Debatten

Der har været en del skriveri om, hvor svært det er at være bonus mor. Hvor meget man som bonus mor kan føle sig sat udenfor. Hvor svært det kan være at finde balancen i en konstellation med partnerens børn og ex. (m.fl.)

Jeg synes, debatten mangler at forholde sig til, hvordan moren har det med denne nye ”med-voksne”, som de jo ikke har været med til at vælge (en ny "forælder" til deres børn).

Hvor forholdet mellem de biologiske forældre fungerer godt, - de holder måske både jul, ferier og fødselsdage sammen. Når det er både mor, far og den nye voksne, er det måske her grænsen går for den nye partner? Skal deres familie tages ind? Kan de sætte en dagsorden? Eller bør de tage et skridt tilbage og lade forældrene styre slagets gang, selv de måske føler sig sat udenfor?

Nu mener jeg ikke, når det nye par er alene sammen under deres eget tag, men når det er både mor, far og nye med-voksen..
Hvem er det, der skal tage hensyn og hvem skal der tages hensyn til?

Det skal lige siges, at dette ikke på nogen måde er personligt og at det på INGEN måde handler om min Øglens – bonusmor, min eks ”nye” kæreste – som kun har været respektfuld og fin i både sin håndtering af Øglen og mig 

Jeg synes der som udganspunkt skal tages hensyn til barnet. Og hvis biomor og biofar har et godt forhold synes jeg ikke at en bonusmor skal/må prøve at sætte sig imellem. Selvfølgelig er det bonusmor der i det daglige hos faren er medbestemmende, men hun kan ikke overtage mors rolle hos børnene.
Det er en del af prisen ved at involvere sig med en, der har et barn fra tidligere forhold.

AnnAnnA skrev:Hvor forholdet mellem de biologiske forældre fungerer godt, - de holder måske både jul, ferier og fødselsdage sammen. Når det er både mor, far og den nye voksne, er det måske her grænsen går for den nye partner? Skal deres familie tages ind? Kan de sætte en dagsorden? Eller bør de tage et skridt tilbage og lade forældrene styre slagets gang, selv de måske føler sig sat udenfor?

Nu mener jeg ikke, når det nye par er alene sammen under deres eget tag, men når det er både mor, far og nye med-voksen..
Hvem er det, der skal tage hensyn og hvem skal der tages hensyn til?

Hvad mener du med, at det er "her grænsen går"? At bonusmor/far ikke skal deltage i fx ferier eller fødselsdage?

Jeg kan godt se, at det kan være vanskeligt, hvis den biologiske forælder ikke vil deltage, hvis bonusforælderen gør, men hvis det ikke er tilfældet, hvorfor så ikke lade alle være med? Og hvorfor skal den biologiske forælder i det hele taget have noget imod at bonus deltager (forudsat at der ikke er en eller anden specifik grund til det eller at bruddet er meget nyt og det hele er sårbart).

Jeg synes som udgangspunkt at man skal prøve at vise hensyn til alle involverede, så godt som muligt. Men det kan jo selvfølgelig være svært nogengange.

Hvis der ikke kan tages hensyn til alle så synes jeg ikke bare man kan udnævne en af mor eller bonusmor er ubetinget er den der skal tages hensyn til - det afhænger af situationen. Selvfølgelig burde der først og fremmest tages hensyn til der er et barn fanget midt i det hele - men hvis vi tager barnet ud af ligningen synes jeg egentlig ikke at faren skal vælge partnere efter hvad mor lige synes om hende - altså, hvad mor lige synes om farens nye kæreste må være morens eget problem.
Mor og bonus mor behøver jo altså ikke holde ferier osv. sammen hvis det ikke kan fungere, og det behøver mor og far jo egentlig heller ikke.

