Bekymring over vennepar

[HerErJeg]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

[TomKah]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er dig der er privilegieblind?

Jeg har også haft en veninde som havde det virkelig hårdt og kæmpede på super mange fronter, men jeg kunne sagtens se at mit liv på mange punkter var lettere. Jeg sad ikke i quicksandet. Jeg kunne ikke hjælpe hende op, for hun sad der, og hovedparten af årsagen var at finde i hendes egen psyke. Så hun skulle finde sin ben og sit selvværd, og så begyndte det at lysne. Jeg var rigtig bekymret, men igen.... det eneste man kan gøre er jo at aflaste dem. Tilbyde at passe børn eller hjælpe med noget praktisk.

[Misantropen]

Generelt mener jeg det er sådan noget man skal kunne snakke med sine venner om, hvis det bunder i en eller anden reel bekymring og relationen er til det.

Selvom de fleste overvægtige har øjne i hovedet eller man godt kan regne og mærke at man har det dårligt er det ikke altid man kan se sig ud af det. Der kan gode venners omsorg og støtte være guld værd.

Så afhængig af hvad bekymringerne ang. venneparret reelt bunder i vil jeg næsten mene det er jeres pligt ikke at vende det blinde øje til. Dog med forbehold for at der er ting andre ikke kan eller skal blande sig i, eks. om de bor rodet hvis børnene trives og hjemmet ikke udgør en sikkerheds- eller sundhedsrisiko. Og selvom I kan snakke om det er det ikke sikkert deres standarder for deres hjem, kost m.m. matcher jeres og det må I så respektere.

[ajnaM]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Men så er du vel klar over, hvor skoen trykker?

Hvis du vil hjælpe, tænker jeg, at næste skridt er at spørge, om de har behov for hjælp og evt foreslå/spørge ind til nogle konkrete ting. Og det er jo så dér, man nok skal kende dem (og jer) for at komme med forslag.

Dog er min egen erfaring, at det vil hjælpe meget lidt at gå direkte på overvægten og komme med ‘gode råd’ her. Hvis man reelt vil hjælpe, tror jeg, man skal noget andet. Jeg tror samtidig, at det kan kræve ret meget, hvis man virkelig skal gøre sig nogen forhåbninger om at hjælpe - så jeg ville nok også afgøre med mig selv, om jeg ville lægge den indsats. Og hvis jeg må være så ærlig, lyder de måske ikke til at være dine bedste venner?

[ajnaM]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er dig der er privilegieblind?

Jeg har også haft en veninde som havde det virkelig hårdt og kæmpede på super mange fronter, men jeg kunne sagtens se at mit liv på mange punkter var lettere. Jeg sad ikke i quicksandet. Jeg kunne ikke hjælpe hende op, for hun sad der, og hovedparten af årsagen var at finde i hendes egen psyke. Så hun skulle finde sin ben og sit selvværd, og så begyndte det at lysne. Jeg var rigtig bekymret, men igen.... det eneste man kan gøre er jo at aflaste dem. Tilbyde at passe børn eller hjælpe med noget praktisk.

Jeg ved ikke, om det er det eneste? Var det min bedste veninde, kunne jeg gøre langt mere. Jeg har en håndfuld mennesker tæt på mig, som jeg aldrig bare ville kunne tænke ‘hold da op, stakkels dem’ og så ellers vende tilbage til hverdagen.

Men ofte er det ikke de tætteste relationer, der ender sådan. Måske netop fordi de tætteste relationer har det med at løfte hinanden, før man når derud.

[DetSorteCirkus]

Det, du skriver i dit seneste indlæg, minder mig lidt om min mors syn på min onkels boliger (lejlighed og sommerhus). Min mor var både meget pertentlig og meget dygtig til at holde sit hjem ordentligt, overskueligt og rent. God til rutine og struktur.
Min onkel er lige omvendt, ligesom jeg i øvrigt også selv er det, og stort set hver gang, vi havde besøgt min onkel, kommenterede min mor bagefter på et eller andet ved de fysiske rammer. Det var faktisk ikke kritik eller bekymring; snarere en undren over at have et tæt familiemedlem, der på dette punkt var så anderledes.

