To fester på samme dag

[ina]

Mange nævner at hun sikkert gerne vil være tættere. Jeg kan slet ikke se det. Hun var i øvrigt med til min fødselsdag sidste år også, og vi fejrede tilfældigt nytår sammen. Jeg undrer mig slet ikke over at jeg bliver inviteret, jeg undrer mig over at det (måske) kan gøre hende ked af, at jeg ikke kommer, fordi jeg netop ikke ser vores relation som tæt. Vi er ikke veninder.

Jeg takkede ja i første omgang, fordi det sikkert ville blive fint og hyggeligt. Og velvidende at jeg ville tage hjem et godt stykke tid inden midnat.

Kan godt se at formuleringen jeg kom med måske var unfair. Den tager jeg så på mig.

Jeg er elendigt humør i dag, så jeg lader tråden lægge for nu. Tak for hjælp og svar til jer alle.

[Delfin]

Jeg spurgte hvad hun ville synes om, at jeg meldte afbud til hendes fødselsdag, fordi jeg havde fået en anden invitation også, ogs stod i et dilemma. Hertil svarer hun, at hun selvfølgelig er ked af hvis jeg ikke kommer, men at hun synes at jeg skal tage til den anden fødselsdag, hvis jeg føler for det.

Kan godt være det var usandsynligt, at hun ville svare anderledes, hvis hun synes det modsatte af det hun skrev. men det ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre med..

Det er en vennekreds på 4 par, som vi er en del af, hvor mændene kender hinanden for mange år tilbage. Hun har inviteret de to andre koner også, hvoraf den ene har meldt afbud. Som den eneste overhovedet af de inviterede iøvrigt.

Det er for sent nu, men jeg ville have taget den pr. telefon i stedet for sms. Ting på skrift kan så let misforstås. Nu er du i tvivl om, hvad hun egentlig mener, og det er langt lettere, at fornemme en stemning mundtligt, når man har muligheden for at snakke lidt frem og tilbage.

[Tibbler]

Mange nævner at hun sikkert gerne vil være tættere. Jeg kan slet ikke se det. Hun var i øvrigt med til min fødselsdag sidste år også, og vi fejrede tilfældigt nytår sammen. Jeg undrer mig slet ikke over at jeg bliver inviteret, jeg undrer mig over at det (måske) kan gøre hende ked af, at jeg ikke kommer, fordi jeg netop ikke ser vores relation som tæt. Vi er ikke veninder.

Jeg takkede ja i første omgang, fordi det sikkert ville blive fint og hyggeligt. Og velvidende at jeg ville tage hjem et godt stykke tid inden midnat.

Kan godt se at formuleringen jeg kom med måske var unfair. Den tager jeg så på mig.

Jeg er elendigt humør i dag, så jeg lader tråden lægge for nu. Tak for hjælp og svar til jer alle.

Hvis jeg prøver at sætte mig i hendes sko, så tænker jeg følgende:

Fornuften kan jo sagtens forstå, at det betyder mere for dig, at komme til fødselsdag hos en veninde, som du har en meget tættere relation til - Sådan ville jeg nok også have det. Så den del af det er fair nok.

Men derfor kan det jo godt gøre lidt ondt at blive valgt fra - også selvom relationen ikke er den tætteste.

Jeg synes, ideen med at sende blomster er rigtig fin.

[Mani]

Mange nævner at hun sikkert gerne vil være tættere. Jeg kan slet ikke se det. Hun var i øvrigt med til min fødselsdag sidste år også, og vi fejrede tilfældigt nytår sammen. Jeg undrer mig slet ikke over at jeg bliver inviteret, jeg undrer mig over at det (måske) kan gøre hende ked af, at jeg ikke kommer, fordi jeg netop ikke ser vores relation som tæt. Vi er ikke veninder.

Det er nok et spørgsmål om hvor social man er og typen af relationer man har. Jeg ville aldrig inviterer til en fødselsdag hvis det ikke enten var en veninde eller en jeg gerne ville have til veninde. Derfor nævner jeg det med, at hun måske ønsker at være tættere.

[Aima]

Altså, det er ikke fordi, jeg ikke forstår pointen, men igen bliver det et spørgsmål om principper og teori, når man bruger den der 'hvis alle gjorde sådan'-tese, men virkeligheden er ofte en anden. I praksis er det nok ret urealistisk at 10 mennesker bailer en fest for en anden fest samme aften. Når det handler om mennesker, foretrækker jeg at forholde mig nogenlunde til potentiel praksis fremfor principiel teori.