Jeg havde fra starten den indstilling, at mine børns fars nye kone skulle have plads, men da hun så mente, at jeg var en pestilens i hendes liv, ja, så blev det altså ikke ligefrem nemt at have med at gøre.
Især for min datter, der altså ligner mig - og det kan hun jo ikke gøre for, men hun blev dælme tit straffet for det og for at hun ikke var havheksens biologiske datter.

Derfor mener jeg, at sådan et samarbejde kræver vilje fra begge parter, og når eksens nye kæreste ikke vil, så er der ikke så meget at gøre.

Wolf & I skrev:Når jeg læser hvor svært mange har det i de nye relationer om "dine, mine og vores børn" glæder jeg mig altid over at der ALTID har været plads til mig i det forhold jeg er i.

Min kæreste har altid givet mig plads til at sige til eller fra overfor min steddatter.
Datterens mor har altid givet mig plads til at sige til eller fra overfor min steddatter - moren har heldigvis aldrig set mig som en konkurrent, været misundelig eller set mig som en trussel. Hun har tværtimod respekteret at jeg skulle have en plads i hendes datters liv.

Jeg har altid respekteret at nogle ting skulle ordnes mellem min steddatters far og mor - uden at jeg nødvendigvis skulle indblandes og jeg har selvfølgelig givet plads til dette. Både far og mor har så ment at hvis det påvirkede mit liv i forhold til steddatteren så havde jeg også noget at skulle have sagt.

Jeg er ret sikker på at det har været grunden til at vi aldrig har haft nogle større problemer og at vi sagtens kan fejre jul sammen hos min steddatters moster og onkel samt resten af deres familie. Vi har også mødtes i andre forbindelser osv.
Det har været MEGET nemt at få rollen som stedmor og fars kæreste

Jeg står heldigvis i samme situation som dig og jeg er så glad for, at det ikke er et problem og at vi sagstens kan være sammen alle sammen og det gælder ikke kun mig, men også resten af min familie, som betragter min mands datter, som lige så meget en del af familien, som vores to fælles børn.
Det var en stor dag, da min mands datter blev konfirmeret og både morens familie, min mands familie og min familie var samlet for at fejre hende. For det er jo netop hende det drejer sig om.

Hvor er jeg glad for dit indlæg! Jeg har nemlig søgt og søgt på emnet, men der står altid kun noget om, hvor svært det er for bonusmor (men aldrig bonusfar - hvorfor?)

Jeg er selv i den situation, at mine børns bonusmor gør livet sur for mig. Jeg tog imod hende med åbne arme og hun begyndte selv at henvende sig til mig pr. sms. Jeg følte, at vi havde en god kommunikation, vi deltog i fælles arrangementer osv. Men pludselig (uden at jeg ved hvorfor) frabedte hun sin kontakt til mig og samtidig kom der en hagl af kritik mod mig (leveret af min eks). Han ville bestemme at børnene hos mig SKULLE i bad hver anden dag og var meget grov. Pludselig måtte jeg heller ikke komme på deres adresse osv. osv. Jeg har altid været sød og rar over for hende og aldrig frembusende. Nu skal jeg til konfliktmægling i statsforvaltningen, fordi min eks kæreste er "bekymret" for børnene.

Værd at fortælle er måske at børnene stortrives hos mig og de elsker deres bonusfar utrolig højt. Derfor er det ved at rive mig i stykker, at faderens og mit forhold er blevet så dårligt. Og selvom han helt sikkert er den mest skyldige, så er hun helt klart medvirkende til, at det er gået så skævt

Wolf & I skrev:Når jeg læser hvor svært mange har det i de nye relationer om "dine, mine og vores børn" glæder jeg mig altid over at der ALTID har været plads til mig i det forhold jeg er i.

Min kæreste har altid givet mig plads til at sige til eller fra overfor min steddatter.
Datterens mor har altid givet mig plads til at sige til eller fra overfor min steddatter - moren har heldigvis aldrig set mig som en konkurrent, været misundelig eller set mig som en trussel. Hun har tværtimod respekteret at jeg skulle have en plads i hendes datters liv.

