Det gode liv uden børn

[Anilara]

En åben tråd for alle os, der har det godt uden (egne) børn.

Det står en frit for hvad man deler eller har brug for sparring til, men hensigten er udveksling af de positive sider af det børnefrie liv.


Måske det behøver en disclaimer om, at den ikke er tænkt som en provokation for nogen - herunder de som ønsker, men ikke kan få børn, eller til de som har børn, men som har fortrudt mv.

[Purple Haze]

Jeg sætter super meget pris på at kunne sove så længe jeg vil i weekenden, og bare blive liggende i sengen hele dagen, hvis det er det jeg har lyst til.

Og generelt bare at bære voksen og gøre som det passer mig uden at have nogen der er afhængige af mig.
Drikke mig småfuld på en tirsdag - fint.
Ikke spise aftensmad - fint
Tage spontant på hotel og dyrke selvforkælelse en hel weekend - fint
Drikke sodavand hver dag - fint
Indrette mit hjem som JEG vil - fint
Osv osv.

[Anilara]

Hver dag når jeg har fri, er jeg så taknemmelig for at jeg ikke skal strukturere mit liv yderligere. At jeg kan vælge at sove når det passer mig, drikke mig halvfuld, game/se sport uden afbrydelser, og undgå den dårlige samvittighed samt usikkerhed som jeg tror flere forældre har.

[Anilara]

Økonomien må også være en fordel, tænker jeg!

Vi smider 5 kilo efter institutioner om måneden.

Enorm fordel. Jeg behøver langt fra lige så meget plads boligmæssigt som man oftest ville prioritere med børn. Og så er der legetøj, tøj, mad og lign., udgifter som med tiden jo ofte bare vokser.

[Rullegardinia]

Jeg trives godt med ikke at have ansvaret for andre end mig selv. Jeg tror også, at jeg ville bekymre mig helt vildt, når poderne skulle ud i verden.

[Rullegardinia]

I øvrigt arbejder jeg sådan indirekte med børn, og jeg har en teoretisk viden om, hvad de har brug for. Jeg er virkelig glad for ikke at skulle leve op til mine egne tårnhøje standarder for godt forældreskab

[Anilara]

I øvrigt arbejder jeg sådan indirekte med børn, og jeg har en teoretisk viden om, hvad de har brug for. Jeg er virkelig glad for ikke at skulle leve op til mine egne tårnhøje standarder for godt forældreskab

Samme her.
Arbejder i Børn/unge-familie forvaltning, og ser jævnligt hvordan helt almindelige familier bliver presset i bund af adskillige årsager.
Det bliver jeg da også selv en enkelt gang i mellem, men sandsynligheden for mistrivsel blandt én stiger jo med flere familiemedlemmer.

[Aima]

Jeg tror, det essentielle for mig er uafhængigheden. Jeg oplever faktisk, at jo mere jeg spejler mig i jævnaldrendes børneliv og alle de medfølgende problematikker, de oplever, jo mere bliver jeg bekræftet i hvor meget jeg sætter pris på, det ikke er sådan et liv, jeg har. Jeg kan få det helt pres bare ved tanken om at skulle indordne mig så meget som et ordinært familieliv, i mine øjne, ville forudsætte.

Jeg kan regulere og tilpasse mit liv fuldstændig, som jeg ønsker. For mig handler det ikke (mest) om muligheden for bare at rejse eller gøre noget vildt, det er i højere grad dét at min dagligdag ikke er bundet op på at skulle tage ansvar for andet end mig selv. Jeg kan konstant vurdere mængden af egen livskvalitet og er meget frit stillet ift. muligheden for at reagere, hvis jeg ikke synes den er tilfredsstillende. Det giver mig en ret værdifuld indre ro, tror jeg.

[PaleSeptember]

Jeg melder mig også i tråden som frivillig barnløs. Jeg elsker at sove længe og har generelt et meget stort søvnbehov, så jeg ville simpelthen blive vanvittig af ikke at kunne få min søvn. Og så ville jeg bare ikke orke at komme hjem fra fuldtidsjob med lang transporttid og skulle til at tage mig af børn.

[Cordelia222]

Jeg ville gerne have haft hele pakken med familie og børn. Men det er ikke lykkedes og jeg nyder friheden. Hvis min veninde og jeg spontant beslutter at tage en tur til London måneden efter så er det muligt. Jeg kan bruge en hel dag i sengen med tømmermænd uden dårlig samvittighed. Og jeg kan købe alle de designertasker jeg har lyst til. Der ingen der er afhængige af, at jeg går fra job præcis kl. 16. Frihed.

[Anilara]

Jeg er også glad for de skænderier det sparer mig.
Igen, jeg siger ikke at alle børnefamilier skændes... Men der uden tvivl flere kampe, end der er i mit simple liv.

[Selma156]

Jeg er 30 år og har ikke helt udelukket at få børn en dag, men for tiden hælder jeg mest til et liv uden børn. Jeg drømmer om at blive korrespondent og leve et meget uafhængigt liv, og så er jeg en sucker for frihed. Jeg har aldrig drømt om det helt klassiske 8-16 liv med to børn i forstæderne, og jeg har aldrig gidet lege med dukker fx. Måske har jeg bare ikke mor-gener

Jeg elsker mine venners børn, som jeg kender, men børn generelt siger mig ikke så meget.

[Zonta]

Fra en, der har barn: Jeg kunne godt have undværet. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til det, nu hvor han er her, men jeg drømmer mig af og til tilbage til tiden før børn. Det var fandme noget nemmere for mig Andre folks børn siger mig ikke det helt store.

[computermus]

Jeg drømte om at få mand og børn da jeg var omkring de 19 år, men jeg gjorde aldrig noget aktivt for at finde en kæreste , det sagde mig på en eller anden måde ikke rigtig noget.
Jeg har altid haft det rigtig godt i mit eget selskab, og på grund af mit handicap som gør at jeg efter meget kort tid i andres selskab, bliver meget træt i mit hoved, så har jeg haft det bedst med meget få nære bekendte eller familiemedlemmer, som kender til mit handicap og accepterer at det er sådan det er med mig.
Jeg nyder at komme hjem til en stille lejlighed efter mine 3 timer i børnehaven, hvor jeg er mandag,tirsdag og torsdag.
Glæder mig over en lang weekend uden nogen der stiller krav om noget som helst.
At kunne tage afsted til eks. Aalborg med ret kort varsel , bare fordi jeg lige får lyst til at komme derind og ose lidt i byen.

[Antand]

Jeg har ikke børn, og skal ikke have det. Jeg har mere end rigeligt at se til i forhold til at holde mig selv i ørerne!