Nu tilhører min onkel højere middelklasse og har aldrig haft sociale eller økonomiske problemer, så på den måde var situationen en anden, men det fællestræk, jeg ser, er, at jeg faktisk, jo mere jeg læser om jeres syn på venneparret, først og fremmest bemærker en stor forundring hos jer over at møde en livsstil, der er i modstrid med jeres egen. Måske spiller det en rolle, at I nu har kendt dem i 20 år og ikke forstår, at de, i jeres øjne, ikke kommer videre og bare sidder fast i overvægt, rod og en generel følelse/oplevelse af modgang her i livet?
I starten troede jeg, at der var tale om, at I observerede en krise hos vennerne, hvor jeg nu mere fornemmer, at der er tale om mere af det samme. Forskellige forudsætninger, forskellige standarder og ja, bare forskellige måder at gøre tingene på og gribe livet an på.

[1234]

Jeg tror, den bekymring ofte opstår, når man møder folk, der er et andet sted end en selv. Jeg kommer eksempelvis fra en familie, der læser utroligt mange bøger, og det bekymrer mig altid, når jeg kommer i hjem, hvor man ikke læser for sine børn - i øvrigt både rige og fattige hjem. Jeg tror, andre har andre ting, de bekymrer sig over - børn der ikke dyrker sport/bevæger sig, børn der ikke kommer på udlandsferie, børn der bor i små lejligheder… man bekymrer sig over børn, der vokser op markant anderledes end man selv gjorde.

Sorry, hvis jeg går lidt off-topic, men jeg synes virkelig denne del er interessant!
For det er noget jeg i den grad har observeret ved mig selv efter jeg er blevet mor.
Før det tænkt jeg ikke ret meget over, at andre gjorde tingene anderledes end mig selv.
Men nu oplever jeg relativt jævnligt, at jeg lige får lidt ondt i maven, hvis nogle forældre gør tingene meget anderledes end jeg ville have valgt.
Jeg er blevet meget mere forstående overfor, hvor den meget forældre-bashing i samfundet kommer fra

[Pjeps]

Man skal være meget varsom med at fortælle andre at de er forkerte, ser forkerte ud, spiser forkert, bor forkert og tager hånd om deres børn forkert. Jeg tænker at man som minimum skal vente til der kommer en åbning hvor de selv ønsker hjælp, og samtidig skal man være klar med med noget konkret hjælp.

[ajnaM]

Jeg tror, den bekymring ofte opstår, når man møder folk, der er et andet sted end en selv. Jeg kommer eksempelvis fra en familie, der læser utroligt mange bøger, og det bekymrer mig altid, når jeg kommer i hjem, hvor man ikke læser for sine børn - i øvrigt både rige og fattige hjem. Jeg tror, andre har andre ting, de bekymrer sig over - børn der ikke dyrker sport/bevæger sig, børn der ikke kommer på udlandsferie, børn der bor i små lejligheder… man bekymrer sig over børn, der vokser op markant anderledes end man selv gjorde.

Sorry, hvis jeg går lidt off-topic, men jeg synes virkelig denne del er interessant!
For det er noget jeg i den grad har observeret ved mig selv efter jeg er blevet mor.
Før det tænkt jeg ikke ret meget over, at andre gjorde tingene anderledes end mig selv.
Men nu oplever jeg relativt jævnligt, at jeg lige får lidt ondt i maven, hvis nogle forældre gør tingene meget anderledes end jeg ville have valgt.
Jeg er blevet meget mere forstående overfor, hvor den meget forældre-bashing i samfundet kommer fra

Altså, nogle ting ER dårlige for børn. Hvis børnene ikke får børstet tænder, ikke får mad nok, ikke har ordentligt vintertøj osv.

Men meget er også prioriteringer - valg eller normer for en gruppe eller nedarvet kultur i en familie. Og det er bare ikke så sort/hvidt, hvad der er godt eller skidt. Det kommer an på målestokken.

Jeg tænker, inden man underretter, at man skal gøre sig helt klart om man er i den ene eller den anden kategori. Jeg synes eksempelvis, noget af det værste, man kan gøre som forælder, er at placere børnene foran en iPad hele dagen, men det er jo bare mig, der ser det sådan. Andre forældre ville helt sikkert kunne se på mine børn og tænke, at jeg gjorde tingene helt forkert - og sådan tror jeg, det er hele vejen rundt.

Det forældrepar, jeg talte om tidligere, synes eksempelvis, det er virkelig synd for vores børn, at de skal vokse op midt i Kbh, hvor der ikke er en have. De synes også, at vores børn er alt for meget i institution, og at det er synd, at vi begge arbejder så meget.

[Purple Haze]

Noget jeg konkret selv har oplevet er venner der kom og hjalp mig da jeg havde det svært, og havde nogle praktiske ting jeg skulle have ordnet.