Jeg har altid respekteret at nogle ting skulle ordnes mellem min steddatters far og mor - uden at jeg nødvendigvis skulle indblandes og jeg har selvfølgelig givet plads til dette. Både far og mor har så ment at hvis det påvirkede mit liv i forhold til steddatteren så havde jeg også noget at skulle have sagt.

Jeg er ret sikker på at det har været grunden til at vi aldrig har haft nogle større problemer og at vi sagtens kan fejre jul sammen hos min steddatters moster og onkel samt resten af deres familie. Vi har også mødtes i andre forbindelser osv.
Det har været MEGET nemt at få rollen som stedmor og fars kæreste

Jeg ville ønske, at mine børn havde en bonusmor som dig

Min bonusmor ville på ingen måde involveres, når det gjaldt børnene, men vi deltog fint til fælles arrangementer og snakkede meget om børnene. Vi så også hinanden en lille smule privat. Jeg skrev derfor et brev til dem begge for at høre, om vi måske kunne jul sammen hvert 3. år for børnenes skyld (det var et stort ønske hos dem). Det blev de meget sure over, selvom brevet var venligt formuleret og som sagt kun en forespørgsel. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle inddrage hende i spørgsmål om opdragelse, men ville føle det mærkeligt slet ikke at involvere hende i planer omkring jul, som jo vedgår alle

Jammerdalen skrev:Jeg ville ønske, at mine børn havde en bonusmor som dig

Min bonusmor ville på ingen måde involveres, når det gjaldt børnene, men vi deltog fint til fælles arrangementer og snakkede meget om børnene. Vi så også hinanden en lille smule privat. Jeg skrev derfor et brev til dem begge for at høre, om vi måske kunne jul sammen hvert 3. år for børnenes skyld (det var et stort ønske hos dem). Det blev de meget sure over, selvom brevet var venligt formuleret og som sagt kun en forespørgsel. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle inddrage hende i spørgsmål om opdragelse, men ville føle det mærkeligt slet ikke at involvere hende i planer omkring jul, som jo vedgår alle

Hvad var deres begrundelse for at blive sure over noget, de også selv ønskede?

DetSorteCirkus skrev:

Jammerdalen skrev:Jeg ville ønske, at mine børn havde en bonusmor som dig

Min bonusmor ville på ingen måde involveres, når det gjaldt børnene, men vi deltog fint til fælles arrangementer og snakkede meget om børnene. Vi så også hinanden en lille smule privat. Jeg skrev derfor et brev til dem begge for at høre, om vi måske kunne jul sammen hvert 3. år for børnenes skyld (det var et stort ønske hos dem). Det blev de meget sure over, selvom brevet var venligt formuleret og som sagt kun en forespørgsel. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle inddrage hende i spørgsmål om opdragelse, men ville føle det mærkeligt slet ikke at involvere hende i planer omkring jul, som jo vedgår alle

Hvad var deres begrundelse for at blive sure over noget, de også selv ønskede?

Min ekskærestes begrundelse var, at hans kæreste ikke skulle involveres i noget vedrørende børnene. Han mente, at jeg skrev for meget om børnenes trivsel i brevet til dem. Det måtte jeg kun til ham.

Jeg skrev dog udelukkende til begge, fordi jeg ikke ville holde hende udenfor i spørgsmål, der også vedgår hende. Men det havde åbenbart stresset hende rigtig meget. For mig var det bare svært at gå med en pige, der meget af julemåneden var træt af, at hun ikke skulle holde jul med sin "rigtige familie" (mig og min side af familien). Den skulle holdes hos bonusmors forældre, som hun da kun havde kendt et år. I brevet skrev jeg selvfølgelig ikke ordret, hvad min datter havde sagt. Kun at det var lidt svært for hende at ændre på juletraditionerne.

