Aima skrev:Folk spørger mig sommetider, om jeg ikke tit drømmer om, at jeg en dag får ordnet mine øjne, så jeg ikke længere er synshandi. Men næh, det gør jeg faktisk ikke. Jeg ved, der er chance for, det måske kan blive en realitet en dag, men jeg ved også, der er risiko for, det ikke kan, så jeg forholder mig faktisk ikke til det. Jeg forholder mig derimod til de vilkår jeg har nu, og hvordan mit liv bliver bedst under dem. Måske er det en copingstrategi, for som Krølle er inde på tidligere, ville drømme om en handicapfri, fremtidig tilværelse somehow holde mit fokus på det, jeg har mistet, føler jeg. I værste fald ville det måske gøre mig ked af det og bitter. Eller allerværste fald; Selvmedlidende.
Et år efter jeg havde skrevet det her, fik jeg mine øjne fixet. Eller, faktisk ikke, men lægerne fandt en diagnose og en løsning. Hvor er det vildt at tænke tilbage på nu, at det engang bare var en drøm, jeg ikke engang rigtigt turde have. Wow.
I mellemtiden har jeg så været en millimeter fra at miste synet fuldstændig, men fuck nej om det gik så galt. Nu drømmer jeg ikke om mere overhovedet. Jeg har ingen drømme for mig selv, der ikke er realistiske nok til at jeg bare kan vælge at udleve dem. Alt jeg drømmer om, er egentlig kun for andre nu. Jeg har selv alt nøjagtigt, som jeg kunne ønske det.