En situation hvor jeg havde brug for hjælp, og havde luftet det - og fik et oprigtigt ‘du siger bare til’. Hvilket gjorde at jeg rent faktisk sagde til og de, og en del andre, troppede op og hjalp mig. Hvor det ellers kan være svært at bede om hjælp.

Og en anden veninde der pressede på og vist nok endte med at sige: er du hjemme lørdag? Så kommer jeg kl 13 og så rydder vi to op i jeres kælder! Bum!
Hun kom, vi brugte 3-4 timer på at rydde op i kælderen og så kørte hun hjem igen. Med ingen forventninger om noget som helst.
Så blev det gjort!

[LadyFox]

Nogle af de ting du nævner som bekymrende er noget hvor jeg udfra mit liv (både som voksen og som barn i min familie) anser som ret almindelige hverdags-bekymringer som jeg selv ville være ked af ville blive set i det lys jeg fornemmer du ser det i.

Nu er jeg barn af en, er selv en, og får barn med en der er ansat i et lavtlønnet kommunalt omsorgsfag - og der er der massere mulighed for at rende ind i lorte chefer, konstant skiftende chefer, dårlige arbejdstider og shitty-ferieplanlægning. Og det med arbejdstider og ferieplaner er langt hen af vejen mere et vilkår end et personligt problem man bare lige løser. Dermed ikke sagt at man ikke finder en mulighed for at få det løst på, men der ændre da ikke på at det ikke stadig kan være en frustration i hverdagen.

Lidt som at hverken i mit barndomshjem eller i mit voksne liv er en cykel noget man nødvendigvis bare lige går ud og køber - igen dermed ikke sagt at man ikke finder en løsning og får det til at fungere - men en genstand til flere tusinde kroner er ikke bare lige et greb i lommen - og altså vi ved da alle sammen at cyklen altid bliver stjålet i samme måned som køleskabet står af, og vinterjakken går i stykker fordi sådan er det åbenbart bare. Og så må der prioriteres lidt om osv. Og det kan da også være pisse træls. Men altså, så længe udgifterne til boligen bliver betalt, alle har fornuftigt tøj på kroppen, ingen går sultne i seng og hele familien kan komme i skole og på arbejde så er det vel ikke jordens undergang at det for nogle kan være en frustration at stå med en uforudset udgift på en ny cykel.

[TomKah]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er dig der er privilegieblind?

Jeg har også haft en veninde som havde det virkelig hårdt og kæmpede på super mange fronter, men jeg kunne sagtens se at mit liv på mange punkter var lettere. Jeg sad ikke i quicksandet. Jeg kunne ikke hjælpe hende op, for hun sad der, og hovedparten af årsagen var at finde i hendes egen psyke. Så hun skulle finde sin ben og sit selvværd, og så begyndte det at lysne. Jeg var rigtig bekymret, men igen.... det eneste man kan gøre er jo at aflaste dem. Tilbyde at passe børn eller hjælpe med noget praktisk.

Jeg ved ikke, om det er det eneste? Var det min bedste veninde, kunne jeg gøre langt mere. Jeg har en håndfuld mennesker tæt på mig, som jeg aldrig bare ville kunne tænke ‘hold da op, stakkels dem’ og så ellers vende tilbage til hverdagen.

Men ofte er det ikke de tætteste relationer, der ender sådan. Måske netop fordi de tætteste relationer har det med at løfte hinanden, før man når derud.

Det er måske off topic men jeg er en lille smule nysgerrig på hvad man kan gøre for andre mennesker med problemer andet end at støtte, lytte og være der for dem? Rigtig mange problemer kan jo ikke løses og selvom man måske har truffet nogle livsvalg som har vist sig at gøre livet mere kompliceret, er det jo lang fra alle der kan eller skal gøres om?

[ajnaM]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er dig der er privilegieblind?

Jeg har også haft en veninde som havde det virkelig hårdt og kæmpede på super mange fronter, men jeg kunne sagtens se at mit liv på mange punkter var lettere. Jeg sad ikke i quicksandet. Jeg kunne ikke hjælpe hende op, for hun sad der, og hovedparten af årsagen var at finde i hendes egen psyke. Så hun skulle finde sin ben og sit selvværd, og så begyndte det at lysne. Jeg var rigtig bekymret, men igen.... det eneste man kan gøre er jo at aflaste dem. Tilbyde at passe børn eller hjælpe med noget praktisk.

