Kraftedeme også kræft ...

[Vappepigen]

Tænker på dig Idag til dit svar!
Jeg har jo knogle metestaer, og de er ikke livstruende.... Husk det, i tilfælde af du får det svar!
Det betyder så livslang behandling men det KAN behandles!
Det ændrer selvfølgelig ikke på angsten og uretfærdigheden!, og alle de tanker man ikke burde have i vores alder!

[Wizzze]

Hørte lige lidt positivt nyt om kræft i radioavisen
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/radi ... 09-00-2#!/

[Juliet]

Hvor er det bare ganske uretfærdigt at tiden med en lille ny baby skal spoleres med sådan nogle bekymringer og kampe. Mht de store børn kender jeg flere der har haft gavn af at bruge "kemo kasper" som platform til at snakke om sygdommen. Den er oprindelig udviklet til børn med kræft, men er ret sikker på at forståelsen ikke går tabt når det er mor der har kræft.
Rigtig meget held og lykke med samtalen i dag, der er krydsede fingre for at det går godt og at de kan fortælle at der ingen spredning er.

[TomKah]

Det gør mig rigtig ondt. Det er virkelig uretfærdigt, når unge kvinder som dig skal kæmpe mod sådan en lorte sygdom.
Håber det bedste. Stort kram.

[Tibbler]

Krydser fingre for et positivt svar idag.

Enig med jer i, at det er en god ide, at være åbne omkring sygdommen, og melde den ud f.eks. i forældergruppen.
Jo mere åbne I er, jo nemmere tænker jeg også det er for andre, at forholde sig til det - Det fjerner nok lidt af den berøringsangst der kan være.

[Zombie]

Hejsan,

en i min familie fik kemo først, så operation og mere kemo bagefter.

De behøvede ikke engang fjerne hele brystet. Og det blev rigtig pænt. Dog var hendes bryster ikke lige store, men hun havde i forvejen en stor barm, så hun fik reduktion på det andet bryst og de sidder bedre end de gjorde før.
Arrene er heller ikke slemme, særligt ikke nu her 2-3 år efter.

Hun bliver scannet hvert halve år, men der har intet været. Blodprøver er også fine.

Kræft er heldigvis ikke i dag en dødelig sygdom (nødvendigvis). KRAM!!

[Akehurst2]

Også en hel masse tanker og kram herfra - jeg håber på et skånsomt og hurtigt og virksomt behandlingsforløb for dig

Som pårørende til kræftramte (mine forældre) var jeg rigtig glad for Kræftens Bekæmpelse, dels deres debatforum, dels deres online chat med rådgivere. Jeg syntes også tit, det var lidt lettere at skrive med fremmede end at tale med de nærmeste.

[Frandsen]

En hurtig update: CT viste ingen spredning!
Kemoen starter allerede i morgen, gyyys!

[Akehurst2]

Dejligt, at der ikke var spredning!

Held og lykke med kemoen - eller hvad man nu siger

[Vappepigen]

En hurtig update: CT viste ingen spredning!
Kemoen starter allerede i morgen, gyyys!

Åh for fanden hvor er det fantastisk at høre! Så har du udsigt til at blive helt rask!
Hvo ER jeg glad på dine vegne!

Gid jeg havde været ligeså heldig

[Krølle]

En hurtig update: CT viste ingen spredning!
Kemoen starter allerede i morgen, gyyys!

Sådan!

Du har heldigvis gode odds rent fysisk for at klare kemoen godt - ung, god fysisk form og en fighter. Go hit it, tiger!

Hvis du er alene under infusionen, kan det anbefales at bruge sygeplejerskerne som støtte. I anden sammenhæng var jeg igennem en lynudredning og opstart af infusions-behandling, som var hård ved kroppen, dagen efter diagnose. Hovedet kunne på ingen måde følge med, og der var det guld værd at have en garvet sygeplejerske ved hånden. Jeg brugte et egentlig ikke, men der var en kæmpe tryghed i at vide, at der sad en bunke af viden og støtte et par meter væk - navnlig når virkeligheden indhentede en og man (jeg) pludlig følte det som verdenshistoriens største bagholdsangreb at sidde der med drop i armen og en fremtid, der var ramlet om fødderne på mig.

Skal du indlægges eller kan du nøjes med ambulant behandling?

