i hobetal og det er jo som et mareridt nogen har fundet på, folk der er blevet arresteret og har fået skåret maven op så man kunne se de havde spist og så man kunne vise de andre bønder at hvis de ikke gav al deres mad til kommunisterne så skulle de nok blive afsløret.
Vi er vel et eller andet sted ude i seriemordere der fik magt, selv før han kom til magten begik stalin bankrøveri, der var fem dræbte og seksten sårede, han blev fanget og sendt til Sibirien og alligevel var det ikke noget der blev anset for et problem for at han kunne få lov til at få magt.

Men jeg bryder mig ikke rigtig om at man i Danmark, og vesten generelt, bare ignorerer det, det synes jeg nok er værre end at bruge tid på at vide noget om det, så langt fra os ligger det trods alt ikke og er det bedre man bare glemmer de mange millioner af ofre end at man bruger tid på det..
I volgograd, stalingrad, finder man stadig knogler fra mennesker hvert år, de samles sammen og begraves på en bestemt dag hvor man holder en begravelse, det er anden verdenskrig der stadig er så nærværende.

Se på en som marskal zjukov, han stod i spidsen for en hær der trængte nazisterne tilbage over større områder end nogen anden hærfører, og alligevel er der lavet en film om enhver ligegyldig amerikansk general men ikke en om ham.

Det er vel "det værste og mest voldelige fra saving private Ryan og schindlers list x 1000, men fordi det er historie så er det helt fint, så er det ikke noget man er småsyg for at se.

Jeg kan ikke påstå jeg rigtig forstår hvorfor det ene er så meget værre end det andet, eller hvor grænsen går, heller ikke for mig personligt, men jeg kan egentlig godt synes det kan være meget værre at glemme end at beskæftige sig med nogle af de værste ting.

Måske er det først og fremmest et spørgsmål om tid, true crime er som regel mere nutidigt, jeg tror ikke ret mange vil tænke på jack the ripper som true crime, selvom det eneste der skiller den fra de første fem afsnit af serien om golden state killer hvor han ikke var fanget, er tid.