Generelt synes jeg nok bare, mennesker har en tendens til at have principper for princippernes skyld, og helt ærligt synes jeg bare det bliver for noller og unødvendigt i en del tilfælde. Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg langt hellere vil lade mig guide af egen moralkodeks, dømmekraft og mavefornemmelse, end jeg vil gøre og mene alt muligt, fordi det er en eller anden objektiv rettesnor for, hvordan man bør tænke og ræsonnere, når man træffer sine valg. Nuancerne er så mange. Havde vi været inviteret tre-fire mennesker, havde jeg som eksempel ikke meldt afbud, heller ikke, hvis festen var den kommende eller næstkommende weekend, men en facebookinvitation fra et menneske, jeg kun kender ganske overfladisk, til en fest der ligger flere måneder ude i tiden, og hvor jeg med ret stor sandsynlighed ved, at min tilstedeværelse ikke vil påvirke værtindens aften synderligt, kunne jeg godt finde på at melde afbud til under særlige omstændigheder, men som sagt ville jeg melde klart ud.

Jeg har ofte holdt sådan nogle fester, hvor jeg har inviteret mennesker, jeg kun kendte overfladisk, oftest fordi vi havde en fælles ven/veninde der skulle med. Hvis en af dem havde meldt afbud til min fest, fordi en tættere og vigtigere relation blev prioriteret, ville jeg hverken føle mig forfordelt eller trådt på. Jeg ville helt oprigtigt synes at det rigtige var at gøre, hvad man selv følte mest for, for jeg ville udmærket kunne forstå og det ville ikke påvirke min lyst til at invitere en anden gang, jeg ville på ingen måde tage det personligt.

Men mennesker er forskellige, og vi tager jo nok hver især udgangspunkt i egne følelser, tror jeg. Jeg har det sådan, at jeg ville finde det åndssvagt at nogen dukker op til min fest af pligt, hvis de meget hellere vil være et andet sted, og jeg ville finde det møgnederen, hvis de som alternativ havde stukket en løgn, for at slippe. Som vært ville jeg foretrække ærlighed, og det ville jo så være mit udgangspunkt for mit valg, hvis dilemmaet var mit.

Det må være fedt at tro det ikke rigtigt er noget sker i praksis, for det betyder man aldrig har været udsat for det. Personligt har jeg dog prøvet præcis det nok gange til at jeg mener det er langt mere en realitet end end en teori.

Jeg har stået og gjort klart til den helt store fest - mere end en gang - og så ende med et mandetal fra 10-20 stykker, til 3-4 stykker i sidste ende - det er for mig en af de mest nedern følelser i verden ... og derfor mener jeg også det er ekstremt nedern at melde fra efter man har sagt ja, med mindre man reelt bliver syg, skal til begravelse eller bliver kaldt på arbejde. Det strider i mod midt moralkodeks og hvordan jeg synes man bør opføre sig.

Jeg forstår udmærket det er nederen at stå med en klar-parat fest og 75% melder fra i sidste øjeblik, da særligt hvis det er sket flere gange, men det er jo ikke dét, jeg taler om, tværtimod udspecificerer jeg faktisk at én af mine bevægegrunde for, hvorfor jeg ville acceptere det med et skuldertræk, netop er det faktum, som tilfældet her, at der er god tid og man intet messer up.

Jeg har prøvet nogle gange, at enkelte har meldt afbud til min fest selvom de først havde takket ja, fordi noget andet imidlertid blev prioriteret over, det har jeg haft forståelse for, dels fordi der virkelig var tale om uheldige sammentræf, og den slags bare ikke sker særligt ofte for hverken mig eller mine venner og bekendte, jeg mener, SÅ mange forskellige invitationer ryger der bare ikke ind hver weekend at det er et tilbagevendende problem. Og dels fordi jeg i de få tilfælde det er sket, udmærket har kunne forstå og sætte mig ind i prioriteringen.