Og så var jeg også lidt påvirket af, at min ekskæreste ved en misforståelse brændte mine børn af julen forinden. Han skulle holde jul med sin dengang spritnye kæreste om dagen og jeg havde så aftalt, at han kom og holdt jul hos mine forældre bagefter. Men han kom blot fordi for at aflevere gaverne til stor skuffelse for børnene :S

Men lagde du i brevet op til at ændre en allerede planlagt jul hos bonusmors forældre eller spurgte du "bare" forsigtigt ind til fremadrettet at holde jul sammen hver tredje år?

Dikus skrev::
Men det drejer sig vel stadig om barnet? Og at støtte barnet i at kunne håndtere, at der nu også er en ny svigerfamilie, som følger med faren. Som er lige så meget rigtig familie.

Det er så Her jeg er Helt uenig..
far eller mors kærestes nye familie er ikke lige så meget rigtig familie.
Den kan blive det - men det tager TID - fordi to voksne godt kan li hinanden bliver man ikke familie over night.
Om man bliver det, nogle gør - andre ikke. Begge dele Skal accepteres.

AnnAnnA skrev:

Dikus skrev::
Men det drejer sig vel stadig om barnet? Og at støtte barnet i at kunne håndtere, at der nu også er en ny svigerfamilie, som følger med faren. Som er lige så meget rigtig familie.

Det er så Her jeg er Helt uenig..
far eller mors kærestes nye familie er ikke lige så meget rigtig familie.
Den kan blive det - men det tager TID - fordi to voksne godt kan li hinanden bliver man ikke familie over night.
Om man bliver det, nogle gør - andre ikke. Begge dele Skal accepteres.

Men for at man skal blive en familie, kræver det også en del. Hvis bio mor ikke mener at ny kærestes familie bør tælle for barnet, kommer det til at påvirke barnets relation til ny kærestes familie. Jeg er selv vokset op i to familier med dine, mine og vores børn, og der har alle været indstillet på at vi skulle fungere som samlede familier (altså én hos mor og én hos far). Sådan set anser jeg mig selv som rigtigt heldig. Jeg har fået lov til at vokse op i to kernefamilier, har haft fire sæt kærlige bedsteforældre, der aldrig har gjort forskel på bio-børnebørn og tilgifte børnebørn, og har derigennem lært at navigere i forskelle miljøer og forskellige regelsæt. Men for at det kunne fungere, har det da krævet at mine forældre hver især har gjort plads til hinanden og hinandens partnere og dennes familie, og accepteret at bonusbedsteforældre har været lige så meget bedsteforældre for mig, som mine bio-bedsteforældre, og det samme når det kommer til onkler og tanter - alt sammen af hensyn til mig. Og det er jeg dem dybt taknemmelige for i dag.

Der har aldrig været tvivl for mig om, hvem der er mine biologiske forældre, men deres respektive partnere spillede også en stor rolle i min opvækstm og har haft en indflydelse på det individ, jeg er blevet til. Min bio-far har aldrig sagt et ondt ord om at jeg kaldte min mors mand far - for mig var de mine fædre begge to. Og den dag i dag, har jeg stadig to fædre, også selvom min mor ikke er gift med nogen af dem, og det har givet mig rigtig meget - både kærlighed og input.

Så jo - fars ellers mors kærestes familie er lige så meget familie, for den er den respektive forælders nye familie, og dermed også barnets. Det må man som forælder acceptere og lære at sætte pris på for sit barns skyld. Selvom der nok skal sluges nogle kameler på vejen.

Wolf & I skrev:

Jammerdalen skrev:

Wolf & I skrev:Når jeg læser hvor svært mange har det i de nye relationer om "dine, mine og vores børn" glæder jeg mig altid over at der ALTID har været plads til mig i det forhold jeg er i.

Min kæreste har altid givet mig plads til at sige til eller fra overfor min steddatter.
Datterens mor har altid givet mig plads til at sige til eller fra overfor min steddatter - moren har heldigvis aldrig set mig som en konkurrent, været misundelig eller set mig som en trussel. Hun har tværtimod respekteret at jeg skulle have en plads i hendes datters liv.

