Når folk melder afbud.

[Purple Haze]

Inspireret af en anden tråd, hvor folk går meget op i at man skal forklare hvorfor man melder afbud, hvis man melder afbud til noget. Eller hvad jeg også har hørt før, at man skal forklare hvorfor, hvis man takker nej til et arrangement.

Så tænker jeg, vil i gerne have en forklaring på hvorfor folk ikke kan komme?

Spørger fordi det ligger mig lidt fjernt.

Jo hvis det ikke er i god tid kan det være fint nok at få at vide, men kan ikke rigtig bruge oplysningen til noget.

Tænker også om det kan have noget at gøre med hvor ofte man holder noget?
Hvis det er én gang hvert 5. År man invitere folk og de ikke kommer, forstår jeg måske bedre at folk gerne vil have at vide hvorfor.
End hvis de invitere mindst hvert 3. Måned.

[JoyNips]

Mnjah, både og. Det kan godt være lidt fesent bare at få en "Jeg kan ikke komme"-tilbagemelding, men omvendt synes jeg heller ikke, at folk skal stå skoleret og forklare, hvorfor de melder afbud. Jeg selv plejer at give en mellemting a la "Æv, jeg kan ikke den dag, jeg har allerede en anden aftale/skal til koncert/er i Jylland."

[Nicolait]

Sig mig unge dame skulle du ikke ligge i poolen og flade ud nu?

Jeg synes nok ikke, at man kan afkræve en begrundelse for, hvorfor de ikke kan deltage, så jeg spørger aldrig. Dog synes jeg, når det har drejet sig om større ting, som fødselsdage, studenterfest, kandidatgøgl, så har folk faktisk været gode til at forklare, hvorfor de ikke kunne deltage.
Ved mindre ting så får jeg sjældent en forklaring.

[kidkomb]

Det er høfligst at give en forklaring, for at signalere at man ikke melder afbud, fordi man ikke gider.

[didas]

Jeg er fløjtende ligeglad med folks begrundelse. Hvis jeg inviterer, så kommer folk, hvis de kan eller hvis de gider, jeg behøver ingen forklaring. I min verden er det også helt ok, hvis man melder fra fordi man helst bare vil ligge på sofaen.

Som jeg også har skrevet i en anden tråd, det er jo en invitation, ikke en indkaldelse til møde.

[LadyFox]

Det kommer lidt an på grunden - altså, hvis det har noget med mig at gøre, eller noget med mit arrangement vil jeg gerne have grunden, for så kunne det jo være at det var noget der kunne løses.
Men altså, jeg fortrækker hvis folk fortæller mig hvad der er kommet i vejen, det synes jeg klart er fedest, men jeg har også forståelse for der kan være private ting der ikke nødvendigvis kommer mig ved der står i vejen.
Men hvis den samme person flere gange aflyser arrangementer hos mig, uden at komme med en begrundelse kan det da godt påvirke min lyst til at inviterer vedkommene fremover.

Men det kommer nok også an på hvad det er for et arrangement og hvem aflyseren er - altså hvis jeg invitere mine 3 bedste veninder til fødselsdag og vin og min tætte veninde aflyser uden at fortælle hvorfor ville jeg da synes det virkede meget mærkeligt. Og jeg ville begynde at tvivle på venskabet, fordi det ville være virkelig atypisk adfærd for mine veninder.

[Anne Droid]

Sidst jeg inviterede til noget, gav de der ikke kom en begrundelse (anden konfirmation i tæt familie). Og det var jeg da glad for, i stedet for at bare få meldingen at de ikke kunne.

Sidst jeg meldte afbud til noget stort, var til nogle gode venners kobberbryllup. Min svigermor fyldte rundt og havde inviteret hele familien i sommerhus. Mine venner satte stor pris på at jeg sagde hvorfor vi ikke kom og vi aftalte at lave noget andet en anden dag.

[girl_beat]

Det er høfligst at give en forklaring, for at signalere at man ikke melder afbud, fordi man ikke gider.

Enig i dette

[lillebjoern]

Jeg må jo nok erkende at jeg helst foretrækker en forklaring, men jeg kan ikke komme med nogen rationel grund til hvorfor - måske bare fordi at det er det, min omgangskreds plejer at gøre. Jeg har ofte selv stået i en situation, hvor jeg egentlig ikke havde lyst til at deltage i et arrangement af den simple årsag, at jeg har været for stresset og faktisk bare havde brug for at flade ud i sofaen/sengen og ikke foretage mig noget. Men det er jo ikke rigtigt anset som en "godkendt" undskyldning - igen, i min omgangskreds - og så er det at man kommer ud i de der hvide løgne og, "jeg har hostet lidt, jeg skal nok ikke bevæge mig udenfor *hrm*"... Der har jeg altså stået en del gange. Men, som didas også påpeger, så kommer gæsten jo ikke, ligegyldig om han/hun skriver "Jeg er syg" eller "Jeg gider ikke". Det ville da være jævnt ubehageligt at afkræve forklaring og forsøge at overtale gæsten til at komme alligevel, både for arrangøren og gæsten.