Jeg ved ikke om andre mennesker bare vælter sig i festtilbud og invitationer, altså, jeg synes faktisk jeg selv er ret priviligeret hvad det angår, men de få gange, jeg selv har oplevet at to invitationer ramte samme dato, har det ikke været forbundet med et dilemma for mig, jeg er mødt op til det, jeg takkede ja til først, ikke af princip, men fordi jeg ikke har haft følelsesmæssig lyst til eller behov for at forfordele en fest, jeg havde sagt ja til, til fordel for en anden fest. Jeg har én gang meldt afbud til en god venindens fødselsdag et par dage før, fordi en anden god veninde havde mulighed for at ses, sidstnævnte bor i Skotland og kom uplanlagt hjem, fordi hendes mor havde fået kræft og skulle påbegynde kemo med det samme. Hun var dog kun i Danmark en weekend, så jeg prioriterede hende dér og det forstod alle, om det var kræft-faktoren der spillede ind, ved jeg ikke, men jeg havde prioriteret hende uanset, fordi vi ses så sjældent. Dét er min eneste referenceramme so far, for i min verden er der bare ikke så mange tilbud og festmuligheder at jeg eller folk i min omgangskreds oplever den slags dilemmaer mere end meget, meget sjældent. Og hvis det pludselig skulle blive et tilbagevendende problem at jeg inviterede mennesker til fest, klargjorde en masse og op mod 75% gang på gang bailede i sidste øjeblik, ville jeg stadig ikke ændre min egen tilgang til principper. Jeg ville nok nærmere revurdere min tilgang til de mennesker, jeg brugte tid og energi på at invitere til fest.

[Purple Haze]

Jeg er blevet bedre til at sige 'måske' (hurra for FB invitationer), eller vente til tæt på SU datoen, før jeg takker ja/nej til en invitation.
Det er noget jeg har lært ved at være en af dem der "vælter sig i invitationer", for har prøvet nogle gange at der er "dukket noget mere interessant op".
Af samme grund kommer jeg heller ikke med forklaringer når jeg ikke melder mig til noget/aflyser aftaler, hvis folk spørger så fortæller jeg gerne, men vil aldrig lyve/komme med en hvid undskyldning. Men jeg er også van til at 'det kan jeg ikke overskue alligevel' er en helt accepteret undskyldning, hvis nogen har behov for at forklare sig.

Det gør så også at TS dilemma ville være helt til højrebenet for mig.
'Hej nr 1. Jeg beklager at jeg fik sagt ja til at komme til din fest om en måned, sagde ja fordi jeg gerne vil, men har fundet ud af at jeg alligevel ikke kan deltage'.

Kan godt forestille mig at nr 1 er blevet ked af at få beskrevet, hvordan hun er blevet valgt fra efter nøje overvejelser, fordi der er en anden der er vigtigere. Det var jeg da også blevet noget træt af. Så som jeg ser det ville en mere neutral besked have været pænere overfor nr 1.
Det er så for sent nu, og synes at ikke at TS skal begynde at "glatte ud" og trække i land. Hun har taget et valg, nu må hun stå ved det.

[Kommodedyret]

Lyder som om at det er to moderat fede sammenkomster, hvor den ene kun er marginalt federe end den anden. I sådan et tilfælde er jeg altså ligeglad, og hopper bare på den fest jeg sagde ja til først.

[Aima]

I øvrigt synes jeg ikke, det giver megen mening at motivanalysere for meget på, hvorfor Ina overhovedet er inviteret med, og hvad hensigten har været. Det har vi ikke en kinamands chance for at tænke os frem til, det vil være skud i tågen. Nogen tænker måske, at fødselaren har alverdens fine intentioner om at lære hinanden bedre at kende, fremtidigt nært venindeskab og den slags, men mine associationer går umiddelbart meget mere i retning af sådan en særlig social dynamik jeg har set adskillige gange blandt mine veninder, dem i 30'erne, med hus, mand og børn. Sommetider socialiserer de med andre kvinder med samme fællesnævnere, fordi mændene arbejder sammen eller de har fælles veninder og visse væsentlige parametre tilfælles, børn og alder eksempelvis. Eller alle mulige andre tilfældigheder. Det stikker ikke nødvendigvis særligt dybt, og det er ikke nødvendigvis meningen det skal stikke særligt dybt, det er mere sådan like "Pia er sød nok, vores børn går i børnehave sammen og hende og manden ses da vist også privat med Kim og Lotte nede fra nummer 14? Hun virker også ret fin på facebook, jeg tror da lige, jeg hører om hun vil med til damemiddagen på lørdag, hun vil sikkert også komme fint ud af det med de andre"

Really, sådan noget der ser jeg forholdsvis ofte, særligt i det der segment, om det er mere udtalt i provinsen, ved jeg ikke, men jeg tror det faktisk. Jeg aner så ikke noget om, hvor TS er, hverken geografisk eller i sit liv, og det var ikke for at hæfte det specifikt på hendes historie, det var mere som et eksempel på, at der kan være flere grunde til at TS er inviteret til den fødselsdag, end at værtinden har haft en masse håbefulde planer for en udvikling af deres relation.