Jeg har altid respekteret at nogle ting skulle ordnes mellem min steddatters far og mor - uden at jeg nødvendigvis skulle indblandes og jeg har selvfølgelig givet plads til dette. Både far og mor har så ment at hvis det påvirkede mit liv i forhold til steddatteren så havde jeg også noget at skulle have sagt.

Jeg er ret sikker på at det har været grunden til at vi aldrig har haft nogle større problemer og at vi sagtens kan fejre jul sammen hos min steddatters moster og onkel samt resten af deres familie. Vi har også mødtes i andre forbindelser osv.
Det har været MEGET nemt at få rollen som stedmor og fars kæreste

Jeg ville ønske, at mine børn havde en bonusmor som dig

Min bonusmor ville på ingen måde involveres, når det gjaldt børnene, men vi deltog fint til fælles arrangementer og snakkede meget om børnene. Vi så også hinanden en lille smule privat. Jeg skrev derfor et brev til dem begge for at høre, om vi måske kunne jul sammen hvert 3. år for børnenes skyld (det var et stort ønske hos dem). Det blev de meget sure over, selvom brevet var venligt formuleret og som sagt kun en forespørgsel. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle inddrage hende i spørgsmål om opdragelse, men ville føle det mærkeligt slet ikke at involvere hende i planer omkring jul, som jo vedgår alle

Det kan være rigtig svært at være stedmor fordi man kan føle at steddatterens mor altid ånder én i nakken. Hun er jo samtidig også en ekskæreste som man er tvunget til at have et godt forhold til pga barnet/børnene.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i de første år havde svært ved at hans ekskæreste fyldte så meget - i forhold til fælles datter. Det krævede virkelig tilvænning fra min side og tror også det gjorde det fra min kærestes side. Han var meget bitter på sin eks da jeg mødte ham og jeg forstår hvorfor. Vil dog ikke komme ind på det her - men jeg forstår ham så godt.

Det skulle jeg også forsøge at undgå at lade det påvirke mit forhold til ekskæresten.
Det har været rigtig nemt i forhold til hvad jeg læser, men det har været rigtig svært fordi jeg var tvunget til at indgå en relation med hende. Normalt og uden børn er ekskærester jo slet ikke så indblandet i sin nye kærestes liv. For hun ér jo ikke kun en person der har et barn - hun er ny kærestes ekskæreste.

Jeg forstår at mange har svært ved at finde en balance der passer alle parter - men man skal virkelig finde ud af hvor grænsen går og hvis din eks mener at du har overtrådt så må du respektere at han mener det. Selvom du ikke er enig med ham. Respekt går begge veje og hvis du holder din sti ren så burde det ikke lave ballade.

Det passer nu ikke helt, at der ikke er ballade, hvis jeg holder min sti ren. Når jeg taler med min eks-kæreste taler han på vegne af sig selv OG hende. Hun bruger ham som talerør og de forlanger urimelige ting, som at børnene skal i bad på faste dage hos mig osv. Hun er en usynlig stemme, jeg aldrig kan stille spørgsmålstegn til eller konfrontere, når der opstår urimelige krav. Min ekskæreste kan formidle lige det han ønsker fra hendes side, men omvendt bestemme ikke at genfortælle noget af det, som jeg har på hjertet. Her er det mig, der føler mig åndet i nakken og kritiseret - samtidig med at de hurtigt smækker med døren uden at jeg kan nå at tage til genmæle.

Krølle skrev:Men lagde du i brevet op til at ændre en allerede planlagt jul hos bonusmors forældre eller spurgte du "bare" forsigtigt ind til fremadrettet at holde jul sammen hver tredje år?

Fremadrettet! Selvfølgelig ville jeg ikke ændre den planlagte jul og jeg snakkede også meget positivt om det med min datter.