[Myresluger]

Åh hvor er det forfærdeligt! Jeg håber alt det bedste!

[Fræksak]

En hurtig update: CT viste ingen spredning!
Kemoen starter allerede i morgen, gyyys!

Pragtfuldt, det var da dagens gode nyhed!!

[Skralde]

Skønt at den ikke har spredt sig!

[Atinas206]

Først vil jeg starte med at sige, at jeg er virkelig ked af, at du er blevet ramt af den lortesygdom.

Min mand fik konstateret kræft i næsesvælget, da vores fælles barn nummer 2 var 1 måned gammel. Derudover var vores den ældste 3 år, og drengens søn var 10 år.

Det var fandme en hård tid. Det var bare slet ikke sådan, at jeg have forventet min barsel skulle være. Manden var i et knaldhårdt kemoforløb og derefter igennem strålebehandling 6 dage om ugen i 6 uger (og vi har over 1 times kørsel til Rigshospitalet). Han levede af proteindrikke, da han ikke kunne spise normal føde på grund af stråleskaderne i svælget.

Min mand havde stor glæde af at snakke med en rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse. Det gav han virkelig meget. Det er også en mulighed for din mand og for børnene (nu kan jeg ikke huske, hvor gamle de er). Men ellers snak med jeres læge. Få en henvisning til en psykolog. Så kan I altid tage stilling til senere, om I vil bruge den.

Vi fik det råd fra både læger og rådgivere, at vi skulle svare ærligt på alle børnenes spørgsmål - også de svære spørgsmål. Så du gør det helt rigtige.
Derudover var de to store med inde og se strålemaskinen, og de fik lov at se slangen, der løb ind i armen og flasken med kemo. (kemokur der skulle løbe ind i kroppen over 48 timer). De så også på, da vi barberede mandens hår helt af. De blev inddraget i det omfang, som de selv havde lyst til.
Vi lavede også en kalender, hvor mandens strålebehandlinger var skrevet på. Når en strålebehandling var overstået, så blevet den streget over med overstregningstusch. På den måde kunne børnene også se, hvor langt vi var i forløbet, og vi kunne sammen tælle, hvor mange, der manglede.

Vi meldte også hurtigt ud til familie, venner, arbejdsplads, institutioner og naboer. En pædagog hjalp med små gule lapper, hvis der var noget specielt, der skulle huskes til børnehaven. Venner kom forbi med mad til fryseren. Naboerne skovlede sne. Mødregruppen (som var den samme som med den ældste) blev brugt som mit frirum og rådgivergruppe. Min mor "passede" mig og børnene hver anden weekend, hvilket betød, at jeg fik tanket op, børnene blev forkælet og manden fik ro til at hvile og slappe af.

Derudover havde jeg min terminsgruppe på debatten, som jeg også brugte. Det var rart at skrive med nogen, som ikke kendte mig. De ved det nok ikke rigtig selv, men de hjalp mig meget.

Folk vil meget gerne hjælpe. Men nogle gange skal man også huske at bede om hjælpen. Nogle vil nemlig heller ikke blande sig.

Synes, at det er en god ide at melde ud til de andre forældre via facebook. Men skriv evt. om du har lyst til at snakke om det/helst ikke vil snakke om det. At de kan spørge løs/skal holde deres spørgsmål for sig. Jeg tror, at mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at gøre folk kede af det. Og de ved ikke rigtig, om det er okay at spørge.

Her oplevede jeg, at det altid var mig, som folk henvendte sig til. Folk skrev til mig eller spurgte mig i stedet for min mand. Mange af spørgsmålene gik på, hvordan min mand havde det. Jeg blev sgu lidt træt af det. Der var sjældent nogen, der spurgte "hvordan har du det?". Så jeg håber også, at din mand husker sig selv. Der er ingen, der forventer, at han kan være supermand og klare det hele. Det er der ingen, der forventer -af nogen af jer. Så det er sgu okay at blive sur og ked af det. Det er okay, at synes at verden er uretfærdig og at alt bare er lort.
Men brug hinanden og jeres omgangskreds.
Gør det, som I finder rigtigt for jer - ikke det som I tror andre forventer/mener.

Jeg håber, at kemobehandlingen ikke bliver for hård ved dig, og jeg håber at den lortesygdom bare tager og fucker af.