[Evapeva]

Det er rigtigt nok, at vi ikke aner, hvad motivet er for invitationen - men det er altså heller ikke kernen i problemet. Kernen er, at man bør tage folks invitationer seriøst, og det gør man ikke, når man party-shuffler! (forklaring følger)

Ina havde immervæk fået en invitation til en rund fødselsdag, og den skal altså tages seriøst. Dvs. man må gerne handle med etikette omkring det at være inviteret, og dermed sige pænt til eller fra. Og ikke noget midt imellem på den måde, hvor fødselaren involveres i "dilemmaet" og et eller andet sted er tvunget til at svare "ja, tag du bare til den anden fest" eller lignende, som det blev gjort efter Inas første ja.

Angående det dér med at party-shuffle, som jeg kalder det. Det er virkelig en skidt udvikling, der er igang, synes jeg.
Mange inviterer til fest via FB i dag, og det kan man måske godt tænke "hmmm" om, men ikke desto mindre er en 30-års fødselsdag en 30-års fødselsdag. Nogen har tænkt sig at holde fest, at traktere, at give gæsterne (og sig selv) en god dag/aften. Men wooow, hvor er der mange, der bruger "måske"-knappen, og trækker det dér måske i langdrag, fordi "tænk hvis jeg ikke gider alligevel/der dukker noget bedre op/andet".

Man skal eddermame komme op med årets fest med bungyjump, guld-champagne og dansende aber for ikke at risikere at blive skrottet til fordel for noget andet i sidste øjeblik (sat mega på spidsen, men jeg ser altså et problem i at flashe et "måske" og trække det i langdrag).

[Karkluden]

Det er rigtigt nok, at vi ikke aner, hvad motivet er for invitationen - men det er altså heller ikke kernen i problemet. Kernen er, at man bør tage folks invitationer seriøst, og det gør man ikke, når man party-shuffler! (forklaring følger)

Ina havde immervæk fået en invitation til en rund fødselsdag, og den skal altså tages seriøst. Dvs. man må gerne handle med etikette omkring det at være inviteret, og dermed sige pænt til eller fra. Og ikke noget midt imellem på den måde, hvor fødselaren involveres i "dilemmaet" og et eller andet sted er tvunget til at svare "ja, tag du bare til den anden fest" eller lignende, som det blev gjort efter Inas første ja.

Angående det dér med at party-shuffle, som jeg kalder det. Det er virkelig en skidt udvikling, der er igang, synes jeg.
Mange inviterer til fest via FB i dag, og det kan man måske godt tænke "hmmm" om, men ikke desto mindre er en 30-års fødselsdag en 30-års fødselsdag. Nogen har tænkt sig at holde fest, at traktere, at give gæsterne (og sig selv) en god dag/aften. Men wooow, hvor er der mange, der bruger "måske"-knappen, og trækker det dér måske i langdrag, fordi "tænk hvis jeg ikke gider alligevel/der dukker noget bedre op/andet".

Man skal eddermame komme op med årets fest med bungyjump, guld-champagne og dansende aber for ikke at risikere at blive skrottet til fordel for noget andet i sidste øjeblik (sat mega på spidsen, men jeg ser altså et problem i at flashe et "måske" og trække det i langdrag).

[vibbsen]

Tjaaa....Jeg ville have meldt fra til fest nr. 1 med et "Kære XX. Jeg har desværre ikke mulighed for at deltage i din fødselsdag den dd.april 2016 alligevel. Håber du får en dejlig fest. KH YY).

Jeg var ikke engang gået ind i at begynde at forklare hvorfor.

[ina]

Tror vi alle er enige i, at jeg formulerede min besked til fødselar 1 forkert. Den skid er imidlertid slået, og det er for sent at lave om på.

Jeg tager til fødselar 2's fest (som også er rund), og sender fødselar 1 en buket blomster.

Aima rammer btw spot on, hvad angår hvorfor jeg (tror at) jeg er blevet inviteret - og hvorfor hun iøvrigt også blev inviteret til min dengang (som dog var noget en noget større fest end hendes).