Jeg ved ikke, om det er det eneste? Var det min bedste veninde, kunne jeg gøre langt mere. Jeg har en håndfuld mennesker tæt på mig, som jeg aldrig bare ville kunne tænke ‘hold da op, stakkels dem’ og så ellers vende tilbage til hverdagen.

Men ofte er det ikke de tætteste relationer, der ender sådan. Måske netop fordi de tætteste relationer har det med at løfte hinanden, før man når derud.

Det er måske off topic men jeg er en lille smule nysgerrig på hvad man kan gøre for andre mennesker med problemer andet end at støtte, lytte og være der for dem? Rigtig mange problemer kan jo ikke løses og selvom man måske har truffet nogle livsvalg som har vist sig at gøre livet mere kompliceret, er det jo lang fra alle der kan eller skal gøres om?

Altså, man kan vel hjælpe økonomisk, med aflastning gennem en længere periode, med hjælp til at planlægge/udføre et reelt forløb… det er nok lidt abstrakt at forestille sig, når man ikke har den konkrete problemstilling (og relation i øvrigt), men var det en af mine tætte, ville jeg gå ret langt.

Men altså, det kræver jo, at der er et erkendt og alvorligt problem, og at der er en vilje til at løse det.

[TomKah]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er dig der er privilegieblind?

Jeg har også haft en veninde som havde det virkelig hårdt og kæmpede på super mange fronter, men jeg kunne sagtens se at mit liv på mange punkter var lettere. Jeg sad ikke i quicksandet. Jeg kunne ikke hjælpe hende op, for hun sad der, og hovedparten af årsagen var at finde i hendes egen psyke. Så hun skulle finde sin ben og sit selvværd, og så begyndte det at lysne. Jeg var rigtig bekymret, men igen.... det eneste man kan gøre er jo at aflaste dem. Tilbyde at passe børn eller hjælpe med noget praktisk.

Jeg ved ikke, om det er det eneste? Var det min bedste veninde, kunne jeg gøre langt mere. Jeg har en håndfuld mennesker tæt på mig, som jeg aldrig bare ville kunne tænke ‘hold da op, stakkels dem’ og så ellers vende tilbage til hverdagen.

Men ofte er det ikke de tætteste relationer, der ender sådan. Måske netop fordi de tætteste relationer har det med at løfte hinanden, før man når derud.

Det er måske off topic men jeg er en lille smule nysgerrig på hvad man kan gøre for andre mennesker med problemer andet end at støtte, lytte og være der for dem? Rigtig mange problemer kan jo ikke løses og selvom man måske har truffet nogle livsvalg som har vist sig at gøre livet mere kompliceret, er det jo lang fra alle der kan eller skal gøres om?

Altså, man kan vel hjælpe økonomisk, med aflastning gennem en længere periode, med hjælp til at planlægge/udføre et reelt forløb… det er nok lidt abstrakt at forestille sig, når man ikke har den konkrete problemstilling (og relation i øvrigt), men var det en af mine tætte, ville jeg gå ret langt.

Men altså, det kræver jo, at der er et erkendt og alvorligt problem, og at der er en vilje til at løse det.

Det ville jeg helt sikkert også, men der er jo stadig "bare" støtte. Man kan jo ikke ret meget mere end det. Og jeg synes bestemt heller ikke man kan tillade sig at forsøge at kontrollere andre som forsøger at finde deres ben. Eller forsøge at løse problemer hvis afsenderens ønske blot er at ventilere.
Men igen det afhænger af relationen og den konkrete problemstilling.

Jeg synes dog ikke der er noget der indikerer i den beskrevne situation som indikerer reelle økonomiske problemer. Det betyder ikke at der ikke kan være økonomiske begrænsninger eller spekulationer, men i det beskrevne tilfælde virker den pågældende familie jo til at have styr på det. Det var noget andet hvis vi var ude i noget quicklån eller dårlig spiral.

[ajnaM]

Taler du med dine venner om, hvordan de har det? Det lyder måske ikke helt sådan, og i så fald ville jeg begynde dér, hvis jeg for alvor ville hjælpe.

Har de problemer i forholdet? Økonomisk? Er der noget andet, der trykker? Hvorfra stammer det underskud, du oplever - er der sket noget, eller har det altid været sådan? Hvordan oplever de det? Hvordan har dine venner det med deres og børnenes overvægt? Forsøger de at håndtere det?

Jeg tror ikke, man kan hjælpe ret meget bedre end at tale med dem, og lige meget hvad begynder al hjælp med forståelsen.