[Mi55y]

Det kommer an på, hvor tæt en relation det var. Jeg ville finde det meget mærkeligt, hvis min tætte veninde eller nærmeste familie ikke gav en årsag til ikke at komme, og det ville da helt klart sætte nogle tanker i gang om, om det havde noget med mig at gøre. Men derudover, så længe det er inden SU-fristen, så er et "Jeg kan desværre ikke komme" fint nok.

Efter SU-fristen, dvs. en aflysning af et tidligere "ja tak" og for sent, vil jeg meget gerne have en årsag. Fordi det er høfligst, eftersom man måske allerede har spenderet på mad/drikke til denne person, og fordi årsagen ville kunne have en effekt på min relation til personen. Jeg ville f.eks. miste noget for en person, der melder afbud med årsagen, at hun er blevet inviteret til noget andet, hvorimod sygdom jo er helt OK.

Før SU, men stadig et afbud af et tidligere ja tak, skulle en overfladisk relation ikke regne med at blive inviteret igen. Jeg ville blive skuffet over en nær relation, medmindre årsagen er f.eks. et større arrangement i nær familie som f.eks. bryllup.

Og så er der den med en hvid løgn - den er måske meget god, man skal bare ikke blive taget i det! Jeg blev f.eks. lidt såret, da jeg i forbindelse med min 30-års fødselsdagsfest endte i byen efter festen og stødte ind i min barndomsveninde, som havde meldt afbud i god tid, fordi hende og hendes mand skulle noget andet. Men hun kunne åbenbart godt tage i byen med to veninder.

[Pixie88]

Jeg tror de fleste ville være glade for en forklaring, men jeg synes ikke det er noget man har pligt til, hvis man takker nej til en invitation.
Har man først sagt ja, men derefter melder afbud så synes jeg det er god opdragelse at komme med en begrundelse, men ikke noget jeg ville kræve.

[A 7]

Jeg ville også synes, det var underligt, hvis venner/familie meldte afbud uden at begrunde det. Det handler da bare om at det er hyggeligt at følge med i deres liv, ikke om at de skal stå skoleret.

[achillaxedprune]

Det er forskel på, at man takker nej i første omgang eller melder afbud efter man først har sagt ja.

Hvis det er et afbud uden først et ja, så forventer jeg ingen begrundelse... Med mindre det var nære venner og familie - der er det er almindelig høflighed lige at sige tak, men jeg kan desværre ikke pga. bla bla bla.

Hvis det er et afbud efter et ja, så forventer jeg sådan set en begrundelse... Og får jeg ikke en eller vurderer jeg ikke, at begrundelsen er rimelig, så kan det sagtens ødelægge (en del af) relationen.

Generelt forventer jeg at dem jeg omgiver mig med er høflige mennesker. Jeg et blevet for gammel og magelig til den der lemfældige omgang med min tid og forventninger. Jeg var mere ligeglad som yngre.

[Karkluden]

Nej, det synes jeg ikke, man har krav på at vide - og jeg synes i øvrigt, at alt fra "jeg har brug for at ligge på sofaen" til "jeg skal til bryllup" er helt fair, så længe man melder tilbage inden SU og at man derefter kun ændrer sit ja pga. sygdom, påtvunget job eller begravelse. Sygdom kan i øvrigt sagtens være, at man psykisk ikke magter noget den dag - det forstår jeg godt. Det sker også for mig.

Så nej, man har ikke krav på at vide det, menj eg synes helt ærligt, det er lidt spøjst, når folk bare siger "nej tak". Fordi man tænker "gider du ikke?". Og det kan jo godt være de ikke gider, det kommer vi alle ud for, men jeg plejer nu selv at give en mere eller mindre uddybende begrundelse.. altså bare "jeg er optaget til anden side" eller "jeg skal på job". Hvis jeg ved, værten er en med forståelse for, at man ikke kan overskue alting, så kunne jeg også godt finde på at sige "ved du hvad, dén uge skal jeg arbejde 56 timers nattevagt og den dag er min eneste fridag, og jeg har brug for at være for mig selv siger min erfaring mig, men jeg vil gerne finde en anden dag". Hvis personen er en, der ikke forstår/udviser forståelse for den slags, så siger jeg blot, at jeg ikke kan.

[LaScrooge]

Ved invitationen skylder man ingen forklaring, men jeg synes som andre i tråden at det helt klart er det høfligste og mest imødekommende at give en begrundelse. Bare at sige "Jeg kan desværre ikke" signalerer for mig en ligegyldighed der ikke matcher min, eftersom jeg jo trods alt inviterede dem.
For mig er hvide løgne absolut no-go, ligesom tydeligvis dårlige undskyldninger er. "Jeg har ondt i halsen" er en tynd, tynd undskyldning og ingen er døde af at tage til arrangement med ondt i halsen. Jeg kan derimod sagtens rumme - og foretrækker - en ærlig begrundelse a la "jeg har haft en skidehård uge og orker ikke party" etc, men det ville selvfølgelig kun være i orden hvsi det var et mindre arrangement, en middag fx. Er det en fødselsdag eller lignende forventer jeg, at folk har taget højde for at de skal til det, og derfor accepterer jeg fx ikke begrundelser der handler om at man er træt, ikke har råd til togbiletten o.lign. Jo vigtigere det er for mig, jo mere forventer jeg også at folk behandler mig med respekt i forbindelse med det.