Og så skal du/I gøre op med jer selv, hvor langt I vil gå med hjælp. Hvad vil du gerne gøre for familien? Hvad har I selv overskud til, mentalt og økonomisk?

Det gør vi for så vidt. Vi ser dem måske hver 2. måned, og vi er på god og fortrolig fod med hinanden. Og der bliver virkelig luftet et hav af problener. Der er nærmest ikke den ting som de skal bøvle med, noget som nærmest ikke findes tilsvarende i vores liv.
Jeg kan få det indtryk, at de er de små mennesker som skal kæmpe mod systemet. At det altid er dem som får en lortechef, dårlig arbejdstid, dårlig ferieplaner.
Det er altid dem der bøvler med stort og småt som ikke virker, både mekanisk og delvist menneskeligt.
Der vælges altid billigste og hurtigste løsning, men det er sjældent det bedste eller mest holdbare.

Når så vi er sammen, så er dagen gået til sidst, og vi skilles. Så sidder vi tilbage og har hørt det mest utrolige, set det mest utrolige, men nu skal vi hjem.
Så er tankerne fyldt med "hold nu kæft en omgang", men det bliver jo ikke gjort noget ved det, heller ikke fra vores side.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er dig der er privilegieblind?

Jeg har også haft en veninde som havde det virkelig hårdt og kæmpede på super mange fronter, men jeg kunne sagtens se at mit liv på mange punkter var lettere. Jeg sad ikke i quicksandet. Jeg kunne ikke hjælpe hende op, for hun sad der, og hovedparten af årsagen var at finde i hendes egen psyke. Så hun skulle finde sin ben og sit selvværd, og så begyndte det at lysne. Jeg var rigtig bekymret, men igen.... det eneste man kan gøre er jo at aflaste dem. Tilbyde at passe børn eller hjælpe med noget praktisk.

Jeg ved ikke, om det er det eneste? Var det min bedste veninde, kunne jeg gøre langt mere. Jeg har en håndfuld mennesker tæt på mig, som jeg aldrig bare ville kunne tænke ‘hold da op, stakkels dem’ og så ellers vende tilbage til hverdagen.

Men ofte er det ikke de tætteste relationer, der ender sådan. Måske netop fordi de tætteste relationer har det med at løfte hinanden, før man når derud.

Det er måske off topic men jeg er en lille smule nysgerrig på hvad man kan gøre for andre mennesker med problemer andet end at støtte, lytte og være der for dem? Rigtig mange problemer kan jo ikke løses og selvom man måske har truffet nogle livsvalg som har vist sig at gøre livet mere kompliceret, er det jo lang fra alle der kan eller skal gøres om?

Altså, man kan vel hjælpe økonomisk, med aflastning gennem en længere periode, med hjælp til at planlægge/udføre et reelt forløb… det er nok lidt abstrakt at forestille sig, når man ikke har den konkrete problemstilling (og relation i øvrigt), men var det en af mine tætte, ville jeg gå ret langt.

Men altså, det kræver jo, at der er et erkendt og alvorligt problem, og at der er en vilje til at løse det.

Det ville jeg helt sikkert også, men der er jo stadig "bare" støtte. Man kan jo ikke ret meget mere end det. Og jeg synes bestemt heller ikke man kan tillade sig at forsøge at kontrollere andre som forsøger at finde deres ben. Eller forsøge at løse problemer hvis afsenderens ønske blot er at ventilere.
Men igen det afhænger af relationen og den konkrete problemstilling.

Jeg synes dog ikke der er noget der indikerer i den beskrevne situation som indikerer reelle økonomiske problemer. Det betyder ikke at der ikke kan være økonomiske begrænsninger eller spekulationer, men i det beskrevne tilfælde virker den pågældende familie jo til at have styr på det. Det var noget andet hvis vi var ude i noget quicklån eller dårlig spiral.

Støtte kan jo komme i mange former. Jeg kan tænke på mange problemer, der kan afhjælpes ved massiv støtte og aflastning - eksempelvis at tage børnene faste dage, konkret hjælp til indsatser/forløb, at aftale at følge x til y en gang om ugen, økonomisk støtte til specifikke formål eller hvad det nu kunne være.

Men nej, jeg tænker heller ikke i første omgang, at det er det, TS er ude i. Min pointe var bare, at det er lidt trist at tænke, at man ikke reelt kan hjælpe, hvis begge parter ønsker det - det tror jeg ofte, man kan.